LOV nr 468 af 14/05/2025
Erhvervsministeriet
Lov om Energiklagenævnet § 4
Sagsbehandlingen ved Energiklagenævnet er skriftlig. Formanden kan dog i særlige tilfælde bestemme, at sagen skal behandles mundtligt med deltagelse af sagens parter.
Forarbejder til Lov om Energiklagenævnet § 4
RetsinformationDet følger af § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 664 af 19. juni 2006 om forretningsorden for Energiklagenævnet, at en klage til Energiklagenævnet skal indgives skriftligt. Bestemmelsen suppleres af bekendtgørelsens § 13, stk. 1, hvoraf det fremgår, at nævnets afgørelser udfærdiges skriftligt. Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 11, stk. 1, at nævnet kan bestemme, om en sag skal forhandles mundtligt med deltagelse af sagens parter.
Det følger af bekendtgørelsens § 6, stk. 4, at formanden på nævnets vegne afgør, at der ikke skal foretages mundtlig forhandling i sager, hvor dette er begæret.
Det foreslås i § 4 at sagsbehandlingen ved Energiklagenævnet er skriftlig. Formanden kan dog i særlige tilfælde bestemme, at sagen skal behandles mundtligt med deltagelse af sagens parter.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en sag vil skulle indbringes skriftligt for Energiklagenævnet, og at sagen vil blive afsluttet med, at klager modtager en skriftlig afgørelse fra nævnet.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at formanden for Energiklagenævnet på eget initiativ kan beslutte, at sagen skal behandles mundtligt. Det forudsættes, at mundtlig behandling af en sag kun undtagelsesvist vil kunne komme på tale, f.eks. ved sager af særlig principiel eller kompliceret karakter, hvor det undtagelsesvist vil være hensigtsmæssigt at have mundtlig behandling af sagen.
Klager og den myndighed, der har truffet afgørelsen, vil kunne anmode om mundtlig behandling af en sag, hvorefter formanden for Energiklagenævnet beslutter, om der foreligger særlige grunde, som gør, at anmodningen undtagelsesvist bør imødekommes, f.eks. ved sager af særlig principiel eller kompliceret karakter, hvor det undtagelsesvist vil være hensigtsmæssigt at have mundtlig behandling af sagen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.