Det foreslåede stk. 1, der gennemfører timesharedirektivets artikel 1, stk. 1, fastslår lovens anvendelsesområde.

Omfattet af loven er forbrugeraftaler om brugsret til logi på timesharebasis, et længerevarende ferieprodukt, formidling af brugsret til logi på timesharebasis eller et længerevarende ferieprodukt samt bytte af brugsret til logi på timesharebasis. I lovforslagets §§ 2 og 3, nr. 1-4, er det nærmere defineret, hvad der i loven skal forstås ved en »forbrugeraftale«, »timeshareaftale«, »aftale om et længerevarende ferieprodukt«, »formidlingsaftale« og »bytteaftale«. Der henvises herom til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser nedenfor.

Det foreslåede stk. 2, hvorefter lovens §§ 5 og 6 endvidere gælder for erhvervsmæssigt udbud af de i stk. 1 nævnte aftaler, viderefører § 1, stk. 1, 2. pkt., i den gældende timesharelov, dog således, at den foreslåede bestemmelse – i overensstemmelse med lovens nye anvendelsesområde – gælder for erhvervsmæssigt udbud af samtlige de i stk. 1 nævnte aftaler.

Det foreslås i stk. 3, at loven ikke gælder for pakkerejser, jf. lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser. Bestemmelsen har til formål at tydeliggøre, at de foreslåede nye bestemmelser om bl.a. oplysningspligt og fortrydelsesret mv. vedrørende aftaler om længerevarende ferieprodukter, der efter lovens § 3, nr. 2, er karakteriseret ved at have en varighed af mindst 1 år, og hvor forbrugeren primært erhverver retten til at få rabatter eller andre fordele i forbindelse med logi, ikke finder anvendelse på pakkerejser omfattet af pakkerejseloven.

Det foreslåede stk. 4, hvorefter loven ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, og som svarer til § 1, stk. 3, i den gældende lov, gennemfører timesharedirektivets artikel 12, stk. 1. Bestemmelsen indebærer, at aftaler, hvorefter lovens regler fraviges til skade for forbrugeren, ikke er gyldige. Der er dog naturligvis ikke noget til hinder for, at parterne kan aftale ændringer, der giver forbrugeren en bedre beskyttelse, f.eks. at forbrugeren har en længere fortrydelsesfrist end efter §§ 9 og 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes det, hvad der forstås ved en forbrugeraftale.

Efter forslaget videreføres det gældende forbrugeraftalebegreb, hvorved loven finder anvendelse på aftaler, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv. Bestemmelsen svarer til definitionen af forbrugeraftaler i anden civilretlig forbrugerbeskyttelseslovgivning, herunder f.eks. aftaleloven og forbrugeraftaleloven.

Aftaler, som indgås eller formidles af en erhvervsdrivende for en forbruger (sælgeren), er også omfattet af loven, jf. stk. 3.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, stk. 1, litra e og f, men giver dog forbrugeren en videre beskyttelse, idet loven også finder anvendelse på f.eks. salg af »brugte« timeshareandele, som er indgået eller formidlet for en forbruger (sælgeren) af en erhvervsdrivende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 3, der sammen med lovforslagets § 2 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, stk. 1, indeholder definitioner af de centrale begreber, der anvendes i loven.

Nr. 1, der definerer begrebet »timeshareaftale«, svarer til timesharedirektivets artikel 2, litra a. Ved en timeshareaftale skal forstås en aftale af mere end 1 års varighed, hvorved en forbruger mod vederlag erhverver retten til at benytte et eller flere logier med overnatningsmulighed i to eller flere afgrænsede tidsrum.

At aftalen skal give ret til at benytte et eller flere logier betyder, at brugsretten skal følge af aftalen, således at både aftaler, hvorved den erhvervsdrivende stifter en brugsret, og aftaler, hvorved den erhvervsdrivende overdrager en allerede eksisterende brugsret, er omfattet af loven.

Aftalen kan være udformet som en ren lejeaftale, hvor forbrugeren alene erhverver en (tidsdelt) brugsret til en fast ejendom, en del af en fast ejendom (f.eks. en lejlighed i et større lejlighedskompleks) eller et andet logi med overnatningsmulighed, f.eks. en flodbåd eller en campingvogn. I relation til fast ejendom vil der normalt være tale om køb af enten en (del af en) fast ejendom med dertil knyttet (tidsdelt) brugsret til ejendommen eller af andel, aktie eller lignende, som giver medejendomsret til en juridisk person eller enhed, der ejer den pågældende ejendom.

Timeshareaftaler, der vedrører et eller flere logier, og aftaler, som vedrører logier af forskellig karakter (f.eks. henholdsvis brugsretten til en ferielejlighed og en båd) vil være omfattet af loven.

Aftaler, der ikke vedrører logi med overnatningsmulighed, f.eks. leje af pladser på campingpladser, oplag af lystbåde, loungepladser til sportsbegivenheder mv., vil derimod ikke være omfattet af bestemmelsen.

Aftalen skal som nævnt være af mere end 1 års varighed. Forudbetalt logi på et hotel med to ophold inden for 1 år er således ikke omfattet af loven, idet aftalens løbetid er på under et år. Bestemmelsen må i øvrigt ses i sammenhæng med den foreslåede § 4, der gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2, og hvorefter der ved beregningen af en timeshareaftale tages hensyn til enhver bestemmelse i aftalen, der giver mulighed for stiltiende fornyelse eller forlængelse. Der henvises herom til bemærkningerne til § 4 nedenfor.

For at loven finder anvendelse, skal forbrugeren erhverve retten til at benytte logiet i mindst to afgrænsede brugsperioder. I modsætning til § 1 i den gældende timesharelov gælder der ikke krav om, at aftalen skal give forbrugeren brugsretten i tidsrum på mindre end 1 år. Der skal således blot være tale om, at aftalen giver ret til at benytte logiet i to eller flere afgrænsede tidsrum.

Hvis aftalen giver mulighed for, at forbrugeren kan vælge at opdele sin brugsret i to eller flere afgrænsede tidsrum, er aftalen omfattet af lovfor-slaget, uanset om forbrugeren i praksis benytter sig af denne mulighed. Kun aftaler, der ikke giver ret til at benytte det pågældende logi i mere end én brugsperiode, omfattes således ikke af lovforslaget.

Omfattet af lovforslaget er også timeshareaftaler, hvor de tidsrum, hvor brugsretten benyttes, først aftales senere.

Lovforslaget omfatter ikke gentagne reservationer af logi, herunder f.eks. gentagne reservationer af hotelværelser, i det omfang sådanne gentagne reservationer ikke medfører rettigheder eller forpligtelser, der går videre end dem, som enkeltreservationer medfører.

Brugsretten til logiet skal erhverves mod vederlag. Der er ingen krav om, at vederlaget skal betales fra aftalens begyndelse, ligesom der ikke er noget krav om, at der skal være fastsat en bestemt samlet pris. Definitionen omfatter således også f.eks. aftaler, hvor forbrugeren betaler et beløb for at erhverve retten og derefter ekstra betalinger for hver anvendelse af logiet.

Nr. 2, der definerer begrebet »aftale om længerevarende ferieprodukt«, gennemfører timesharedirektivets artikel 2, litra b. Ved en aftale om et længerevarende ferieprodukt skal forstås en aftale af mere end et års varighed, hvorved en forbruger mod vederlag primært erhverver retten til at få rabatter eller andre fordele i forbindelse med logi, alene eller sammen med transport eller andre tjenesteydelser.

Det er alene aftaler, hvor forbrugeren primært opnår ret til rabatter eller andre fordele i forbindelse med logi mv. mod vederlag, der er omfattet af bestemmelsen. Almindelige loyalitetsordninger, der giver rabat på fremtidige ophold på hoteller i en hotelkæde mv., er således ikke omfattet, idet medlemskab af en sådan ordning ikke opnås mod vederlag.

Aftaler, der primært har andre formål end at tilbyde rabatter eller andre fordele i forbindelse med logi mv., er ligeledes ikke omfattet. Det betyder, at f.eks. en kreditaftale ikke kan anses som en aftale om et længerevarende ferieprodukt, uanset om kreditgiver som led i aftalen måtte tilbyde rabatter på hoteller eller lignende, idet en sådan aftales primære formål er långivning.

Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med den foreslåede § 4, der gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2, og hvorefter der ved beregningen af en aftale om et længerevarende ferieprodukt tages hensyn til enhver bestemmelse i aftalen, der giver mulighed for stiltiende fornyelse eller forlængelse. Der henvises herom til bemærkningerne til § 4 nedenfor.

Nr. 3, der definerer begrebet »formidlingsaftale«, gennemfører timesharedirektivets artikel 2, litra c, og omfatter aftaler om købs- og salgsformidling, der indgås mellem en forbruger og en erhvervsdrivende.

Nr. 4, der definerer begrebet »bytteaftale«, gennemfører timesharedirektivets artikel 2, litra d. Ved en bytteaftale skal forstås en aftale, hvorved en forbruger mod vederlag tilslutter sig en bytteordning, hvorefter vedkommende får brugsret til et logi med overnatningsmulighed eller adgang til andre tjenesteydelser mod at give andre personer midlertidig adgang til at drage fordel af de rettigheder, som forbrugeren har i henhold til en indgået timeshareaftale.

Den foreslåede definition af en bytteaftale indebærer, at en forbruger mod betaling – inden for rammerne af en bytteordning – kan få brugsret til et logi med overnatningsmulighed ved at bytte en erhvervet brugsret til f.eks. en ferielejlighed med en anden forbruger, der på tilsvarende vis har tilsluttet sig ordningen.

Nr. 5, der definerer begrebet »tilknyttet aftale«, gennemfører til timesharedirektivets artikel 2, litra g. En tilknyttet aftale er således en aftale, der indgås i tilknytning til en timeshareaftale eller en aftale om et længerevarende ferieprodukt, og som indebærer, at forbrugeren erhverver en eller flere tjenesteydelser, som leveres af den erhvervsdrivende eller en tredjemand på grundlag af en aftale mellem denne og den erhvervsdrivende. En tilknyttet aftale kan f.eks. være en aftale om snerydning, havearbejde eller lignende.

Der forudsættes ikke en tidsmæssig sammenhæng mellem hovedaftalen og den tilknyttede aftale, og en tilknyttet aftale kan således indgås på et senere tidspunkt end selve timeshareaftalen eller aftalen om et længerevarende ferieprodukt.

Nr. 6, der definerer begrebet »varigt medium«, gennemfører timesharedirektivets artikel 2, litra h.

Som eksempel på instrumenter, der opfylder kravene til et varigt medium, kan nævnes disketter, Cd-rom’er, Dvd’er og harddiskdrev på computere, hvor der kan lagres e-mails. Tilsvarende gælder e-Boks og – forudsat at betingelserne i bestemmelsen er opfyldt – hjemmesider på internettet. Det beror på en konkret vurdering, om betingelserne er opfyldt i forhold til SMS-beskeder. De mobiltelefoner, der i dag sælges i Danmark, har formentlig en så høj lagringskapacitet, at modtagelse af en SMS-/MMS-besked på en sådan telefon kan betragtes som modtaget på et varigt medium. Begrebet varigt medium er et dynamisk begreb, og fortolkningen af begrebet kan derfor ændre sig i takt med den teknologiske udvikling.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 4, der regulerer beregningen af en timeshareaftales eller en aftale om et længevarende ferieprodukts varighed, gennemfører timesharedirektivets artikel 2, stk. 2.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede definition af timeshareaftaler og aftaler om længerevarende ferieprodukter, jf. lovfor-slagets § 3, nr. 1 og 2, hvorefter sådanne aftaler skal være af mindst et års varighed for at være omfattet af loven.

En timeshareaftale, der indgås for en periode på f.eks. 35 måneder, uanset om aftalen automatisk forlænges, hvis den ikke opsiges, vil efter de gældende regler ikke være omfattet af lovens anvendelsesområde, idet den gældende timesharelov kun omfatter aftaler, der gælder i mere end 3 år. I relation til det tidsmæssige krav på 1 år, som efter lovforslaget vil gælde med hensyn til varigheden af timeshareaftaler og aftaler om længerevarende ferieprodukter, er det i den foreslåede § 4 fastsat, at der ved beregning af en sådan aftales varighed skal tages hensyn til enhver bestemmelse i aftalen, der giver mulighed for stiltiende fornyelse eller forlængelse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at f.eks. en timeshareaftale der har en varighed af 11 måneder, og som automatisk forlænges ved forbrugerens undladelse af at opsige aftalen, omfattes af loven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 5, der gennemfører timesharedirektivets artikel 4, regulerer den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for indgåelsen af en aftale omfattet af loven.

Det foreslås i § 5, stk. 1, at den erhvervsdrivende har pligt til at give en række oplysninger om de aftaler, der omfattes af lovforslaget, når forbrugeren henvender sig og anmoder herom. Den erhvervsdrivende skal i den forbindelse anvende det relevante oplysningsskema, jf. bilag 1-4 til loven.

Bilag 1 finder anvendelse på timeshareaftaler, bilag 2 på aftaler om længerevarende ferieprodukter, bilag 3 på formidlingsaftaler og bilag 4 på bytteaftaler. Oplysningspligten afhænger således af, hvilken type aftale det drejer sig om.

Standardoplysningsskemaerne, der er identisk opbygget og i vidt omfang også indeholder samme oplysningsforpligtelser, er inddelt i tre dele. Skemaernes del 1 og 2 er standardformularer, som den erhvervsdrivende er forpligtet til at anvende, jf. det foreslåede stk. 2. Det fremgår af standardoplysningsskemaerne, at den erhvervsdrivende for alle typer af aftaler omfattet af loven skal give en række generelle oplysninger om produktet, herunder bl.a. oplysning om den pris, som forbrugeren skal betale for at erhverve rettighederne, jf. del 1. Herudover skal den erhvervsdrivende oplyse om bl.a. fortrydelsesret og forbuddet mod forudbetaling, jf. del 2.

Skemaernes del 3 indeholder mere detaljerede krav på information, som den erhvervsdrivende ligeledes skal give forbrugeren. Oplysningerne i del 3 kan den erhvervsdrivende vælge at anføre i selve standardoplysningsskemaet eller ved henvisning til f.eks. det relevante kapitel i en generel brochure. Som et eksempel herpå kan nævnes, at forbrugeren bl.a. skal have en nøjagtig beskrivelse af alle udgifter, der knytter sig til aftalen, samt betingelserne for, hvornår og hvordan sådanne udgifter kan forhøjes, jf. bilag 1, del 3.

Oplysningerne skal altid gives på papir eller andet varigt medium, jf. det foreslåede stk. 2. Varigt medium er defineret i lovforslagets § 3, nr. 6. , og der henvises herom til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Det følger af direktivets artikel 4, stk. 1, at forbrugeren har krav på de nævnte oplysninger i god tid inden aftalens indgåelse. Formuleringen »i god tid« er ikke medtaget i den foreslåede formulering af § 5, stk. 1, men det forudsættes, at forbrugeren skal have tilstrækkelig tid til at sætte sig ind i de udleverede oplysninger, inden der mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren indgås en bindende aftale. Bestemmelsen tilsigter ikke at hindre, at der på forbrugerens foranledning kan indgås f.eks. en timeshareaftale umiddelbart efter, at forbrugeren i fornødent omfang har haft lejlighed til at sætte sig ind i de udleverede oplysninger. Det tidsrum, som skal forløbe mellem udlevering af oplysninger efter den foreslåede stk. 1, og indgåelse af en aftale omfattet af loven, vil således afhænge af en konkret vurdering.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen drejer sig om reklame mv. vedrørende aftaler omfattet af lovforslaget.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører timesharedirektivets artikel 3 og viderefører § 5 i den gældende timesharelov.

Det foreslås således, at brochure, annoncer og andet markedsføringsmateriale vedrørende aftaler omfattet af loven skal indeholde oplysning om, at det er muligt at få de i § 5, stk. 1, omhandlede oplysninger, og om, hvor oplysningerne kan fås.

Det foreslåede stk. 2 regulerer markedsføring i forbindelse med salgsfremmende arrangementer.

Bestemmelsen indebærer, at den erhvervsdrivende i invitationen, i det omfang en sådan foreligger, til et salgsfremmende arrangement klart skal oplyse om arrangementets kommercielle formål og art, hvis forbrugeren under arrangementet tilbydes at købe et produkt omfattet af loven. De prækontraktuelle oplysninger, der fremgår af § 5, stk. 1, skal endvidere være til rådighed under hele arrangementet.

Hvad der skal forstås ved et salgsfremmende arrangement, er hverken defineret i direktivet eller i dansk ret. Det må imidlertid forudsættes, at der er tale om en sammenkomst arrangeret af den erhvervsdrivende eller en tredjemand på den erhvervsdrivendes vegne med henblik på markedsføring og indgåelse af timeshareaftaler, aftaler om længerevarende ferieprodukter og/eller formidlings- eller bytteaftaler.

Det foreslåede stk. 3 indebærer, at en timeshareaftale eller en aftale om et længerevarende ferieprodukt ikke må markedsføres eller sælges som en investering. Bestemmelsen indeholder således et forbud imod at markedsføre en aftale af den nævnte karakter som en økonomisk fordelagtig investering f.eks. med angivelse af, at der på længere sigt vil kunne opnås en økonomisk gevinst ved f.eks. videresalg. Bestemmelsen indeholder derimod ikke et forbud mod at markedsføre en aftale som en investering i f.eks. forbrugerens familieliv eller lignende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Lovforslagets § 7 tilsigter sammen med § 8 at gennemføre direktivets artikel 5.

Det foreslåede stk. 1 svarer i alt væsentligt til § 6, stk. 1, i den gældende timesharelov, bortset fra at bestemmelsen i overensstemmelse med lovens anvendelsesområde er udvidet til også at omfatte aftaler om længerevarende ferieprodukter samt formidlings- og bytteaftaler, jf. § 1.

Aftalen skal i medfør af stk. 1 udfærdiges på papir eller andet varigt medium. Varigt medium er defineret i lovforslagets § 3, nr. 6, hvortil der henvises.

De foreslåede stk. 2 og 3, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 2, indebærer, at oplysninger, som forud for aftalens indgåelse er udleveret til forbrugeren i medfør af § 5, stk. 1, udgør en integreret del af aftalen. Det vil kun være muligt for den erhvervsdrivende at ændre oplysningerne i det pågældende dokument med bindende virkning for forbrugeren, hvis det udtrykkeligt er aftalt mellem parterne, eller ændringerne skyldes usædvanlige forhold og uforudsigelige forhold, som den erhvervsdrivende ikke har haft indflydelse på, og hvis følger det for den erhvervsdrivende ikke har været muligt at undgå. Den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren om ændringerne, ligesom disse skal fremgå udtrykkeligt af aftalen.

Det foreslåede stk. 4, der gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, indebærer, at aftalen ud over de oplysninger, der fremgår af § 5, stk. 1, skal angive navn og fysisk adresse på aftaleparterne samt dato og sted for aftalens indgåelse.

Det foreslåede stk. 5 indebærer, at den erhvervsdrivende, inden der indgås en aftale, udtrykkeligt skal henlede forbrugerens opmærksomhed på fortrydelsesretten, fortrydelsesfristen og forbuddet mod forudbetaling inden fortrydelsesfristens udløb. Det følger endvidere af bestemmelsen, at den erhvervsdrivende skal sikre, at aftalebestemmelserne herom, jf. det relevante standardoplysningsskemas del 2 i lovens bilag 1-4, skal underskrives separat af forbrugeren.

Stk. 6 indebærer, at aftalen skal omfatte et separat standardfortrydelsesskema med henblik på at lette udøvelsen af fortrydelsesretten. Det er forudsat, at den erhvervsdrivende skal benytte det skema, der er optrykt som bilag 5 til lovforslaget, og som indeholder oplysninger om fortrydelsesretten og forbuddet mod forudbetaling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 3, og artikel 5, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, at såvel de i § 5, stk. 1, nævnte oplysninger som den skriftlige aftale skal affattes på sproget eller et af sprogene i det land, hvor forbrugeren har sin bopæl, eller hvor forbrugeren er statsborger. Forbrugeren kan vælge mellem de pågældende sprog, men der kan dog kun vælges et officielt sprog i EU, norsk eller islandsk.

Hvis en timeshareaftale vedrører en bestemt fast ejendom, der er beliggende inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal den erhvervsdrivende efter det foreslåede stk. 2 endvidere udlevere en bekræftet oversættelse af aftalen til det officielle sprog eller et af disse sprog i det land, hvor den faste ejendom er beliggende.

Oversættelsen skal med direktivets formulering være »bekræftet«, det vil her i landet sige bekræftet af en beskikket translatør eller tolk, jf. lov om translatører og tolke.

Det kræves ikke, at hver enkelt aftale skal være bekræftet af en translatør. Der kan således i givet fald anvendes en bekræftet oversættelse af en standardaftale.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3.

Den foreslåede § 9, der sammen med §§ 10 og 11 gennemfører timesharedirektivets artikel 6-8, regulerer, i hvilket omfang forbrugeren kan træde tilbage fra en aftale som nævnt i § 3, nr. 1-4 (dvs. en aftale om brugsret til logi på timesharebasis, et længerevarende ferieprodukt, formidling af brugsret til logi på timesharebasis eller et længerevarende ferieprodukt samt bytte af brugsret til logi på timesharebasis).

Det foreslåede stk. 1, der gennemfører direktivets artikel 6, stk. 1, indebærer, at forbrugeren kan træde tilbage fra en aftale om timeshare, længerevarende ferieprodukt, formidling eller bytte uden at skulle give nogen begrundelse.

Forbrugeren kan fortryde hele aftalen, men ikke enkelte dele heraf. Fortrydelsesretten gælder, uanset om forbrugeren f.eks. har benyttet det logi, aftalen vedrører, og selv om forbrugeren har beskadiget eller har foretaget fysiske indgreb i eller andre forandringer af logiet.

Fortrydelse kan som udgangspunkt, jf. dog § 10, ske inden for en periode på 14 dage fra den dag, hvor aftalen er indgået, eller fra den dag, hvor forbrugeren har modtaget aftalen, hvis sidstnævnte tidspunkt ligger senere, jf. stk. 2. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 6, stk. 2.

Bestemmelsen i det foreslåede stk. 3, der gennemfører direktivets artikel 6, stk. 5, indebærer, at hvis forbrugeren på samme tidspunkt tilbydes henholdsvis en timeshareaftale og en bytteaftale, løber fortrydelsesfristen for begge aftaler fra den dag, hvor timeshareaftalen er indgået, eller, hvis dette tidspunkt ligger senere, fra den dag, hvor forbrugeren har modtaget timeshareaftalen. Afgørende for, om stk. 3 finder anvendelse, er således ikke tidspunktet for indgåelse af de respektive aftaler, med derimod, om de to aftaler tilbydes forbrugeren på samme tidspunkt. Hvis dette ikke er tilfældet – f.eks. fordi en bytteaftale, der knytter sig til timeshareaftalen først tilbydes forbrugeren flere dage efter timeshareaftalens indgåelse – gælder en selvstændig fortrydelsesfrist på 14 dage med hensyn til bytteaftalen.

Efter det foreslåede stk. 4 anses 14-dages fristen for overholdt, hvis forbrugeren har afsendt en meddelelse til den erhvervsdrivende om udnyttelse af fortrydelsesretten inden fristens udløb, og meddelelsen er udfærdiget på papir eller andet varigt medium. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7.

Forbrugeren kan ved udnyttelse af fortrydelsesretten vælge at benytte lovens bilag 5, men det er ikke en betingelse.

Ved anvendelse af andet varigt medium end papir er det efter Justitsministeriets opfattelse forbrugerens ansvar at sikre, at den erhvervsdrivende har adgang til det pågældende medium. Benyttes f.eks. e-mail eller en SMS-besked til meddelelsen, vil meddelelsen således kun kunne betragtes som afsendt, hvis den erhvervsdrivende har adgang til det pågældende medium. Forbrugeren bør herved henholde sig til de anvisninger, der er modtaget fra den erhvervsdrivende i henhold til det foreslåede bilag 5, jf. det foreslåede § 7, stk. 6.

Fortrydelsesfristen er på 14 hele dage, således at den første dag er dagen efter aftalens indgåelse. Lørdage samt søn- og helligdage vil også tælle som dage. En aftale, der f.eks. indgås den 1. i måneden, vil således kunne fortrydes frem til udløbet af den 15. i samme måned. Hvis fristen udløber på en søn- eller helligdag, en lørdag eller grundlovsdag, forlænges fristen dog til den førstkommende hverdag, jf. stk. 4, 4. pkt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.4.

Den foreslåede § 10, der gennemfører direktivets artikel 6, stk. 3 og 4, indebærer, at forbrugeren i to tilfælde har en længere fortrydelsesfrist end de 14 dage, som følger af lovforslagets § 9, stk. 1, jf. ovenfor.

For det første gælder der efter stk. 1 en længere fortrydelsesfrist i tilfælde, hvor aftalen ikke indeholder et særskilt standardfortrydelsesskema, jf. lovforslagets § 7, stk. 6, der er udfyldt af den erhvervsdrivende og givet til forbrugeren på papir eller andet varigt medium. Forbrugeren kan i sådanne tilfælde gøre den i § 9, stk. 1, nævnte fortrydelsesret gældende senest 1 år og 14 dage efter den dag, som er nævnt i § 9, stk. 2, dog senest 14 dage efter den dag, hvor standardfortrydelsesskemaet er kommet frem til forbrugeren.

For det andet gælder der efter stk. 2 en længere fortrydelsesfrist i tilfælde, hvor de oplysninger, der er nævnt i § 5, stk. 1, herunder det relevante standardoplysningsskema i lovens bilag 1-4, ikke er givet til forbrugeren på papir eller andet varigt medium. Forbrugeren kan i sådanne tilfælde gøre den i § 9, stk. 1, nævnte fortrydelsesfrist gældende senest 3 måneder og 14 dage efter den dag, som er nævnt i § 9, stk. 2, dog senest 14 dage efter den dag, hvor standardoplysningsskemaet er kommet frem til forbrugeren.

Det følger af stk. 2 og 3 endvidere, at § 9, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse. Det betyder, at forbrugeren på papir eller andet varigt medium inden fristens udløb skal meddele den erhvervsdrivende, at han vil udøve fortrydelsesretten, og at fristen er overholdt, hvis meddelelsen er blevet afsendt inden fristens udløb. Der henvises herom til bemærkningerne til § 9 ovenfor.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.4.

Den foreslåede § 11, der gennemfører direktivets artikel 8, svarer til § 10 i den gældende timesharelov.

Den erhvervsdrivende kan efter bestemmelsen ikke gøre noget krav angående aftalen gældende over for forbrugeren, når denne benytter fortrydelsesretten efter lovforslagets §§ 9 og 10. Der kan således hverken kræves erstatning for den erhvervsdrivendes tab i anledning af, at aftalen bortfalder, eller betaling af andre ydelser som administrationsgebyrer eller lignende. Har forbrugeren f.eks. taget et logi i brug, vil den erhvervsdrivende heller ikke kunne kræve forholdsmæssig betaling for den skete benyttelse.

Hvis aftalen vedrører f.eks. en timesharelejlighed eller en campingvogn, som forbrugeren forsætligt eller uagtsomt har beskadiget eller på anden måde har forringet, vil forbrugeren kunne blive erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.4.

Den foreslåede § 12, der gennemfører timesharedirektivets artikel 11, stk. 2, er i alt væsentligt en videreførelse af § 11 i den gældende timesharelov.

Det foreslås i stk. 1, at kreditaftaler, som indgås af forbrugeren med den erhvervsdrivende eller med en tredjemand på grundlag af en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende, bortfalder, hvis forbrugeren benytter sin fortrydelsesret.

Vurderingen af, om en kreditaftale med en tredjemand er indgået »på grundlag af en aftale herom mellem denne og den erhvervsdrivende«, drejer sig om, hvorvidt der foreligger et såkaldt oprindeligt trepartsforhold, jf. den tilsvarende bestemmelse i kreditaftalelovens § 5, nr. 2.

Kreditaftalen bortfalder i de her omhandlede tilfælde, uden at forbrugeren behøver at give kreditgiveren underretning herom.

I stk. 2 foreslås det, at forbrugeren ikke skal betale gebyr, erstatning eller lignende til kreditgiveren i anledning af, at kreditaftalen bortfalder i medfør af stk. 1. Bestemmelsen omfatter dog ikke beløb, som forbrugeren har modtaget som lån i henhold til kreditaftalen. Disse beløb skal tilbagebetales til kreditgiveren.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Den foreslåede § 13, der gennemfører timesharedirektivets artikel 11, stk. 1, fastsætter, at en bytteaftale eller enhver anden aftale, der er knyttet til en timeshareaftale eller en aftale om et længerevarende ferieprodukt, bortfalder, hvis forbrugeren træder tilbage fra timeshareaftalen eller aftalen om et længerevarende ferieprodukt. Begrebet »tilknyttet aftale« er defineret i lovforslagets § 3, nr. 4.

Bestemmelsen omfatter alene tjenesteydelser i tilknytning til en timeshareaftale eller en aftale om et længerevarende ferieprodukt, som leveres af den erhvervsdrivende eller af en tredjemand på grundlag af en ordning mellem denne og den erhvervsdrivende. Hvis forbrugeren derimod indgår aftale med en tredjemand, der ingen forbindelse har til den erhvervsdrivende, om f.eks. vinduespudsning i en timesharelejlighed, vil en sådan aftale ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

I stk. 2 foreslås det, at forbrugeren ikke skal betale gebyr, erstatning eller lignende i anledning af, at en bytteaftale eller en anden tilknyttet aftale bortfalder i medfør af stk. 1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Den foreslåede § 14, der gennemfører timesharedirektivets artikel 9, fastsætter et forbud mod forudbetaling inden udløbet af fortrydelsesfristen.

Med henblik på at sikre, at forbrugeren reelt er frit stillet til at overveje aftalen i hele fortrydelsesperioden, foreslås det i stk. 1, at den erhvervsdrivende, en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og den erhvervsdrivende eller en kreditgiver som nævnt i § 12 i forbindelse med aftaler omfattet af loven ikke må kræve eller modtage forudbetaling, sikkerhedsstillelse, reservation af et beløb på en konto, anerkendelse af gæld eller andet vederlag af forbrugeren, før fortrydelsesfristen er udløbet, jf. §§ 9 og 10.

Opkrævning eller modtagelse af gebyrer, administrationsvederlag og lignende vil således være omfattet af bestemmelsen.

En erhvervsdrivende har pligt til at afvise en eventuel betaling fra forbrugerens side. Skulle en forbruger foretage betaling til den erhvervsdrivende, uden at den erhvervsdrivende har krævet betaling, og uden den erhvervsdrivendes vidende, skal den erhvervsdrivende betale det modtagne tilbage.

Som udgangspunkt vil den erhvervsdrivende kunne kræve og modtage en betaling fra forbrugeren, når der er gået 14 dage fra aftalens indgåelse, jf. lovforslagets § 9 om fortrydelsesret og bemærkningerne hertil. Har den erhvervsdrivende imidlertid ikke opfyldt sin oplysningspligt, eller indeholder aftalen ikke et udfyldt standardfortrydelsesskema, vil den erhvervsdrivende dog i visse tilfælde først kunne kræve og modtage betaling, når der er gået 14 dage fra den dag, hvor forbrugeren har modtaget de manglende oplysninger, jf. lovforslagets § 10.

Efter stk. 2 gælder der også et forbud mod forudbetaling mv. med hensyn til formidlingsaftaler. Forbuddet mod forudbetaling gælder dog ved en sådan aftale helt frem til et salg har fundet sted, eller formidlingsaftalen på anden vis er bragt til ophør. Formidlingsaftaler er defineret i lovforslagets § 3, nr. 4.

Det fremgår ikke klart af direktivet, om der ved formuleringen »før salget har fundet sted« skal forstås, at den erhvervsdrivende kan kræve betaling allerede ved købsaftalens indgåelse, eller først når fortrydelsesfristen er udløbet.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det afgørende tidspunkt antages at være, hvornår salget er endeligt i den forstand, at køber er bundet af aftalen. På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at den erhvervsdrivende eller tredjemand med hensyn til formidlingsaftaler ikke må kræve nogen form for forudbetaling mv., før købers fortrydelsesfrist er udløbet, jf. §§ 9 og 10.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.6.

Bestemmelsen drejer sig om tilfælde, hvor det logi – f.eks. den bygning eller de fællesanlæg (f.eks. en swimmingpool), som forbrugeren efter aftalen skal have adgang til, eller det krydstogtsskib, som timeshareaftalen vedrører – ikke er færdigopført/færdigbygget ved aftalens indgåelse.

Det foreslås i stk. 1, at den erhvervsdrivende skal stille en økonomisk sikkerhed for forbrugerens tilbagebetalingskrav i tilfælde af, at logiet mv. ikke bliver færdigopført/færdigbygget i rette tid, og aftalen som følge heraf enten ophæves på grund af væsentlig misligholdelse eller bortfalder, fordi færdiggørelse inden det pågældende tidspunkt var en betingelse for aftalen.

Bestemmelsen omfatter ikke kun nybyggeri, men også tilbygninger, som forbrugeren skal have adgang til, dvs. tilfælde, hvor en eksisterende bygnings samlede areal forøges ved at forskyde ydermurene, ved at forsyne bygningen med en ny etage eller ved at opføre en ny selvstændig bygning, som bygges sammen med en eksisterende bygning.

Bestemmelsen omfatter derimod ikke tilfælde, hvor færdigopførte logier mv., hvad enten det drejer sig om en bygning eller f.eks. et krydstogtsskib, på aftaletidspunktet er under ombygning eller reparation, selv om logiet mv. på det pågældende tidspunkt ikke kan benyttes.

Der skal stilles en »betryggende« sikkerhed, f.eks. en bankgaranti eller en forsikring.

Sikkerheden skal indeholde vilkår om, at forbrugeren kan kræve den udløst, når aftalen er bortfaldet på grund af forsinket eller manglende færdiggørelse af logiet mv., hvad enten der er tale om ophævelse eller om, at en betingelse for aftalen ikke er blevet opfyldt.

Sikkerheden skal dække krav på tilbagebetaling af beløb, der måtte være betalt i henhold til aftalen, men ikke forbrugerens eventuelle erstatningskrav herudover.

I stk. 2 foreslås det, at forbrugeren ikke kan tilpligtes at betale noget beløb eller at stille sikkerhed for betaling af noget beløb i henhold til aftalen, før den erhvervsdrivende har stillet sikkerhed efter stk. 1. Forbrugeren kan således i de her omhandlede tilfælde nægte at betale noget beløb, selv om fortrydelsesperioden er udløbet, og forbuddet mod forskudsbetaling i fortrydelsesperioden, jf. forslagets §§ 9 og 10, dermed ikke længere er aktuelt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.7.

Den foreslåede § 16, der gennemfører timesharedirektivets artikel 10, indebærer, at betaling ved aftaler om længerevarende ferieprodukter skal ske i overensstemmelse med en betalingsplan. Betalingsplanen skal være udformet på en sådan måde, at betalingerne, herunder eventuelle medlemskabsgebyrer, deles op i lige store årlige rater. Den erhvervsdrivende må således ikke kræve eller modtage betalinger, der ikke er i overensstemmelse med betalingsplanen, jf. stk. 1. Hvis en forbruger foretager betaling, der ikke er i overensstemmelse med betalingsplanen, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne til forbrugeren.

Efter det foreslåede stk. 2 skal den erhvervsdrivende senest 14 dage før et kravs forfaldsdag sende forbrugeren en skriftlig betalingsanmodning på papir eller andet varigt medium. Bestemmelsen har karakter af en ordensforskrift og påvirker ikke forbrugerens betalingsansvar. Varigt medium er defineret i lovforslagets § 3, nr. 6, hvortil der henvises.

Fra og med betalingen af det andet afdrag har forbrugeren ret til at opsige aftalen ved at give den erhvervsdrivende meddelelse herom. Vil forbrugeren opsige aftalen, skal forbrugeren give meddelelse herom senest 14 dage efter forbrugerens modtagelse af betalingsanmodningen efter stk. 2, jf. den foreslåede stk. 3. Forbrugerens meddelelse til den erhvervsdrivende om at opsige en aftale om et længerevarende ferieprodukt kan være mundtlig eller skriftlig. Hvis 14-dages fristen er udløbet, har forbrugeren ikke ret til at opsige aftalen inden for den pågældende betalingsperiode. Derimod har forbrugeren på ny ret til at opsige aftalen, når den erhvervsdrivende ved næste betalingstermin fremsætter en betalingsanmodning til forbrugeren. Forbrugeren gives således en kontinuerlig mulighed for at opsige en aftale om et længerevarende ferieprodukt.

Hvis en forbruger opsiger en aftale i henhold til stk. 3, kan den erhvervsdrivende ikke gøre noget krav gældende over for forbrugeren, jf. stk. 4. Der kan således hverken kræves erstatning eller betaling af andre ydelser som f.eks. administrationsgebyr eller lignende.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.8.

Bestemmelsen, der gennemfører timesharedirektivets artikel 12, stk. 2, fastsætter regler om lovens anvendelse i internationale sager. De er således tale om en lovvalgsbestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse, der viderefører § 14 i den gældende timesharelov, indebærer, at forbrugeren, hvis lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde finder anvendelse på en aftale omfattet af loven, skal kunne påberåbe sig direktivets regler, hvis ejendommen, som aftalen vedrører, er beliggende i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde omfatter EU’s medlemsstater samt Island, Norge og Liechtenstein.

Bestemmelsen vil finde anvendelse, i det omfang en aftale om timeshare, længerevarende ferieprodukt, formidling eller bytte vedrører en fast ejendom. Hvis en aftale omfatter flere faste ejendomme, finder bestemmelsen ligeledes anvendelse, når blot én af de pågældende faste ejendomme er beliggende inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

I tilfælde, hvor den faste ejendomme er beliggende her i landet, vil bestemmelsen i nr. 1 medføre, at forbrugeren ikke ved en lovvalgsaftale kan afskæres fra at opnå en beskyttelse svarende til direktivets regler.

I tilfælde, hvor ejendommen ligger i et andet EU-land, vil det følge af de internationale værnetingsregler, at domstolene i det pågældende land skal behandle eventuelle retssager vedrørende aftalen. Hvis de internationale privatretlige regler i det pågældende land fører til, at reglen i § 17 finder anvendelse, vil bestemmelsen på tilsvarende måde medføre, at forbrugeren ikke ved en lovvalgsaftale kan afskæres fra at opnå en beskyttelse svarende til direktivets regler.

Den foreslåede nr. 2 omfatter aftaler, der ikke direkte knytter sig til en fast ejendom. Det kan f.eks. være en aftale om et længerevarende ferieprodukt eller en timeshareaftale, der vedrører logi i en campingvogn eller en flodbåd. For at forbrugeren i en sådan situation skal kunne påberåbe sig direktivets bestemmelser, kræves det, at den erhvervsdrivende udøver sine forretnings- eller erhvervsmæssige aktiviteter i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller på en hvilken som helst måde retter sine aktiviteter mod et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og at aftalen hører ind under disse aktiviteter.

I tilfælde, hvor den erhvervsdrivende f.eks. udøver sine erhvervsmæssige aktiviteter i Danmark, vil bestemmelsen medføre, at forbrugeren ikke ved en lovvalgsaftale kan afskæres fra at opnå en beskyttelse svarende til direktivets regler.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.9.

Bestemmelsen, der tilsigter at gennemføre timesharedirektivets artikel 15 og i vidt omfang er en videreførelse af § 15 i den gældende timesharelov, fastlægger, i hvilket omfang overtrædelse af loven straffes.

Det foreslås, at strafferammen er bøde for overtrædelse af lovens bestemmelser af offentligretlig karakter.

De pågældende bestemmelser vedrører den erhvervsdrivendes pligt til forud for aftalens indgåelse at give oplysninger ved brug af det relevante standardoplysningsskema i lovens bilag 1-5 (§ 5), pligt til i reklamemateriale at oplyse om muligheden for at få udleveret det relevante standardoplysningsskema (§ 6), pligt til at udlevere en kopi af den skriftlige aftale til forbrugeren (§ 7, stk. 1, 3. pkt.), pligt til at give forbrugeren en oversættelse af aftalen til sproget i det land, hvor ejendommen er beliggende, når dette er et EU-land (§ 8, stk. 2), forbud mod at kræve eller modtage forskudsbetaling mv. fra forbrugerens side vedrørende aftaler omfattet af loven (§ 14) og forbud mod at modtage betalinger, der ikke er i overensstemmelse med betalingsplanen, med hensyn til aftaler om et længerevarende ferieprodukt (§ 16, stk. 1, 3. pkt.).

Ved siden af de foreslåede strafbestemmelser gælder bl.a. reglerne i markedsføringsloven, der giver mulighed for at gribe ind over for handlinger mv. i strid med god markedsføringsskik, herunder handlinger mv. i strid med regler i denne lov.

Forbeholdet om, at strengere straf kan være forskyldt efter anden lovgivning, henviser bl.a. til straffelovens regler om berigelsesforbrydelser.

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 23. februar 2011, hvilket er den dato, timesharedirektivet skal være gennemført i dansk ret, jf. direktivets artikel 16, stk. 1.

Det foreslås endvidere, at lovens regler skal finde anvendelse på aftaler, der indgås efter den 23. februar 2011. Det foreslås desuden, at reglerne i §§ 5 og 6 om indholdet af reklamemateriale mv. og om den erhvervsdrivendes pligt til at udlevere et dokument med en række nærmere oplysninger om aftalens indhold mv. skal gælde med virkning fra den 23. februar 2011.

Endelig foreslås det, at den gældende timesharelov, jf. lov nr. 234 af 2. april 1997 om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, ophæves med virkning fra lovens ikrafttræden. Den gældende timesharelov vil dog fortsat gælde for forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, der er indgået inden lovens ikrafttræden, jf. stk. 2.

Den foreslåede ændring af § 6, stk. 2, i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. er en konsekvens af, at den gældende timesharelov foreslås afløst af en ny hovedlov. Bestemmelsen indebærer, at kapitel 2 om fortrydelsesret i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. ikke finder anvendelse på aftaler omfattet af den foreslåede lov om forbrugeraftaler om brugsret til logi på timesharebasis og om længerevarende ferieprodukter m.v. Herunder vil reglerne om fortrydelsesret efter lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. bl.a. ikke finde anvendelse ved auktion over andele eller aktier mv. i juridiske personer, der ejer den pågældende timeshareejendom(me).

Den foreslåede ændring af § 9, stk. 2, nr. 4, i lov om visse forbrugeraftaler er en konsekvens af, at den gældende timesharelov foreslås afløst af en ny hovedlov. Bestemmelsen indebærer, at kapitel 3 om oplysningspligt i lov om visse forbrugeraftaler ikke finder anvendelse på aftaler omfattet af den foreslåede lov om forbrugeraftaler om brugsret til logi på timesharebasis og om længerevarende ferieprodukter m.v.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. stk. 1.

Efter det foreslåede stk. 2 kan loven helt eller delvis sættes i kraft for Grønland.

Det færøske Lagting vedtog den 11. maj 2009 lagtingslov om ændring af lagtingslov om de færøske myndigheders kompetence over sager og sagsområder (Overtagelse af sagsområdet formueret) med ikrafttræden den 1. januar 2010. Loven kan derfor ikke sættes i kraft for Færøerne.