Lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe

Kilde

Den foreslåede § 1 fastsætter indholdet af og betingelserne for at nedlægge forbud mod, at en ejendom anvendes som samlingssted for en bestemt gruppe, f.eks. en rocker- eller bandegruppe, og regulerer adgangen til at anmode om tilbagekaldelse af forbuddet. Desuden fastsætter bestemmelsen en pligt for kommunalbestyrelsen til at overveje at nedlægge forbud eller meddele advarsel, hvis betingelserne er opfyldt.

Efter det foreslåede stk. 1 kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud mod, at en ejendom anvendes som samlingssted for en bestemt gruppe, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, jf. dog stk. 2 om advarsel.

Ved ”gruppe” forstås to eller flere personer med anden tilknytning end nære familiemæssige relationer, f.eks. en forening, loge, klub eller lignende. Det vil ikke være en forudsætning, at der er tale om en formel sammenslutning eller et formelt medlemskab af gruppen. Rocker- og bandegrupper vil eksempelvis være omfattet.

En ejendom anvendes som ”samlingssted” for en gruppe, når to eller flere personer med jævne mellemrum opholder sig på ejendommen med udgangspunkt i deres medlemskab af eller tilknytning til gruppen eller medlemmer af gruppen eller som led i arrangementer, der kan henføres til gruppen, f.eks. klubaftener eller fester.

At gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted skal være ”egnet” til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende indebærer, at der skal foretages en objektiveret bedømmelse ud fra bl.a. de konkrete gener, der er nævnt nedenfor. Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at en omkringboende måtte føle ulempe og utryghed.

Med ”væsentlig ulempe og utryghed” sigtes til gener, der er så alvorlige og normalt længerevarende, at de vil kunne sidestilles med de gener, der kan opleves, når der i tilknytning til en ejendom foregår virksomhed på en måde, som systematisk indebærer strafbare handlinger – f.eks. systematisk hashhandel – og som er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed hos de omkringboende.

Om dette er tilfældet vil bero på en samlet konkret vurdering. I vurderingen vil det bl.a. kunne indgå, om anvendelsen af ejendommen som samlingssted for gruppen fører til hyppige støjgener eller hyppige trafikale gener. Det vil endvidere kunne indgå, om personer, der færdes på ejendommen, begår strafbare forhold på eller i området omkring ejendommen eller udviser chikanøs eller truende adfærd i området. Herudover vil det kunne indgå, om anvendelsen af ejendommen som samlingssted for gruppen giver anledning til angreb eller konkret risiko for angreb rettet mod ejendommen eller personer, der opholder sig på ejendommen. Der er ikke tale om en udtømmende opregning af mulige ulempe- og utryghedsskabende gener.

Generne vil for at kunne danne grundlag for et forbud skulle gå klart ud over, hvad der kan forventes i det pågældende område.

Konstatering af blot én af de ovennævnte gener vil som udgangspunkt ikke alene kunne begrunde et forbud. Der vil normalt skulle konstateres en flerhed af gener over en længere periode. Der vil dog kunne være tilfælde, hvor kun én bestemt type af gener forekommer over en længere periode eller med en sådan hyppighed eller intensitet, at dette i sig selv vil være tilstrækkeligt til at begrunde et forbud.

Hyppige støjgener vil som nævnt kunne indgå i vurderingen. Der vil som udgangspunkt jævnligt skulle forekomme støjende arrangementer eller aktiviteter. Der vil f.eks. kunne være tale om høj musik, råben, lyden af smadrede flasker eller køretøjer, der ankommer til eller forlader ejendommen med høj fart (med støj til følge). Det vil ikke være tilstrækkeligt, at der forekommer støj af denne karakter i visse tilfælde ved særlige lejligheder. Det må kræves, at der er tale om flere støjende arrangementer eller aktiviteter over en længere periode.

Endvidere vil det som nævnt kunne indgå i vurderingen, om gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted giver anledning til hyppige trafikale gener. Der vil således kunne lægges vægt på, om der jævnligt holder et større antal køretøjer parkeret på vejen i kortere eller længere tidsrum, også selv om køretøjerne holder lovligt parkeret, og på trafik til og fra ejendommen. Hyppig trafik på mange forskellige tidspunkter vil i højere grad kunne betragtes som ulempe- og utryghedsskabende end trafik, der er begrænset til nogle få bestemte tidsrum.

Det bemærkes, at der ikke vil kunne nedlægges forbud, hvis ulempen og utrygheden alene udspringer af almindelig erhvervsmæssig virksomhed.

Herudover vil det kunne indgå med betydelig vægt, om personer, der færdes på ejendommen, begår strafbare forhold på ejendommen eller i området omkring denne. Der vil som udgangspunkt skulle være tale om gentagne – og ikke blot enkeltstående – tilfælde af strafbare forhold. Det er ikke afgørende, om de strafbare forhold begås af den samme person eller forskellige personer. Desuden vil der skulle være tale om strafbare forhold, som efter deres karakter er egnet til at skabe ulempe og utryghed for de omkringboende. Som eksempler kan nævnes overtrædelser af reglerne om støjende eller voldelig adfærd i bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv. samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger (ordensbekendtgørelsen), straffelovens bestemmelser om personfarlig kriminalitet, indbrud, hærværk eller tyveri eller overtrædelse af våbenloven, knivloven eller lov om euforiserende stoffer.

Det er ikke en forudsætning, at nogen er blevet straffet for de pågældende overtrædelser, eller at nogen senere straffes herfor, hvilket f.eks. kan være tilfældet, hvis den pågældende ikke har kunnet identificeres, men det skal kunne godtgøres, at der er begået strafbare overtrædelser. De pågældende overtrædelser vil endvidere skulle have sammenhæng med anvendelsen af ejendommen som samlingssted for gruppen. Det vil typisk være lettest at godtgøre, hvis der f.eks. kan konstateres en tidsmæssig nærhed med, at ejendommen er blevet anvendt som samlingssted for gruppen.

Det vil desuden kunne indgå med betydelig vægt i vurderingen, om personer, der færdes på ejendommen, udviser chikanøs eller truende adfærd i området, eksempelvis ved at råbe efter omkringboende eller forbigående eller ved at virke som såkaldte bandevagter, der udspørger eller visiterer personer, som færdes i området. Der vil som udgangspunkt skulle foreligge gentagne – og ikke blot enkeltstående – tilfælde. Der skal endvidere være tale om adfærd, som efter sin karakter er egnet til at skabe ulempe og utryghed. Der vil skulle foreligge en form for aktiv chikanøs eller truende adfærd henvendt til f.eks. naboer i form af fysiske handlinger eller ytringer, der objektivt vil kunne opfattes som chikanøse eller truende. Det vil derfor f.eks. ikke være tilstrækkeligt, at medlemmerne af gruppen står i grupper omkring ejendommen eller på grund af f.eks. beklædningsgenstande eller tatoveringer virker truende. Det vil derimod ikke være en betingelse, at der er grundlag for at rejse sigtelse eller tiltale for trusler efter straffelovens § 266.

Det vil kunne indgå i vurderingen, om politiet har meddelt påbud eller forbud i medfør af ordensbekendtgørelsens § 6, herunder zoneforbud, jf. herom pkt. 2.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger, i området omkring ejendommen over for personer, der færdes på ejendommen, forudsat at de forhold, der gav anledning til påbuddet eller forbuddet, er egnet til at medføre ulempe og utryghed for de omkringboende. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om nogen er straffet for overtrædelse af påbuddet eller forbuddet.

Det vil herudover kunne indgå med betydelig vægt i vurderingen, om gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted har givet anledning til angreb rettet mod ejendommen eller personer, der opholder sig på ejendommen. Det omfatter bl.a. angreb med skydevåben eller lignende, hvor angrebet er til fare for de omkringboende, men også angreb, som ikke indebærer en sådan fare, men dog er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende. Der kan f.eks. være tale om et tæskehold, der uden medbringelse af våben møder op på ejendommen for at udøve vold mod en af de tilstedeværende. Det er ikke en betingelse, at nogen er blevet straffet for det pågældende angreb, eller at angrebet har givet anledning til forbud efter lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven).

Det vil være en betingelse, at angrebet hænger sammen med gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted, men derimod ikke, at angrebet betragtes som et led i et gensigt opgør mellem gruppen og en anden gruppe. Et angreb vil have den fornødne sammenhæng med gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted, hvis angrebet skønnes at have været rettet mod gruppen som sådan eller mod personer, der vurderes at have opholdt sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen.

Må angrebet derimod anses for rettet mod en person, der befandt sig på ejendommen, men ikke opholdt sig dér som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, vil betingelsen ikke være opfyldt. Der kan f.eks. være tale om en person, der alene opholdt sig på ejendommen som gæst hos ejendommens ejer eller bruger og ikke har noget med gruppen at gøre.

Det bemærkes i den forbindelse, at betingelsen vil kunne være opfyldt, uanset hvad de implicerede måtte oplyse om baggrunden for angrebet, hvis det på baggrund af sagens øvrige omstændigheder må antages, at angrebet har den fornødne sammenhæng med gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted.

Det vil også kunne indgå i vurderingen, hvis der er eller har været risiko for et angreb som beskrevet, forudsat at der er tale om en tilstrækkeligt konkret risiko. Risikoen vil efter omstændighederne være tilstrækkeligt konkret, hvis politiet har nedlagt forbud i medfør af rockerloven i forhold til den pågældende ejendom. Dette vil dog bero på en konkret vurdering af de omstændigheder, der lå til grund for forbuddet efter rockerloven.

Kommunen vil før nedlæggelse af forbud efter den foreslåede bestemmelse eller meddelelse af advarsel, jf. det foreslåede stk. 2, skulle sikre, at der foreligger den fornødne dokumentation for, at betingelserne er opfyldt.

Fremskaffelsen af en sådan dokumentation vil forudsætte et nært samarbejde mellem kommunen og politiet. En stor del af dokumentationen vil således i praksis skulle bestå af materiale fra politiet. Politiet vil derfor som led i indsatsen på rocker- og bandeområdet fremover også skulle have fokus på dokumentation, der kan have betydning for kommunens behandling af sager efter samlingsstedsforbudsordningen.

Politiets observationer vedrørende støj og trafik i forbindelse med fester og andre arrangementer i en rockerborg eller et lignende tilholdssted vil således eksempelvis kunne få betydning som dokumentation i en sag hos kommunen om et samlingsstedsforbud. Oplysninger fra politiets sager om mulige strafbare forhold begået på eller i området omkring ejendommen vil også kunne få betydning for kommunens sag. Endvidere vil oplysninger fra politiets eventuelle sager om zoneforbud efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 4, kunne få betydning for kommunens sag. Herudover vil oplysninger fra politiets sager om eventuelle angreb mod ejendommen eller personer, der opholder sig på ejendommen, og oplysninger fra eventuelle sager om forbud i medfør af rockerloven i forhold til ejendommen kunne få betydning for kommunens sag.

Det vil være afgørende, at mulighederne for at udveksle oplysninger mellem myndighederne benyttes. Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive udsendt en vejledning om offentlige myndigheders udveksling af personoplysninger som led i den koordinerede myndighedsindsats over for organiseret og alvorlig kriminalitet, herunder særligt rocker- og bandekriminalitet, hvor videregivelse af oplysninger i forbindelse med bl.a. den foreslåede samlingsstedsforbudsordning behandles.

Kommunen vil som led i behandlingen af en sag om et eventuelt samlingsstedsforbud også selv kunne foretage undersøgelser, f.eks. ved at foretage iagttagelser af mulige støjgener og trafikale gener, med henblik på at skaffe dokumentation, eksempelvis i form af billeder og notater om iagttagelserne. Kommunen vil også som led i behandlingen af andre sager kunne være kommet i besiddelse af relevant dokumentation.

Dokumentationen vil foruden materiale, som myndighederne selv har tilvejebragt, kunne bestå af beskrivelser og billeder mv., som modtages fra beboerne i området omkring den pågældende ejendom. Omfanget af henvendelser fra de omkringboende vil også i sig selv kunne have betydning som dokumentation i sagen.

Det forudsættes, at der kun nedlægges forbud efter den foreslåede bestemmelse, hvis dette i det konkrete tilfælde er proportionalt og i overensstemmelse med grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Et forbud vil således ikke kunne nedlægges, hvis der er tale om et samlingssted for en gruppe, som mødes i et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed. Det forhold, at eksempelvis en rockerklub måtte begynde at kalde sig en politisk klub, vil naturligvis ikke i sig selv indebære, at det skal lægges til grund, at der reelt er tale om virksomhed med et meningsbefordrende øjemed.

Når det i øvrigt uden for det nævnte tilfælde overvejes at nedlægge forbud, vil der skulle foretages en afvejning af på den ene side interessen i at sikre en vidtgående forsamlingsfrihed for lovlige foreninger mv. og på den anden side de modstående hensyn til at imødegå den ulempe og utryghed for de omkringboende, som gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted i det konkrete tilfælde indebærer. Det betyder, at et forbud ikke vil kunne nedlægges i situationer, hvor dette ikke vil være foreneligt med grundlovens § 79 eller artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Et forbud i medfør af det foreslåede stk. 1 vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det betyder i forhold til den, der er part i sagen, at forvaltningslovens almindelige regler om partsaktindsigt, partshøring, begrundelse og klagevejledning finder anvendelse.

Et forbud vil gælde for ejere og brugere af ejendommen, jf. det foreslåede stk. 4. Ejendommens ejere og brugere vil derfor være parter i sagen. Om andre kan anses for at have partsstatus vil afhænge af, om den pågældende har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Andre medlemmer af gruppen vil i almindelighed ikke have partsstatus.

Med henblik på at foretage partshøring har kommunen behov for oplysninger om ejendommens ejere og brugere. I den forbindelse vil kommunen eventuelt kunne anvende den foreslåede § 4 om pligt til at oplyse om ejendommens brugere. Er det imidlertid ikke uden væsentlige vanskeligheder muligt at finde ud af, hvem der er bruger, eller at finde frem til den pågældende, vil kommunen i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 5, kunne undlade at foretage partshøring. Dette forudsætter dog, at kommunen har udfoldet rimelige bestræbelser på at finde ud af, hvem der er bruger, eller på at finde frem til den pågældende. Det samme gælder i forhold til ejendommens ejere.

Afgørelsen vil skulle adresseres til de nuværende ejere og brugere af ejendommen. Det bør imidlertid fremgå af afgørelsen, at forbuddet også gælder for fremtidige ejere og brugere, jf. det foreslåede stk. 4. Er det ikke uden væsentlige vanskeligheder muligt at finde ud af, hvem de nuværende ejere og brugere er, vil afgørelsen kunne adresseres til ”ejendommens ejere og brugere”. Afgørelsen vil skulle bekendtgøres ved, at den afleveres på ejendommen og tinglyses på ejendommen, jf. det foreslåede § 2, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Når et forbud er nedlagt, vil det indebære, at ejendommens ejere og brugere, jf. det foreslåede stk. 4, ikke må anvende ejendommen som samlingssted for den pågældende gruppe. Forbuddet vil være overtrådt, hvis en person, der er medlem af eller tilknyttet gruppen eller et medlem af gruppen, opholder sig på ejendommen. Det vil imidlertid ikke være afgørende, om personen har et sådant medlemskab eller en sådan tilknytning, hvis det i øvrigt må lægges til grund, at den pågældende opholder sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis den pågældende er til stede ved et arrangement, der kan henføres til gruppen, f.eks. en klubaften eller fest.

Forbuddet vil dog uanset ovenstående ikke være overtrådt, hvis den person eller de personer, der opholder sig på ejendommen, er nærmeste pårørende til en ejer eller bruger med fast bopæl på ejendommen. Ved nærmeste pårørende forstås navnlig ægtefæller, slægtninge i lige linje, søskende, adoptivbørn og plejebørn. Også en fast kæreste anses for nærmeste pårørende.

Ejeren eller brugeren vil endvidere ikke generelt være afskåret fra at anvende ejendommen som samlingssted eller i øvrigt modtage besøgende på ejendommen, hvis de besøgende ikke er medlemmer af eller tilknyttet den pågældende gruppe eller i øvrigt kommer på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen.

Det bemærkes i den forbindelse, at forbuddet – uanset hvad der måtte blive oplyst om årsagen til, at de pågældende personer opholder sig på ejendommen – vil være overtrådt, hvis det må lægges til grund, at personerne reelt opholder sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen.

Forbuddet vil herudover ikke være overtrådt, hvis flere ejere eller brugere, der har fast bopæl på ejendommen, opholder sig på ejendommen samtidig, forudsat at de reelt anvender ejendommen som bolig.

Hvis et forbud vil være uforholdsmæssigt indgribende uden forudgående advarsel, skal kommunalbestyrelsen efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., først meddele advarsel om, at forbud kan forventes nedlagt, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted fortsætter med at være egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, jf. dog stk. 3.

Ved vurderingen af, om nedlæggelse af forbud vil være uforholdsmæssigt indgribende uden forudgående advarsel, vil kommunen skulle lægge vægt på alvoren af de gener, som gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted giver anledning til. Det taler eksempelvis for, at der kan nedlægges forbud uden forudgående advarsel, hvis disse gener omfatter angreb mod ejendommen eller personer på ejendommen. Det samme gælder, hvis generne eksempelvis omfatter flere tilfælde af strafbare forhold på ejendommen eller i området omkring denne begået af personer, der færdes på ejendommen. Det vil herudover kunne indgå, om ejendommens ejere og brugere på anden måde er gjort bekendt med et muligt forbud, f.eks. ved henvendelser fra kommunen eller politiet, og dermed har haft mulighed for at rette for sig.

Hvis denne vurdering falder ud til, at et forbud vil være uforholdsmæssigt indgribende uden forudgående advarsel, vil der skulle meddeles advarsel om, at forbud kan forventes nedlagt, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted fortsætter med at være egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.

Som det fremgår ovenfor, vil meddelelse af advarsel forudsætte, at betingelserne i det foreslåede stk. 1 er opfyldt, det vil sige, at gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.

Der vil ikke i advarslen skulle gives en egentlig frist for, hvornår ejeren eller brugeren skal ophøre med at anvende ejendommen som samlingssted for gruppen på en måde, der er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende. Det forudsættes dog, at ejeren eller brugeren gives en reel mulighed for at ophøre med den pågældende anvendelse.

Når der er meddelt advarsel, vil det ikke være en betingelse for at skride til forbud, at gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted – efter meddelelsen af advarslen – yderligere giver anledning til en flerhed af gener over en længere periode. Det vil være tilstrækkeligt, at der konstateres et vist antal gener eller en enkelt alvorligere gene.

En advarsel efter den foreslåede bestemmelse vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der henvises herom til bemærkningerne ovenfor om forbud, herunder for så vidt angår partshøring og adressaten for afgørelsen.

Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt., gælder en advarsel i 2 år. Der vil derfor kunne nedlægges forbud, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted inden 2 år fra meddelelsen af advarslen på ny bliver egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende. For så vidt angår betingelserne for efter forudgående advarsel at skride til forbud henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor.

Efter det foreslåede stk. 3 kan der uanset stk. 2 nedlægges forbud i medfør af stk. 1, hvis der er forløbet mindre end 2 år siden udløbet eller tilbagekaldelsen af et tidligere forbud.

Bestemmelsen indebærer, at der – uanset det foreslåede stk. 2 om advarsel – vil kunne nedlægges forbud, hvis der tidligere har været nedlagt forbud mod, at ejendommen anvendes som samlingssted for gruppen. I disse tilfælde skal det således ikke overvejes, om der skal meddeles advarsel efter stk. 2, før der skrides til forbud. Det gælder dog kun, hvis der er forløbet mindre end 2 år siden udløbet af det tidligere forbud, hvis dette var tidsbegrænset, eller mindre end 2 år siden tilbagekaldelsen af det tidligere forbud, hvis dette var tidsubegrænset. Ved tilbagekaldelse forstås kommunens ophævelse af et gyldigt forbud, fordi der ikke (længere) vurderes at være grundlag for forbuddet.

I denne periode på 2 år vil det – ligesom når der er meddelt advarsel efter det foreslåede stk. 2 – ikke være en betingelse for på ny at nedlægge forbud, at gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted yderligere giver anledning til en flerhed af gener over en længere periode. Det vil være tilstrækkeligt, at der konstateres et vist antal gener eller en enkelt alvorligere gene.

Efter det foreslåede stk. 4 gælder et forbud nedlagt i medfør af stk. 1 eller en advarsel meddelt i medfør af stk. 2 for den til enhver tid værende ejer eller bruger af ejendommen.

Betegnelsen ”bruger af ejendommen” vil skulle forstås på samme måde som den tilsvarende betegnelse i planlovens § 63, stk. 1. Brugeren kan eksempelvis være en person, der har lejet ejendommen. Der kan imidlertid også være tale om en person, som på anden måde har brugsret til ejendommen. Derimod vil den pågældende gruppes medlemmer, der kommer på ejendommen i forbindelse med anvendelsen af denne som samlingssted, ikke af denne grund være brugere af ejendommen i bestemmelsens forstand.

Ejeren eller brugeren kan også være en juridisk person.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et forbud eller en advarsel ikke alene vil gælde for nuværende ejere og brugere af ejendommen, men også for fremtidige ejere og brugere.

Et forbud vil derfor gælde for en ejer eller bruger, selv om forbuddet blev nedlagt, da der var en anden ejer eller bruger af ejendommen. Tilsvarende vil en advarsel kunne danne grundlag for et forbud, selv om ejeren eller brugeren er udskiftet, siden advarslen blev meddelt.

Efter det foreslåede stk. 5, 1. pkt., gælder et forbud nedlagt i medfør af stk. 1 i 3 måneder. Bestemmelsen indebærer, at et forbud i første omgang vil gælde i en periode på 3 måneder.

Efter det foreslåede stk. 5, 2. pkt., kan der – hvis ejendommen anvendes som samlingssted for gruppen i perioden på 3 måneder – nedlægges et forbud som nævnt i stk. 1, der gælder, indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det. Dette vil gælde, uanset om gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted giver anledning til gener.

Forbuddet nedlægges i medfør af stk. 1, og der vil gælde samme regler om adgangen til at anmode om tilbagekaldelse, bekendtgørelse og underretning, klage, håndhævelse mv. som ved forbud, der i øvrigt nedlægges i medfør af stk. 1.

Hvis der nedlægges forbud på et tidspunkt, hvor der er forløbet mindre end 2 år siden udløbet eller tilbagekaldelsen af et tidligere forbud, gælder forbuddet ifølge det foreslåede stk. 5, 3. pkt., indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det.

Som det fremgår af bemærkningerne ovenfor til det foreslåede stk. 3, vil det i denne periode på 2 år ikke være en betingelse for på ny at nedlægge forbud, at gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted yderligere giver anledning til en flerhed af gener over en længere periode. Det vil være tilstrækkeligt, at der konstateres et vist antal gener eller en enkelt alvorligere gene. Nedlægges der i denne periode forbud, vil forbuddet gælde, indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det.

Efter det foreslåede stk. 6 kan en anmodning om tilbagekaldelse af et forbud nedlagt i medfør af stk. 1 tidligst indgives, når der er forløbet 3 måneder siden forbuddets nedlæggelse. Er der meddelt afslag på tilbagekaldelse af forbuddet, kan ny anmodning tidligst indgives, når der er forløbet 3 måneder siden afslaget.

Ved tilbagekaldelse forstås kommunens ophævelse af et gyldigt forbud, fordi der ikke (længere) vurderes at være grundlag for forbuddet.

Bestemmelsen vedrører alene adgangen til at anmode om tilbagekaldelse. Der vil således uanset bestemmelsen kunne klages til Planklagenævnet i overensstemmelse med den foreslåede § 7.

At gruppen ikke samles på ejendommen, imens forbuddet gælder, kan ikke i sig selv føre til, at forbuddet tilbagekaldes. Ejendommens ejer eller bruger må vise, at der er taget initiativ til at anvende ejendommen på anden måde. Forbuddet vil herudover normalt kunne tilbagekaldes, hvis ejendommen overtages af en person, der ingen forbindelse har til den pågældende gruppe.

Efter det foreslåede stk. 7 skal kommunalbestyrelsen overveje at nedlægge forbud i medfør af stk. 1 eller meddele advarsel efter stk. 2, når betingelserne er opfyldt.

Bestemmelsen indebærer, at kommunen får pligt til at overveje at nedlægge forbud mod, at en ejendom anvendes som samlingssted for en bestemt gruppe, når betingelserne er opfyldt. Hvis der i medfør af det foreslåede stk. 2 først vil skulle meddeles advarsel, vil kommunen have pligt til at overveje at meddele advarsel.

Det forudsættes i den forbindelse, at kommunen, hvis den ikke nedlægger forbud eller meddeler advarsel, selv om betingelserne herfor er opfyldt, udarbejder et internt notat om, hvilke overvejelser og saglige grunde der har ført til, at der ikke nedlægges forbud eller meddeles advarsel.

De kommunale tilsynsmyndigheder vil som led i det retlige tilsyn med kommunerne kunne føre tilsyn med, at kommunen udarbejder et sådant internt notat.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2-2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Den foreslåede § 2 fastsætter bl.a. fremgangsmåden, når der skal foretages bekendtgørelse og underretning om samlingsstedsforbud og advarsler over for ejendommens ejere og brugere.

Efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., afleverer kommunalbestyrelsen et forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, eller en advarsel meddelt i medfør af § 1, stk. 2, på ejendommen og tinglyser forbuddet eller advarslen på ejendommen.

Aflevering på ejendommen vil eksempelvis kunne ske ved, at forbuddet eller advarslen udleveres til en person, der opholder sig på ejendommen, lægges i ejendommens postkasse eller slås op på eller ved indgangsdøren.

Herudover indebærer den foreslåede bestemmelse, at forbuddet eller advarslen skal tinglyses på ejendommen. Hvis forbuddet eller advarslen angår eksempelvis en leje- eller andelslejlighed, der ikke har et selvstændigt blad i tingbogen, vil tinglysningen skulle ske på den samlede faste ejendom, hvori lejligheden er beliggende, og med henvisning til den pågældende lejlighed. Det forudsættes, at tinglysningen foretages således, at alene afgørelsens retsvirkninger fremgår af tingbogen. Selve afgørelsen skal således ikke være tilgængelig som bilag i tingbogen.

For så vidt angår forbud vil det skulle fremgå af tingbogen, at kommunalbestyrelsen har nedlagt forbud efter § 1, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe mod, at ejendommen anvendes som samlingssted for den pågældende gruppe. Det vil endvidere skulle fremgå, at forbuddet gælder for den til enhver tid værende ejer eller bruger af ejendommen, jf. § 1, stk. 4. Ved tidsbegrænsede forbud vil det skulle fremgå, at forbuddet gælder i 3 måneder, jf. § 1, stk. 5, 1. pkt. Ved tidsubegrænsede forbud vil det skulle fremgå, at forbuddet gælder, indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det, jf. § 1, stk. 5, 2. og 3. pkt. Herudover vil det ved både tidsbegrænsede og tidsubegrænsede forbud skulle fremgå, at der uden forudgående advarsel på ny kan nedlægges forbud, hvis den pågældende gruppes anvendelse af ejendommen som samlingssted inden for en periode på 2 år fra forbuddets udløb eller tilbagekaldelse på ny bliver egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, jf. § 1, stk. 1-3.

For så vidt angår advarsler vil det skulle fremgå af tingbogen, at kommunalbestyrelsen i medfør af § 1, stk. 2, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe har meddelt advarsel om, at forbud kan forventes nedlagt, hvis den pågældende gruppes anvendelse af ejendommen som samlingssted fortsætter med at være egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende. Det vil endvidere skulle fremgå, at advarslen gælder for den til enhver tid værende ejer eller bruger af ejendommen, jf. § 1, stk. 4. Herudover vil det skulle fremgå, at advarslen gælder i 2 år, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt.

Efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt., anses forbuddet eller advarslen for gyldigt bekendtgjort for ejendommens ejere og brugere, når aflevering og tinglysning har fundet sted.

Når aflevering og tinglysning har fundet sted, vil et forbud således kunne håndhæves administrativt i medfør af den foreslåede § 5, ligesom en ejer eller bruger, der overtræder forbuddet, vil kunne straffes efter det foreslåede § 8, stk. 1, hvis betingelserne for et sådant strafansvar i øvrigt er opfyldt. Det gælder, uanset om ejendommens ejer eller bruger er udskiftet siden nedlæggelsen af forbuddet. Endvidere vil politiet efter den foreslåede § 6 som led i håndhævelsen af samlingsstedsforbuddet kunne meddele personer forbud mod at opholde sig på ejendommen og mod at opholde sig eller færdes frem og tilbage inden for en afstand af 200 meter fra ejendommen.

Tilsvarende vil en advarsel, der er afleveret og tinglyst på ejendommen, kunne danne grundlag for nedlæggelse af et forbud mod at anvende ejendommen som samlingssted for gruppen, selv om ejeren eller brugeren efterfølgende er udskiftet.

Efter det foreslåede stk. 2 underretter kommunalbestyrelsen ejendommens ejere og brugere om et forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, eller en advarsel meddelt i medfør af § 1, stk. 2. Underretning kan dog undlades, hvis det vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder.

Kommunen vil således have pligt til at underrette alle ejere og brugere om forbuddet eller advarslen, medmindre det vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder. Det forudsættes, at kommunen udfolder rimelige bestræbelser på at underrette alle ejere og brugere. I den forbindelse vil kommunen eventuelt kunne anvende den foreslåede § 4 om pligt til at oplyse om ejendommens brugere.

Det vil imidlertid ikke være en gyldighedsbetingelse for forbuddet eller advarslen, at underretning efter det foreslåede stk. 2 har fundet sted. Et forbud vil således kunne håndhæves administrativt i medfør af den foreslåede § 5, og en ejer eller bruger vil efter omstændighederne kunne straffes i medfør af det foreslåede § 8, stk. 1, for at overtræde forbuddet, selv om den pågældende ejer eller bruger ikke har modtaget underretning efter stk. 2, forudsat at forbuddet er bekendtgjort i overensstemmelse med stk. 1, det vil sige afleveret og tinglyst på ejendommen. Endvidere vil politiet efter den foreslåede § 6 som led i håndhævelsen af samlingsstedsforbuddet kunne meddele personer forbud mod at opholde sig på ejendommen og mod at opholde sig eller færdes frem og tilbage inden for en afstand af 200 meter fra ejendommen. Tilsvarende vil en advarsel, der er afleveret og tinglyst på ejendommen, kunne danne grundlag for nedlæggelse af forbud, selv om den pågældende ejer eller bruger ikke har modtaget underretning efter stk. 2.

Hvis et forbud eller en advarsel bliver fundet ugyldig, eller hvis et forbud tilbagekaldes, forudsættes det, at kommunen tilsvarende underretter samtlige ejere og brugere, medmindre det vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder.

Efter det foreslåede stk. 3 tinglyser kommunalbestyrelsen en afgørelse om tilbagekaldelse af et forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, på ejendommen.

Ved tilbagekaldelse forstås kommunens ophævelse af et gyldigt forbud, fordi der ikke (længere) vurderes at være grundlag for forbuddet.

Det forudsættes, at tinglysningen foretages således, at alene tilbagekaldelsens retsvirkninger fremgår af tingbogen. Det vil således skulle fremgå af tingbogen, at der tidligere har været nedlagt forbud efter § 1, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe mod, at ejendommen anvendes som samlingssted for den pågældende gruppe, men at dette forbud er tilbagekaldt. Derudover vil det skulle fremgå, at der uden forudgående advarsel på ny kan nedlægges forbud, hvis den pågældende gruppes anvendelse af ejendommen som samlingssted inden for en periode på 2 år fra tilbagekaldelsen på ny bliver egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, jf. § 1, stk. 1-3. Det vil tillige skulle fremgå, at dette gælder for den til enhver tid værende ejer eller bruger af ejendommen, jf. § 1, stk. 4. I forbindelse med tinglysningen af afgørelsen om tilbagekaldelse aflyses det tilbagekaldte forbud, jf. det foreslåede stk. 4, 1. pkt.

Der henvises om fremgangsmåden ved tinglysning i øvrigt til det, der er anført ovenfor under bemærkningerne til stk. 1.

Efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt., aflyser kommunalbestyrelsen et forbud eller en advarsel, der i medfør af stk. 1 er tinglyst på en ejendom, når forbuddet eller advarslen ikke længere har retsvirkninger.

Kommunen vil skulle aflyse et tidsbegrænset forbud, når der er forløbet 2 år siden forbuddets udløb. En advarsel vil skulle aflyses, når der er forløbet 2 år fra advarslens meddelelse. Det skyldes, at forbuddet eller advarslen efter udløbet af denne periode ikke længere vil kunne danne grundlag for et (nyt) forbud.

Tidsubegrænsede forbud vil skulle aflyses, når de tilbagekaldes. Det skyldes, at kommunen i sådanne tilfælde vil skulle tinglyse afgørelsen om tilbagekaldelse, jf. det foreslåede stk. 3, hvoraf det vil skulle fremgå, at der tidligere har været nedlagt et forbud, som nu er tilbagekaldt, og at det indebærer, at der uden forudgående advarsel på ny kan nedlægges forbud, hvis den pågældende gruppes anvendelse af ejendommen som samlingssted inden for en periode på 2 år fra tilbagekaldelsen på ny bliver egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende, jf. de foreslåede § 1, stk. 1-3.

Hvis et forbud eller en advarsel bliver fundet ugyldig, vil forbuddet eller advarslen ikke have retsvirkninger og vil ikke kunne danne grundlag for et senere forbud. Kommunen vil derfor skulle aflyse forbuddet eller advarslen.

Efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., aflyser kommunalbestyrelsen en afgørelse om tilbagekaldelse af et forbud, der i medfør af stk. 3 er tinglyst på en ejendom, når afgørelsen ikke længere har retsvirkninger.

En afgørelse om tilbagekaldelse af et forbud vil skulle aflyses, når der er forløbet 2 år siden tilbagekaldelsen, da det tilbagekaldte forbud herefter ikke længere kan danne grundlag for et forbud uden forudgående advarsel, jf. de foreslåede § 1, stk. 1-3.

Efter det foreslåede stk. 5 underretter kommunalbestyrelsen politiet om et forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, og når et forbud ikke længere gælder. Et forbud vil eksempelvis ophøre med at gælde, hvis kommunalbestyrelsen tilbagekalder det, eller hvis det efter klage til Planklagenævnet bliver ophævet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Den foreslåede § 3 fastsætter en pligt for kommunen til under nærmere betingelser at overtage ejendomme, der er omfattet af et samlingsstedsforbud.

Efter det foreslåede stk. 1 kan ejeren af en ejendom forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning, hvis der er nedlagt forbud i medfør af § 1, stk. 1, og forbuddet indebærer, at ejendommen ikke kan udnyttes på en økonomisk rimelig måde i overensstemmelse med den faktiske udnyttelse af de omkringliggende ejendomme.

Med bestemmelsen indføres der en regel om overtagelsespligt svarende til planlovens § 48 om overtagelsespligt, når en ejendom ved lokalplan eller byplanvedtægt er forbeholdt offentlige formål.

Det bemærkes, at betingelserne for overtagelsespligtens indtræden formentlig kun helt undtagelsesvis vil være til stede, da de ejendomme, der vil kunne rammes af et forbud, typisk vil være beliggende i boligområder og vil kunne anvendes som boliger, også selv om de ikke må benyttes som samlingssted for den pågældende gruppe.

Efter det foreslåede stk. 2 afgør taksationsmyndighederne efter §§ 105 og 106 i lov om offentlige veje mv. spørgsmål om berettigelsen af krav efter stk. 1. Om sagernes behandling for taksationsmyndighederne og erstatningens fastsættelse og udbetaling mv. finder §§ 103, 104 og 107-122 i lov om offentlige veje mv. tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede stk. 2 svarer til planlovens § 50, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, og indebærer, at der kommer til at gælde samme regler for behandlingen mv. af sager om overtagelse i anledning af et samlingsstedsforbud som ved behandlingen af sager om overtagelse efter planlovens § 48.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Den foreslåede § 4 fastsætter en pligt for bl.a. ejere og lejere af en ejendom til at oplyse, hvem der er ejendommens bruger.

Efter det foreslåede § 4, 1. pkt., kan kommunalbestyrelsen forlange oplyst af en ejer eller lejer af en ejendom, hvem der er bruger af ejendommen, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af en sag efter loven.

Betegnelsen ”bruger af ejendommen” vil skulle forstås på samme måde som den tilsvarende betegnelse i planlovens § 63, stk. 1. Brugeren kan eksempelvis være en person, der har lejet ejendommen. Der kan imidlertid også være tale om en person, som på anden måde har brugsret til ejendommen. Derimod vil den pågældende gruppes medlemmer, der kommer på ejendommen i forbindelse med anvendelsen af denne som samlingssted, ikke af denne grund være brugere af ejendommen i bestemmelsens forstand. Brugeren kan også være en juridisk person.

Oplysning om, hvem der er ejendommens bruger, har bl.a. betydning, når kommunen skal foretage partshøring forud for et eventuelt forbud i medfør af § 1, stk. 1, eller en advarsel i medfør af § 1, stk. 2, og når ejendommens ejere og brugere efterfølgende skal underrettes om forbuddet eller advarslen.

Kommunen kan kun anvende den foreslåede bestemmelse, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af en sag efter loven. Det indebærer bl.a., at bestemmelsen ikke kan anvendes, hvis kommunen i forvejen har oplysninger om, hvem der er bruger af ejendommen.

At det foreslåede § 4, 1. pkt., også omfatter en lejer af en ejendom, indebærer, at kommunen vil kunne forlange oplyst af en lejer, der har fremlejet ejendommen, hvem ejendommen er fremlejet til.

Det følger herudover af det foreslåede § 4, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen kan forlange oplyst af en bruger af ejendommen, hvem der i øvrigt er bruger af ejendommen, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af en sag efter loven. Det vil kunne være relevant, hvis der er flere brugere af ejendommen.

Den foreslåede § 4 vil skulle administreres i overensstemmelse med § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikkerhedsloven).

Det følger af retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, at hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. I forhold til andre end den mistænkte gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Den foreslåede § 5 vedrører tilsyn med og håndhævelse af samlingsstedsforbud.

Efter det foreslåede stk. 1 påser kommunalbestyrelsen, at forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, overholdes. Det indebærer, at kommunen, når der er nedlagt forbud, vil have pligt til at påse, at forbuddet overholdes.

Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., kan kommunalbestyrelsens personale, når der er nedlagt forbud i medfør af § 1, stk. 1, kræve, at enhver person, som vurderes at opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, øjeblikkeligt forlader ejendommen.

En person opholder sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, hvis den pågældende er medlem af eller tilknyttet gruppen eller medlemmer af gruppen eller i øvrigt opholder sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, eksempelvis fordi den pågældende er til stede ved et arrangement, der kan henføres til gruppen, f.eks. en klubaften eller fest. Det afgørende vil i den forbindelse ikke være, hvad personen måtte oplyse til kommunens personale om årsagen til sin tilstedeværelse, men derimod om den pågældende reelt opholder sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen.

At den foreslåede bestemmelse kan anvendes over for en person, som ”vurderes” at opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, indebærer, at kommunens personale har et vist skøn, herunder med hensyn til, hvorfor personen reelt opholder sig på ejendommen. Hvis der eksempelvis opholder sig flere personer på ejendommen, og der ikke er tvivl om, at i hvert fald nogle af personerne opholder sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, vil kommunens personale som udgangspunkt kunne lægge til grund, at alle personerne opholder sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen. Denne formodning vil dog kunne afkræftes i det enkelte tilfælde.

Den foreslåede bestemmelse vil kun kunne anvendes over for personer, hvis tilstedeværelse på ejendommen er i strid med samlingsstedsforbuddet, jf. nærmere bemærkningerne til § 1, stk. 1.

Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse vil være udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed og vil således ikke indebære, at der træffes en afgørelse i forhold til de personer, som kommunens personale kræver forlader ejendommen.

Bestemmelsen vil kunne anvendes, uanset om den aktuelle ejer eller bruger er den samme, som da forbuddet blev nedlagt, da et forbud, når det er bekendtgjort i overensstemmelse med § 2, stk. 1, vil gælde for den til enhver tid værende ejer eller bruger af ejendommen, jf. det foreslåede § 1, stk. 4.

Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt., tilkommer der politiet en tilsvarende adgang til at kræve, at enhver person, som vurderes at opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, øjeblikkeligt forlader ejendommen.

Hvis en person ikke frivilligt forlader ejendommen, når kommunens personale eller politiet i medfør af stk. 2 kræver det, kan politiet efter det foreslåede stk. 3 under anvendelse af den fornødne magt sikre, at den pågældende forlader ejendommen.

Den foreslåede bestemmelse giver hjemmel til, at politiet umiddelbart kan gennemtvinge beslutninger om, at en person øjeblikkeligt skal forlade ejendommen.

Politiets eventuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i politiloven, der i kapitel 4 indeholder regler om politiets magtanvendelse.

Det indebærer bl.a., at politiets magtanvendelse skal være nødvendig og forsvarlig og alene må ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt forhold til den interesse, der søges beskyttet, jf. politilovens § 16, stk. 1, 1. pkt. Det skal indgå i vurderingen af forsvarligheden, om magtanvendelsen indebærer risiko for, at udenforstående kan komme til skade, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt. Magt skal ifølge § 16, stk. 2, anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader, og således at eventuelle skader begrænses til et minimum.

Efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt., har kommunalbestyrelsens personale, når der er nedlagt forbud i medfør af § 1, stk. 1, til enhver tid mod behørig legitimation adgang til ejendommen uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for at påse, om forbuddet overholdes, eller for at anvende beføjelsen i stk. 2, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunens personale vil kunne få adgang til ejendommen uden retskendelse, hvis det er nødvendigt som led i tilsynet med, at forbuddet overholdes, eller for at anvende beføjelsen til at kræve, at personer, som vurderes at opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, øjeblikkeligt forlader ejendommen.

Efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., har politiet mod behørig legitimation adgang til ejendommen uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for at anvende beføjelserne i stk. 2, 2. pkt., og stk. 3.

Bestemmelsen indebærer, at politiet vil kunne få adgang til ejendommen uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for, at politiet kan anvende beføjelsen til at kræve, at personer, som vurderes at opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, øjeblikkeligt forlader ejendommen, eller hvis det er nødvendigt for at gennemtvinge politiets eller kommunens personales beslutninger herom.

Indgreb efter det foreslåede stk. 4 vil skulle foretages under iagttagelse af reglerne i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikkerhedsloven). Der skal særligt peges på retssikkerhedslovens § 9. Det fremgår af § 9, stk. 1, at hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven. Dette gælder dog ifølge § 9, stk. 2, ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

Kommunens personale vil kunne få adgang til ejendommen efter det foreslåede stk. 4, hvis formålet er at afklare, om der foreligger en overtrædelse af et forbud. I sådanne tilfælde vil der således som udgangspunkt ikke foreligge en sådan mistanke, at retssikkerhedslovens § 9 finder anvendelse.

Hvis ejeren eller brugeren af ejendommen på grund af de konkrete omstændigheder i sagen med rimelig grund er mistænkt for overtrædelse af det foreslåede § 8, stk. 1, hvorefter det er strafbart at overtræde et forbud, vil kommunens personale eller politiet ikke i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne få adgang til ejendommen for at skaffe oplysninger om det strafbare forhold. I stedet vil politiet kunne gå videre med sagen som en straffesag, og kommunens personale vil kunne anmelde forholdet til politiet. Politiet vil herefter kunne foretage ransagning efter reglerne i retsplejeloven, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Uanset om ejeren eller brugeren med rimelig grund mistænkes for at have overtrådt det foreslåede § 8, stk. 1, vil kommunens personale eller politiet kunne få adgang til ejendommen, hvis dette sker med henblik på anvendelse af beføjelsen efter det foreslåede stk. 2 til at kræve, at personer, som vurderes at opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, øjeblikkeligt forlader ejendommen, eller hvis det sker med henblik på politiets gennemtvingelse af sådanne beslutninger i medfør af det foreslåede stk. 3.

Efter det foreslåede stk. 5 yder politiet kommunalbestyrelsens personale nødvendig bistand ved anvendelsen af beføjelsen i stk. 4, 1. pkt.

Dette vil f.eks. kunne være relevant, hvis kommunens personale nægtes adgang til ejendommen. Endvidere vil det kunne være relevant, hvis medarbejderne fra kommunen ikke er trygge ved at være til stede på ejendommen, uden at politiet er med.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Den foreslåede § 6 giver politiet adgang til som led i håndhævelsen af et samlingsstedsforbud at forbyde personer at opholde sig på ejendommen og at opholde sig eller færdes frem og tilbage inden for en afstand af 200 meter herfra.

Det foreslåede stk. 1 fastsætter betingelserne for, at politiet kan meddele et sådant forbud.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, er det en betingelse, at kommunalbestyrelsens personale eller politiet i medfør af § 5, stk. 2, tidligere har krævet, at personen forlader ejendommen. Der henvises herom nærmere til bemærkningerne til § 5, stk. 2.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, er det yderligere en betingelse, at den pågældende i samlingsstedsforbuddets gyldighedsperiode enten på ny vurderes at opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen, eller der er grund til at tro, at dette vil ske.

Det vil ikke være en betingelse, at der er forløbet en bestemt periode fra det tidspunkt, hvor kommunens personale eller politiet har krævet, at den pågældende forlader ejendommen, og indtil den pågældende på ny vurderes at opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen. Hvis personen således efterkommer kravet om at forlade ejendommen, men umiddelbart herefter vender tilbage hertil, vil der kunne meddeles forbud efter den foreslåede bestemmelse.

Politiet vil som nævnt også kunne meddele forbud, hvis kommunens personale eller politiet i medfør af § 5, stk. 2, tidligere har krævet, at personen forlader ejendommen, og der er grund til at tro, at den pågældende i samlingsstedsforbuddets gyldighedsperiode på ny vil opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen. Det vil bero på en konkret vurdering, om denne betingelse er opfyldt.

Betingelsen vil efter omstændighederne eksempelvis kunne være opfyldt, hvis en person ikke frivilligt forlader ejendommen, efter at kommunens personale eller politiet har krævet det. Hvis det således bliver nødvendigt for politiet under anvendelse af den fornødne magt at sikre, at personen forlader ejendommen, jf. det foreslåede § 5, stk. 3, vil politiet efter omstændighederne samtidig kunne meddele personen forbud efter det foreslåede stk. 1.

Betingelsen vil endvidere efter omstændighederne kunne være opfyldt, hvis en person efter krav fra kommunens personale eller politiet forlader ejendommen, men herefter uden rimelig grund forbliver i området omkring ejendommen.

Politiet kan kun meddele forbud efter det foreslåede stk. 1 over for personer, hvis tilstedeværelse på ejendommen er eller vil være i strid med samlingsstedsforbuddet, jf. nærmere bemærkningerne til § 1, stk. 1.

Et forbud efter den foreslåede bestemmelse indebærer, at personen forbydes at opholde sig på ejendommen og at opholde sig eller færdes frem og tilbage inden for en afstand af 200 meter fra ejendommen.

Hvis personen bor eller arbejder inden for det område, som er omfattet af forbuddet, vil den pågældende kunne anvende sin bolig og bevæge sig frit til og fra sin bopæl eller arbejdsplads og ud i sit lokalområde, men vil ikke ellers kunne opholde sig i området.

Et forbud i medfør af det foreslåede stk. 1 vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Forvaltningslovens regler om partshøring, begrundelse, klagevejledning mv. vil derfor finde anvendelse.

Forbud efter bestemmelsen vil kunne meddeles mundtligt på stedet, således at det straks kommer til at gælde. Der vil i givet fald eventuelt også skulle foretages mundtlig partshøring på stedet. Et mundtligt meddelt forbud bør snarest herefter bekræftes skriftligt over for den pågældende.

Politiets afgørelse om at meddele forbud efter det foreslåede stk. 1 vil kunne påklages til Rigspolitiet, jf. retsplejelovens § 109, stk. 1. Rigspolitiets afgørelse vil ikke kunne påklages til Justitsministeriet, jf. § 109, stk. 2. Desuden vil et forbud kunne indbringes for domstolene efter grundlovens § 63, ligesom lovligheden af et forbud vil kunne prøves under en straffesag om overtrædelse af forbuddet. Hverken klage til Rigspolitiet eller indbringelse for domstolene vil have opsættende virkning.

Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., gælder et forbud meddelt i medfør af stk. 1 i 3 måneder, dog kun så længe forbuddet nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, gælder. Hvis samlingsstedsforbuddet er tidsbegrænset, jf. det foreslåede § 1, stk. 5, 1. pkt., vil forbuddet efter stk. 1 således kun gælde indtil det tidspunkt, hvor samlingsstedsforbuddet udløber.

Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt., kan et forbud meddelt i medfør af stk. 1 forlænges, hvis der er grund til at tro, at den pågældende i gyldighedsperioden for forbuddet nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, på ny vil opholde sig på ejendommen som led i anvendelsen af denne som samlingssted for gruppen. Om denne betingelse er opfyldt vil bero på en konkret vurdering, hvor der bl.a. vil kunne lægges vægt på, om den pågældende hidtil har overholdt forbuddet.

Efter det foreslåede stk. 2, 3. pkt., finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse ved forlængelse af forbuddet. Det indebærer, at forlængelsen vil gælde i 3 måneder, dog kun så længe samlingsstedsforbuddet efter § 1, stk. 1, gælder.

Det foreslåede stk. 3 indebærer, at et forbud meddelt i medfør af stk. 1 bortfalder, hvis samlingsstedsforbuddet nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, ophører med at gælde. Samlingsstedsforbuddet vil eksempelvis ophøre med at gælde, hvis kommunen tilbagekalder det, eller hvis det efter klage til Planklagenævnet bliver ophævet.

Det forudsættes, at politiet i givet fald underretter personer, som er meddelt forbud efter stk. 1, om, at forbuddet er bortfaldet. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunen efter det foreslåede § 2, stk. 5, skal underrette politiet, hvis et samlingsstedsforbud ophører med at gælde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Den foreslåede § 7 vedrører adgangen til at klage over samlingsstedsforbud.

Efter den foreslåede bestemmelse kan kommunalbestyrelsens afgørelse om at nedlægge forbud i medfør af § 1, stk. 1, for så vidt angår retlige spørgsmål, påklages til Planklagenævnet. Tilsvarende gælder for kommunalbestyrelsens afgørelse om afslag på at tilbagekalde et forbud.

Efter bestemmelsen vil alene kommunens afgørelser om at nedlægge forbud eller om afslag på at tilbagekalde forbud kunne påklages til Planklagenævnet. Det bemærkes, at det følger af det foreslåede § 1, stk. 6, at en anmodning om tilbagekaldelse af et forbud tidligst kan indgives til kommunen, når der er forløbet 3 måneder siden forbuddets nedlæggelse eller det seneste afslag på at tilbagekalde.

Derimod vil bl.a. afgørelser om advarsler og om ikke at meddele advarsel eller nedlægge forbud ikke kunne påklages.

Planklagenævnet vil kun kunne prøve retlige spørgsmål, det vil sige, om der er retlige mangler ved et forbud eller et afslag på tilbagekaldelse. Nævnet vil i den forbindelse kunne prøve, om der er retlige mangler ved kommunens skønsudøvelse, herunder i forhold til de kriterier, som er opstillet for skønnet, men vil som udgangspunkt ikke i øvrigt kunne prøve kommunens skøn. Det bemærkes, at betingelserne for at nedlægge forbud til en vis grad er skønsprægede, ligesom det som udgangspunkt er en skønsmæssig afgørelse, om der, hvis betingelserne er opfyldt, bør nedlægges forbud, eller om et forbud bør tilbagekaldes.

Advarsler, forbud mv. vil i øvrigt kunne prøves ved et søgsmål i medfør af grundlovens § 63, ligesom prøvelse vil kunne ske under en eventuel straffesag om overtrædelse af forbuddet.

Klager til Planklagenævnet vil skulle behandles efter reglerne i lov om Planklagenævnet og regler fastsat i medfør heraf (for tiden bekendtgørelse nr. 108 af 28. januar 2017 om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet og bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love). Her findes regler om fremgangsmåden ved klage, betaling af gebyr mv.

Det forudsættes i den forbindelse, at der, hvis lovforslaget vedtages, i medfør af § 9 i lov om Planklagenævnet fastsættes regler om fristen for at klage efter den foreslåede bestemmelse. Det vil blive fastsat, at klage over en afgørelse om at nedlægge forbud i medfør af det foreslåede § 1, stk. 1, skal være indgivet senest 4 uger efter, at forbuddet i medfør af det foreslåede § 2, stk. 1, er afleveret og tinglyst på ejendommen. Endvidere vil det blive fastsat, at klage over en afgørelse om afslag på at tilbagekalde et forbud skal være indgivet senest 4 uger efter, at klager har modtaget underretning om afgørelsen.

Det fremgår af § 7, stk. 1, i lov om Planklagenævnet, at en klage ikke har opsættende virkning, medmindre dette er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning, jf. dog stk. 2 og 3. Efter § 7, stk. 2, kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om, at rettidig klage i nærmere bestemte tilfælde har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet. Ifølge § 7, stk. 3, kan Planklagenævnet, hvor særlige grunde taler derfor, bestemme, at en klage tillægges opsættende virkning.

Det forudsættes i den forbindelse, at Planklagenævnet som det helt klare udgangspunkt ikke tillægger klager efter den foreslåede bestemmelse opsættende virkning.

Det forudsættes endvidere, at der ikke i medfør af § 7, stk. 2, i lov om Planklagenævnet fastsættes regler om, at klage efter den foreslåede bestemmelse har opsættende virkning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Den foreslåede § 8 indeholder straffebestemmelser.

Efter det foreslåede stk. 1 straffes en ejer eller bruger, der overtræder et forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1, eller en person, der overtræder et forbud meddelt i medfør af § 6, stk. 1, med bøde. I gentagelsestilfælde kan straffen stige til fængsel i indtil 4 måneder.

Det foreslåede stk. 1 indebærer bl.a., at en ejer eller bruger, der i strid med et samlingsstedsforbud uagtsomt eller forsætligt anvender ejendommen som samlingssted for den pågældende gruppe, kan straffes. Det vil bero på en konkret vurdering, om ejeren eller brugeren har den fornødne tilregnelse i form af uagtsomhed eller forsæt.

Det må antages, at en ejer eller bruger som altovervejende udgangspunkt vil have den fornødne tilregnelse med hensyn til samlingsstedsforbuddets eksistens, hvis der er sket bekendtgørelse og underretning om forbuddet i overensstemmelse med den foreslåede § 2. Under alle omstændigheder må den fornødne tilregnelse antages at foreligge, hvis en ejer eller bruger anvender ejendommen som samlingssted for gruppen, efter at kommunen eller politiet har gjort den pågældende opmærksom på forbuddet.

Et samlingsstedsforbud vil ikke kun gælde for nuværende ejere og brugere af ejendommen, men også for senere ejere og brugere, jf. det foreslåede § 1, stk. 4. Det må antages, at en senere ejer af ejendommen i almindelighed vil have den fornødne tilregnelse med hensyn til forbuddets eksistens, da forbuddet ifølge § 2, stk. 1, vil skulle tinglyses på ejendommen. Under alle omstændigheder må den fornødne tilregnelse antages at foreligge, hvis en senere ejer eller bruger anvender ejendommen som samlingssted for gruppen, efter at kommunen eller politiet har gjort den pågældende opmærksom på forbuddet.

Ejeren eller brugeren af en ejendom vil efter omstændighederne kunne straffes, selv om det ikke er vedkommende selv, der har givet personerne adgang til ejendommen, men det er sket med vedkommendes accept.

En eventuel klage over et samlingsstedsforbud vil som det helt klare udgangspunkt ikke have opsættende virkning, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 7, og der vil således som udgangspunkt kunne idømmes straf for overtrædelse af forbuddet, selv om det er påklaget. En ejer eller bruger, der mener, at lovens betingelser for nedlæggelse af forbud ikke er opfyldt, vil kunne gøre dette gældende under straffesagen.

Efter det foreslåede stk. 2 straffes den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at give oplysninger, som den pågældende ifølge § 4 er forpligtet til at give, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

En ejer, lejer eller bruger, der ikke har opfyldt oplysningspligten efter § 4, vil endvidere efter omstændighederne kunne pålægges tvangsbøder i medfør af retsplejelovens § 997, stk. 3, indtil den pågældende opfylder pligten.

Efter det foreslåede stk. 3 kan der pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Bestemmelsen vil f.eks. have betydning, hvis en forening er ejer eller bruger af ejendommen. I sådanne tilfælde vil foreningen som sådan kunne straffes. Om der herudover rejses tiltale mod enkeltpersoner, vil skulle afgøres efter de almindelige retningslinjer herom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Den foreslåede § 9 vedrører politiets videregivelse af oplysninger om, at en lejer er straffet for overtrædelse af et samlingsstedsforbud, til udlejeren til brug for dennes eventuelle ophævelse af lejeaftalen.

Den foreslåede § 9 indebærer, at spørgsmålet om berettigelsen af politiets videregivelse af oplysningerne til udlejeren og udlejerens efterfølgende behandling af oplysningerne skal vurderes efter den foreslåede bestemmelse og ikke reglerne i persondataloven.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke indebærer en fravigelse af andre dele af persondatalovens regulering, herunder grundprincipperne vedrørende behandling af oplysninger i § 5, reglerne om den registreredes rettigheder og om den dataansvarliges anmeldelsespligt. Den foreslåede bestemmelse indebærer således alene en fravigelse af §§ 6-8, i det omfang disse har relevans for politiets videregivelse og den efterfølgende behandling af oplysningerne.

Efter det foreslåede stk. 1 underretter politiet udlejeren, hvis en lejer straffes for overtrædelse af § 8, stk. 1, ved at have anvendt det lejede som samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af § 1, stk. 1.

Politiet vil således i alle tilfælde, hvor en lejer straffes for at overtræde et samlingsstedsforbud, skulle underrette udlejeren. Det forudsættes, at politiet som led i denne underretning sender udlejeren en udskrift af doms- og retsbogen i straffesagen eller af en eventuel bødevedtagelse i sagen. Det forudsættes i den forbindelse, at der i fornødent omfang sker anonymisering i forhold til oplysninger om andre personer end lejeren, f.eks. vidner, ligesom eventuelle oplysninger om andre strafbare forhold end overtrædelsen af forbuddet forudsættes fjernet.

Som følge af, at grundprincipperne i persondatalovens § 5, herunder betingelserne om ajourføring og sletning i § 5, stk. 4 og 5, ikke fraviges, vil politiet for at leve op til disse betingelser i tilfælde, hvor der er blevet videregivet oplysninger til en udlejer om en strafferetlig afgørelse, som efterfølgende er blevet ændret, skulle meddele udlejeren, at den pågældende afgørelse er blevet ændret.

Efter det foreslåede stk. 2 kan udlejeren behandle oplysninger, der modtages efter stk. 1, i det omfang det er nødvendigt for, at oplysningerne kan tjene som dokumentation i en sag om ophævelse af lejeaftalen efter lejeloven, erhvervslejeloven eller almenlejeloven.

Der henvises herved navnlig til de foreslåede ændringer af lejelovens § 93, stk. 1, litra i, erhvervslejelovens § 69, stk. 1, nr. 8, og almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 9 (lovforslagets §§ 11-13).

Da persondatalovens regler om anmeldelsespligt mv. ikke fraviges, vil udlejeren – i det omfang udlejerens behandling af oplysningerne er omfattet af persondatalovens regler – skulle iagttage reglerne herom i persondatalovens kapitel 13.

Oplysningerne vil i visse tilfælde skulle slettes, eksempelvis hvis lejeren fraflytter lejemålet, eller hvis oplysningerne af andre grunde ikke længere er nødvendige i forhold til en eventuel sag om ophævelse af lejeaftalen.

Efter det foreslåede stk. 3 har udlejeren og dennes ansatte tavshedspligt med hensyn til oplysninger modtaget i medfør af stk. 1. Straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse på udlejeren og dennes eventuelle ansatte.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2017.

En kommune vil efter dette tidspunkt, hvis lovens betingelser er opfyldt, kunne nedlægge forbud mod, at en ejendom anvendes som samlingssted for en bestemt gruppe. Afgørelsen vil skulle basere sig på forholdene på afgørelsestidspunktet, det vil sige, at kommunen på dette tidspunkt bl.a. skal vurdere, om gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende. Som led i denne vurdering vil kommunen imidlertid også kunne lægge vægt på oplysninger om forhold og hændelser, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, forudsat at disse oplysninger har betydning for forholdene på afgørelsestidspunktet.

Kilde

Efter den gældende bestemmelse i lejelovens § 93, stk. 1, litra i, kan udlejeren hæve lejeaftalen, når nogen er straffet i medfør af § 4 i lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler (hashklubloven) for at have modtaget besøgende i eller ved det lejede i strid med et forbud nedlagt i medfør af loven.

Det foreslås, at der indføres en tilsvarende adgang til at hæve lejeaftalen, når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede som samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af loven.

Ifølge lejelovens § 94, stk. 1, kan udlejeren ikke hæve lejeaftalen, hvis det forhold, der lægges lejeren til last, skønnes at være af uvæsentlig betydning. Det bemærkes i den forbindelse, at det forhold, at lejeren straffes for at overtræde § 8, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe, altid vil skulle betragtes som væsentligt og dermed kunne danne grundlag for en ophævelse.

Bestemmelsen i lejelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., hvorefter udlejeren skal sørge for, at der hersker god orden i ejendommen, og om fornødent ophæve lejeforhold i de i § 93, stk. 1, litra g-i og l, nævnte tilfælde, vil også finde anvendelse, når lejeren straffes for i strid med et samlingsstedsforbud at have anvendt det lejede som samlingssted for en gruppe.

Det betyder, at udlejeren vil skulle vurdere, om det er nødvendigt at skride til ophævelse af lejeaftalen for at skabe orden i ejendommen, hvis lejeren straffes for overtrædelse af et samlingsstedsforbud.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Efter den gældende bestemmelse i erhvervslejelovens § 69, stk. 1, nr. 8, kan udlejeren hæve lejeaftalen, når nogen er straffet i medfør af § 4 i lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler (hashklubloven) for at have modtaget besøgende i eller ved det lejede i strid med et forbud nedlagt i medfør af loven.

Det foreslås, at der indføres en tilsvarende adgang til at hæve lejeaftalen, når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede som samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af loven.

Ifølge erhvervslejelovens § 70, stk. 1, kan udlejeren ikke hæve lejeaftalen, hvis det forhold, der lægges lejeren til last, skønnes at være af uvæsentlig betydning. Det bemærkes i den forbindelse, at det forhold, at lejeren straffes for at overtræde § 8, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe, altid vil skulle betragtes som væsentligt og dermed kunne danne grundlag for en ophævelse.

Bestemmelsen i erhvervslejelovens § 35, stk. 1, 1. pkt., hvorefter udlejeren skal sørge for, at der hersker god orden i ejendommen, og om fornødent ophæve lejeforhold i de i § 69, stk. 1, nr. 7, 8 og 11, nævnte tilfælde, vil også finde anvendelse, når lejeren straffes for i strid med et samlingsstedsforbud at have anvendt det lejede som samlingssted for en gruppe.

Det betyder, at udlejeren vil skulle vurdere, om det er nødvendigt at skride til ophævelse af lejeaftalen for at skabe orden i ejendommen, hvis lejeren straffes for overtrædelse af et samlingsstedsforbud.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Efter den gældende bestemmelse i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 9, kan udlejeren hæve lejeaftalen, når nogen er straffet i medfør af § 4 i lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler (hashklubloven) for at have modtaget besøgende i eller ved det lejede i strid med et forbud nedlagt i medfør af loven.

Det foreslås, at der indføres en tilsvarende adgang til at hæve lejeaftalen, når lejeren er straffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe for at have anvendt det lejede som samlingssted i strid med et forbud nedlagt i medfør af loven.

Ifølge almenlejelovens § 91, stk. 1, kan udlejeren ikke hæve lejeaftalen, hvis det forhold, der lægges lejeren til last, skønnes at være af uvæsentlig betydning. Det bemærkes i den forbindelse, at det forhold, at lejeren straffes for at overtræde § 8, stk. 1, i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe, altid vil skulle betragtes som væsentligt og dermed kunne danne grundlag for en ophævelse.

Bestemmelsen i almenlejelovens § 80, stk. 1, 1. pkt., hvorefter udlejeren skal sørge for, at der hersker god orden i ejendommen, og om fornødent ophæve lejeforhold i de i § 90, stk. 1, nr. 7, 9 og 12, nævnte tilfælde, vil også finde anvendelse, når lejeren straffes for i strid med et samlingsstedsforbud at have anvendt det lejede som samlingssted for en gruppe.

Det betyder, at udlejeren vil skulle vurdere, om det er nødvendigt at skride til ophævelse af lejeaftalen for at skabe orden i ejendommen, hvis lejeren straffes for overtrædelse af et samlingsstedsforbud.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Den foreslåede bestemmelse i planlovens § 56 a fastsætter en pligt for bl.a. ejere og lejere af en ejendom til i bestemte tilfælde at oplyse, hvem der er ejendommens bruger.

Efter det foreslåede § 56 a, 1. pkt., kan kommunalbestyrelsen forlange oplyst af en ejer eller lejer af en ejendom, hvem der er bruger af ejendommen, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af en sag om nedlæggelse af forbud efter § 14 eller en sag om lovliggørelse af et ulovligt forhold.

Betegnelsen ”bruger af ejendommen” vil skulle forstås på samme måde som den tilsvarende betegnelse i planlovens § 63, stk. 1. Brugeren kan eksempelvis være en person, der har lejet ejendommen. Der kan imidlertid også være tale om en person, der på anden måde har brugsret til ejendommen. Brugeren kan også være en juridisk person.

Den foreslåede bestemmelse vil kun kunne anvendes i forbindelse med behandlingen af de sagstyper, der er nævnt i bestemmelsen, det vil sige enten en sag om et eventuelt forbud efter planlovens § 14, hvorefter kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan, eller en sag om eventuel lovliggørelse af et ulovligt forhold, jf. herved planlovens § 51, stk. 5, hvorefter kommunalbestyrelsen skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning. Der vil i begge tilfælde skulle være tale om en konkret sag.

Sådanne sager skal behandles efter reglerne i bl.a. forvaltningsloven, og kommunen kan have behov for oplysninger om, hvem der er bruger af ejendommen, med henblik på partshøring og bekendtgørelse af en eventuel afgørelse over for den pågældende.

Kommunen kan kun anvende den foreslåede bestemmelse, hvis det er nødvendigt til brug for behandlingen af den pågældende sag. Det indebærer bl.a., at bestemmelsen ikke kan anvendes, hvis kommunen i forvejen har oplysninger om, hvem der er bruger af ejendommen.

At bestemmelsen også omfatter en lejer af en ejendom, indebærer, at kommunen vil kunne forlange oplyst af en lejer, der har fremlejet ejendommen, hvem ejendommen er fremlejet til, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Det følger herudover af det foreslåede § 56 a, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen kan forlange oplyst af en bruger af en ejendom, hvem der i øvrigt er bruger af ejendommen, hvis det er nødvendigt for behandlingen af en sag om nedlæggelse af forbud efter § 14 eller en sag om lovliggørelse af et ulovligt forhold. Det vil kunne være relevant, hvis der er flere brugere af ejendommen.

Den foreslåede § 56 a vil kunne anvendes i sager om rockerborge eller lignende tilholdssteder, men vil ikke være begrænset til sager om sådanne tilholdssteder.

Bestemmelsen vil skulle administreres i overensstemmelse med § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikkerhedsloven).

Det følger af retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, at hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. I forhold til andre end den mistænkte gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring som følge af det foreslåede § 64, stk. 1, nr. 5, jf. lovforslagets § 14, nr. 3.

Til nr. 3

Efter den foreslåede bestemmelse straffes den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at give oplysninger, som den pågældende ifølge planlovens § 56 a er forpligtet til at give, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

En ejer, lejer eller bruger, der ikke har opfyldt oplysningspligten efter § 56 a, vil endvidere efter omstændighederne kunne pålægges tvangsbøder i medfør af retsplejelovens § 997, stk. 3, indtil den pågældende opfylder pligten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Grønland og Færøerne, men at §§ 1-9 ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

---