Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1172 af 12/08/2022

Børne- og Undervisningsministeriet

Bekendtgørelse af lov om efterskoler og frie fagskoler § 18

Skolen disponerer frit ved anvendelsen af tilskud under ét, idet formålene med disse forudsættes opfyldt. Dette gælder dog ikke tilskud til nedsættelse af elevbetalingen i henhold til §§ 30 og 37.

Stk. 2. En kombineret institution, jf. § 12 b, disponerer frit ved anvendelsen af det samlede tilskud i medfør af lovene for de enkelte skoleformer, idet formålene med tilskuddene forudsættes opfyldt.

Stk. 3. Skolen kan opspare tilskud til følgende finansår og optage lån til skole- og undervisningsvirksomhed. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om udbetaling af forskud i løbet af finansåret, indtil grundlaget for tilskudsberegningen er opgjort.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om efterskoler og frie fagskoler § 18

Det forudsættes, at tilskud anvendes til virksomhed omfattet af denne lov, jf. lovens grundlæggende tilskudsbetingelser om uafhængighed og midlernes forvaltning. Når denne forudsætning er opfyldt, kan skolen disponere frit (bloktilskudsprincippet) ved anvendelsen af driftstilskud efter §§ 20, 21, 22 og 23, herunder tilskud til vikar mv., bygningstilskud efter § 24, tilskud til undervisning af svært handicappede elever efter § 25 og tilskud til specialundervisning efter § 26. Bloktilskudsprincippet gælder også for institutioner, der består af både en fri kostskole og en fri grundskole, en privat gymnasieskole eller et privat hf-kursus. Den enkelte afdeling skal naturligvis undervise det antal elever, hvortil der gives tilskud, og undervisningen skal opfylde lovgivningens krav. Forslaget indebærer, at bloktilskudsbestemmelsen ikke gælder for institutioner, der består af både en fri kostskole og et seminarium, eftersom der er tale om virksomhed finansieret med egenbetaling og for seminariernes vedkommende SU-berettigende uddannelse, som stort set er statsfinansieret.

Skolerne kan herunder opspare tilskud til følgende finansår og optage lån til virksomhed efter denne lov.

Bemyndigelsen i den gældende lov til at fastsætte regler om anvendelse til løn af en andel af driftstilskuddet svarer til regler fastsat i henhold til støtteloven, om at skolens regelfastsatte lønudgifter skal udgøre mindst 115 pct. af rammetilskud til løn over en årrække, er aldrig blevet udnyttet. Det foreslås derfor, at bemyndigelsen udgår af den kommende lov.

Forslaget til stk. 3, indeholder som i gældende lovs § 21, stk. 1 hjemmel til at fastsætte regler om udbetaling af forskud, indtil grundlaget for tilskudsberegningen er opgjort. Hjemlen anvendes bl.a. til at fastsætte regler om beregning og udbetaling af tilskud til nyoprettede skoler, herunder krav om bankgaranti.