Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1172 af 12/08/2022

Børne- og Undervisningsministeriet

Bekendtgørelse af lov om efterskoler og frie fagskoler § 27

Staten kan yde tilskud til kurser til efteruddannelse af forstandere, viceforstandere og lærere. Staten kan yde tilskud til skolens merudgifter til løn under tjenestefrihed og vikardækning i forbindelse med efteruddannelse af forstander, viceforstander og lærere. Staten kan for forstandere, viceforstandere og lærere yde tilskud til vikardækning ved deltagelse i organisationsarbejde samt tilskud til seniorordninger og fratrædelsesordninger og til efterindtægt ved dødsfald.

Stk. 2. Staten kan yde tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejde inden for lovens område, jf. § 51.

Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren kan bemyndige skoleforeninger, der virker inden for lovens område, til at fordele og administrere tilskuddene.

Stk. 4. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om ydelse af tilskud efter stk. 1 og 2, om regnskabsaflæggelse og revision m.v. samt om administrationen af ordningen, herunder om fastsættelse af ansøgningsfrist og om udbetaling af forskud og opsparing af ikke forbrugte beløb til brug i følgende finansår.

Stk. 5. Børne- og undervisningsministeren kan beslutte, at lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven skal gælde for skoleforeningernes administration af tilskud, jf. stk. 3.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om efterskoler og frie fagskoler § 27

Bestemmelsen er i overensstemmelse med den gældende lovs § 28. Muligheden for at yde statstilskud til efteruddannelseskurser til forstandere, viceforstandere og lærere og skolernes merudgifter til kursusdeltagernes tjenestefrihed samt til forsøgs- og udviklingsarbejde inden for lovens område bevares. Frie Kostskolers Fællesråd, Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark, Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler og Foreningen af Husholdnings- og Håndarbejdsskoler har hidtil administeret tilskud til efteruddannelse efter retningslinier, som Undervisningsministeriet anvender ved ydelse af forskellige tilskud til konsulentvirksomhed og medarbejderuddannelse. Det er en tradition på området, der er indarbejdet gennem årtier, at de foreninger, som repræsenterer skolerne på landsplan, og som det helt overvejende antal skoler inden for hver enkelt skoleform er medlem af, har et tæt samarbejde med Undervisningsministeriet. F.eks. har ministeriet i samarbejde med skoleforeningerne fordelt tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejde inden for lovens område.

Baggrunden for at lade foreninger inden for området forestå fordeling og administration af disse tilskud er at søge foreningerne inddraget mest muligt, så der opnås en bedre tilpasning af behov og ønsker hos de enkelte tilskudsmodtagere. Bemyndigelsen kan til enhver tid trækkes tilbage. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om skoleforeningernes administration af ordningen, herunder at lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og registerlovgivningen skal finde anvendelse på administrationen af disse tilskud.