Lov om Fonden for Plantebaserede Fødevarer § 19

Det foreslås i § 19, stk. 1, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra fonden om forhold omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller af Den Europæiske Unions retsakter om forhold, der er omfattet af denne lov, skal foregå digitalt.

Den foreslåede bestemmelse skal ses som en sprogligt tilpasset version af de tilsvarende bestemmelser i f.eks. landbrugsstøttelovens § 1 a, stk. 1, og landdistriktsfondslovens § 6, stk. 1.

Krav om digital kommunikation er en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt om, at der er formfrihed for virksomheder og borgere, når de henvender sig til offentlige myndigheder. Dette følger bl.a. af bemærkningerne til forvaltningslovens § 32 a, jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2062 ff. Forvaltningslovens § 32 a giver mulighed for, at vedkommende minister kan fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelse til myndigheden. Bemyndigelsen i forvaltningsloven giver alene mulighed for, at der kan fastsættes regler, der giver ret til at kommunikere digitalt, men der kan ikke etableres en pligt hertil. Den foreslåede bestemmelse giver derfor mulighed for at fastsætte regler med krav om obligatorisk digital kommunikation med myndighederne, herunder anvendelse af de digitale selvbetjenings- og portalløsninger, som Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri stiller til rådighed.

Regler med krav om digital kommunikation forventes at blive fastsat løbende i takt med, at digitale løsninger er på plads, og den fornødne teknologi er til stede. Bemyndigelsen er udformet generelt, så der skabes grundlag for, at der i fremtiden uden en lovændring kan fastsættes regler med krav om digital kommunikation om forhold, der ikke efter gældende ret er omfattet af en sådan pligt. Det findes hensigtsmæssigt, at digital sagsbehandling anvendes i videst muligt omfang inden for lovens område, og at der ikke er formkrav i lovgivningen, der forhindrer, at kommunikationen mellem virksomheder og organisationer på den ene side og myndighederne på den anden side kan foregå digitalt.

Regler med krav om obligatorisk digital kommunikation vil indebære, at henvendelser om forhold, som er omfattet af loven eller regler fastsat i medfør heraf, som det klare udgangspunkt ikke vil kunne anses for behørigt modtaget, hvis de indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale måde. I sådanne tilfælde følger det af den almindelige vejledningspligt i forvaltningslovens § 7, stk. 1, at den pågældende myndighed vejleder om reglerne på området, herunder om pligten til digital kommunikation.

Det er lagt til grund, at en afvisning af at tage en sag under realitetsbehandling på grund af manglende anvendelse af den obligatoriske digitale kommunikation vil være en afgørelse og indebærer en sagsbehandling, der følger de almindelige forvaltningsretlige regler og principper om eksempelvis partshøring og begrundelse. Det er ikke hensigten med indførelse af krav om digital kommunikation at ændre på, hvordan offentlige myndigheder håndterer situationer, hvor f.eks. en virksomhed overskrider en frist. Der vil således i samme omfang som hidtil kunne tages hensyn til årsagen til, at en frist m.v. ikke er overholdt. Det vil fremgå nærmere af den bekendtgørelse, der udstedes i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen, på hvilken måde, om hvilke forhold og hvem der omfattes af pligten til digital kommunikation. Pligten til digital kommunikation vil også omfatte kommunikation mellem fonden og en rådgiver, der optræder på en virksomhed eller fysisk persons vegne. Det kan også blive relevant at fastsætte regler om, hvilke praktiske og tekniske forudsætninger der skal være opfyldt hos den enkelte, herunder om vedkommende forudsættes at være i besiddelse af teknisk udstyr af nærmere bestemt art for at kunne leve op til lovgivningens krav.

Der vil ved udnyttelsen af bemyndigelsen kunne fastsættes regler om undtagelse fra pligten til digital kommunikation. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri vil således i forbindelse med fastsættelse af regler om obligatorisk digital kommunikation tillige kunne fastsætte regler om, at visse grupper af personer, organisationer eller virksomheder undtagelsesvist ikke skal være omfattet af kravet om obligatorisk digital kommunikation. Sådanne undtagelsesregler vil følge lignende kriterier i lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Det bemærkes samtidig, at fritagelse for tilslutning til Digital Post i medfør af lov om Digital Post fra offentlige afsendere, ikke automatisk medfører en samtidig fritagelse for pligten til at benytte en af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri etableret portalløsning til kommunikation vedrørende forhold omfattet af denne lov.

Der vil ligeledes ifølge den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes bestemmelser om undtagelse fra kravet om digital fremsendelse i tilfælde, hvor materialet på grund af sin særlige beskaffenhed ikke er egnet til en sådan fremsendelse.

Det foreslås i § 19, stk. 2, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, eID eller lignende.

Den foreslåede bestemmelse svarer med visse ændringer til de tilsvarende bestemmelser i f.eks. § 1 a, stk. 2, i landbrugsstøtteloven og § 6, stk. 2, i landdistriktsfondsloven.

Ministeren vil efter bestemmelsen kunne fastsætte regler om anvendelse af eID eller lignende former for digital kommunikation.

Der vil kunne fastsættes regler med krav om anvendelse af eID eller lignende ved andre former for digital kommunikation, f.eks. selvbetjeningsløsninger, så myndighederne kan få sikkerhed for, at afsenderen er den, som vedkommende giver sig ud for at være. Der vil endvidere kunne stilles krav om anvendelse af bestemte it-systemer (herunder særlige portalløsninger, elektroniske formularer, skemaer og lignende) og særlige digitale formater for at sikre, at myndighederne kan håndtere de modtagne dokumenter, f.eks. ansøgninger og regnskaber eller for at sikre, at indsendt dokumentationsmateriale har den fornødne validitet.

Det foreslås i § 19, stk. 3, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Den foreslåede bestemmelse svarer til bestemmelserne i landbrugsstøttelovens § 1 a, stk. 3, og landdistriktsfondslovens § 6, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem fra det tidspunkt, hvor adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet. Det er dermed uden betydning, om eller hvornår den pågældende gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Adressaten alene vil således bære risikoen ved ikke at gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Dermed vil der gælde samme retsvirkninger som for fysisk post, idet fysisk post anses for at være kommet frem, når den pågældende meddelelse er lagt i modtagerens fysiske postkasse.

I denne forbindelse vil det være uden betydning, om adressaten har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen, f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige eID til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, jf. lov om Digital Post fra offentlige afsendere, eller modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfilte, firewalls osv.), som afviser at modtage meddelelsen. Tilsvarende vil det være uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, at vedkommende har mistet koden til sin eID eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse på meddelelser, som både frivilligt sendes digitalt, og som det er obligatorisk at sende digitalt.

Lovforslaget medfører ikke ændringer i de gældende principper for beregning af frister i forbindelse med klager.

En meddelelse vil normalt være tilgængelig for myndigheden på det tidspunkt, hvor myndigheden kan behandle eller læse meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig, uanset om afsenderen måtte betragte meddelelsen som sendt før kl. 24.00. Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med it-system eller lignende, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger herom.