Lov om Energiklagenævnet § 9

Der findes i dag ikke generelle regler om Energiklagenævnets prøvelse. Nævnets prøvelse er således reguleret af de almindelige forvaltningsretlige regler.

Det foreslås i § 9, stk. 1, at Energiklagenævnet kan begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Energiklagenævnet vil kunne begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over. Nævnet vil dog fortsat have mulighed for og efter omstændighederne pligt til at inddrage andre forhold end det, der er klaget over, f.eks. spørgsmålet om overholdelse af gældende EU-ret eller tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige grundsætninger om f.eks. habilitet. Nævnet kan således ikke i sin prøvelse se bort fra forvaltningsretlige garantiforskrifter eller brud på EU-retten, som nævnene i medfør af Danmarks EU-retlige forpligtelser har pligt til at prøve. Nævnet forudsættes dog i forhold til nævnets prøvelse af mulige brud på EU-retten ikke at prøve forhold, som det ligger uden for de EU-retlige forpligtelser at prøve ex officio.

Energiklagenævnet vil således kunne prøve andre dele af afgørelsen end de påklagede, ligesom nævnet vil kunne oplyse sagen yderligere både i forhold til klagetemaet og til belysning af de elementer i afgørelsen, som nævnet ønsker at inddrage i sagsbehandlingen.

Det forudsættes, at prøvelsesintensiteten i almindelighed vil afhænge af Energiklagenævnets sammensætning, de tildelte ressourcer, nævnets sagsbehandling og af 1. instansens afgørelse, og vil kunne variere, idet nævnet må sondre mellem om det, der konkret skal efterprøves, er 1. instansens anvendelse af retsreglerne, sagens faktiske grundlag eller afgørelsens hensigtsmæssighed og rimelighed (herunder også afgørelsens proportionalitet).

Som udgangspunkt foretager Energiklagenævnet en fuld prøvelse af 1. instansens afgørelse (dvs. at nævnet prøver både retlige og faktiske spørgsmål), medmindre der i den enkelte sektorlov er særligt fastsatte begrænsninger i denne del af prøvelsen. Udgangspunktet ved prøvelsen af sagens faktum er officialprincippet, og nævnet kan vælge at lægge 1. instansens fastlæggelse af faktum uprøvet til grund, medmindre faktum bestrides, der foreligger nye oplysninger eller hvis nævnet finder, at oplysningen af sagen i 1. instans har været utilstrækkelig i forhold til de retsregler, som nævnet anser for relevante for sagen. For nævnsprøvelse af afgørelsernes hensigtsmæssighed, rimelighed, formålstjenlighed mv. gælder, at nævnet under hensyn til forudsætningerne om prøvelsesintensiteten kan vælge at prøve disse elementer fuldt ud, medmindre lovgivningen indeholder en særlig begrænsning.

Det foreslås i § 9, stk. 2, at hvis en sag indeholder flere klagepunkter, kan Energiklagenævnet begrænse sin prøvelse til de væsentlige forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvis en klage indeholder flere klagepunkter, vil Energiklagenævnet kunne indskrænke sig til alene at forholde sig til de væsentlige klagepunkter, herunder navnlig klagepunkter, som efter nævnets opfattelse vil kunne føre til, at den påklagede afgørelse ophæves, ændres eller hjemvises til fornyet behandling hos 1. instansen.

Det bør dog anføres i Energiklagenævnets afgørelse, om den påklagede afgørelse i øvrigt indeholder væsentlige mangler, så risikoen for at gentage disse mindskes. Dette indebærer dog ikke en pligt til en fuldstændig gennemgang af sagen med henblik på at konstatere eventuelle øvrige væsentlige mangler ved afgørelsen. Det bør ligeledes anføres i afgørelsen, hvilke forhold nævnet har taget stilling til.

Den foreslåede bestemmelse har ikke betydning for den almindelige pligt til at oplyse sagerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.