Lov om Den Internationale Straffedomstol § 3

Om baggrunden for den foreslåede ordning henvises til pkt. 11 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    

§ 3, stk. 1, indebærer, at justitsministeren bemyndiges til at bestemme, at straf mv., som er pålagt af Den Internationale Straffedomstol, kan fuldbyrdes her i landet. Udtrykket »straf mv.« omfatter i overensstemmelse med statuttens artikel 77 dels fængselsstraf, der kan være såvel tidsbestemt som tidsubestemt, jf. stk. 1, dels bøde og konfiskation, jf. stk. 2.

    

Efter § 3, stk. 2, 1. led, skal fuldbyrdelsen i videst muligt omfang ske efter danske regler. Udtrykket »i videst muligt omfang« indebærer en modifikation i forhold til den bestående almindelige ordning, hvorefter det er et ufravigeligt krav, at fuldbyrdelsen sker efter danske regler, jf. § 10, stk. 2, i loven om international fuldbyrdelse af straf mv.

    § 10, stk. 2, er på dette punkt videreført i uændret form fra den oprindelige formulering i § 8, stk. 2, i lov nr. 522 af 23. december 1970 om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme. Af forarbejderne til denne bestemmelse fremgår, at der med udtrykket: »fuldbyrdelsen skal ske efter danske regler« menes, at fuldbyrdelsen sker i danske institutioner efter de for disse institutioner gældende bestemmelser, og at der kan ske prøveløsladelse og benådning efter danske regler, jf. herved Folketingstidende 1970-71, tillæg A, sp. 1118.

    At opretholde et lignende ubetinget krav til fuldbyrdelsen af Den Internationale Straffedomstols domme må forventes at være en hindring for en i øvrigt acceptabel fuldbyrdelsesordning med domstolen, dels fordi fuldbyrdelsen af fængselsstraffe efter statuttens artikel 106 skal være »underlagt domstolens tilsyn«, dels fordi kompetencen til at træffe bestemmelse om strafnedsættelse (svarende til benådning og prøveløsladelse) efter statuttens artikel 110 tilkommer domstolen.

    Lovforslagets § 3, stk. 2, 1. led, er herefter affattet således, at fuldbyrdelse som udgangspunkt skal ske efter danske regler. Bestemmelsen tager imidlertid samtidig højde for, at eventuelle modifikationer kan gøres på dette punkt som led i aftalen med domstolen om overførelse af straffuldbyrdelsen i det enkelte tilfælde eller i en generel aftale herom med domstolen, jf. lovforslagets § 3, stk. 6. Det skal herved tages i betragtning, at også vilkår, der indebærer en fravigelse af de danske regler om fuldbyrdelse, skal godkendes af en dansk domstol, for at en konkret aftale kan danne grundlag for fuldbyrdelse i Danmark, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, og pkt. 3 nedenfor.

    Fuldbyrdelsen af domme i straffesager er reguleret i retsplejelovens kapitel 90, hvorefter politiet drager omsorg for fuldbyrdelsen. Almindelige regler om inddrivelse af bøder findes endvidere i straffeloven. Efter § 52, stk. 4, kan politiet inddrive bl.a. bøder og konfiskerede beløb ved udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

    Efter lovforslagets § 3, stk. 2, 2. led, er det et ufravigeligt krav, at fuldbyrdelsen i Danmark ikke må medføre skærpelse af domfældtes strafferetlige situation. På dette punkt opretholdes den bestående ordning uændret.

    Ved bestemmelsen, der også kendes fra de europæiske konventioner om overførelse af straffuldbyrdelse, sikres det, at en aftale med domstolen om overførelse af straffuldbyrdelsen til Danmark alene kan indebære en uændret retsstilling eller være til fordel for den domfældte.

    

§ 3, stk. 3, indebærer som nævnt ovenfor, at ingen, der er domfældt ved domstolen, vil kunne afsone dommen i Danmark, uden at der til grund for fuldbyrdelsen foreligger en dansk dom. En administrativ afgørelse kan således ikke udgøre grundlaget for afsoning her i landet.

    Den foreslåede ordning svarer på dette punkt til den gældende ordning om overførelse af straffuldbyrdelse på grundlag af domme, der er afsagt af en fremmed stats nationale myndigheder. Også i forhold til domstolen vil det således efter regeringens opfattelse kunne give anledning til principielle betænkeligheder, såfremt man rent administrativt kunne træffe afgørelse om grundlaget for fuldbyrdelse af domme i Danmark.

    I formuleringen »til godkendelse« ligger først og fremmest et forbehold om, at aftalen med domstolen ikke er åbenbart uforenelig med landets retsorden eller grundlæggende danske retsprincipper. Et led i domstolsprøvelsen vil også være, at fuldbyrdelsen ikke medfører skærpelse af domfældtes strafferetlige situation, jf. § 3, stk. 2.

    Kravet om godkendelse i lovforslagets § 3, stk. 3, er ufravigeligt for fængselsstraffe. Det indebærer, at enhver konkret aftale om fuldbyrdelse af fængselsstraf her i landet, der ikke godkendes af domstolene, er uanvendelig som fuldbyrdelsesgrundlag i Danmark. Medmindre en anden ordning forhandles med Den Internationale Straffedomstol og godkendes af domstolene, må overførelse af straffuldbyrdelsen i givet fald opgives.

    Ved lovforslagets § 3, stk. 3, 2. pkt., præciseres, at afgørelsen om godkendelse træffes ved dom.

    For bøder og konfiskation foreslås det i § 3, stk. 3, 3. pkt., at der kan gives den domfældte lejlighed til få sagen afgjort udenretligt ved en bødevedtagelse eller en vedtagelse af konfiskation, jf. nærmere pkt. 11.2.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    

Ved § 3, stk. 4, udelukkes det at anvende forvandlingsstraf, såfremt en bøde, der er idømt af Den Internationale Straffedomstol ikke kan inddrives. En frihedsstraf kan således ikke træde i stedet for bøden, hvis den ikke betales.

    Dette svarer til den gældende ordning vedrørende fuldbyrdelse af udenlandske bøder, jf. § 5, stk. 3, i lov om international fuldbyrdelse af straf mv. Statutten indeholder ikke bestemmelser, der forpligter deltagerstaterne til at anvende forvandlingsstraf i tilfælde af, at en bøde ikke betales.

    I henhold til regel 146, stk. 5, i det foreliggende udkast til procesreglement vil Den Internationale Straffedomstol i særlige tilfælde have mulighed for at erstatte en bøde, der i henhold til artikel 77, stk. 2, litra a, er blevet idømt i tillæg til en frihedsstraf med en »tillægsfrihedsstraf« på indtil 25 pct. af den oprindelige frihedsstraf, dog højst fem år. Denne adgang for domstolen til at idømme en »tillægsfrihedsstraf« berøres ikke af lovforslagets § 3, stk. 4. Såfremt Den Internationale Straffedomstol omsætter en idømt bødestraf til en »tillægsfrihedsstraf«, opstår der her i landet alene spørgsmål om fuldbyrdelse af den samlede frihedsstraf i medfør af § 3, stk. 1.

    

Efter lovforslagets § 3, stk. 5, kan justitsministeren på ofrets vegne inddrive erstatningskrav, der er pålagt den domfældte, jf. statuttens artikel 75, ved udpantning (dvs. ved udlæg og eventuelt tvangsauktion) og ved lønindeholdelse, jf. pkt. 11.2.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. I praksis vil det være den stedlige politimester, der forestår inddrivelsen.

    Henvisningen til reglerne om inddrivelse af bøder i lovforslagets § 3, stk. 5, 2. pkt., omfatter reglerne om afdragsvis betaling, betalingsevnevurdering og den nærmere gennemførelse af lønindeholdelse (herunder om strafansvar og erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige), jf. straffelovens § 52, stk. 2 og 4-7, og administrative forskrifter udstedt i medfør af disse bestemmelser. Efter ikrafttrædelse af straffuldbyrdelsesloven den 1. juli 2001 vil disse bestemmelser blive afløst af straffuldbyrdelseslovens §§ 90-92 og administrative forskrifter udstedt i medfør af disse bestemmelser. Ved inddrivelse af erstatning til ofre efter statuttens artikel 75 udfører politiet dog inddrivelsen efter delegation fra justitsministeren, jf. herved lovforslagets § 3, stk. 5, 1. pkt., og eventuelle begrænsninger i adgangen til at påklage politimesterens afgørelser til justitsministeren finder derfor ikke anvendelse i disse sager.

    

Om baggrunden for og rækkevidden af bemyndigelsesbestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 6, henvises til pkt. 11.2.1.-11.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.