Kilde

Med lovforslagets § 1 foreslås det, at kvinder, der i perioden fra den 1. januar 1979 til den 31. december 2007 ikke har modtaget tilbud om deltagelse i et screeningsprogram for livmoderhalskræft i overensstemmelse med retningslinjerne for programmet, og som herved påføres en skade, samt disses efterladte, har ret til erstatning efter reglerne i kapitel 3 og 5 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, dog således at den region, hvor kvinden havde bopæl, da tilbuddet skulle have været udsendt udbetaler erstatning, og erstatningskrav tidligst forældes den 1. januar 2017.

Bestemmelsen i lovforslagets § 1 fastlægger således lovforslagets anvendelsesområde.

Som anført i de almindelige bemærkningers afsnit 1.2.2. er der ved en gennemgang af det IT-system, som håndterer invitationer til undersøgelse, konstateret en fejl, hvormed omkring 145.000 kvinder uberettiget er blevet frameldt et screeningsprogram i perioden 1981 til 2007.

Der vil efter dette lovforslag kunne gives erstatning til denne kreds af kvinder. Herudover gælder forslaget også for kvinder, som er tilmeldt screeningsprogrammet, men som ved en fejl fra amt/regionens side ikke er blevet inviteret, jf. de almindelige bemærkningers afsnit 1.2.3. Det samme gælder for de efterladte til disse kvinder.

Lovforslaget vil således omfatte de tilfælde, hvor skaden enten skyldes en af de i regionernes redegørelser af 21. november 2013 og 19. marts 2014 anførte IT-fejl som følge af datakonvertering eller overgang mellem invitationssystemer eller en anden påviselig fejl fra amt/regionens side, som har medført, at kvinden mod sit eget ønske ikke har modtaget tilbud om deltagelse i programmet.

Ministeriet er blevet gjort bekendt med, at et amt har haft tilbud om et screeningsprogram for livmoderhalskræft siden 1979, og altså tidligere end den periode, som er omfattet af regionernes redegørelse. Lovforslaget gælder derfor manglende tilbud om deltagelse i screeningsprogram i perioden fra den 1. januar 1979 til den 31. december 2007.

Lovforslaget gælder for kvinder og disses efterladte. Begrebet »efterladte« skal fortolkes bredt. Hvis skadelidte er død på anmeldelsestidspunktet, skal kravet kunne rejses af afdødes bo, eller af de der, efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14a, er berettiget til enten forsørgertabserstatning eller overgangsbeløb efter afdøde.

Der skal være tale om manglende tilbud om deltagelse i et egentlig screeningsprogram. Hermed menes et program, som den enkelte kvinde kan støtte ret på. Uanset at regionerne ikke havde pligt til at indføre screeningsprogrammer frem til 2008, må programmerne – i de amter hvor de blev indført – anses for at være udtryk for den behandlingsstandard, man fra politisk side havde valgt i den enkelte region. Har en kvinde ikke modtaget tilbud i overensstemmelse med programmet, er det ikke udtryk for en ressurcemæssig prioritering, men for at der er sket en administrativ fejl.

Regionernes brud på egne procedurer for udsendelse af tilbud om deltagelse i screeningsprogrammet er således et brud på erfaren specialiststandard. Det gælder både for de kvinder, der uberettiget er frameldt screeningprogrammet og de kvinder, der ved en fejl ikke er blevet inviteret. En sådan fejl anses for at stride mod erfaren specialiststandard, iflg. de almindelige bemærkningers afsnit 2.1.1.

Derimod er der ikke tale om brud på erfaren specialiststandard, hvis amtet ikke har haft et screeningsprogram, eller hvis man først har indført det senere end andre amter, eller hvis der kun har været tale om politiske målsætninger, uden at der er fastlagt et egentligt program.

Det er ikke muligt at få patientskadeerstatning alene fordi, man uberettiget ikke er blevet inviteret til screening for livmoderhalskræft. Der skal være sket en skade, som følge af det manglende tilbud om deltagelse.

En sådan skade kan fx være forsinket diagnose med forringet overlevelsesmuligheder til følge. Der kan også være tale om en skade i form af en mere indgribende behandling, end hvis kræften var opdaget tidligere. Endelig kan der være tale om dødsfald, fordi kræften ikke blev opdaget i tide.

Derimod vil andre behandlingsskader, herunder fx behandlingsforsinkelser som følge af fejltolkning af smearpræparater (falsk negative prøvesvar) mv., ikke være omfattet af særloven. Disse sager bliver bedømt efter de almindelige regler i klage- og erstatningsloven.

Lovforslaget giver de omfattede kvinder ret til at få behandlet deres sag af Patienterstatningen efter klage- og erstatningsloven. Klage- og erstatningsloven giver en for kvinderne lempeligere bevisbyrdevurdering og ankeadgang, end hvis sagen skulle anlægges ved domstolene. Dermed sidestilles alle kvinder, der ikke har modtaget tilbud om deltagelse i et screeningsprogram for livmoderhalskræft i overensstemmelse med retningslinjerne for det pågældende program uanset om dette er sket før eller efter patienterstatningsordningen trådte i kraft den 1. juli 1992.

Det følger af klage- og erstatningslovens § 35, at Patienterstatningens afgørelser kan indbringes for Patientskadeankenævnet, der har den endelige administrative afgørelse.

Kvinder omfattet af dette forslag har, jf. henvisningen til klage- og erstatningslovens kap 3 i forslagets § 1, adgang til at anke Patienterstatningens afgørelser til ankenævnet og indbringe nævnets afgørelser for byretten. Klageberettigede er de personer og instanser, der har en retlig interesse i sagen, hvilket i praksis er regionen, kvinden eller dennes efterladte

Krav, der ikke er omfattet af lovforslagets anvendelsesområde, skal behandles efter de gældende regler i klage- og erstatningsloven. Det vil sige, at skader, der ikke er opstået som følge af de anførte fejl, jf. de almindelige bemærkningers afsnit 1.2.2. og 1.2.3. eller ligger uden for den pågældende perioden fra 1979 til og med 2007, skal behandles efter de gældende regler i klage- og erstatningsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkningers afsnit 1.2.2, 2.1. og 2.2.

Kilde

Bestemmelsen i stk. 1, fastslår, at Patienterstatningen modtager, oplyser og afgør sager efter dette lovforslag.

Med bestemmelsen sikres det, at alle kvinder uanset tidspunktet for det manglende tilbud om deltagelse i et screeningsprogram for livmoderhalskræft i overensstemmelse med retningslinjerne for det pågældende program, får deres sag vurderet af samme instans på baggrund af samme retsgrundlag.

Da Patienterstatningen i henhold til klage- og erstatningslovens § 33, stk. 1, modtager, oplyser og afgør alle sager, herunder foretager beregning af størrelsen af erstatning og godtgørelse, vil det derfor også være Patienterstatningen, der er rette instans til at bevisvurdere og træffe afgørelse i sagerne efter dette lovforslag. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til klage- og erstatningslovens § 33, stk. 1.

Sagerne oplyses ved, at Patienterstatningen i hver enkelt sag sender regionen et spørgeskema, som regionen udfylder.

Skemaet indeholder spørgsmål, der retter sig til indholdet af det screeningsprogram, der gjaldt på tidspunktet, hvor kvinden skulle have modtaget tilbud om deltagelse i programmet samt spørgsmål om, hvorvidt kvinden blev inviteret og hvis ikke, hvorfor. Der kan i øvrigt henvises til de almindelige bemærkningers afsnit 2.1.3.

Med bestemmelsen i stk. 2, foreslås det, at den region, hvor kvinden havde bopæl, da tilbuddet om deltagelse skulle have været udsendt, udbetaler erstatning i overensstemmelse med afgørelser truffet efter denne lov. Ved bopæl forstås det sted, hvor kvinden var folkeregistreret i CPR-registeret.

Efter stk. 3, afholder regionen endvidere andre udgifter som følge af denne lov.

Det vil være tale om udgifter til Patienterstatningens og Patientskadeankenævnets administration og behandling af sager efter loven samt andre udgifter, Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet måtte have som følge af erstatningsordningen.

I praksis forudsættes det, at regionerne indgår en nærmere aftale med Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet herom.

Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet bliver derfor friholdt for driftsudgifter ved ordningen.

Kilde

I stk. 1, fastsættes, at krav om erstatning efter dette forslag tidligst forældes den 1. januar 2017. Bestemmelsen indebærer, at erstatningskrav omfattet af denne lov ikke forældes før tidligst den 1. januar 2017. Dette gælder uanset, om kravet efter de gældende forældelsesregler i klage- og erstatningsloven allerede er forældet eller ville være blevet forældet frem mod 1. januar 2017.

Da det er skadestidspunktet, der er afgørende for, efter hvilket regelsæt erstatningen skal beregnes, er det for at sikre, at de af forslaget omfattede kvinder erstatningsmæssigt stilles ens, i stk. 2, foreslået, at erstatning og godtgørelse efter forslaget fastsættes som ved skader forårsaget efter den 1. januar 2007, hvor klage- og erstatningsloven trådte i kraft. Dette gælder uanset, hvornår skaden er forårsaget. Det betyder, at kravene beregnes og forrentes efter reglerne i den erstatningsansvarslov (lovbekendtgørelse nr. 266 af 21. marts 2014). Det betyder også, at reglerne i klage- og erstatningslovens §§ 24 – 28 finder anvendelse.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2014. Hermed sikres, at erstatningsordningen kan iværksættes snarest muligt.

Herudover fastsættes det, at lovforslaget gælder for krav, der er anmeldt til Patienterstatningen senest den 1. januar 2017. Dette betyder, at kvinder, der ønsker at anmelde et krav efter lovforslaget, skal gøre dette til Patienterstatningen inden den 1. januar 2017, hvorefter Patienterstatningen vil behandle og afgøre sagen efter reglerne i dette lovforslag.

Den foreslåede anmeldelsesfrist indebærer, at krav der anmeldes efter den 1. januar 2017 ikke skal behandles og afgøres efter de gældende regler i klage- og erstatningsloven.

Desuden foreslås det i stk. 2, at loven også gælder for krav på erstatning stiftet før lovens ikrafttræden. Som anført i lovens § 3, stk. 1, vil sådanne krav således tidligst forældes den 1. januar 2017 uanset om kravet efter de gældende forældelsesregler i klage- og erstatningsloven allerede er forældet eller ville være blevet forældet frem mod 1. januar 2017. Denne tilbagevirkende kraft er til gunst for borgerne.

Kilde

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Der er ikke fundet behov for at kunne sætte loven i kraft for Færøerne, idet Færøerne benytter selvstændige IT-systemer, som håndterer invitationer til undersøgelse for livmoderhalskræft. Færøerne har derfor ikke været omfattet af de IT-fejl, som regionerne har redegjort for i redegørelserne af 21. november 2013 og 19. marts 2014, jf. de almindelige bemærkningers afsnit 1.2.2.