LBK nr 152 af 13/02/2025
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond § 9
Medlemmerne af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, herunder formanden, udpeges for en periode på indtil 3 år. Genudpegning er mulig, indtil et medlem har været udpeget i samlet 6 år, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren kan undtagelsesvis forlænge udpegningsperioderne for rådsmedlemmerne, herunder formanden, for en begrænset periode ud over de perioder, som er anført i stk. 1.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond § 9
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1 at videreføre den samlede udpegningsperiode på 6 år for medlemmer af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, men med en mere fleksibel model for udpegning end efter den gældende bestemmelse i § 4, stk. 4. Det foreslås således, at rådsmedlemmerne i første omgang udpeges for en periode på indtil 3 år for at sikre mulighed for en vis udskiftning. For at sikre en vis kontinuitet er der mulighed for genudpegning af rådsmedlemmerne. Af samme grund bør det søges sikret, at ikke alle rådsmedlemmer fratræder samtidigt. Ved den løbende udskiftning af rådsmedlemmer er der således både mulighed for at ny- og genudpege rådsmedlemmer. Det foreslås, at 6 år er den højeste samlede periode for et rådsmedlem, herunder formanden, jf. dog nedenfor under stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, der viderefører den gældende bestemmelse i § 40, fastslår, at uddannelses- og forskningsministeren undtagelsesvist kan forlænge udpegningsperioderne for rådsmedlemmerne, herunder formanden, for en begrænset periode ud over de perioder, som er nævnt i stk. 1. Med begrænset periode menes en vis kortere periode, normalt ikke mere end 6 måneder.
Med forslaget kan medlemmer, som har været tæt involveret i behandlingen af større og mere ressourcekrævende opgaver, der anses for tæt på afslutning, færdigbehandle sådanne opgaver uanset udløb af normal udpegningsperiode. I sådanne situationer vil en udskiftning af medlemmer sent i sagsforløbet kunne medføre et uhensigtsmæssigt yderligere forbrug af tid og andre ressourcer til ulempe for alle involverede. Medlemmet skal ved en sådan forlængelse generelt varetage opgaverne som rådsmedlem og ikke kun bidrage i relation til den konkrete opgave.
Forslaget tager også højde for bl.a. den situation, at der ved fremtidige politiske forhandlinger om ændringer af eksempelvis rådets mandat eller sammensætning vil kunne foretages begrænsede yderligere forlængelser af udpegningsperioden for siddende medlemmer frem til f.eks. en ny lovs ikrafttræden. Derved undgås ressourcekrævende opslag efter nye medlemmer på et tidspunkt, hvor vilkårene for medlemskabet vil kunne forventes ændret i nær fremtid.