LOV nr 1155 af 08/06/2021
Erhvervsministeriet
Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 233
Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til forretningslokaler tilhørende et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, herunder ved inspektioner, forudsat forudgående underretning af andre berørte tilsynsmyndigheder. 1. pkt. gælder tillige blandede finansielle holdingvirksomheder, holdingselskaber med blandede aktiviteter og enhver anden virksomhed, der indgår i tilsynet med overholdelsen af koncernkapitaltesten, jf. artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, forudsat forudgående underretning af andre berørte tilsynsmyndigheder.
Stk. 2. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til de virksomheder, med hvilke et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed har særlig direkte eller indirekte forbindelse, i det omfang det er nødvendigt for at bedømme fondsmæglerselskabets eller fondsmæglerholdingvirksomhedens økonomiske stilling.
Stk. 3. Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om en fysisk eller juridisk person er omfattet af bestemmelserne i denne lov.
Stk. 4. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til forretningslokaler tilhørende en filial eller en tilknyttet agent etableret her i landet eller en leverandør eller underleverandør med henblik på at indhente oplysninger om den outsourcede aktivitet.