VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Miljøministeren bemyndiges til at anlægge en saltvandssø i Margrethe Kog med det formål at sikre eller genskabe levevilkårene for en række fuglearter.
Stk. 2._ Saltvandssøen af en størrelse på ca. 225 hektarer anlægges i det reservoir på i alt 350 hektarer, som er etableret i Margrethe Kog mellem det fremskudte dige og det gamle dige ved Højer. Søen afgrænses mod syd af grænsedæmningen ved den dansk-tyske grænse, mod vest af det nye havdige, mod nord af tærsklen mellem højvandsreservoiret og dagligreservoiret, som udbygges ca. 1,5 km syd for Højer Kanal, og mod øst af reservoirdiget i en afstand af fra ca. 500 m til ca. 1.000 m fra det nye havdige. _
Stk. 3._ Saltvand til søen indpumpes fra et indtagsbygværk, der anlægges i Vadehavet uden for det nye havdige. _
Miljøministeren bemyndiges til at afholde de fornødne udgifter og til som indtægter at oppebære tilskud fra De europæiske Fællesskaber og optage disse udgifter og indtægter på de årlige bevillingslove. Heri indgår udgifter til:
a. projektering og etablering af saltvandssøen,
b. etablering af publikumsfaciliteter og
c. intensiv biologisk overvågning af områdets funktioner i 3 år.
De samlede omkostninger hertil holdes inden for en beløbsramme på indtil 10,0 mill. kr., hvoraf halvdelen, indtil 5,0 mill. kr., oppebæres som støtte fra De europæiske Fællesskaber. Miljøministeren kan indgå aftale med De europæiske Fællesskaber om nærmere vilkår for støtten.
Regeringen kan træffe aftale med Forbundsrepublikken Tyskland om de for anlægget og driften af saltvandssøen hensigtsmæssige foranstaltninger.
Givet på Christiansborg slot, den 2. marts 1983
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ CHR. CHRISTENSEN
Officielle noter
Ingen