LOV nr 321 af 28/03/2023
Erhvervsministeriet
Lov om etablering af statsgaranti på lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med en anden opvarmningskilde i landdistriktsområder uden for fjernvarmenettet § 1
Statsgaranti efter denne lov omfatter lån, hvor en ejendomskreditgiver, jf. § 2, stk. 1, yder eller giver tilsagn om at yde kredit sikret ved tinglyst pant i en boligejendom, jf. § 3, til en forbruger til udskiftning af et olie- eller gasfyr med en varmepumpe. Ved boligejendom forstås en ejerbolig, hvor mindst 80 pct. af ejendommens samlede bruttoetageareal kan henføres til ejendomskategorien ejerboliger til helårsbrug, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.
Stk. 2. Statsgarantiordningen, jf. stk. 1, omfatter også lån til andelsboligforeninger, hvor mindst 80 pct. af andelsboligforeningsejendommens samlede bruttoetageareal kan henføres til ejendomskategorien private andelsboliger, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om, at statsgarantiordningen efter denne lov også kan omfatte lån til udskiftning af et olie- eller gasfyr med andre typer opvarmningskilder, som er mere klimavenlige end olie- og gasfyr.
Forarbejder til Lov om etablering af statsgaranti på lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med en anden opvarmningskilde i landdistriktsområder uden for fjernvarmenettet § 1
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse angiver afgrænsningen af den foreslåede ordning med statsgaranti på lån til udskiftning af et olie- eller gasfyr med en varmepumpe.
Det foreslås i § 1, stk. 1, 1. pkt., at statsgaranti efter denne lov omfatter lån, hvor en ejendomskreditgiver, jf. § 2, stk. 1, yder eller giver tilsagn om at yde kredit sikret ved tinglyst pant i en boligejendom, jf. § 3, til en forbruger til finansiering af udskiftning af et olie- eller gasfyr med en varmepumpe.
Efter stk. 1, 1. pkt., skal låntageren være en forbruger og således en fysisk person, der ikke handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed. Lån optaget af juridiske personer kan således ikke være omfattet af ordningen, på nær lån optaget af andelsboligforeninger, jf. det foreslåede stk. 2.
Efter stk. 1, 1. pkt., skal långiver – dvs. den virksomhed, som faktisk yder det statsgaranterede lån til forbrugeren – være omfattet af det foreslåede § 2, stk. 1. Virksomhederne omfattet af § 2, stk. 1, benævnes ejendomskreditgivere.
Stk. 1, 1. pkt., indebærer endvidere, at lånet skal være sikret ved tinglyst pant i en boligejendom. Lån ydet under den foreslåede ordning med pant i en boligejendom er omfattet af begrebet boligkreditaftale, jf. § 2, stk. 1, litra a, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit.
Den foreslåede ordning omfatter ejendomme, som er beliggende i et område uden mulighed for tilkobling til fjernvarmenettet, og hvor det kan være sværere at optage lån på almindelige vilkår uden en statsgaranti, fordi der er usikkerhed forbundet med den varige værdi af ejendommen. Der henvises til lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil for nærmere om, hvilke boligejendomme der kan omfattes af ordningen.
Det er en forudsætning, at lånet ydes med henblik på udskiftning af et eksisterende olie- eller gasfyr tilknyttet den pågældende boligejendom med en varmepumpe som ny opvarmningskilde.
Det er en betingelse, at der sker en reel udskiftning af opvarmningskilden. Ordningen omfatter således ikke etablering af varmepumper som supplement til opvarmning med olie eller naturgas.
Udskiftningen skal være sket inden for 12 måneder fra det tidspunkt, hvor pantet til sikkerhed for lånet er anmeldt til tinglysning, jf. lovforslagets § 23, stk. 1, nr. 4.
Ved varmepumpe forstås alle former for varmepumper, herunder luft-til-vand-varmepumper og jordvarme.
At statsgarantiordningen omfatter lån til finansiering af udskiftning af olie- eller gasfyr med en varmepumpe indebærer, at ordningen omfatter lån til både afmontering og bortskaffelse af det eksisterende olie- eller gasfyr og til erhvervelse og montering af en varmepumpe m.v.
Anvendelse af statsgarantiordningen forudsætter, at forbrugeren erhverver varmepumpen. Ordningen kan således ikke kombineres med abonnementsordninger, hvor forbrugeren f.eks. leaser en varmepumpe, eller andre ordninger, hvor forbrugeren ikke selv erhverver varmepumpen.
Anvendelsen af statsgarantiordningen forudsætter, at der efter optagelse af det statsgaranterede lån faktisk sker en udskiftning af det olie- eller gasfyr, som er etableret på den pågældende ejendom, med en varmepumpe. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 23, stk. 1, nr. 4, hvoraf det følger, at det statsgaranterede lån forfalder til indfrielse, hvis ikke udskiftningen gennemføres inden for 12 måneder fra det tidspunkt, hvor pantet til sikkerhed for lånet er anmeldt til tinglysning.
Det er en betingelse for anvendelse af ordningen, at der er tale om tinglyst pant. Pant til sikkerhed for lån omfattet af statsgarantiordningen skal dermed tinglyses på den pågældende ejendom.
Det er endvidere en betingelse, at lånet er sikret ved pant i den boligejendom, som skal have skiftet opvarmningskilde. Lån omfattet af ordningen må således ikke være sikret ved pant i en anden boligejendom, heller ikke selv om denne anden ejendom i øvrigt opfylder betingelserne for ordningen.
Det foreslås i § 1, stk. 1, 2. pkt., at ved boligejendom forstås en ejerbolig, hvor mindst 80 pct. af ejendommens samlede bruttoetageareal kan henføres til ejendomskategorien ejerboliger til helårsbrug, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer.
Begrebet boligejendom er anvendt i lov om etablering af statsgaranti på en del af ejendomskreditaftalerne i landdistrikterne, jf. lovens § 1, nr. 1. Begrebet foreslås anvendt også i dette lovforslag, dog med den forskel, at da der ikke i den foreslåede ordning gennemføres en handel, skal opgørelsen af ejendomskategorien ikke ske på handelstidspunktet.
Det fremgår af § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer, at et realkreditlån kan finansiere op til 80 pct. af boligens værdi, når der er tale om en bolig i ejendomskategorien ”ejerboliger til helårsbrug”.
Begrebet boligejendom har til hensigt at omfatte de samme ejendomme, som i realkreditmæssig henseende er omfattet af ejendomskategorien ”ejerboliger til helårsbrug”, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer, og som kan belånes med op til 80 pct. af boligens værdi i et realkreditinstitut. Ejendomskategorien ”ejerboliger til helårsbrug” skal således udgøre mindst 80 pct. af ejendommens samlede bruttoetageareal, idet ejendommen i modsat fald ikke kan belånes med op til 80 pct. i et realkreditinstitut, jf. § 14, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer. Kravet om, at ejendomskategorien ”ejerboliger til helårsbrug” skal udgøre mindst 80 pct. af ejendommens samlede bruttoetageareal, vil gælde i hele låneperioden. Dette følger af lovforslagets § 23, stk. 1, nr. 1, hvoraf det fremgår, at det statsgaranterede lån forfalder til indfrielse, hvis forbrugeren tager ejendommen i brug til andre formål end boligejendom.
Finanstilsynet har i medfør af § 14, stk. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer hjemmel til at fastsætte regler om, hvilke ejendomme der hører til i ejendomskategorien ”ejerboliger til helårsbrug”. Hjemlen er udnyttet i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 415 af 27. april 2017 om afgrænsning af ejendomskategorier og indfrielse af lån ved overgang til anden ejendomskategori (ejendomskategoribekendtgørelsen). Det fremgår af § 2, stk. 1, i ejendomskategoribekendtgørelsen, at ”ejerboliger til helårsbrug” omfatter ejendomme som parcelhuse, rækkehuse, kædehuse, ejerlejligheder og anpartslejligheder, der lovligt kan benyttes til helårsbeboelse for ejeren. Endvidere fremgår det af § 2, stk. 2, i ejendomskategoribekendtgørelsen, at tofamilieshuse, som ejes af én ejer/familie, også er omfattet af ejendomskategorien ”ejerboliger til helårsbrug”, når mindst én af lejlighederne benyttes af ejeren selv. Stuehuse til landbrugsejendomme er derimod som hovedregel ikke omfattet af ejendomskategorien ”ejerboliger til helårsbrug”, jf. ejendomskategoribekendtgørelsens § 2, stk. 4.
For så vidt angår udlejning af en ejerbolig til helårsbrug fremgår det af § 2, stk. 3, i ejendomskategoribekendtgørelsen, at en af ejeren udlejet ejendom – forudsat at denne ejendom er et parcelhus, rækkehus, kædehus, ejerlejlighed eller anpartslejlighed, som er omfattet af ejendomskategoribekendtgørelsens § 2, stk. 1, og som lovligt kan benyttes til helårsbeboelse – fortsat hører til i ejendomskategorien ”ejerboliger til helårsbrug”, hvis 1) ejendommen er udlejet i henhold til en lejeaftale, som har en maksimal restløbetid på 3 år, og hvor tidsbegrænsningen må anses for tilstrækkeligt begrundet i ejerens forhold, eller 2) ejeren efter lejelovgivningen kan opsige lejeren med henblik på selv at benytte det lejede.
Den samme afgrænsning skal anvendes på begrebet boligejendomme.
Begrebet boligejendom omfatter de samme ejendomme, som i realkreditmæssig henseende er omfattet af ejendomskategorien ”ejerboliger til helårsbrug”, og som kan belånes med op til 80 pct. i et realkreditinstitut. Ved tvivl om hvorvidt en boligejendom falder inden for eller uden for lovforslagets definition, vil det afgørende derfor være, hvorvidt boligejendommen kan belånes med op til 80 pct. i et realkreditinstitut. Der er ikke noget krav om, at boligejendommen skal belånes med 80 pct. i et realkreditinstitut, endsige at boligejendommen skal belånes med et realkreditlån, da lovforslaget omfatter lån ydet af samtlige de ejendomskreditgivere, som er omfattet af lovforslagets § 2.
Det følger modsætningsvis af det foreslåede § 1, stk. 1, 2. pkt., at ejendomme, der erhverves med henblik på udlejning, med undtagelse af de ovenfor nævnte tofamilieshuse som ejes af én ejer/familie, og med undtagelse af den type udlejning/fremleje, som er beskrevet i ejendomskategoribekendtgørelsens § 2, stk. 3, ikke er omfattet af lovens definition på en boligejendom.
Det følger også modsætningsvis af det foreslåede § 1, stk. 1, 2. pkt., at fritidshuse ikke er omfattet af begrebet boligejendom.
Planlovens bestemmelser om fleksboliger giver ejeren af en helårsbolig mulighed for at benytte sin helårsbolig som ferie- og fritidsbolig. Fleksboliger er ikke omfattet af den foreslåede ordning, jf. lovforslagets § 3, stk. 2.
Det foreslås i § 1, stk. 2, at statsgarantiordningen, jf. stk. 1, også omfatter lån til andelsboligforeninger, hvor mindst 80 pct. af andelsboligforeningsejendommens samlede bruttoetageareal kan henføres til ejendomskategorien private andelsboliger, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer.
§ 5 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer angiver grænserne for realkreditbelåning for de forskellige ejendomskategorier. Det følger af § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer, at der kan ydes lån til private andelsboliger inden for en lånegrænse på 80 pct. af ejendommens værdi.
Finanstilsynet har i medfør af § 14, stk. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer hjemmel til at fastsætte regler om, hvilke ejendomme der hører til i ejendomskategorien ”private andelsboliger”. Hjemlen er udnyttet i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 415 af 27. april 2017 om afgrænsning af ejendomskategorier og indfrielse af lån ved overgang til anden ejendomskategori (ejendomskategoribekendtgørelsen). Det fremgår af § 4 i ejendomskategoribekendtgørelsen, at ved private andelsboliger forstås bl.a. beboelseslejligheder, der ejes af en privat andelsboligforening. Derudover omfatter ejendomskategorien en række andre former for boligfællesskaber, som ikke er omfattet af denne lov.
Den foreslåede § 1, stk. 2, indebærer, at statsgarantiordningen også omfatter lån, hvor en ejendomskreditgiver, jf. § 2, stk. 1, yder eller giver tilsagn om at yde kredit sikret ved tinglyst pant i en andelsboligforenings ejendom til finansiering af udskiftning af et olie- eller gasfyr med en varmepumpe. Lån ydet enten helt eller delvis til andre formål end den omfattede udskiftning kan ikke omfattes af ordningen. Lånet ydes til andelsboligforeningen.
Afgrænsningen i det foreslåede stk. 2 har til hensigt at sikre, at den foreslåede statsgarantiordning omfatter de andelsboligforeninger, som i realkreditmæssig henseende er omfattet af ejendomskategorien private andelsboliger, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer, og som dermed kan belånes med op til 80 pct. af ejendommens værdi i et realkreditinstitut.
Ejendomskategorien ”privat andelsbolig” skal således udgøre mindst 80 pct. af andelsboligforeningsejendommens samlede bruttoetageareal, idet ejendommen i modsat fald ikke kan belånes med op til 80 pct. i et realkreditinstitut, jf. § 14, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer. Kravet om, at ejendomskategorien ”private andelsboliger” skal udgøre mindst 80 pct. af ejendommens samlede bruttoetageareal, gælder i hele låneperioden, jf. lovforslagets § 23, stk. 1, nr. 3.
Ved tvivl om hvorvidt en andelsboligforening falder inden for eller uden for lovforslagets anvendelsesområde, vil det afgørende være, hvorvidt ejendommen kan belånes med op til 80 pct. i et realkreditinstitut. Der er ikke noget krav om, at ejendommen skal belånes med 80 pct. i et realkreditinstitut, endsige at ejendommen skal belånes med et realkreditlån.
Andelsboligforeninger er omfattet af ordningen, hvis den er beliggende i Danmark i et område uden mulighed for tilkobling til fjernvarmenettet, og hvis andelsboligforeningsejendommen har en kontantværdi, som er under 8.000 kr. pr. kvadratmeter (vægtet areal), eller en kontantværdi på mellem 8.000 kr. og 10.000 kr. pr. kvadratmeter (vægtet areal), hvis ejendommen er beliggende i et postnummer omfattet af bilag 1, jf. § 3, stk. 1.
Ordningen kan for andelsboligforeninger omfatte serielån og annuitetslån med en løbetid på højst 10 år, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt. Lånet skal ligge inden for 80 pct. af andelsboligforeningens kontantværdi, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt. Lån ydet under den foreslåede ordning med pant i en andelsboligforeningsejendom vil være omfattet af begrebet boligkreditaftale, jf. § 2, stk. 1, litra a, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at statsgarantiordningen – udover lån til forbrugere – også omfatter lån til andelsboligforeninger, som er juridiske personer. En andelsboligforening vil i mange tilfælde være større end en boligejendom, og udskiftningen af opvarmningskilde kan indebære etablering af eksempelvis flere varmepumper. Den foreslåede statsgarantiordning kan i relation til andelsboligforeninger derfor omfatte lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med flere varmepumper. Her er det afgørende, at der sker en reel udskiftning af ejendommens opvarmningskilde. Ordningen omfatter således ikke etablering af varmepumper som supplement til opvarmning med olie- eller gasfyr.
En andelsboligforening er en juridisk person og adskiller sig således på dette punkt fra de øvrige låntagere omfattet af ordningen, som er fysiske personer. I lovforslaget vil der på en række punkter være en anden afgrænsning af ordningen for andelsboligforeninger. Afgrænsningen følger af de enkelte bestemmelser i lovforslaget. Eksempelvis er der i forhold til andelsboligforeninger ikke angivet en øvre grænse for lånets størrelse, som er tilfældet med lån til udskiftning af olie- eller gasfyr i boligejendomme, jf. lovforslagets § 4, stk. 2.
Det foreslås i § 1, stk. 3, at erhvervsministeren efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at statsgarantiordningen efter denne lov også kan omfatte lån til udskiftning af et olie- eller gasfyr med andre typer opvarmningskilder, som er mere klimavenlige end olie- og gasfyr.
Den foreslåede statsgarantiordning omfatter som udgangspunkt lån til udskiftning af et olie- eller gasfyr med en varmepumpe, jf. stk. 1.
En varmepumpe er en mere klimavenlig varmekilde end et olie- eller gasfyr og vurderes på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse at være et godt alternativ til et olie- eller gasfyr i områder, hvor fjernvarme ikke er en mulighed.
Reglerne fastsættes efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren, da varmeforsyning henhører under klima-, energi- og forsyningsministeriets ressort.
Det foreslås at bemyndige erhvervsministeren til – efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren – at kunne fastsætte, at den foreslåede ordning også kan omfatte lån til udskiftning af et olie- eller gasfyr med andre opvarmningskilder end en varmepumpe. Bestemmelsen skal sikre, at afgrænsningen af ordningen kan justeres og tage højde for udviklingen og ny viden på området. Udvidelsen af afgrænsningen af ordningen i medfør af det foreslåede stk. 3 skal ske ved bekendtgørelse.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse skal udnyttes i overensstemmelse med formålet med lovforslaget, som bl.a. er at understøtte udskiftningen af olie- og gasfyr med mere klimavenlige opvarmningskilder. Nye opvarmningskilder vil således alene kunne blive omfattet af ordningen i medfør af det foreslåede stk. 3 i det omfang, de vurderes at være mere klimavenlige end opvarmning ved olie- eller gasfyr.
Rammerne for den foreslåede statsgarantiordning vil i øvrigt være uændrede for lån til udskiftning til nye opvarmningskilder omfattet af det foreslåede stk. 3. Loven vil således finde anvendelse på lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med en anden opvarmningskilde omfattet af stk. 3 på samme måde, som den foreslås at finde anvendelse på lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med en varmepumpe. Dette indebærer bl.a., at betingelserne for at blive omfattet af ordningen stadig vil skulle opfyldes, herunder i forhold til den øvre grænse for størrelsen på lånet, ligesom udskiftningen af opvarmningskilde vil skulle være gennemført inden for 12-måneders fristen, jf. lovforslagets § 23, stk. 1, nr. 4. Finansiel Stabilitets stikprøvekontrol vil dermed også omfatte udskiftning til evt. andre varmekilder omfattet af det foreslåede stk. 3, ligesom Finansiel Stabilitet også i forhold til andre varmekilder omfattet af ordningen vil give meddelelse til Skatteforvaltningen om tilfælde, hvor en låntager ikke har gennemført udskiftningen inden for den givne frist, jf. lovforslagets § 22, stk. 2.