Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 9

Det følger af § 7 b, stk. 1, i lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion, at en kommune, der deltager i CO2-fangst, i forbindelse med kontraktindgåelse med staten om tildeling af støtte efter lovens § 7 a, og i det omfang det er en forudsætning for kontraktindgåelsen, kan forpligte sig økonomisk i forhold til gennemførelse af den CO2-fangst, kommunen deltager i, jf. nr. 1, og til gennemførelse af transport, anvendelse og lagring af den opsamlede CO2, der varetages af en tredjepart, jf. nr. 2.

Det foreslås med bestemmelsen i § 9, stk. 1, at en kommune i forbindelse med kontraktindgåelse med staten om tildeling af støtte efter lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion, og når det er en forudsætning for kontraktindgåelsen, vil kunne forpligte sig økonomisk i forhold til gennemførelse af de CO2-fangstaktiviteter, kommunen deltager i, jf. det foreslåede nr. 1, og til gennemførelse af transport, anvendelse og lagring af den opsamlede CO2, der varetages af en tredjepart, jf. det foreslåede nr. 2.

Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at det fortsat skal være muligt for kommunerne at stille garanti for støttebod i forbindelse med udbud af CCS-puljer svarende til de gældende regler. Ved CCS forstås Carbon Capture and Storage (CO2-fangst og -lagring).

Med lovforslagets § 31, nr. 1, foreslås det at ophæve den gældende bestemmelse om kommuners hæftelse i forbindelse med statsstøtte til CO2-fangst i § 7 b i lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion og i stedet indsætte en tilsvarende bestemmelse i lovforslagets § 9.

Med den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, vil en kommune, herunder en kommunalt ejet virksomhed, kunne påtage sig økonomiske forpligtelser for at sikre gennemførelse af CO2-fangsten samt gennemførelse af transport og lagring eller anvendelse af den indfangede CO2, der varetages af tredjepart, som kommunen eller kommunerne indgår kontrakt med. Mens det vil være den kommunalt ejede virksomhed, der vil indgå kontrakten med staten, vil de heraf følgende økonomiske forpligtelser dog i sidste ende påhvile kommunen, hvis denne udnytter den foreslåede hjemmel.

Ved kommuner forstås i den foreslåede bestemmelse også såkaldte særkommuner oprettet efter § 60 i kommunestyrelsesloven.

Den konkrete rækkevidde af de økonomiske forpligtelser, som en kommune med lovforslaget vil få hjemmel til at påtage sig, vil afhænge af de forpligtelser, som den kommunalt ejede virksomhed vil skulle påtage sig i forbindelse med kontraktindgåelse med staten om tildeling af statslige støttemidler til fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2.

Det afgørende vil være, at indgåelsen af kontrakt med staten om tildeling af midler forudsætter, at en kommunalt ejet virksomhed, der lovligt deltager i CO2-fangst, og i forlængelse heraf ejerkommunen eller ejerkommunerne, påtager sig den eller de økonomiske forpligtelser.

Uanset organiseringen af den virksomhed, der indgår kontrakt med staten om tildeling af statslige støttemidler til fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2 og dermed påtager sig de økonomiske forpligtelser til sikring af gennemførelse af fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2, vil den ultimative hæftelse for indfrielse af disse økonomiske forpligtelser i medfør af den foreslåede bestemmelse påhvile den eller de kommuner, som deltager i den virksomhed, der indgår kontrakten med staten om tildeling af støtte i medfør af § 7 a i lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion, og som har påtaget sig forpligtelsen.

Det skal dog understreges, at den foreslåede bestemmelse alene er en hjemmel til, at en kommune kan forpligte sig økonomisk i forbindelse med, at en virksomhed, som kommunen helt eller delvist ejer, eventuelt i fællesskab med andre kommuner indgår kontrakt med staten om tildeling af støtte. Det er ikke med den foreslåede bestemmelse reguleret, om alle ejerkommuner vil skulle påtage sig den økonomiske forpligtelse som beskrevet, eller om alle ejerkommuner vil skulle være enige i at påtage sig de økonomiske forpligtelser.

Hvor en kommune forpligter sig økonomisk i forbindelse med CO2-fangstaktiviteter, vil kommunen skulle sikre, at denne overholder EU’s statsstøtteregler. Det betyder, at den kommunale økonomiske forpligtelse, hvor der vil kunne være tale om statsstøtte, vil skulle stilles på markedsvilkår. En kommune vil således skulle opkræve en provision på markedsmæssige vilkår, som svarer til den provision, som en privat garantistiller vil forlange, samt stille de betingelser, som en privat garantistiller vil stille. En kommune vil ikke kunne forlange en mindre provision eller lempeligere betingelser, end hvad en anden aktør i markedet ville forlange. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.2.2 og 9.1.

Kommunerne vil med den foreslåede bestemmelse være underlagt det almindelige tilsyn med kommuner og kommunale fællesskaber af Ankestyrelsen i medfør af den kommunale styrelseslov.

Der henvises endvidere til pkt. 3.5.2.2 og 3.5.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

De udvidede økonomiske forpligtelser, som kommunerne vil få hjemmel til at påtage sig vil indebære en økonomisk risiko for de berørte kommuners borgere samtidig med, at fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2 for såvel kommuner som deres samarbejdsparter er en ny aktivitet, der spiller ind på tværs af de forskellige forsyningslovgivninger.

Med de foreslåede bestemmelser i § 31, nr. 1, og § 9, stk. 1, vil bestemmelsen om kommuners hæftelse i forbindelse tildeling af statsstøtte til CO2-fangst blive flyttet fra lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion til denne lov. Det skyldes, at hensigten med dette lovforslag er at samle bestemmelserne om CO2-fangstaktiviteter i el- eller varmeproduktionsvirksomheder i en ny hovedlov, hvilket omfatter en bestemmelse om kommuners økonomiske forpligtelse ved statsstøtte. Samtidig imødekommes dele af aftalen med de to foreslåede bestemmelser.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, vil være en indholdsmæssig videreførelse af bestemmelsen i § 7 b, stk. 1, i lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion.

Der findes ikke gældende regler om, at kommuner vil kunne forpligte sig økonomisk for forhold, der udspringer af kontrakter knyttet til CO2-fangstaktiviteter.

Det foreslås med § 9, stk. 2, at en kommune, som deltager i CO2-fangstaktiviteter efter de foreslåede § 3, stk. 1 og 2, i forbindelse med kontraktindgåelser knyttet til disse CO2-fangstaktiviteter med en på forhånd fastsat afgrænsning vil kunne forpligte sig økonomisk for forhold, der udspringer af kontrakterne.

Ved kommuner forstås i den foreslåede bestemmelse også såkaldte særkommuner oprettet efter § 60 i kommunestyrelsesloven.

En kommune vil med den foreslåede bestemmelse således kunne påtage sig at hæfte eller stille garanti for en forpligtelse, som indgår som en del af en kontrakt, som knytter sig til en CO2-fangstaktivitet. Det vil f.eks. kunne være for en bod eller en økonomisk erstatning, som det kommunale CO2-fangstselskab vil skulle yde over for en anden kontraktspart i tilfælde, hvor CO2-fangstselskabet ikke lever op til en forpligtelse, som selskabet har påtaget sig i forbindelse med kontraktsindgåelsen. Det vil endvidere kunne være for en forpligtelse i en kontrakt, som en varmeforsyningsvirksomhed har indgået med et CO2-fangstselskab i forbindelse med indkøb af en CO2-fangstydelse. Ved indkøb af CO2-fangst forstås også indkøb af transport og lagring af den fangede CO2.

Det vil være en forudsætning for kommunens økonomiske forpligtelse, at der er tale om en kontrakt, som knytter sig til en CO2-fangstaktivitet, f.eks. levering af røggas indeholdende CO2 eller CO2 til anvendelse.

Det følger af kommunalfuldmagtsreglerne, at en kommune inden for visse rammer skal handle økonomisk ansvarligt, idet den forvalter kommunens skatteindtægter. Dette vil således også gælde i forbindelse med en kommunes beslutning om at forpligte sig økonomisk. Det vil derfor endvidere være en forudsætning for den økonomiske forpligtelse, at rækkevidden af forpligtelsen på forhånd er afgrænset. Det vil sige, at kommunen f.eks. vil kunne påtage sig at hæfte for eller stille garanti for et bestemt beløb eller for et beløb inden for et nærmere fastsat loft, men kommunen vil ikke kunne påtage sig en økonomisk forpligtelse med en ubegrænset rækkevidde.

Hvor en kommune forpligter sig økonomisk i forbindelse med CO2-fangstaktiviteter, vil kommunen skulle sikre, at denne overholder EU’s statsstøtteregler. Det betyder, at den kommunale økonomiske forpligtelse, hvor der vil kunne være tale om statsstøtte, vil skulle stilles på markedsvilkår. En kommune vil således skulle opkræve en provision på markedsmæssige vilkår, som svarer til den provision, som en privat garantistiller vil forlange, samt stille de betingelser, som en privat garantistiller vil stille. En kommune vil ikke kunne forlange en mindre provision eller lempeligere betingelser, end hvad en anden aktør i markedet ville forlange. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.2.2 og 9.1.

Det vil ikke have betydning for EU’s statsstøtteretlige regler, hvis kommunen måtte forlange en højere provision, end hvad der svarer til markedsvilkårene, idet en højere provision ikke vil medføre en fordel for den pågældende virksomhed i forhold til dennes konkurrenter. Det må dog anses for at stride mod kommunalfuldmagtsreglerne, herunder hvile i sig selv princippet, hvis en kommune benytter adgangen til at påtage sig en økonomisk forpligtelse til at opnå en fortjeneste ud over markedsprisen på bekostning af et kommunalt selskab.

Herudover vil CO2-fangstaktiviteterne skulle varetages i et kapitalselskab omfattet af selskabsloven, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, 2. pkt., og selskabet vil således skulle drives som ethvert andet kapitalselskab, herunder med et eventuelt ansvar for selskabets bestyrelse ved indgåelse af en aftale med kommunen om en økonomisk forpligtelse med en provision, som er højere, end hvad der vurderes at gælde på markedsvilkår. Der henvises endvidere til pkt. 3.5.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Kommunen må derfor ikke forlange en højere provision end markedsprisen.

I tilfælde hvor statsstøttereglerne ikke finder anvendelse, vil der også skulle opkræves garantiprovision på markedsmæssige vilkår. Lovforslaget regulerer således udtømmende kommunernes adgang til at stille garanti for CO2-fangst.

Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 3 skulle træffe beslutning på et møde om at påtage sig sådan en økonomisk forpligtelse.

Med den foreslåede bestemmelse får en kommune mulighed for at sikre det kommunale CO2-fangstselskab i forbindelse med selskabets CO2-fangstkontrakter, hvilket i sidste ende vil kunne være en forudsætning for, at den pågældende kontrakt vil kunne indgås. Herudover vil det med kravet om en afgrænsning af rækkevidden af den økonomiske forpligtelse blive sikret, at det vil være tydeligt for kommunen, hvilken risiko denne maksimalt måtte påtage sig ved den økonomiske forpligtelse.

Af § 7 b, stk. 2, i lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion følger det, at kommunens beslutning om at forpligte sig økonomisk, jf. § 7 b, stk. 1, skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde.

Det foreslås i § 9, stk. 3, at beslutning om en kommunes eller en kommunal virksomheds økonomiske forpligtelse i forbindelse med kontraktindgåelse vil skulle træffes af kommunalbestyrelsen på et møde.

Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren, at kommunen som udgangspunkt kun må bære risici, som kommunalbestyrelsen eksplicit har påtaget sig. Beslutninger om at påtage sig risici skal være omfattet af et delegationsforbud, således at kun kommunalbestyrelsen kan beslutte at bære risici uanset valgt organisationsform.

Den foreslåede bestemmelse om, at en kommunes eller kommunal virksomheds beslutning om at forpligte sig økonomisk vil skulle træffes af kommunalbestyrelsen på et møde, skal sikre, at beslutningen behandles politisk i kommunen. Dette skal særligt ses i lyset af størrelsesordenen af den økonomiske forpligtelse, som kommunens borgere ultimativt ville skulle hæfte for, samtidig med de risici, der i øvrigt følger af karakteren af deltagelsen i CO2-fangstaktiviteter. Det vil derfor også være afgørende, at kommunalbestyrelsen ved sin beslutning om at forpligte sig økonomisk i forbindelse med CO2-fangstkontrakter er fuldt oplyst om forpligtelsens rækkevidde.

Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte kommunale virksomheders økonomiske forpligtelse. Ved virksomheder forstås også selskaber, hvorfor f.eks. kommunale aktieselskaber (A/S), anpartsselskaber (ApS) og interessentskaber (I/S) vil være omfattede. Bestemmelsen vil omfatte alle kommunale virksomheder. Det vil således også her være en forudsætning, at kommunalbestyrelsen, forinden der påtages en økonomisk forpligtelse, har truffet beslutning herom på et møde.

Ankestyrelsen vil på tilsvarende vis som efter stk. 1 og 2 kunne føre tilsyn med, at den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 3, overholdes.

Der henvises nærmere til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Forslaget har den konsekvens, at der ved lov foretages en indskrænkning af kommunalbestyrelsens adgang til delegation inden for den kommunale organisation.

Med de foreslåede bestemmelser i § 31, nr. 1, og § 9, vil bestemmelsen om kommuners hæftelse i forbindelse tildeling af statsstøtte til CO2-fangst blive flyttet fra lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion til denne lov. Det skyldes, at hensigten med dette lovforslag er at samle bestemmelserne om CO2-fangstaktiviteter i el- eller varmeproduktionsvirksomheder i en ny hovedlov, hvilket omfatter en bestemmelse om kommuners hæftelse ved statsstøtte. Samtidig imødekommes dele af aftalen med de to foreslåede bestemmelser.