Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 96
Det fremgår af den gældende § 33 a, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at inden for en pulje kan dagpengemodtagere, som er fyldt 30 år, få tilbud om en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, hvis personen ikke har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en erhvervsuddannelse, eller har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med, men ikke overstiger en erhvervsuddannelse, men hvor uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.
Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at hele uddannelsen skal kunne gennemføres inden for den periode, hvor personen er berettiget til dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og af stk. 3 fremgår, at personen under uddannelsen er fritaget for pligten efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde. Det fremgår desuden af bestemmelsens stk. 4, at varighedsbegrænsningen i § 34 ikke finder anvendelse.
Det fremgår af bestemmelsens stk. 5, at beskæftigelsesministeriet til brug for perioden fra den 1. marts 2017 til og med den 31. december 2019 udarbejder en landsdækkende liste over erhvervsuddannelser, der knytter sig til stillingsbetegnelserne med de største rekrutteringsudfordringer.
Med hjemmel i loven er der i bekendtgørelse om forsøg på beskæftigelsesområdet fastsat regler om, at dagpengemodtagere i målgruppen for uddannelsesløft bl.a. som forsøg kan gennemføre et trin 2 eller 3 inden for samme erhvervsuddannelse, som personen tidligere har gennemført et trin 1 eller 2 i, uanset om uddannelsen har været anvendt i de sidste 5 år. Det er en betingelse, at det trin, som personen tidligere har gennemført, er færdiggjort mindst 18 måneder før, at personen får tilbud om det næste trin.
Der henvises til almindelige bemærkninger afsnit 2.14.1.10.1.
Det foreslås videreført i stk. 1, at inden for en pulje kan personer, der er omfattet af § 6, nr. 1, (dagpengemodtagere), som er fyldt 30 år, få tilbud om en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, hvis personen ikke har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en erhvervsuddannelse, eller har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med, men ikke overstiger en erhvervsuddannelse, men hvor uddannelsen ikke har været anvendt i de seneste 5 år.
Puljen giver mulighed for, at dagpengemodtagere, der er fyldt 30 år og enten er ufaglærte eller faglærte med en forældet uddannelse, kan starte på en erhvervsuddannelse allerede i starten af ledighedsperioden.
En person anses for ufaglært, hvis vedkommende ikke har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en erhvervsuddannelse. En person anses for faglært, hvis vedkommende har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med, men ikke overstiger en erhvervsuddannelse. En uddannelse anses for forældet, hvis personen ikke har anvendt sin uddannelseskompetence i en jobfunktion eller som adgang til en stilling de seneste 5 år.
Forslaget viderefører den gældende § 33 a, stk. 1.
Det foreslås videreført i stk. 2, at hele uddannelsen skal kunne gennemføres inden for den periode, hvor personen er berettiget til dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v..
Dermed vil der kunne være tale om erhvervsuddannelser uden grundforløb og praktikforløb i erhvervsuddannelse for voksne (euv 1) og erhvervsuddannelser med eller uden grundforløbets 2. del og med praktikforløb (euv 2), hvor praktikforløbet kan gennemføres med skolepraktik i den nye erhvervsuddannelse for voksne.
Forslaget viderefører den gældende § 33 a, stk. 2.
Det foreslås videreført i stk. 3, at personen under uddannelsen er fritaget fra pligten efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde.
Dermed får personen mulighed for at fokusere på uddannelsen.
Forslaget viderefører den gældende § 33 a, stk. 3.
Om befordringsgodtgørelse, mentorstøtte og tilskud til hjælpemidler til en dagpengemodtager, som deltager i et uddannelsesløft i form af tilbud om en erhvervsuddannelse se bemærkninger til forslagets §§ 168, 169, 170, 171, 172, 173, 174, 175, 176, 177 og 178.
Der henvises til almindelige bemærkninger afsnit 2.14.1.10.1. om uddannelsesløft.