LOV nr 468 af 14/05/2025
Erhvervsministeriet
Lov om Energiklagenævnet § 6
Formanden kan på Energiklagenævnets vegne afvise klager, jf. § 8.
Stk. 2. Formanden kan på nævnets vegne afgøre, om en klage skal tillægges opsættende virkning i sager, hvor sagens parter har anmodet om dette.
Stk. 3. Formanden kan på nævnets vegne træffe afgørelse i sager om aktindsigt.
Stk. 4. Formanden kan på nævnets vegne træffe afgørelse i sager om anmodning om genoptagelse.
Stk. 5. Formanden kan efter aftale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i andre typer af sager under nævnets kompetence.
Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at formanden kan træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, og i sager, hvis afgørelse alene beror på en juridisk vurdering.
Forarbejder til Lov om Energiklagenævnet § 6
RetsinformationKompetencen for formanden for Energiklagenævnet til i bestemte sager at træffe afgørelse på vegne af nævnet er reguleret i § 6 i bekendtgørelse nr. 664 af 19. juni 2006 om forretningsorden for Energiklagenævnet.
Det følger af § 6, stk. 1, at formanden på Energiklagenævnets vegne kan afvise klager, der ikke er omfattet af nævnets kompetence, er indgivet for sent, eller som er indgivet af en, som ikke er klageberettiget.
Det følger af § 6, stk. 2, at formanden efter nærmere aftale med Energiklagenævnet kan træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der behandles efter henholdsvis lov om elforsyning, lov om varmeforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om CO2-kvoter eller regler udstedt i henhold til disse love.
Det følger af § 6, stk. 3, at formanden på Energiklagenævnets vegne kan afgøre, om en klage skal tillægges opsættende virkning i sager, hvor dette er begæret.
Det følger af § 6, stk. 5, at formanden efter nærmere aftale med Energiklagenævnet kan træffe afgørelse om genoptagelse af en sag.
Formandens kompetence udledes herudover af de enkelte sektorlove, der hjemler klageadgang til Energiklagenævnet, og hvorefter formanden efter nærmere aftale med nævnet kan træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der behandles efter den enkelte lov eller regler udstedt i henhold til denne.
Det foreslås i § 6, stk. 1, at formanden på Energiklagenævnets vegne kan afvise sager, jf. § 8
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at formanden vil kunne afvise klager, der ikke er omfattet af Energiklagenævnets kompetence efter den foreslåede § 1, stk. 1, er indgivet for sent i henhold til de klagefrister, der er fastsat i lovgivningen, eller som er indgivet af en, som ikke er klageberettiget.
Det foreslås i § 6, stk. 2, at formanden på Energiklagenævnets vegne kan afgøre, om en sag skal tillægges opsættende virkning i sager, hvor sagens parter har anmodet om dette.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at formanden på Energiklagenævnets vegne vil kunne afgøre, om en sag skal tillægges opsættende virkning i sager, hvor sagens parter har anmodet om dette.
Det foreslås i § 6, stk. 3, at formanden på Energiklagenævnets vegne kan træffe afgørelse i sager om aktindsigt.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at formanden på Energiklagenævnets vegne vil kunne træffe afgørelse i sager om aktindsigt i nævnets sager og sager vedrørende klager over afgørelser om aktindsigt truffet af andre myndigheder, hvor der er klageadgang til nævnet.
Det foreslås i § 6, stk. 4, at formanden på Energiklagenævnets vegne kan træffe afgørelse i sager om anmodning om genoptagelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at formanden på Energiklagenævnets vegne i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler for genoptagelse vil kunne træffe afgørelse om, hvorvidt en sag skal genoptages eller træffe afgørelse om, hvorvidt en anmodning om genoptagelse skal afvises fordi betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt.
Efter det foreslåede § 6, stk. 5, kan formanden efter aftale med Energiklagenævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i andre typer af sager under nævnets kompetence.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at formanden for Energiklagenævnet efter nærmere aftale med nævnet generelt vil kunne træffe afgørelse på nævnets vegne i sager under nævnets kompetence.
Den foreslåede bestemmelse forudsættes anvendt i situationer, hvor Energiklagenævnet har etableret en fast praksis, og i sager hvis afgørelse alene beror på en juridisk vurdering.
Det foreslås i § 6, stk. 6, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at formanden kan træffe afgørelse på Energiklagenævnets vegne i sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning og i sager, hvis afgørelse alene beror på en juridisk vurdering.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om, at formanden kan træffe afgørelse på Energiklagenævnets vegne i sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, og i sager hvis afgørelse alene beror på en juridisk vurdering.
Den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt, således at formanden for Energiklagenævnet vil kunne træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, hvor der inden for et lovområde under Energiklagenævnets kompetence er sager, som er kendetegnet ved, at der foreligger en fast praksis, og hvor sagerne som udgangspunkt er ukomplicerede og alene beror på en juridisk vurdering.
Hvis formanden vurderer, at forudsætningerne for at træffe afgørelse i en konkret sag på vegne af Energiklagenævnet ikke er til stede, vil formanden kunne beslutte, at den konkrete sag i stedet skal behandles af nævnet, jf. den foreslåede § 5, stk. 1 og 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis formanden vurderer, at inddragelse af sagkyndige medlemmer i den konkrete sag er nødvendigt eller hensigtsmæssigt.
Det forudsættes for nuværende, at det i en bekendtgørelse vil blive fastsat, at formanden på Energiklagenævnets vegne kan træffe afgørelse i sager efter lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion (de såkaldte byggepuljesager).
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.