LBK nr 1540 af 18/11/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet § 2
Erstatning kan ydes til den, der er ejer eller panthaver eller på en anden måde er indehaver af en anden rettighed, eller til den, der bærer risikoen for genstanden, og som lider tab, ved at den forringes eller går til grunde. Det samme gælder for et forsikringsselskab, der udbetaler erstatning i henhold til en aftale, der dækker de skader, der er omfattet af § 1.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet § 2
Det følger af den gældende terrorforsikringslovs § 3, at der ydes erstatning for skader forårsaget af NBCR-terror til den, der har tegnet en forsikring, som dækker NBCR-terrorrisici på bygninger, løsøre, jernbanekøretøjer, motorkøretøjer og skibe i Danmark.
Efter § 54, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1237 af 9. november 2015 om forsikringsaftaler (Forsikringsaftaleloven) anses en tingsforsikring – tegnet uden angivelse af nogen bestemt interesse – for tegnet til fordel for enhver, der som ejer, panthaver eller indehaver af anden tinglig ret, eller fordi han bærer faren for tingen, vil lide tab ved, at den forsikrede genstand forringes eller går tabt. Da den eksisterende ordning er baseret på forsikringsaftaler, er eksempelvis panthaveres interesse i de forsikrede genstande omfattede af forsikringsaftalelovens § 54.
Det foreslås i 1. pkt., at erstatning for skader forårsaget af NBCR-terror ydes til den, der er ejer, panthaver eller indehaver af anden rettighed, eller til den, der bærer risikoen for genstanden, og som lider tab ved, at den forringes eller går til grunde.
Krav, der opstår på baggrund af den foreslåede lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet, er ikke omfattet af forsikringsaftalelovens regelsæt. For at beskytte tredjeparters økonomiske interesser i de omfattede ejendomme, genstande og køretøjer foreslås det, at erstatning omfattet af loven ydes til den, der er ejer, panthaver eller indehaver af anden rettighed.
Desuden vil der ydes erstatning til den, der bærer risikoen for genstanden, og som lider tab ved, at den forringes eller går til grunde. Den, der bærer risikoen for genstanden, omfatter for eksempel den situation, at en sælger kan bære faren for salgsgenstanden uden at være ejer, jf. købelovens bestemmelser om, at risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse går over på køberen ved levering.
Bestemmelsen svarer således indholdsmæssigt til forsikringsaftalelovens § 54, stk. 1.
Den gældende terrorforsikringsordning er baseret på, at NBCR-terror er dækket udtrykkeligt af forsikringsaftaler.
Det foreslås i 2. pkt., at der skal gælde det samme som i 1. pkt. for forsikringsselskaber, der udbetaler erstatning i henhold til en aftale, der dækker de skader, der er omfattet af § 1. Forsikringsselskaberne får dermed mulighed for at få erstatning af terrorforsikringsrådet, hvis de ved en aftale har forpligtet sig særskilt til at dække NBCR-terror.
Det indebærer, at der kan ydes erstatning til et forsikringsselskab, hvis forsikringsselskabet er forpligtet af en forsikringsaftale til at udbetale erstatning til en forsikringstager i tilfælde af en NBCR-terrorhændelse. Der kan kun ydes erstatning, hvis terrorforsikringsrådet har truffet afgørelse om, at der er indtruffet en terrorhandling jf. den foreslåede § 15. Erstatningen kan ikke overstige den erstatning som forsikringstageren ville have ret til efter denne lov. Forsikringsselskabet har derfor alene mulighed for at blive stillet på samme måde som den forsikringstager, forsikringsselskabet yder erstatning til.
For en nærmere beskrivelse af den gældende terrorforsikringsordning henvises der i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.