Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1172 af 12/08/2022

Børne- og Undervisningsministeriet

Bekendtgørelse af lov om efterskoler og frie fagskoler § 17

Skolen skal oplyse sit værdigrundlag til enhver, som beder om det, og offentliggøre værdigrundlaget på sin hjemmeside på internettet. Skolen skal orientere forældre til undervisningspligtige elever om skolens værdigrundlag ved tilmelding til skolen. Bestyrelsen skal udarbejde en plan for skolens evaluering af skolens virksomhed i forhold til værdigrundlaget. Skolen skal foretage denne evaluering mindst hvert andet år.

Stk. 2. Bestyrelsen godkender årligt en plan for skolens kursusvirksomhed (årsplanen) og en plan for indholdet af det enkelte kursus (indholdsplanen). Skolen skal offentliggøre sin årsplan på skolens hjemmeside på internettet. Skolen skal tillige offentliggøre sine indholdsplaner på skolens hjemmeside på internettet. Bestyrelsen kan bemyndige forstanderen til at godkende indholdsplanen.

Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om års- og indholdsplanerne, herunder om opgørelse af ugetallet, ekskursioner m.v.

Stk. 4. For frie fagskoler, der udbyder husholdningsfag, kan ministeren fastsætte regler om forholdet mellem almene kurser og uddannelser omfattet af denne lov og anden lovgivning.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om efterskoler og frie fagskoler § 17

Mange skoler har alene som formål at drive skole i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning for de frie kostskoler. Efter Højskoleudvalgets opfattelse hører det med til at være en fri skole, at skolen angiver det værdigrundlag, som oplysningsvirksomheden bygger på, da det ikke er nok at have som formål at få statstilskud. Udvalget foreslog derfor, at det af en skoles vedtægter fremgår, hvilket værdigrundlag skolens virksomhed hviler på, og at værdigrundlaget formuleres i et alment sprog, er offentligt tilgængeligt og indgår som udgangspunkt for skolens selvevaluering.

    Lovforslaget indeholder bestemmelser om, at enhver skole formulerer værdigrundlaget og sørger for, at det indgår i skolens vedtægter. De skoler, som ikke ved lovens ikrafttræden har indarbejdet værdigrundlaget i skolens vedtægter, må ved første vedtægtsrevision sørge for, at det indarbejdes i vedtægterne. Da skolerne får et væsentligt bidrag fra det offentlige, forudsættes det, at værdigrundlaget er almindeligt tilgængeligt i form og indhold.

    På baggrund af skolens værdigrundlag foretager skolen hvert år en evaluering af virksomheden set i lyset af skolens værdigrundlag. Da bestyrelsen har det overordnede ansvar for skolen, sørger bestyrelsen for, at der udarbejdes en plan for selvevalueringen og godkender en plan for den overordnede kursusvirksomhed. Forstanderen, som har det pædagogiske ansvar, godkender en undervisningsplan for det enkelte kursus. Hidtil har bestyrelsen haft ansvaret for godkendelse af såvel en kursusplan som undervisningsplanerne. Bestyrelsen skal ikke fremover godkende undervisningsplanerne, men undervisningsplanerne er dog omfattet af bestyrelsens overordnede ansvar for skolen, jf. forslaget til § 7.

    Som efter gældende regler fastsætter undervisningsministeren regler om kursus- og undervisningsplanerne, opgørelse af ugetallet, ekskursioner m.v., og forholdet mellem almene kurser og uddannelse for husholdningsskoler.