Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1620 af 16/12/2025

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Lov om foranstaltninger til fremme af et brinttransmissionssystem fra Esbjerg til den dansk-tyske landegrænse § 8

Energinet har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til en privat ejendom med henblik på at foretage sådanne undersøgelser af udendørsarealer, som Energinet skønner nødvendige for projekteringen eller etableringen af brinttransmissionssystemet nævnt i § 1. Energinet kan under samme betingelser lade foretage arkæologiske forundersøgelser.

Stk. 2. Energinet skal underrette de berørte ejere og brugere mindst 14 dage før gennemførelsen af forundersøgelser efter stk. 1, 1. pkt., og mindst 28 dage før gennemførelsen af arkæologiske forundersøgelser efter stk. 1, 2. pkt. Er en direkte underretning ikke mulig, skal oplysning om forundersøgelser og arkæologiske forundersøgelser offentliggøres i lokale medier el.lign.

Stk. 3. Tab forvoldt ved skade eller ulempe i forbindelse med forundersøgelser og arkæologiske forundersøgelser efter stk. 1 skal erstattes af Energinet. Ved uenighed mellem skadelidte og Energinet om erstatningens størrelse fastsættes denne efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Detaljer

Forarbejder til Lov om foranstaltninger til fremme af et brinttransmissionssystem fra Esbjerg til den dansk-tyske landegrænse § 8

Energinet har efter ekspropriationsproceslovens § 3, jf. gasforsyningslovens § 55, mulighed for at foretage nødvendige forberedende opmålinger, nivellementer og andre tekniske forarbejder og undersøgelser.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 8, stk. 1, 1. pkt., at Energinet, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til en privat ejendom med henblik på at foretage sådanne undersøgelser af udendørsarealer, som Energinet skønner nødvendige for projekteringen eller etableringen af brinttransmissionssystemet nævnt i § 1.

Den foreslåede bestemmelse vil, som de følgende, gælde ved siden af, og således supplere, forundersøgelsesadgangen efter ekspropriationsproceslovens § 3, jf. gasforsyningslovens § 55. Der er ikke ved forslaget taget stilling til det nærmere anvendelsesområde for disse bestemmelser.

Energinet vil efter den foreslåede bestemmelse kunne foretage forundersøgelser uden retskendelse, hvis det skønnes nødvendigt. Begrundelsen herfor er, at det vil være yderst begrænset, hvad en dommer i givet fald ville kunne tage stilling til, hvis der blev stillet krav om en retskendelse. Hertil kommer, at der alene vil være tale om adgang til udendørs undersøgelser og dermed ikke til privates boliger. Det er forudsat, at det er Energinet, der træffer beslutning om at foretage de pågældende undersøgelser uden retskendelse, men at den faktiske udførelse af undersøgelserne kan overlades til private, herunder entreprenører eller landinspektører. Disse skal i den forbindelse fremvise behørig legitimation for, at de er berettigede til at udføre undersøgelserne.

Anvendelse af bestemmelsen vil ikke være betinget af, at projektet har en særlig fast karakter, herunder at der foreligger en godkendelse af projektet efter § 4 i lov om Energinet, idet de muliggjorte forundersøgelser netop bl.a. tager sigte på at fastlægge linjeføringen m.v.

Den foreslåede ordning for så vidt angår retskendelse svarer i det væsentlige til bl.a. vejlovens § 99, stk. 1, og jernbanelovens § 38, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Energinet kan foretage alle typer af undersøgelser, som Energinet skønner nødvendige for projekteringen eller etableringen af brinttransmissionssystemet. Typiske undersøgelser vil omfatte f.eks. jordbundsundersøgelser, opmålinger, afmærkninger og besigtigelser.

»Projekteringen eller etableringen af brinttransmissionssystemet nævnt i § 1« omfatter også nødvendige supplerende foranstaltninger i den forbindelse, dvs. foranstaltninger, som ikke udgør en egentlig del af brinttransmissionssystemet, men som Energinet skønner er nødvendige at gennemføre i forbindelse med projekteringen eller etableringen heraf. Dette omfatter f.eks. etablering af adgangsveje og oplagspladser, samt klimarelaterede afværgeforanstaltninger og foranstaltninger til kompensation for projektets eventuelle indgreb i naturtilstanden, herunder hvor sådanne foranstaltninger gennemføres på arealer uden for det egentlige anlægsområde.

Den foreslåede bestemmelse vil således bl.a. hjemle foretagelse af undersøgelser, som f.eks. besigtigelse af arealer, med henblik på udpegning af egnede arealer til bortledning og nedsivning af vand fra ledningsgraven og arbejdsarealer i våde perioder eller til etablering af erstatningsnatur, dvs. natur, som etableres til erstatning for natur, som nedlægges eller ødelægges ved etablering af anlægget, herunder både beskyttede naturtyper, fredskovpligtig skov og biotoper og diger, der fungerer som levesteder for beskyttede arter.

Hvorvidt og hvornår en supplerede foranstaltning er nødvendig i relation til gennemførelse af undersøgelser, vurderes af Energinet. I forhold til f.eks. etablering af erstatningsnatur er det således ikke en betingelse, at der er fastsat krav herom. Undersøgelser med henblik på udpegning af egnede arealer til etablering af erstatningsnatur vil dermed kunne foretages, når Energinet, f.eks. på baggrund af drøftelser med miljøvurderingsmyndigheden eller rådgiver, skønner, at det må forventes, at der vil blive fastsat krav herom.

I § 8, stk. 1, 2. pkt., foreslås, at Energinet under samme betingelser kan lade foretage arkæologiske forundersøgelser.

Rammerne for gennemførelsen af de arkæologiske forundersøgelser reguleres efter reglerne i museumsloven. Fastlæggelsen af behovet for arkæologiske forundersøgelser vil foregå i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, herunder de lokale statsanerkendte museer.

Det foreslås i § 8, stk. 2, at Energinet skal underrette de berørte ejere og brugere mindst 14 dage før gennemførelsen af forundersøgelser efter stk. 1, 1. pkt., og mindst 28 dage før gennemførelsen af arkæologiske forundersøgelser efter stk. 1, 2. pkt. Er en direkte underretning ikke mulig, skal oplysning om forundersøgelser og arkæologiske forundersøgelser offentliggøres i lokale medier el.lign.

Den foreslåede bestemmelse foreskriver den varsling, der skal ske af de berørte ejere og brugere, inden der iværksættes forundersøgelser eller arkæologiske forundersøgelser. Den længere varsling af arkæologiske forundersøgelser er fundet rimelig, da sådanne typisk er mere indgribende for ejere og brugere end forundersøgelser efter stk. 1, 1. pkt.

Hvor det ikke er muligt at give direkte besked til de berørte ejere og brugere, foreslås det, at oplysning om forundersøgelser og arkæologiske forundersøgelser skal offentliggøres i lokale medier el.lign. Det vil være op til Energinet at fastsætte, hvilken offentliggørelsesmåde der konkret vil være bedst egnet til at sikre udbredelsen af oplysningerne.

Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til varslingsbestemmelserne i ekspropriationsproceslovens § 3, stk. 2 og 4.

Det foreslås i § 8, stk. 3, at tab forvoldt ved skade eller ulempe i forbindelse med forundersøgelser og arkæologiske forundersøgelser efter stk. 1, skal erstattes af Energinet. Ved uenighed mellem skadelidte og Energinet om erstatningens størrelse fastsættes denne efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at Energinet, i tilfælde af at have betalt erstatning efter den foreslåede bestemmelse, vil kunne søge regres hos f.eks. entreprenører m.v., der har stået for den praktiske gennemførelse af undersøgelserne, og derfor efter dansk rets almindelige erstatningsregler endeligt skal bære udgiften til erstatning.

Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til bestemmelsen om erstatningsfastsættelse i ekspropriationsproceslovens § 3, stk. 5.

I § 13 foreslås en strafbestemmelse for forsætlig borttagning, forvanskning eller beskadigelse af afmærkninger, der er foretaget i forbindelse med forundersøgelser, som i det væsentlige svarer til bestemmelsen om straf i ekspropriationsproceslovens § 3, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.