LOV nr 1767 af 28/12/2023
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om CO2-kvoter § 28
Loven har virkning for brændstofoperatører fra den 1. juli 2024, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 4 har virkning for brændstofoperatører fra den 1. januar 2025.
Forarbejder til Lov om CO2-kvoter § 28
RetsinformationDet foreslås i § 28, stk. 1, at brændstofoperatører først omfattes af loven med virkning fra den 1. juli 2024.
Den foreslåede ikrafttrædelsesdato er valgt i overensstemmelse med Europa-Kommissionens fortolkning af implementeringsfristen for den del af ændringsdirektiv (EU) 2023/959, der vedrører oprettelsen af et emissionshandelssystem for bygningssektoren, vejtransportsektoren og andre sektorer, jf. artikel 3, stk. 1, 3. pkt. Ifølge denne bestemmelse skal medlemsstaterne sætte de hertil nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft senest den 30. juni 2024. Bestemmelsens pligt til »ikraftsættelse« svarer i dansk sammenhæng til, at implementeringslovgivningens kundgørelse skal være gennemført på den anførte dato, og tilsigter ifølge Europa-Kommissionen, at reglerne kan finde anvendelse fra den 1. juli 2024.
Det foreslås i § 28, stk. 2, at § 4, har virkning for brændstofoperatører fra den 1. januar 2025.
Den foreslåede dato implementerer kvotedirektivets tilsvarende frist i ændringsdirektiv (EU) 2023/959, jf. bl.a. artikel 30b, stk. 1, om drivhusgasemissionstilladelser til brændstofoperatører. Det følger af denne bestemmelse, at medlemsstater har pligt til at sikre, at brændstofoperatører fra den 1. januar 2025 ikke udøver den i kvotedirektivets bilag III omhandlede aktivitet, medmindre de er i besiddelse af en tilladelse udstedt af en kompetent myndighed i overensstemmelse med samme artikels stk. 2 og 3. Perioden fra den 30. juni 2024, hvor brændstofoperatører omfattes af kvoteordningen, jf. stk. 1, og tilladelsespligtens begyndelse den 1. januar 2025, vil der blive udstedt udledningstilladelser til de brændstofoperatører, der har ansøgt herom, og som i øvrigt opfylder kvoteordningens betingelser.
Ifølge lovforslaget vil brændstofoperatørers drivhusgasudledende aktivitet uden udledningstilladelse fra den 1. januar 2025 være strafbar i medfør af forslagets § 25, stk. 1, nr. 2. Efter omstændighederne kan også andre håndhævelsesmidler blive bragt i anvendelse, eksempelvis et forbud mod drivhusgasudledning fastsat med hjemmel i forslagets § 21, stk. 1.