LOV nr 468 af 14/05/2025
Erhvervsministeriet
Lov om Energiklagenævnet § 2
Energiklagenævnet nedsættes af erhvervsministeren. Nævnet består af 1 formand, et antal næstformænd og et antal sagkyndige medlemmer, der beskikkes af erhvervsministeren efter indstilling.
Stk. 2. Nævnets formand og næstformænd skal være dommere.
Stk. 3. Nævnets sagkyndige medlemmer skal repræsentere et alsidigt kendskab til energi-, forsynings- og erhvervsmæssige forhold og besidde juridisk, økonomisk og teknisk sagkundskab inden for områder omfattet af nævnets kompetence.
Stk. 4. Indstilles der ikke sagkyndige medlemmer efter regler fastsat i medfør af stk. 6, kan erhvervsministeren genbeskikke eller midlertidigt beskikke et sagkyndigt medlem efter indstilling fra formanden.
Stk. 5. Nævnets medlemmer beskikkes for en periode på op til 4 år med mulighed for genbeskikkelse. Ved udtræden kan et nyt medlem beskikkes for den resterende del af perioden.
Stk. 6. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om indstilling af sagkyndige medlemmer til nævnet.
Forarbejder til Lov om Energiklagenævnet § 2
RetsinformationDet følger af § 50 a, stk. 1, i lov om gasforsyning, at erhvervsministeren nedsætter et uafhængigt ankenævn (Energiklagenævnet), der består af op til 7 medlemmer, som skal repræsenterer et alsidigt kendskab til erhvervs- og energimæssige forhold samt besidde teknisk og juridisk sagkundskab. Nævnets formand beskikkes af ministeren.
Energiklagenævnets sammensætning er herudover i dag reguleret i § 2, i bekendtgørelse nr. 664 af 19. juni 2006 om forretningsorden for Energiklagenævnet og i de enkelte sektorlove, der hjemler klageadgang til nævnet.
Det følger af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at Energiklagenævnet består af en formand, en næstformand og en række sagkyndige medlemmer, der beskikkes af transport- og energiministeren (nu erhvervsministeren). Det følger af bestemmelsens stk. 2, at nævnets medlemmer skal repræsentere et alsidigt kendskab til energimæssige forhold samt besidde juridisk og teknisk sagkundskab. Der beskikkes et medlem efter indstilling fra Dansk Industri og et medlem efter indstilling fra Landbrugsrådet, jf. bestemmelsens stk. 3.
Det følger af bekendtgørelsens § 2, stk. 4-12, hvordan Energiklagenævnets sammensætning er reguleret i henhold til nogle af de sektorlove, der hjemler klageadgang til nævnet. Herudover følger det af § 2, stk. 13, at medlemmerne beskikkes for en periode af fire år.
Det foreslås i § 2, stk. 1, at Energiklagenævnet nedsættes af erhvervsministeren. Nævnet består af en formand, et antal næstformænd og en række sagkyndige medlemmer, der beskikkes af erhvervsministeren efter indstilling.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Energiklagenævnet ud over en formand består af et antal næstformænd. Den foreslåede bestemmelse vil dermed medføre, at erhvervsministeren på baggrund af en konkret vurdering af nævnets aktuelle behov vil kunne udnævne en eller flere næstformænd. Hvis der på baggrund af nævnets behov og den aktuelle sagsportefølje ikke vurderes at være behov for en næstformand vil den foreslåede bestemmelse medføre, at erhvervsministeren vil kunne undlade at beskikke en sådan.
Beskikkelse af en eller flere næstformænd vil f.eks. kunne være hensigtsmæssigt, hvis der indføres nye permanente klageadgange, der medfører et væsentligt øget antal sager til nævnet, eller midlertidige puljeordninger el.lign., hvor der er klageadgang til nævnet, og hvor der i en periode kan forventes et væsentligt øget antal sager.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at der beskikkes et antal sagkyndige medlemmer til Energiklagenævnet. Antallet af sagkyndige vil blive fastsat på baggrund af det til enhver tid værende behov i nævnet i forhold til sagkundskab og sagsvolume. Den foreslåede bestemmelse vil dermed sikre, at nævnets størrelse og sagkundskab kan tilpasses løbende, samt understøtte det nødvendige kendskab til energi-, forsynings- og erhvervsmæssige forhold, idet de beskikkede sagkyndige medlemmer vil besidde den tekniske og juridisk sagkundskab og anden faglighed, der er særlig relevant for afgørelsen af sager inden for nævnets kompetence.
Der findes i dag ikke regler om, at Energiklagenævnets formand og næstformænd skal være dommere.
Det foreslås i § 2, stk. 2, at Energiklagenævnets formand og næstformænd skal være dommere.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at såvel Energiklagenævnets formand som eventuelle næstformænd skal være udnævnte dommere. Dommere udpeges af den relevante retspræsident, jf. retsplejelovens § 47 a, stk. 3.
Det foreslås i § 2, stk. 3, at Energiklagenævnets sagkyndige medlemmer skal repræsentere et alsidigt kendskab til energi-, forsynings- og erhvervsmæssige forhold samt besidde juridisk, økonomisk og teknisk sagkundskab inden for områder omfattet af nævnets kompetence.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de beskikkede sagkyndige medlemmer af Energiklagenævnets samlet set vil besidde det fornødne kendskab til energi-, forsynings- og erhvervsmæssige forhold og juridisk, økonomisk og teknisk sagkundskab og anden faglighed, så nævnets til enhver tid værende sagsportefølje kan oplyses på et fagligt grundlag, og at de hensyn, som de enkelte sektorlove under nævnets kompetence har til formål at varetage, inddrages i nævnets afgørelser. De beskikkede sagkyndige medlemmer af nævnet vil kunne have erhvervet sådanne kompetencer gennem uddannelse, erhvervserfaring, forskning mv.
Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at der kan tages højde for, at der sker en løbende udvikling på Energiklagenævnets kompetenceområde bl.a. med tilførelse af nye klageadgange, hvor behovet for sagkundskab inden for nye sektorer eller fagområder kan opstå.
Det foreslås i § 2, stk. 4, at indstilles der ikke sagkyndige medlemmer efter reglerne fastsat i medfør af det foreslåede stk. 6, kan erhvervsministeren genbeskikke eller midlertidig beskikke et sagkyndigt medlem efter indstilling fra formanden.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren i tilfælde af, at en eller flere indstillingsberettigede efter anmodning ikke indstiller et eller flere sagkyndige medlemmer, enten kan genbeskikke et sagkyndigt medlem eller midlertidigt kan beskikke et medlem efter indstilling fra formanden.
Den foreslåede bestemmelse forudsættes anvendt i situationer, hvor en genbeskikkelse eller midlertidig beskikkelse er nødvendig for at opretholde et funktionsdygtigt Energiklagenævn, indtil der kan udpeges et medlem efter indstilling af den pågældende indstillingsberettigede eller en anden indstillingsberettiget efter anmodning indstiller et medlem.
Det foreslås i § 2, stk. 5, at Energiklagenævnets medlemmer beskikkes for en periode på op til 4 år med mulighed for genbeskikkelse. Ved udtræden kan et nyt medlem beskikkes for den resterende del af perioden.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvis et medlem udtræder i løbet af 4-års-perioden, vil en indstillingsberettiget kunne blive bedt om at indstille et nyt medlem for den resterende del af perioden.
Det foreslås i § 2, stk. 6, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om indstilling af sagkyndige medlemmer til Energiklagenævnet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren i en bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om, hvem der indstiller sagkyndige medlemmer til Energiklagenævnet.
Det vil med hjemmel i den foreslåede bestemmelse blive fastsat regler om, hvilke myndigheder, institutioner, organisationer o.l., der skal indstille sagkyndige medlemmer til Energiklagenævnet.
Det forudsættes, at erhvervsministeren ved udnyttelse af bemyndigelsen vil udvælge myndigheder, undervisningsinstitutioner, faglige organisationer, interesseorganisationer o.l., der må antages at kunne indstille sagkyndige medlemmer med den nødvendige viden i forhold til de sager, der behandles af Energiklagenævnet.
Indstilling og beskikkelse af sagkyndige medlemmer efter forslaget sker ikke med henblik på, at det pågældende sagkyndige medlem skal varetage særinteresser, men alene fordi den pågældendes viden og sagkundskab på et område er nødvendig ved behandlingen af sager i nævnet. De beskikkede medlemmer af nævnet udpeges som formand og eventuelle næstformænd, jf. også den foreslåede § 1, stk. 3, således alene på grund af deres faglighed og ikke som interesserepræsentanter for de indstillende myndigheder, organisationer mv., og de forventes således at besidde den til hvervet nødvendige ekspertise. Spørgsmål om eventuel inhabilitet afgøres i øvrigt af nævnet i overensstemmelse med forvaltningsrettens almindelige regler herom.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.