LOV nr 1647 af 30/12/2024
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 27
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
-
undlader at foretage registrering efter § 12, stk. 1,
-
undlader at foretage indberetning efter § 12, stk. 5,
-
undlader at afhænde ejerandele efter § 13, stk. 1, 3. pkt.,
-
anvender midler i strid med § 13, stk. 3,
-
undlader at afgive erklæring efter § 13, stk. 6, 1. pkt.,
-
undlader at efterkomme en afgørelse efter § 13, stk. 6, 5. pkt., § 18, stk. 2, eller § 20, stk. 1 eller 2,
-
undlader at afgive eller tilvejebringe oplysninger efter anmodning efter § 18, stk. 1, eller § 24, stk. 4, eller
-
i forbindelse med tilsyn efter § 17, stk. 1 eller 2, meddeler Forsyningstilsynet, Energiklagenævnet eller klima-, energi- og forsyningsministeren urigtige eller vildledende oplysninger.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Forarbejder til Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 27
RetsinformationDer findes i varmeforsyningslovens § 34, stk. 1, og i elforsyningslovens § 87, stk. 1 og 2, § 87 a, stk. 1, § 87 b, stk. 1, § 87 c, stk. 1, og § 88, stk. 1, regler om, at visse overtrædelser af loven straffes med bøde.
Med bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 1, foreslås det, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der undlader at foretage registrering efter § 12, stk. 1, kunne straffes med bøde.
Kommuner vil efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1, have pligt til at registrere modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der er omfattet af lovforslagets § 1, eller virksomheder, der direkte eller indirekte ejer andele i sådanne virksomheder. Undlader en kommune at foretage en sådan registrering, vil det kunne straffes med bøde.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, foreslås det, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der undlader at foretage indberetning efter § 12, stk. 5, kunne straffes med bøde.
Kommuner vil efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 5, have pligt til senest den 1. februar hvert år til Forsyningstilsynet at indberette de registreringer, som kommunen har foretaget efter de foreslåede § 12, stk. 1, 3 og 4 i det foregående kalenderår, eller afgive erklæring om, at der ikke er foretaget sådanne registreringer. Undlader en kommune at foretage en sådan indberetning, vil det kunne straffes med bøde.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, foreslås det, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der undlader at afhænde ejerandele efter § 13, stk. 1, 3. pkt., kunne straffes med bøde.
Kommuner må efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, ikke uden tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren bevare ejerandele i virksomheder omfattet af det foreslåede § 12, stk. 1, når der i de pågældende virksomheder eller i virksomheder, som de direkte eller indirekte ejer andele i, påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne stille vilkår for meddelelse af tilladelse, herunder om afståelse af ejerandele eller aktiviteter i en eller flere af de pågældende virksomheder eller om, at midler anvendt til sådanne nye aktiviteter skal betragtes som uddelinger efter § 12, stk. 1. Afståelse efter 2. pkt. vil, medmindre særlige hensyn tilsiger andet, skulle ske snarest. Opnås tilladelse ikke, vil kommunen snarest skulle afhænde samtlige ejerandele i de pågældende virksomheder.
Undlader en kommune at afhænde ejerandelene, vil det kunne straffes med bøde.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, foreslås det, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der anvender midler i strid med § 13, stk. 3, kunne straffes med bøde.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 3, at i virksomheder omfattet af det foreslåede § 13, stk. 1, må der ikke anvendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af loven i dette lovforslag, lov om elforsyning, lov om varmeforsyning, lov om fjernkøling eller lov om gasforsyning, til aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse. Anvender virksomheden midler i strid hermed, vil det kunne straffes med bøde.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 5, foreslås det, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der undlader at afgive erklæring efter § 13, stk. 6, 1. pkt., kunne straffes med bøde.
Kommuner vil efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 6, 1. pkt., have pligt til senest den 1. februar hvert år over for Forsyningstilsynet ved erklæring afgivet i overensstemmelse med reglerne udstedt i medfør af den foreslåede § 14 at godtgøre, at der ikke i det foregående kalenderår har været anvendt midler i strid med stk. 3. Undlader en kommune at afgive en sådan erklæring, vil det kunne straffes med bøde.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 6, foreslås det, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der undlader at efterkomme en afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 13, stk. 6, 5. pkt., § 18, stk. 2, eller § 20, stk. 1 eller 2, kunne straffes med bøde.
Forsyningstilsynet vil efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 6, 5. pkt., træffe afgørelse om hel eller delvis afståelse af aktiviteter eller ejerandele i virksomheder omfattet af det foreslåede § 13, stk. 1.
Kommuner må efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, ikke uden tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren bevare ejerandele i virksomheder omfattet af det foreslåede § 12, stk. 1, når der i de pågældende virksomheder eller i virksomheder, som de direkte eller indirekte ejer andele i, påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne stille vilkår for meddelelse af tilladelse, herunder om afståelse af ejerandele eller aktiviteter i en eller flere af de pågældende virksomheder eller om, at midler anvendt til sådanne nye aktiviteter skal betragtes som uddelinger efter § 12, stk. 1. Afståelse efter 2. pkt. vil, medmindre særlige hensyn tilsiger andet, skulle ske snarest. Opnås tilladelse ikke, vil kommunen snarest skulle afhænde samtlige ejerandele i de pågældende virksomheder.
Undlader en kommune at efterkomme en afgørelse om afståelse af ejendele efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 6, 5. pkt., vil det kunne straffes med bøde.
Forsyningstilsynet og klima-, energi- og forsyningsministeren vil efter den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 2, kunne pålægge en virksomhed omfattet af stk. 1 inden for en bestemt frist og i en bestemt form at tilvejebringe de oplysninger, som vil være nødvendige til varetagelsen af tilsynets eller ministerens opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør heraf.
Undlader virksomheden at efterkomme et påbud om at tilvejebringe oplysninger i den form eller inden for det frist, som er angivet af Forsyningstilsynet eller klima-, energi- og forsyningsministeren, vil det kunne straffes med bøde.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 1, vil Forsyningstilsynet, hvis det i sit tilsyn efter det foreslåede § 17, stk. 1, konstaterer, at en virksomhed ikke overholder kravene i de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 1, 1. pkt., § 7, stk. 1 eller 2, § 11, stk. 1, eller §§ 12 og 13 eller regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2, § 7, stk. 3, § 11, stk. 2, eller § 14, vil Forsyningstilsynet kunne påbyde overholdelse af det pågældende krav inden for en fastsat frist, og når det er relevant pålægge krav om tilbagebetaling. Forsyningstilsynet vil endvidere ved manglende overholdelse af § 11, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 11, stk. 2, kunne træffe afgørelse om en anden fordeling af indtægter og omkostninger mellem CO2-fangstregnskabet og varmeproduktionsregnskabet.
Disse bestemmelser omfatter virksomheder, som ejer et el- eller varmeproduktionsanlæg og CO2-fangstvirksomheder.
Undlader en virksomhed at efterkomme et påbud udstedt af Forsyningstilsynet om at overholde kravet i en af de angivne bestemmelser i § det foreslåede 20, stk. 1, 1. pkt., eller undlader en virksomhed at efterkomme et krav om tilbagebetaling, eller undlader en virksomhed at efterkomme en afgørelse om at foretage en anden fordeling af indtægter og omkostninger mellem CO2-fangstregnskabet og varmeproduktionsregnskabet, vil det kunne straffes med bøde.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 2, vil klima-, energi- og forsyningsministeren ved sit tilsyn efter det foreslåede § 17, stk. 2, ved manglende overholdelse af det foreslåede § 5, stk. 1, kunne påbyde overholdelse af § 5, stk. 1, inden for en fastsat frist.
Undlader virksomheden at efterkomme klima-, energi- og forsyningsministerens afgørelse inden for den fastsatte frist, vil det kunne straffes med bøde.
Der vil endvidere kunne straffes med bøde samtidig med, at der træffe afgørelse i forbindelse med den samme overtrædelse.
Med den foreslåede bestemmelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren, Forsyningstilsynet eller Energiklagenævnet, hvis de konstaterer en overtrædelse af bestemmelser omfattet af loven i forbindelse med tilsynet eller klagebehandlingen, kunne melde den, som har overtrådt bestemmelsen, til politiet med henblik på bødestraf.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, foreslås det, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der undlader at afgive eller tilvejebringe oplysninger efter anmodning efter § 18, stk. 1, eller § 24, stk. 4, kunne straffes med bøde.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, 1. pkt., vil Forsyningstilsynet og klima-, energi- og forsyningsministeren kunne indhente oplysninger hos en virksomhed omfattet af loven, som vil være nødvendige til varetagelsen af tilsynets eller ministerens opgaver efter loven eller efter regler udstedt i medfør heraf, herunder dokumentation vedrørende overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, jf. den foreslåede § 7.
Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, 2. pkt., vil 1. pkt. for så vidt angår Forsyningstilsynet finde tilsvarende anvendelse på en virksomhed, der er koncernforbundet med en virksomhed omfattet af loven, når der har fundet en eller flere transaktioner sted mellem de nævnte virksomheder.
Det følger af den foreslåede bestemmelse § 24, stk. 4, at Energiklagenævnet hos virksomheder omfattet af loven vil kunne indhente oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af nævnets opgaver efter loven eller efter regler udstedt i medfør heraf.
Undlader en kommune eller en virksomhed at afgive oplysninger til Forsyningstilsynet, klima-, energi- og forsyningsministeren eller Energiklagenævnet, vil det kunne straffes med bøde.
Det vil ikke være en forudsætning for at kunne straffes for manglende efterkommelse af oplysningspligten, at der forinden er truffet afgørelse om et påbud om at afgive oplysningerne. Manglende efterkommelse vil i sig selv kunne straffes med bøde efter det foreslåede stk. 1, nr. 7.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, foreslås det, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der i forbindelse med tilsyn efter § 17, stk. 1 eller 2, meddeler Forsyningstilsynet, Energiklagenævnet eller klima-, energi- og forsyningsministeren urigtige eller vildledende oplysninger, kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse vil både omfatte oplysninger, som afgives efter anmodning efter den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, eller som afgives til Forsyningstilsynet, Energiklagenævnet eller klima-, energi- og forsyningsministeren af egen drift i forbindelse med tilsyn efter de foreslåede bestemmelser i § 17, stk. 1 eller 2. Det vil ikke have betydning, om de urigtige eller vildledende oplysninger har haft konkret betydning for gennemførelsen af det pågældende tilsyn og for en eventuel afgørelse truffet i forlængelse heraf efter de foreslåede bestemmelser i § 20, stk. 1 og 2, men det vil kunne tillægges vægt ved fastsættelsen af bødestørrelsen.
Der findes i varmeforsyningslovens § 34, stk. 2, regler om, at der i forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Det foreslås med bestemmelsen i § 27, stk. 2, at i forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, vil der kunne fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Der vil således i bekendtgørelser, som udmønter bemyndigelser omfattet af denne lov kunne fastsættes regler om bødestraf, hvor der måtte være behov herfor. Dette vil svarende til de gældende regler på varmeforsyningsområdet.
Der vil kunne straffes med bøde samtidig med, at der træffe afgørelse i forbindelse med den samme overtrædelse.
Det følger af § 34, stk. 3, i varmeforsyningsloven, og § 87, stk. 3, § 87 a, stk. 3, § 87 b, stk. 3, § 87 c, stk. 2, og § 88, stk. 2, i elforsyningsloven, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Det foreslås med bestemmelsen i § 27, stk. 3, at der vil kunne pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Lovforslaget fastsætter regler, som retter sig mod virksomheder og kommuner, men ikke mod borgere. Det vil derfor være nødvendigt i forbindelse med bestemmelser om bødestraf, at det det fastsættes, at juridiske personer vil kunne blive pålagt strafansvar. De juridiske personer vil bl.a. være el- og varmeproduktionsvirksomheder.
Den foreslåede bestemmelse svarer til bestemmelser i varmeforsynings- og elforsyningslovene.