LOV nr 1767 af 28/12/2023
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om CO2-kvoter § 13
Erhvervsministeren administrerer et elektronisk Kyotoregister, som indeholder oplysninger om klimakreditter m.v. udstedt i henhold til FN’s klimakonvention og Kyotoprotokollen.
Stk. 2. Skatteministeren har adgang til enhver oplysning om de konti i Kyotoregisteret, som er nødvendig for varetagelsen af skatteministerens opgaver.
Forarbejder til Lov om CO2-kvoter § 13
RetsinformationNugældende kvotelovs § 22 regulerer administrationen af det danske elektroniske register over Kyoto-klimakreditter, også kaldet »Kyotoregistret«. Ifølge bestemmelsens stk. 1 administrerer erhvervsministeren Kyotoregisteret, som indeholder oplysninger om kreditter m.v. udstedt i henhold til FN’s Klimakonvention og Kyotoprotokollen. Ifølge stk. 2 kan erhvervsministeren fastsætte regler for konti i Kyotoregisteret, herunder om adgang til at oprette konti, dokumentationskrav for kontohavere, vilkår for brug af registeret og ministerens adgang til at blokere og lukke konti. Ifølge stk. 3 kan erhvervsministeren fastsætte regler om betaling af gebyr for at have en konto i Kyotoregisteret. Ifølge stk. 4 kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om, at visse kreditter ikke må indsættes på konti i Kyotoregisteret. Ifølge stk. 5 har skatteministeren adgang til enhver oplysning, herunder i elektronisk form, om konti i Kyotoregisteret, som er nødvendig for varetagelsen af skatteministerens opgaver.
Det foreslås at videreføre denne bestemmelse i sproglig justeret og forkortet form, men med samme indhold. De hidtidige regelfastsættende bemyndigelser til erhvervsministeren i § 21, stk. 2 og 3, og til klima-, energi- og forsyningsministeren i stk. 4, foreslås derimod udeladt, da sådanne bemyndigelser foreslås samlet i lovforslagets kapitel 11 af hensyn til lovens overskuelighed.
Foreslåede § 13, stk. 1, pålægger erhvervsministeren at administrere det elektroniske Kyotoregister, som indeholder oplysninger om klimakreditter m.v. udstedt i henhold til FN’s Klimakonvention og Kyotoprotokollen.
De relevante registeradministrative opgaver bestemmes som hidtil af kvoteordningens regler, herunder direkte gældende EU-ret, med EU’s registerbestemmelser for Kyotoregistret i forordning (EU) 389/2013 som den mest centrale retskilde. Denne forordning, som blev ophævet med virkning fra 1. januar 2021, finder indtil den 1. januar 2026 fortsat anvendelse for alle de operationer, der er nødvendige i forbindelse med kvotehandelsperioden fra 2013 til 2020, Kyotoprotokollens anden forpligtelsesperiode og en såkaldt overholdelsesperiode fra 2013-2020, jf. artikel 88 i EU’s kvoteregisterforordning (EU) 2019/1122.
Foreslåede § 13, stk. 2, sikrer, at skatteministeren har adgang til enhver oplysning om de konti i Kyotoregisteret, som er nødvendig for varetagelsen af skatteministerens opgaver.
Dette skønnes at være nødvendig for at sikre en effektiv ligningsmæssig kontrol. Bestemmelsen viderefører kvotelovens nugældende § 22, stk. 5, med samme indhold, idet den hidtidige tilføjelse »herunder i elektronisk form« dog er udeladt som undværlig. Dette beror på, at elektronisk dataudveksling mellem statslige myndigheder i dag anses som standard for informationsudveksling. Det kræver følgelig ikke længere fremhævning i lovtekster, at informationsudveksling kan foregå i elektronisk form.