Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1105 af 10/09/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber § 3

Følgende skadesforsikringsselskaber skal være medlem af og yde bidrag til Fonden:

  1. Direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

  2. Filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

  3. Direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er anmeldt til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed.

Stk. 2. Følgende livsforsikringsselskaber skal være medlem af og yde bidrag til Fonden:

  1. Direkte tegnende livsforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

  2. Filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende livsforsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område jf. dog § 4 a, stk. 2.

  3. Direkte tegnende livsforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er anmeldt til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, jf. dog § 4 a, stk. 2.

Stk. 3. Fondens formue skal udgøre mindst 600 mio. kr., hvoraf

  1. mindst 300 mio. kr. af Fondens formue skal bestå af bidrag fra forsikringsselskaber, der tegner visse forsikringer, som ikke er omfattet af nr. 2 og 3, i Danmark for risici i Danmark,

  2. mindst 200 mio. kr. af Fondens formue skal bestå af bidrag fra forsikringsselskaber, som tegner arbejdsulykkesforsikringer, herunder voldsskadeforsikringer tegnet som en udvidet del af arbejdsulykkesforsikringen, og selvstændigt tegnede voldsskadeforsikringer, i Danmark for risici i Danmark, og

  3. mindst 100 mio. kr. af Fondens formue skal bestå af bidrag fra forsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, som tegner motoransvarsforsikringer for risici i Danmark og i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 4. Hvert nyt medlem af Fonden skal yde et engangsbidrag til Fonden på 100.000 kr.

Stk. 5. Forsikringsselskaberne har ud over engangsbidraget, jf. stk. 4, pligt til løbende at yde bidrag til Fonden. Forsikringsselskabernes bidrag udgøres af summen af et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr. police inden for visse forbrugerforsikringer, og et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr. sikrede under en arbejdsulykkesforsikringspolice og et af Finanstilsynet fastsat årligt beløb pr. sikrede under en selvstændig voldsskadeforsikringspolice, jf. stk. 10.

Stk. 6. Finanstilsynet meddeler en gang om året størrelsen af det beløb pr. police for visse forbrugerforsikringer, og det beløb pr. sikrede under en arbejdsulykkesforsikringspolice og det beløb pr. sikrede under en selvstændig voldsskadeforsikringspolice, som forsikringsselskaberne skal anvende ved beregning af bidrag til Fonden. Finanstilsynet skal ved fastsættelse af beløbet tage højde for, at de forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer, i videst muligt omfang dækker de udgifter, som er forbundet med Fondens administration af arbejdsulykkesforsikringer. Finanstilsynet skal offentliggøre meddelelsen, senest 6 måneder før at forsikringsselskaberne skal indbetale bidrag til Fonden.

Stk. 7. Forsikringsselskaberne skal i forbindelse med aflæggelsen af årsregnskabet indsende en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor til Fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.

Stk. 8. Overstiger det årlige bidrag til Fonden ikke 50.000 kr., kan forsikringsselskabet uanset stk. 7 indsende en erklæring fra selskabets ansvarlige ledelse til Fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.

Stk. 9. Fonden kan optage lån med garanti fra staten.

Stk. 10. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om forsikringsselskabernes bidrag til Fonden og om, hvilke typer af forsikringer der er omfattet af bidragspligten.

Stk. 11. Erhvervsministeren kan øge kravet til størrelsen af Fondens formue i henhold til stk. 3.

Stk. 12. Erhvervsministeren kan tillade, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet i stk. 3 til størrelsen af Fondens formue, uden at Finanstilsynet samtidig meddeler, at der skal opkræves bidrag til Fonden, jf. stk. 6.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber § 3

Stk. 1 fastslår, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til forsikringsvirksomhed, har pligt til at være medlem af Fonden, og at de skal yde bidrag til denne.

Stk. 2 fastsætter Fondens formue til minimum 300 mio. kr. Erfaringerne fra konkursen i Plus Forsikring A/S viser, at en formue af denne størrelse vil være tilstrækkelig til at kunne klare det umiddelbare likviditetstræk, hvis et mellemstort skadesforsikringsselskab går konkurs. Hvis formuen efter udbetaling af erstatninger og præmie kommer under 300 mio. kr., skal formuen reetableres.

I stk. 3 fastslås, at udgangspunktet for beregningsgrundlaget for ydelser til Fonden er selskabernes direkte bruttopræmieindtægt i Danmark inden for (visse) forbrugerforsikringer, og i stk. 4 begrænses det årlige bidrag for det enkelte selskab til maks. 0,5 % af den direkte bruttopræmieindtægt i Danmark.

I 2001 var den samlede bruttopræmieindtægt på ca. 39 mia. kr. 0,5 % af dette beløb svarer til ca. 200 mio. kr. Da de samlede bruttopræmier også dækker præmier for indirekte forsikringer og forsikringer, hvor risikoen ikke er placeret i Danmark, og kun visse forsikringstyper skal bidrage, jf. nedenfor, vil forsikringsselskabernes årlige bidrag i opbygningsfasen blive noget mindre. Fondens formue på 300 mio. kr. vil således blive opbygget over nogle år.

Hvis Fonden ikke har tilstrækkelige midler til at dække forsikringstagerne og de sikrede, gives der ifølge stk. 5 mulighed for, at Fonden kan optage lån med statsgaranti.

De nærmere regler for selskabernes bidrag til Fonden fastsættes af Finanstilsynet i henhold til stk. 6, efter forhandling med Forsikring & Pension. Da Fonden i praksis vil skulle yde dækning til skadesforsikringer i form af forbrugerforsikringer, herunder motorforsikringer og andre ansvarsforsikringer, vil bidragsberegningen f. eks. kunne tage udgangspunkt i de direkte bruttopræmieindtægter fra motor-, familie-, husejer-, og sundhedsforsikringer samt tilsvarende privatforsikringer.

Stk. 7 giver økonomi- og erhvervsministeren mulighed for at ændre både kravet til Fondens størrelse og bidragene hertil. Det kunne tænkes i forbindelse med en konkurs i et større selskab eller i forbindelse med f.eks. natur- eller menneskeskabte katastrofer, som resulterer i flere selskabers samtidige konkurs.