LOV nr 1647 af 30/12/2024
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 5
Varetages CO2-fangstaktiviteter i samme selskab eller virksomhed som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, skal CO2-fangstvirksomheden være selskabsmæssigt adskilt fra virksomheder, som driver et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp omfattet af lov om varmeforsyning.
Stk. 2. CO2-fangstaktiviteter må ikke udøves i et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller et selskab, som er helt eller delvis og direkte eller indirekte ejet af et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5.
Forarbejder til Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 5
RetsinformationDer findes ikke i varmeforsyningsloven eller i elforsyningsloven regler om, at en virksomhed, som varetager CO2-fangst skal være selskabsmæssigt adskilt fra selskaber, som driver et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp. Der henvises nærmere til pkt. 3.3.1 om gældende ret i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen i § 5, stk. 1, at varetages CO2-fangstaktiviteter i samme selskab eller virksomhed som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, vil denne CO2-fangstvirksomhed skulle være selskabsmæssigt adskilt fra virksomheder, som driver et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp omfattet af lov om varmeforsyning.
Ved fremføringsanlæg forstås de anlæg, som er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2, i lov om varmeforsyning. Det vil sige, at både distributions- og transmissionsnet (fjernvarmenet) vil være omfattede af den foreslåede bestemmelse.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at der skal stilles krav om, at CO2-fangst skal ske selskabsmæssigt adskilt fra fjernvarmenettet. Det vil gælde uanset ejerskab.
Investeringer i CO2-fangst forventes at være af en vis størrelsesorden, og samtidig er markedet for CO2-fangst i Danmark fortsat i sin opstartsfase. Det betyder, at der kan være en vis risiko forbundet med investeringer i CO2-fangst.
Det følger endvidere af aftalen, at der skal gives hjemmel og fleksibilitet til, at både kommuner og private kan organisere CO2-fangstvirksomhed i en særskilt CO2-fangstvirksomhed eller lade CO2-fangstvirksomheden indgå i samme virksomhed som kraftvarme-, varmeproduktions- eller elproduktionsvirksomheden. Det vil således være muligt for både kommuner og for private virksomheder at varetage CO2-fangstaktiviteter i samme virksomhed som f.eks. en varmeproduktionsvirksomhed. Der henvises nærmere til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det er hensigten i aftalen, at omkostninger knyttet til CO2-fangst som udgangspunkt ikke må overvæltes på varmeforbrugerne. Hvor CO2-fangstaktiviteter varetages i samme virksomhed som en varmeproduktionsvirksomhed, betyder det, at omkostninger til CO2-fangstaktiviteterne ikke må indgå i varmeregnskabet og således ikke vil kunne indregnes i varmeprisen.
En forudsætning om, at omkostninger til CO2-fangst som udgangspunkt ikke må overvæltes på varmeforbrugerne, vil dog ikke fuldstændig beskytte dem i forhold til den risiko, der vil være forbundet med investeringerne i CO2-fangst. Der vil således fortsat kunne være en risiko for forbrugerne i det tilfælde, at varmeproduktionsvirksomheden, som også varetager CO2-fangstaktiviteter, måtte gå konkurs. I sådan et tilfælde vil varmeforbrugerene kunne risikere at miste sin fjernvarmeforsyning, ligesom det er vil kunne være andre afledte konsekvenser af konkursen.
Ved at stille krav, at fjernvarmenettet ikke må ligge i samme virksomhed som den virksomhed, som varetager CO2-fangstaktiviteterne, afskærmes fjernvarmenettet i forhold til en eventuel konkurs i varmeproduktionsvirksomheden.
Det følger således af den foreslåede bestemmelse, at en kommune eller en privat virksomhed, som varetager CO2-fangstaktiviteter i samme virksomhed som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, vil skulle sikre, at denne virksomhed er selskabsmæssigt adskilt fra fremføringsanlæg, som aftager varme fra den pågældende varmeproduktionsvirksomhed.
Der vil ikke i forbindelse med den foreslåede bestemmelse blive stillet krav til, hvordan den virksomhed, som ejer fjernvarmenettet efter selskabsudskillelsen, vil skulle være organiseret. Der vil således f.eks. både kunne være tale om et aktie- eller anpartsselskab eller et interessentskab.
Der vil endvidere ikke blive fastsat begrænsninger i, hvem der vil kunne eje det pågældende fjernvarmenet. Det vil således f.eks. kunne være ejet af forbrugerne, eller det vil kunne være ejet af samme ejer som varmeproduktionsvirksomheden, f.eks. kommunen. Det vil endvidere være muligt at placere fjernvarmevirksomheden i samme koncern som varmeproduktionsvirksomheden.
Fjernvarmevirksomheden vil være omfattet af reglerne i varmeforsyningsloven, og det vil således skulle overholde de på ethvert tidspunkt gældende regler. Det vil bl.a. sige regler, som måtte fastsætte krav til eller begrænsninger i, hvordan virksomheden kan organiseres, eller hvem der kan være ejer af virksomheden.
Den selskabsmæssige adskillelse af fjernvarmenettet fra varmeproduktionsvirksomheden skal være gennemført, inden der investeres i CO2-fangst i virksomheden. Det vil sige, at fjernvarmevirksomheden vil skulle være stiftet, inden varmeproduktionsvirksomheden påbegynder CO2-fangstaktiviteter. Det vil f.eks. betyde, at der i virksomheden vil kunne træffes beslutning om at ville investere i CO2-fangst, men at virksomheden ikke vil kunne indgå aftaler om etablering eller drift af et CO2-fangstanlæg med tilhørende rørledningsanlæg, mellemlager m.v., før der er oprettet en virksomhed til fjernvarmenettet. For kommunale affaldsforbrændingsanlæg, som i medfør af § 2 b, stk. 3, og §§ 2 h-i, skal udskilles i sit eget aktie- eller anpartsselskab, og som i medfør af § 29, nr. 2, i dette lovforslag, vil kunne deltage i CO2-fangstaktiviteter, vil det være det tidspunkt, hvor aktie- eller anpartsselskabet med affaldsforbrændingsanlægget er stiftet, som har betydning for, hvornår virksomheden vil kunne påbegynde CO2-fangstaktiviteter.
Det afgørende er, at den risiko, som er forbundet med investeringen i CO2-fangst, skal være adskilt fra fjernvarmenettet, således at fjernvarmenettet ikke i tilfælde af en konkurs i varmeproduktionsvirksomheden vil kunne indgå i dennes konkursbo. Der henvises nærmere til af pkt. 3.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Kravet om selskabsmæssig adskillelse mellem fjernvarmenettet og varmeproduktionsvirksomheden, som også varetager CO2-fangstaktiviteter, medfører ikke, at de ikke må varetages andre aktiviteter i samme virksomhed som fjernvarmenettet, hvis ikke anden regulering er til hinder herfor.
Det følger af § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at tilsynet med kommuner og kommunale fællesskaber varetages af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed, jf. lov om kommunernes styrelse § 53. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommunerne og kommunale fællesskaber overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder. Ankestyrelsen beslutter som kommunal tilsynsmyndighed selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, jf. § 48 a i lov om kommunernes styrelse.
Ankestyrelsen fører ikke tilsyn med kommunale selskaber, og Ankestyrelsen fører heller ikke tilsyn i det omfang, særlige klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage stilling til den pågældende sag, jf. § 48, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse. Ankestyrelsen vil således ikke føre tilsyn med den el- eller varmeforsyningsvirksomhed, som eventuelt vil skulle spaltes med en udskillelse af aktiviteter forbundet med fremføringsanlægget.
Med den foreslåede bestemmelse vil en varmeproduktionsvirksomhed, som varetager CO2-fangstaktiviteter, og et fjernvarmenet være selskabsmæssigt adskilt, og de varmeforbrugere, som er tilknyttet fjernvarmenettet, vil på den måde være afskærmet fra den risiko, der kan følge af en investering i CO2-fangst f.eks. i forbindelse med en konkurs i varmeproduktionsvirksomheden. I sådan et tilfælde vil varmeforbrugerne miste en kilde til varme, som vil skulle erstattes, men de vil ikke miste det fjernvarmenet, som de er tilknyttet.
Der henvises endvidere pkt. 3.3.2 om beskyttelse af varmeforbrugerne og pkt. 9.2 vedrørende lov om tjenesteydelser i det indre marked i lovforslagets almindelige bemærkninger.
CO2-fangstaktiviteter kan efter gældende ret ikke betragtes som en del af et vandselskabs vand- eller spildevandsforsyningsaktivitet (hovedvirksomhed) og kan heller ikke betragtes som en nødvendig udgift for vandselskaberne i forbindelse med vandforsyning eller spildevandsforsyning. Der er heller ikke hjemmel i bekendtgørelse nr. 793 om vandselskabers deltagelse i tilknyttet virksomhed af 21. juni 2024 til, at et vandselskab kan udøve CO2-fangstaktiviteter som tilknyttet virksomhed, da denne aktivitet ikke er opført på den udtømmende liste i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, over aktiviteter, som et vandselskab må udøve som tilknyttet virksomhed. Et vandselskab må således efter gældende ret hverken udføre CO2-fangstaktiviteter eller indregne udgifter hertil i taksterne. Der findes imidlertid ikke udtrykkelige regler om, at vandselskaber ikke må udøve CO2-fangstaktiviteter. Der henvises til pkt. 3.7.1.3 om gældende ret i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen i § 5, stk. 2, at CO2-fangstaktiviteter ikke må udøves i et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller et selskab, som er helt eller delvist og direkte eller indirekte ejet af et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5.
Der foreslås ikke hermed nogen ændringer af, hvilke aktiviteter et vandselskab kan udføre eller takstfinansiere, da det allerede følger af gældende ret, at et vandselskab ikke må udføre eller takstfinansiere CO2-fangstaktiviteter, men det foreslås, for at undgå tvivl, at fastsætte en udtrykkelig bestemmelse herom, som også omfatter selskaber, som er helt eller delvist og direkte eller indirekte ejet af et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5.
Dermed bliver det klart, at vandselskaber omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, ikke kan udføre CO2-fangst, f.eks. i forbindelse med forbrænding af spildevandsslam, eller direkte eller indirekte eje eller være medejer af et selskab, som udfører CO2-fangstaktiviteter.
Forslaget ændrer ikke på, at et vandselskab kan tillade, at andre for egen regning opstiller anlæg til CO2-fangst på et vandselskabs anlæg, forudsat at vandselskabet ikke har udgifter i den forbindelse, og herudover indgår aftalen på markedsmæssige vilkår, jf. vandsektorlovens § 19, stk. 4.
Desuden er det hensigten, at det præciseres i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om vandselskabers deltagelse i tilknyttet virksomhed, at vandselskabets aktiviteter vedrørende salg af vandselskabets rest-, overskuds- eller biprodukter og udnyttelse eller salg af energi, der hidrører fra vandselskabets hovedvirksomhed, ikke omfatter CO2-fangstaktiviteter.