LOV nr 192 af 28/02/2023
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Lov om Fonden for Plantebaserede Fødevarer § 4
Fonden for Plantebaserede Fødevarer ledes af en bestyrelse, der udpeges af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri på baggrund af indstillinger fra en række indstillingsberettigede organisationer.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter de nærmere regler for bestyrelsen for Fonden for Plantebaserede Fødevarer, herunder regler for antallet af medlemmer af bestyrelsen, sammensætningen af bestyrelsen, udpegningsperioden, udpegning af en forperson, honorering af medlemmerne af bestyrelsen og tilbagekaldelse af et bestyrelsesmedlems udpegning. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri udpeger de indstillingsberettigede organisationer.
Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter fondens forretningsorden. Ministeren kan fastsætte, at bestyrelsen kan delegere afgørelseskompetence til forpersonen og sekretariatet, jf. § 5.
Forarbejder til Lov om Fonden for Plantebaserede Fødevarer § 4
RetsinformationDet foreslås i § 4, stk. 1, at Fonden for Plantebaserede Fødevarer ledes af en bestyrelse, der udpeges af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri på baggrund af indstillinger fra en række indstillingsberettigede organisationer.
Med den foreslåede bestemmelse vil fonden blive ledet af en bestyrelse. Fonden vil bestå af bestyrelsen og et sekretariat, der understøtter bestyrelsens arbejde. Det foreslås, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri vil udpege fondens bestyrelse på baggrund af indstillinger fra repræsentative producent-, branche- og interesseorganisationer, herunder repræsentanter for økologiske producenter, repræsentative råd, fonde, forskningsinstitutioner og virksomheder, der hver især indstiller én kvindelig og én mandlig kandidat til en post i bestyrelsen for fonden. De indstillede til bestyrelsen skal have relevant faglig viden inden for området plantebaserede fødevarer, som f.eks. viden om produktion, forarbejdning, innovation, forskning og udvikling, kommunikation, afsætningsfremme og økonomisk forvaltning. Bestyrelsen skal på baggrund af medlemmernes faglige og ledelsesmæssige kompetencer udarbejde en strategi og handlingsplaner for fondens arbejde, samt vurdere de enkelte ansøgninger i forhold til bl.a. projektets eller aktivitetens faglige indhold. Det er derfor væsentligt, at bestyrelsen har faglige kompetencer inden for fondens område.
Det foreslås i § 4, stk. 2, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter de nærmere regler for bestyrelsen for Fonden for Plantebaserede Fødevarer, herunder regler for antallet af medlemmer af bestyrelsen, sammensætningen af bestyrelsen, udpegning af en forperson, honorering af medlemmerne af bestyrelsen og tilbagekaldelse af et bestyrelsesmedlems udnævnelse. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri udpeger de indstillingsberettigede organisationer.
Med bestemmelsen bemyndiges ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til at fastsætte de nærmere regler for bestyrelsen for fonden. Der lægges op til en bemyndigelsesordning, da området for plantebaserede fødevarer er forholdsvist nyt, og det er en helt ny fond. Det vurderes derfor at være nødvendigt, at der gives ministeren mulighed for løbende at tilpasse fondens forhold, herunder bestyrelsens sammensætning og udpegning. Det er væsentligt for fondens virke, at bestyrelsen tilføres de rigtige kompetencer inden for området. Reglerne for bestyrelsen vil med den foreslåede bemyndigelse blive fastsat i en bekendtgørelse, og det forventes, at der for fondens første bestyrelsesperiode, der vil være 4 år, vil blive sammensat en bestyrelse bestående af en forperson og 10 bestyrelsesmedlemmer. Dette er i overensstemmelse med Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug, der er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.
Med den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte regler om udpegning af forpersonen for fonden kan ministeren i en bekendtgørelse fastsætte, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri for den første udpegningsperiode vil udpege forpersonen for Fonden for Plantebaserede Fødevarer uden forudgående indstilling. Der udpeges en person, som ministeren anser for egnet til at igangsætte fonden, og som har særlige forudsætninger for at skabe bedre rammer for en mere strategisk samordning mellem aktiviteter på landbrugs- og fødevareområdet og nationale planer for planter og den grønne omstilling. Endvidere vil den direkte ministerudpegning af forpersonen sikre, at organisationerne stilles lige, fordi det ikke vil være muligt at indstille til udpegning af forpersonen, når den øvrige del af bestyrelsen udpeges efter indstilling fra indstillingsberettigede organisationer.
Der forventes at blive gennemført en evaluering efter bestyrelsens første periode med fokus på bestyrelsens arbejde. På baggrund af denne evaluering vil der kunne tages stilling til et eventuelt behov for at revidere reglerne for bestyrelsens sammensætning. Det er umiddelbart forventningen, at bestyrelsen for den anden periode vil bestå af 10 medlemmer, og at forpersonen vil blive udpeget af bestyrelsen selv, blandt de udpegede medlemmer.
De indstillingsberettigede organisationer vil efter forslaget blive udpeget af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, og fastsat i en bekendtgørelse. De indstillingsberettigede organisationer forventes i fondens to første bestyrelsesperioder at være Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening, Plantebranchen, Fødevareforbundet NNF, Dansk Industri, Dansk Vegetarisk Forening, Klimabevægelsen, Forbrugerrådet Tænk, Klimarådet og Dansk Erhverv. Hvis en af de nævnte organisationer opløses eller sammenlægges med en anden organisation, vil ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri efter forslaget kunne udpege en anden repræsentativ organisation, der vil blive indstillingsberettiget i stedet for den udtrædende organisation. Det samme gør sig gældende, hvis en af de indstillingsberettigede organisationer ikke længere ønsker at indstille til bestyrelsen.
Med bemyndigelsen vil ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kunne fastsætte regler om, at organisationerne mv. skal indstille kandidater til bestyrelsesposterne på baggrund af kandidaternes personlige egenskaber og viden, og at bestyrelsens medlemmer i forbindelse med bestyrelsens arbejde ikke skal varetage den enkelte organisations politiske interesser og ikke skal indgå i bestyrelsen som repræsentant for organisationen.
De indstillingsberettigede organisationer vil ved indstilling af kandidater til bestyrelsen skulle overholde lov om ligestilling af kvinder og mænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 751 af 26. april 2021, og dermed indstille både en kvinde og en mand som kandidat til bestyrelsen. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri gennemgår indstillingerne og udpeger bestyrelsen blandt kandidaterne. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri vil ved udpegningen blandt de indstillede kandidater, så vidt det er muligt, sørge for en ligelig fordeling mellem kvinder og mænd.
Ved udskiftning i løbet af bestyrelsesperioden vil den indstillingsberettigede organisation mv., hvis kandidat, der ønskes udskiftet, efter forslaget skulle indstille en ny kvindelig og mandlig kandidat til bestyrelsen. Det medlem, der udpeges på baggrund af en ny indstilling, vil efter forslaget blive udpeget for den resterende del af bestyrelsesperioden.
Det foreslås i § 4, stk. 3, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter fondens forretningsorden. Ministeren kan fastsætte, at bestyrelsen kan delegere afgørelseskompetence til forpersonen og sekretariatet.
Med forslaget bemyndiges ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til at udstede en forretningsorden for fonden. Herefter vil ministeren kunne fastsætte bestyrelsens adgang til delegation til forpersonen og sekretariat. Således vil bestyrelsen f.eks. kunne delegere sine beslutningsbeføjelser af administrativ karakter til sekretariatet, hvilket kan være relevant, når f.eks. sager om tilbagebetaling af tilskud skal behandles eller ved behandling af ansøgninger om ændring af projekter eller aktiviteter. Derudover kan ministeren fastsætte regler i forretningsordenen om delegation af afgørelseskompetence, f.eks. ved sager af hastende karakter, regler om hvornår bestyrelsen er beslutningsdygtig og afstemningsregler. Herudover vil der, inden for rammerne af bl.a. forvaltningsloven, kunne være regler om bestyrelsens habilitet og tavshedspligt samt mulighed for at specificere sekretariatets opgaver og beføjelser, herunder sekretariatets mulighed for at træffe administrative afgørelser. Delegation af kompetence til sekretariatet kan efter forslaget kun ske i sager, der ikke er praksisdannende eller -ændrende, og som ikke har principiel karakter.