Økonomi- og erhvervsministeren opretter efter stk. 1 Fonden til Markedsføring af Danmark.
I stk. 2 fastslås det, at fonden er et selvstændigt organ inden for den statslige forvaltning. Dette indebærer, at f.eks. reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven finder anvendelse på den virksomhed, der udøves af fonden.
Lov om fonde og visse foreninger m.v. samt lov om erhvervsdrivende fonde finder derimod ikke anvendelse, ligesom de almindelige fondsretlige grundsætninger heller ikke finder anvendelse.
Fondens og bestyrelsens arbejdsområde er de projekter, som støttes med midler fra fonden. Denne lov giver således ikke fonden beføjelser i forhold til institutioner, som er reguleret ved anden lovgivning og bestemmelser, herunder f.eks. Danmarks Eksportråd, Danida, Kunststyrelsen m.v.
Bestemmelsen fastsætter i stk. 1 Fonden til Markedsføring af Danmarks formål. Formålet er, at fonden skal bidrage til, at der i omverdenen skabes et bedre kendskab til Danmarks styrker og kompetencer. Indsatsen skal dermed bidrage til at styrke Danmarks relationer til resten af verden, hvilket indebærer, at målet med indsatsen er bredere end for markedsføring i traditionel forstand (foldere, annoncer m.v.). Det er hensigten, at fonden særligt skal støtte initiativer og arrangementer, hvor en betydelig del af aktiviteterne finder sted i Danmark.
Stk. 2 fastslår, at fonden skal fremme større, begivenheder, konferencer, kampagner m.v. Bestyrelsen fastsætter selv grænserne for, hvad der betragtes som større projekter. Det er ikke hensigten, at bestyrelsen skal støtte små lokale projekter, fx trykning af en mindre folder på et fremmedsprog, udgivelse af enkeltstående bøger, specialudstyr til foreninger m.v.
Det er hensigten, at midlerne fra fonden særligt skal bruges på projekter, hvor der allerede er et godt fundament at bygge på i form af andre kræfter i samfundet, der også ønsker at bidrage økonomisk til projektet.
Stk. 3 giver i forlængelse heraf fonden mulighed for at indgå i konsortier eller partnerskaber, hvor disse bidrager til at fremme fondens formål. Hensigten er at skabe mulighed for, at fonden kan arbejde tæt sammen med private eller andre partnere, således at midlerne fra fonden kan suppleres med bidrag fra private eller andre partnere. Dette er en model, der blandt andet er høstet gode erfaringer med i Tyskland.
I stk. 4 foreslås det, at fonden kan etablere og deltage i partnerskaber og konsortier, der bidrager til at fremme fondens formål.
Fonden kan eksempelvis støtte et nationalt kompetencenetværk, der arbejder for at tiltrække internationale konferencer til Danmark. Indsatsen kan særligt være rettet mod at vinde den konkurrence, som udspiller sig med andre lande, der ligeledes arbejder aktivt på at tiltrække internationale konferencer.
Fonden kan eksempelvis også støtte udvikling af nye koncepter for erhvervsfremstød, der kombinerer kultur og erhverv, afholdelse m.v. af store internationale konferencer, markedsføring af danske miljøaktiviteter, filmfestivaller eller promovering af dansk mode.
I stk. 1 fastsættes det, at fonden ledes af en bestyrelse, der er den øverste besluttende myndighed for fonden.
Bestyrelsesmedlemmerne udpeges i deres personlige egenskab af økonomi- og erhvervsministeren. Bestyrelsesmedlemmerne er således alene bundet af fondens formål, og de kan ikke i udøvelsen af deres hverv underlægges instrukser fra andre parter.
Fondens bestyrelse kan indgå kontrakter og andre bindende aftaler i fondens navn. Fonden har også selvstændig søgsmålskompetence. Det vil sige, at fonden kan blive part i en retssag f.eks. om krav om erstatning i tilfælde af misligholdelse af en kontrakt.
I stk. 2 foreslås, at formand, næstformand og de 8 øvrige medlemmer af bestyrelsen udpeges i deres personlige egenskab af økonomi- og erhvervsministeren for en treårig periode. Perioden kan forlænges af ministeren yderligere én periode, så et medlem samlet maksimalt kan sidde i bestyrelsen 6 år. Formand og næstformand for bestyrelsen udpeges ligeledes af økonomi- og erhvervsministeren.
Bestemmelsen er en afvejning af dels hensynet til kontinuitet i bestyrelsens virke, som tilsiger en periode af en vis længde, dels hensynet til fornyelse og dynamik, som tilsiger, at genudpegning ikke skal kunne ske ubegrænset.
Der foreslås samtidig en mulighed for, at afløseren ved et medlems udtræden i utide kan udpeges enten for en fuld periode eller for et kortere tidsrum. Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at der ikke sker for stor udskiftning i et enkelt år.
Bestyrelsen skal sammensættes med henblik på at sikre en række kompetencer, der vurderes at være centrale i forbindelse med vurdering af projekter, der skal markedsføre Danmark. Det er på denne baggrund hensigten at sammensætte bestyrelsen, så den kommer til at bestå af et medlem fra en større dansk virksomhed med internationale aktiviteter, et medlem fra en mindre eller mellemstor dansk virksomhed, et medlem fra turisterhvervet, to medlemmer med specialviden om markedsføring, et medlem fra en kulturinstitution og et medlem fra uddannelsessektoren. Endvidere er det hensigten, at der skal udpeges en repræsentant for Økonomi- og Erhvervsministeriet, en repræsentant for Udenrigsministeriet og en repræsentant for Kulturministeriet.
Det skal således sikres, at der i bestyrelsen er en god balance mellem erhvervs- og kulturliv og de ministerier, der har ansvaret for en betydelig del af den indsats, der gøres for at markedsføre Danmark. Fonden vil dermed bl.a. kunne bidrage til, at der skabes et bedre samspil mellem offentlige og private aktører.
Det vil være muligt at justere bestyrelsens sammensætning, hvis udviklingen i fondens opgavevaretagelse gør det hensigtsmæssigt.
Bestemmelsen fastsætter, at mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer skal være til stede, før bestyrelsen er beslutningsdygtig.
Bestemmelsen i stk. 2 fastsætter, at afstemninger i bestyrelsen afgøres ved simpelt flertal. Er der stemmelighed ved en afstemning, er formandens stemme, og i dennes forfald næstformandens, afgørende.
Det foreslås i stk. 3 , at bestyrelsesmedlemmerne modtager honorar for deres arbejde i bestyrelsen. Honorarerne fastsættes efter Finansministeriets cirkulære om særskilt vederlag m.v., jf. cirkulære 186 af 2. november 1998. De ministerielt udpegede medlemmer af bestyrelsen vil dog i overensstemmelse med § 5 i nævnte cirkulære ikke modtage honorar for deres arbejde i bestyrelsen.
Udgifter hertil afholdes af de midler, der afsættes på finansloven til fondens virke.
Økonomi- og erhvervsministeren stiller sekretariatsbistand til rådighed for fonden. Sekretariatet får følgende opgaver:
For det første at bistå bestyrelsen i arbejdet med at vedligeholde og følge op på de retningslinjer for, hvordan der kommunikeres i forhold til omverdenen, der bruges som udgangspunkt for den fremadrettede indsats, når der skal sendes specifikke og målrettede budskaber ud til de relevante målgrupper.
For det andet at udvikle og stå for driften af en fælles aktivitetskalender over markedsføringstiltag, der skal sikre mere fælles langsigtet planlægning, koordination etc. De relevante statslige aktører vil rapportere begivenheder, kampagner, presseinitiativer m.v. til kalenderen, mens øvrige aktører aktivt opfordres til at benytte den.
For det tredje at sikre, at der løbende sker målinger af kendskabet til Danmarks styrker og kompetencer, samt følge op på fremdriften i arbejdet med at markedsføre Danmark.
For det fjerde at modtage ansøgninger og forberede beslutningsoplæg til bestyrelsen om udbetaling af midler til konkrete projekter.
For det femte at forestå tilskudsadministrationen i forbindelse med udbetalinger fra fonden.
For det sjette at bistå de myndigheder, organisationer, virksomheder m.v., der ønsker at bidrage til arbejdet med at markedsføre Danmark.
Udgifterne til sekretariatsbetjening, faglig bistand, udgifter forbundet med de løbende målinger af kendskabet til Danmarks styrker og kompetencer m.v. afholdes af de midler, der afsættes på finansloven til fondens virke.
For at lette bestyrelsens arbejde foreslås det, at fonden får mulighed for at bemyndige formanden til at træffe afgørelse på bestyrelsens vegne. Hensigten er at sikre en fleksibilitet i bestyrelsens arbejde, sådan at der kan indføres en bagatelgrænse for sager, der ikke kræver den samlede bestyrelses fremmøde. De nærmere retningslinjer herfor vil blive reguleret i vedtægten.
Stk. 1 fastslår, at bestyrelsen udarbejder en vedtægt for fonden. Vedtægten skal godkendes af økonomi- og erhvervsministeren.
I stk. 2 foreslås, at der i vedtægten skal fastsættes retningslinjer og kriterier for tildeling af støtte fra fonden. Retningslinjerne kan bl.a. omfatte vilkår om midlernes anvendelse, udbetaling, regnskab, revision, krav om anvendelse af registreret eller statsautoriseret revisor m.v., og der kan fastsættes en beskrivelse af de mere detaljerede kriterier, der lægges til grund i forbindelse med tildeling af støtte fra fonden.
Det foreslås i bestemmelsen, at bestyrelsen for fonden årligt afgiver en beretning til økonomi- og erhvervsministeren.
Hensigten har til formål at sikre, at økonomi- og erhvervsministeren årligt bliver holdt orienteret om fondens virke. Herunder om, hvilke projekter der har modtaget støtte m.v.
Både offentlige og private aktører samt eventuelle offentlig-private partnerskaber har mulighed for at søge fonden om støtte. De midler, der er til rådighed til uddeling, afsættes til formålet på de årlige finanslove.
Udbetalinger af fondens midler skal ske i overensstemmelse med EU's regler for statsstøtte. I det omfang støttemidlerne vurderes at være omfattet af EF-Traktatens forbud mod statsstøtte, vil udbetalinger til projekter, der ikke kan omfattes af Europa-Kommissionens forordning nr. 1998/2006 om de minimis -støtte eller en anden gruppefritagelsesforordning eller EU-retsakt, der fritager støtten fra anmeldelsesproceduren i EF-Traktatens art. 88 stk. 3, skulle anmeldes til og godkendes af Europa-Kommissionen, inden fonden kan give støttemodtager tilsagn om støtten.
I stk. 2 foreslås en bestemmelse, der har til hensigt at sikre, at midlerne fra fonden bruges på projekter, hvor der allerede er et godt fundament at bygge på i form af andre kræfter i samfundet, der ønsker at bidrage økonomisk til projektet. Medfinansieringen skal i udgangspunktet være på mindst 50 procent af de samlede projektomkostninger.
Bestyrelsen kan give hel eller delvis dispensation for kravet om medfinansiering, hvis bestyrelsen vurderer at projektets forventede effekt retfærdiggør det, eller anden medfinansiering ikke vurderes at være en realistisk mulighed.
Det følger af bestemmelsen, at støtte kan kræves tilbagebetalt, hvis tilskudsforudsætningerne ikke overholdes, eller hvis støtte er givet på urigtigt grundlag. Med sidstnævnte tænkes f.eks. på tilfælde, hvor der i en ansøgning er givet en urigtig oplysning, der, hvis oplysningen ikke var givet, kunne have ført til en anden afgørelse.
Fonden til Markedsføring af Danmark ledes af en bestyrelse bestående af en formand, en næstformand og 8 medlemmer, der udpeges i deres personlige egenskab af økonomi- og erhvervsministeren. Bestyrelsen skal tilsammen have viden om dansk erhvervsliv, uddannelse og kulturliv samt indsigt i den indsats for at markedsføre Danmark, der varetages af staten.
Stk. 2. Bestyrelsen udpeges for en periode på 3 år med mulighed for forlængelse i yderligere én periode. Hvis formanden, næstformanden eller et medlem af bestyrelsen udtræder før udløbet af udpegningsperioden, kan afløseren udpeges for mindre end 3 år.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Stk. 2. Alle beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte. Står stemmerne lige, er formandens, eller i dennes forfald næstformandens, stemme afgørende.
Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmerne modtager honorar for deres arbejde i bestyrelsen i henhold til Finansministeriets retningslinjer herfor.
Fonden til Markedsføring af Danmark tildeler efter ansøgning støtte til projekter m.v., der er omfattet af lovens formål, inden for de rammer, der afsættes på de årlige finanslove.
Stk. 2. Det er en betingelse for støtte fra Fonden til Markedsføring af Danmark, at der er medfinansiering til de konkrete projekter m.v. på mindst 50 pct. Bestyrelsen kan dispensere fra kravet om medfinansiering.
Fonden til Markedsføring af Danmark kan kræve støtte tilbagebetalt, hvis støtteforudsætningerne eller vilkårene ikke overholdes. Tilsvarende gælder, hvor der er givet urigtige oplysninger i forbindelse med opnåelsen af støtten.
Klager over afgørelser, som er truffet af bestyrelsen for Fonden til Markedsføring af Danmark i henhold til denne lov, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Klager over retlige spørgsmål i forbindelse med bestyrelsens afgørelser efter denne lov kan dog indbringes for økonomi- og erhvervsministeren.