Lov om Den Internationale Straffedomstol § 4

Bestemmelsen vedrører princippet om »ne bis in idem«, der indebærer, at en person ikke kan strafforfølges for den samme handling to gange. Dette princip fremgår af statuttens artikel 20, og finder i henhold til denne artikel anvendelse både i forhold til Den Internationale Straffedomstol for så vidt angår domstolens egne domme samt domme, der er afsagt i en stat, og i forhold til deltagerstaterne for så vidt angår Den Internationale Straffedomstols domme.

    Denne bestemmelse svarer til straffelovens § 10 a, stk. 1, hvorefter en person, over for hvem der er afsagt straffedom i den stat, hvor handlingen er begået, eller en dom, der er omfattet af den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger eller af lov om overførelse til andet land af retsforfølgning i straffesager, ikke kan strafforfølges her i landet for den samme handling, såfremt visse nærmere betingelser vedrørende den idømte sanktion er opfyldt.

    Straffelovens § 10 a er en undtagelse fra det almindelige udgangspunkt i dansk ret, hvorefter straffedomme, der er er afsagt af udenlandske domstole, ikke har negativ retskraft her i landet. Domme, der er afsagt af Den Internationale Straffedomstol, er ikke omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 10 a (som kun vedrører domme afsagt i fremmede stater), og denne bestemmelse udelukker således ikke strafforfølgning her i landet for samme handling.

    For at der i overensstemmelse med princippet om »ne bis in idem« i statuttens artikel 20 ikke i Danmark skal kunne ske strafforfølgning af en person, der er dømt eller frifundet ved Den Internationale Straffedomstol, foreslås bestemmelsen i § 4.

    Statutten giver ikke mulighed for, at deltagerstaterne kan gøre undtagelser fra forbudet mod »ne bis in idem«. Der foreslås således ikke undtagelser svarende til straffelovens § 10 a, stk. 2, der tager sigte på situationer, hvor den stat, hvor krænkelsen har fundet sted, eller hvis interesser fortrinsvis varetages ved de bestemmelser, som dommen angår, kan nære frygt for, at pådømmelse i udlandet ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser retshåndhævelsens behov.

    I overensstemmelse med statuttens bestemmelser om deltagerstaternes primære straffemyndighed indebærer den foreslåede bestemmelse alene, at Danmark er afskåret fra at udøve straffemyndighed, når domstolen har domfældt eller frifundet den pågældende.

    Ordningen afviger derved fra den, der kendes fra lov om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Efter § 3 i loven kan en person, mod hvem tribunalet har indledt strafforfølgning, ikke her i landet strafforfølges for den samme handling. Baggrunden for, at indledning af strafforfølgning ved tribunalet er tilstrækkeligt til at afskære national strafforfølgning, er, at tribunalet har primær straffemyndighed i forhold til deltagerstaterne i sager, der er omfattet af statutten for tribunalet.