Med den forslåede § 1, stk. 1-4, fastsættes, i hvilke tilfælde ordregivende myndigheder, ordregivende enheder og indkøbscentraler skal kunne modtage og behandle elektroniske fakturaer.

I medfør af stk. 1 finder loven anvendelse på kontrakter omfattet af afsnit II og III i udbudsloven.

Ved bestemmelsens stk. 2 og stk. 3 fastsættes det endvidere, at loven ligeledes finder anvendelse på al elektronisk fakturering ved indgåelse af kontrakter omfattet af bekendtgørelse om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester.

Af bestemmelsens stk. 4, 1. led, fremgår det, at pligten til at kunne modtage og behandle elektroniske fakturaer ligeledes gælder ved indgåelse af kontrakter omfattet af bekendtgørelse om ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet.

Fælles for udbudsloven og bekendtgørelserne nævnt i § 1 er, at de alle opstiller en række objektive kriterier, der skal være opfyldt for, at en kontrakt eller et udbud er omfattet af den konkrete lov eller bekendtgørelse. Afklaringen af hvorvidt en konkret kontrakt eller udbud er omfattet af e-faktureringsdirektivet og dermed denne lov, beror således på en konkret vurdering af, om kriterierne i udbudsloven eller de nævnte bekendtgørelser finder anvendelse i forhold til kontrakten eller udbuddet. Alle kontrakter om køb og udbud, som er omfattet af udbudslovens afsnit II eller III, vil være omfattet af e-faktureringsdirektivet.

Med lovforslagets stk. 4, 2. led, afgrænses lovens anvendelsesområde således, at elektroniske fakturaer, der er udstedt som følge af opfyldelsen af kontrakter i henhold til forsvars- og sikkerhedsdirektivet, kan undtages, hvis udbuddet er erklæret hemmelig, eller hvis det skal ledsages af særlige sikkerhedsforanstaltninger i henhold til gældende regler. Et udbud gennemføres under overholdelse af særlige sikkerhedsforanstaltninger, hvis der f.eks. gælder særlige sikkerhedsprocedurer fastsat af en efterretningstjeneste, som af hensyn til disses hemmeligholdelse ikke kan beskrives som vilkår i et udbudsmateriale. Der kan ligeledes henvises til reglerne i cirkulære nr. 10338 af 17. december 2014 om sikkerhedsbeskyttelse af informationer af fælles interesse for landene i NATO eller EU, andre klassificerede informationer samt informationer af sikkerhedsmæssig beskyttelsesinteresse i øvrigt.

Denne undtagelse skal ifølge direktivets 16. præambelbetragtning ses i lyset af TEUF artikel 346, stk. 1, litra a. Efter denne bestemmelse er medlemsstaterne ikke forpligtet til at meddele oplysninger, hvis udbredelse efter medlemsstatens opfattelse strider mod medlemsstatens væsentlige sikkerhedsinteresser. Dette kan bl.a. omfatte handel med eller produktion af våben eller krigsmateriel.

Den foreslåede § 2 indeholder definitioner af en række centrale begreber forbundet med elektronisk fakturering. Med en kodificering af definitionerne sikres det, at definitionerne i e-faktureringsdirektivets artikel 2, stk. 1-11, tydeliggøres i dansk ret.

Nr. 1 affattes således, at begrebet ”elektronisk faktura” defineres i overensstemmelse med e-faktureringsdirektivets artikel 2, nr. 1, hvori denne defineres som en faktura, der er udstedt, sendt og modtaget i et struktureret elektronisk format, der gør det muligt at behandle den automatisk og elektronisk. Dokumenttypen kreditnota er omfattet af direktivets definition på elektronisk faktura. Inden for den europæiske standard (EN) bør kun maskinlæsbare fakturaer, som modtageren kan behandle automatisk og digitalt, betragtes som værende i overensstemmelse med den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering. Billedfiler bør derfor ikke kunne betragtes som en elektronisk faktura i henhold til den foreslåede bestemmelse eller e-faktureringsdirektivet. Definitionerne på en europæisk standard (EN) fremgår nedenfor.

Nr. 2 affattes således, at begrebet ”kerneelementer i en elektronisk faktura” defineres i overensstemmelse med e-faktureringsdirektivets artikel 2, nr. 2. Begrebet dækker over en række væsentlige oplysninger, som en elektronisk faktura skal indeholde for at sikre den tværnationale interoperabilitet, herunder de nødvendige oplysninger til at sikre overholdelsen af e-faktureringsdirektivet. Kravene til en elektronisk fakturas kerneelementer er fastsat i e-faktureringsdirektivets artikel 6, hvor kravene til de indeholdte oplysninger er oplistet. Disse indholdsmæssige krav implementeres ved dette lovforslags § 3.

Nr. 3 affattes i henhold til e-faktureringsdirektivets artikel 2, nr. 6, således, at »ordregivere« defineres, jf. artikel 1, nr. 17, i forsvars- og sikkerhedsdirektivet, artikel 6, stk. 1, i koncessionsdirektivet, og artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud.

Statslige ordregivere er ordregivere, der er en del af den statslige forvaltning, mens ikke-statslige ordregivere er ordregivere, der ikke er omfattet af definitionen på statslige ordregivere. Dette omfatter regionale eller kommunale myndigheder, offentligretlige organer, sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse offentligretlige organer som defineret i udbudslovens § 24, nr. 14, 27 og 28, Lovforslaget forpligter således alle disse ordregivere til at kunne modtage og behandle elektroniske fakturaer.

Generelt vil disse ordregivere blive benævnt samlet, men i lovforslagets § 5 om ikrafttrædelse sondres der mellem statslige og ikke-statslige, da der er forskellige anvendelsesdatoer for henholdsvis statslige ordregivere samt indkøbscentraler og ikke-statslige ordregivere samt ordregivende enheder.

Ordregiverbegrebet omfatter ikke kun staten, regionerne og kommunerne, men også en stor gruppe almennyttige organer der på den ene eller den anden måde er kontrolleret af det offentlige. Begrebet omfatter således også offentligretlige organer, der er oprettet specielt med henblik på at imødekomme almenhedens behov, dog ikke behov af industriel eller kommerciel karakter. Et offentligretligt organ er en juridisk person, som finansieres for størstedelens vedkommende af staten, regionale eller kommunale myndigheder eller af andre offentligretlige organer, eller er underlagt ledelsesmæssig kontrol af disse myndigheder eller organer, eller har et administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan, hvor mere end halvdelen af medlemmerne udpeges af staten, regionale eller kommunale myndigheder eller andre offentligretlige organer.

Nr. 4 affattes i henhold til e-faktureringsdirektivets artikel 2, nr. 8, således, at ”indkøbscentraler” defineres som en ordregiver, der foretager centraliserede indkøbsaktiviteter på vegne af andre ordregivere.

En indkøbscentral er derfor en ordregiver, der på vedvarende basis fungerer som grossist for andre ordregivere eller indgår kontrakter eller rammeaftaler, der kan anvendes af andre ordregivere, jf. definitionen af centraliserede indkøbsaktiviteter. Centraliserede indkøbsaktiviteter findes i udbudslovens § 24, nr. 6, hvor de defineres som aktiviteter, der udføres på vedvarende basis og vedrører indkøb af varer eller tjenesteydelser til brug for andre ordregivere eller tildeling af offentlige kontrakter eller indgåelse af rammeaftaler om bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser til brug for andre ordregivere. Som eksempel kan fremhæves Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S (SKI), som er en indkøbscentral.

Nr. 5 affattes i henhold til e-faktureringsdirektivets artikel 2, nr. 9, således, at »ordregivende enheder« defineres, jf. artikel 1, nr. 17, i forsvars- og sikkerhedsdirektivet, artikel 7, stk. 1 og 2, i koncessionsdirektivet og artikel 4, stk. 1 og stk. 2, i forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Ordregivende enheder defineres som statslige, regionale og kommunale myndigheder, offentligretlige organer og sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse offentligretlige organer. Ordregivende enheder omfatter ligeledes statslige og kommunale myndigheder, offentlige virksomheder og offentligretlige organer, når de optræder som forsyningsvirksomheder samt private forsyningsvirksomheder, som driver virksomhed på grundlag af særlige eller eksklusive rettigheder, der er indrømmet af en kompetent myndighed i en medlemsstat i henhold til en lov eller administrativ bestemmelse, og som dermed i væsentlig grad påvirker andre enheders muligheder for at udføre den pågældende aktivitet.

Dermed er også § 60-fællesskaber omfattet af begrebet. § 60-fællesskaber er kommunale fællesskaber eller andet samarbejde oprettet i henhold til § 60 i kommunestyrelsesloven. § 60-fællesskaber omfatter alle former for kommunale samarbejdsaftaler, der medfører en indskrænkning i de deltagende kommunalbestyrelsers offentligretlige beføjelser. Det afgørende er, hvorvidt § 60-fællesskaberne udøver aktiviteter inden for anvendelsesområdet af forsyningsvirksomhedsdirektivet.

§ 60-fællesskaberne er offentligretlige organer og henregnes på lige fod med kommuner og statslige myndigheder m.v. til ”den offentlige forvaltning”. Dette betyder, at selskaberne er underlagt de generelle forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven og offentlighedsloven. Eksempler på denne form for selskaber kan være affalds- eller forsyningsvirksomheder, spildevand- og rensningsanlæg, trafikselskaber m.fl.

Selvejende institutioner mv., der opfylder et af nedenstående kriterier, vil være omfattet af begrebet ordregivende enheder:

– Hvis driftsbudgettet er optaget på bevillingslov

– Selvejende institutioner, som en kommune eller region har indgået driftsoverenskomst med og

– Institutioner, foreninger, fonde m.v., hvis udgifter eller regnskabsmæssige underskud dækkes ved statstilskud eller ved bidrag, afgift eller anden indtægt i henhold til lov, eller som modtager kapitaltilskud, tilskud, lån, garanti eller anden støtte fra staten, eller en institution m.v., som omfattet af ovenstående, såfremt kapitaltilskuddet m.v. har væsentlig betydning for modtageren, vil være omfattet af begrebet ordregivende enheder.

Der må foretages en konkret vurdering af, hvorvidt den ordregivende enhed kan betegnes som en ordregivende enhed, som er omfattet af lovforslaget.

Nr. 6 affattes i henhold til e-faktureringsdirektivets artikel 2, nr. 11, således, at en ”europæisk standard” defineres, jf. artikel 2, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012. Begrebet europæisk standard defineres som en teknisk specifikation (standard), der er vedtaget af et anerkendt europæisk standardiseringsorgan til gentagen eller konstant anvendelse, men hvis overholdelse ikke er obligatorisk.

En europæisk standard er således defineret ved at være vedtaget af en europæisk standardiseringsorganisation, som f.eks. CEN, CENELEC eller ETSI, der alle er en del af den Europæiske Komite for Standardisering.

Den foreslåede § 3 oplister en række kerneelementer, der skal fremgå af en elektronisk faktura. Oplistningen er i overensstemmelse med den oplistning, der findes i e-faktureringsdirektivets artikel 6, men de nærmere oplysninger er fastsat i den europæiske standard (EN). Oplistningen er ikke udtryk for en udtømmende liste men minimumskrav til, hvad en elektronisk faktura i hvert fald skal indeholde. Erhvervsministeren bemyndiges i lovforslagets § 4, stk. 2, til at fastsætte nærmere regler for anvendelsen af den europæiske standard (EN) ved elektronisk fakturering, herunder nærmere beskrivelser af kerneelementer i den europæiske standard (EN) med henblik på ensretning af fortolkning og anvendelse.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at ordregivende myndigheder, ordregivende enheder og indkøbscentraler forpligtes til at kunne modtage og behandle elektroniske fakturaer, som er udstedt til opfyldelse af kontrakter omfattet af lovforslagets § 1. Med bestemmelsen fastsættes det ligeledes, at ordregivende myndigheder, ordregivende enheder og indkøbscentraler skal kunne modtage og behandle elektroniske fakturaer, som er i overensstemmelse med den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering. Med den foreslåede § 4 implementeres e-faktureringsdirektivets artikel 7.

E-faktureringsdirektivets artikel 7 indeholder krav om, at medlemsstaterne skal sikre, at ordregivende myndigheder, indkøbscentraler og ordregivende enheder modtager og behandler elektroniske fakturaer, som er i overensstemmelse med den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering. Det følger af e-faktureringsdirektivet, at standarden bør fastsætte og beskrive de kerneelementer, som en elektronisk faktura altid skal indeholde, og dermed gøre det lettere at sende og modtage elektroniske fakturaer mellem systemer, som er baseret på forskellige tekniske standarder.

Kommissionen har anmodet den relevante europæiske standardiseringsorganisation om at udarbejde en europæisk standard (EN) for elektronisk fakturering. Den europæiske standard (EN) blev offentliggjort i EU-Tidende 2017, nr. L 266, side 19, den 17. oktober 2017.

Erhvervsministeren bemyndiges i stk. 2, til at kunne fastsætte nærmere regler for anvendelsen af den europæiske standard (EN) ved e-fakturering, herunder nærmere anvendelse af kerneelementer i den europæiske standard (EN), jf. lovforslagets § 3. Derudover vil erhvervsministeren også kunne fastsætte nærmere regler om de tilhørende syntakser, som fastlægger den europæiske standard (EN), fx ved at stille krav til indholdet af fakturaen. Dette er i overensstemmelse med e-faktureringsdirektivet, der giver mulighed for, at der udover den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering kan anvendes nationale standarder sideløbende med den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering, hvis disse ikke er i strid med den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering. Det følger af præambelbetragtning nr. 5, at den europæiske standard (EN) hverken bør erstatte eksisterende nationale standarder eller begrænse anvendelsen heraf, og at det bør være muligt fortsat at anvende nationale standarder sideløbende med den europæiske standard, så længe disse ikke er i strid med den europæiske standard (EN).

Regler for nationale standarder mv. fastsættes som hidtil i medfør af lov om offentlige betalingers § 7, stk. 1.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 27. november 2018. Bestemmelsen er overensstemmende med e-faktureringsdirektivets artikel 11 om gennemførelse af direktivet i national ret. Det fremgår af e-faktureringsdirektivets artikel 11, stk. 1, at medlemsstaterne senest den 27. november 2018 skal vedtage national lovgivning med henblik på at efterkomme direktivet.

Med bestemmelsens stk. 2 foreslås det, at loven finder anvendelse for statslige ordregivere og indkøbscentraler 18 måneder fra Kommissionens offentliggørelse af den europæiske standard for elektronisk fakturering i Den Europæiske Unions Tidende, hvilket er den 18. april 2019. Dette er muligt, da e-faktureringsdirektivets artikel 11 stk. 2, giver mulighed for at fravige artikel 11, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne kan udskyde anvendelsesdatoen i forhold til statslige ordregivere og indkøbscentraler indtil 18 måneder efter offentliggørelsen af henvisningen til den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering i Den Europæiske Unions Tidende.

Lovforslagets anvendelsesdato i forhold til indkøbscentraler er ligeledes fastsat på baggrund af e-faktureringsdirektivets præambelbetragtning nr. 38, hvoraf det fremgår, at muligheden for at udskyde anvendelsesdatoen indtil 30 måneder for kommuner og regioner og ordregivende enheder ikke bør gælde for indkøbscentraler.

Det foreslås yderligere med bestemmelsens stk. 2, at loven finder anvendelse for ikke-statslige ordregivere, herunder kommuner og regioner, samt ordregivende enheder 30 måneder fra Kommissionens offentliggørelse af den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering i Den Europæiske Unions Tidende, hvilket er den 18. april 2020. Ikke-statslige ordregivere, der benytter SKI’s aftaler, og selvejende institutioner er decentrale myndigheder, hvorfor de foreslås omfattet af anvendelsesdatoen 18. april 2020. Ligesom ved ovenstående fremgår denne fleksibilitet af e-faktureringsdirektivets artikel 11, stk. 2, der giver mulighed for at fravige artikel 11, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne kan udskyde anvendelsesdatoen for ikke-statslige ordregivere indtil 30 måneder efter offentliggørelsen af henvisningen til den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering i Den Europæiske Unions Tidende.

Ovenstående bestemmelser har til hensigt at give de påvirkede enheder mulighed for at udføre og forberede det nødvendige arbejde, således disse kan leve op til den europæiske standard (EN).

Den europæiske standard (EN) blev offentliggjort i EU-Tidende 2017, nr. L 266, side 19, den 17. oktober 2017.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighedsområde og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Loven finder anvendelse på dele af udbudsloven, som ikke gælder for Færøerne og Grønland.