Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 24

Det følger af § 26, stk. 1, i varmeforsyningsloven, at Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af kommunen, klima-, energi- og forsyningsministeren, Forsyningstilsynet eller andre statslige myndigheder efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af loven. Det følger endvidere af § 89, stk. 1, 1. pkt., i elforsyningsloven, at Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af klima-, energi- og forsyningsministeren eller af Forsyningstilsynet efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven.

Med bestemmelsen i § 24, stk. 1, foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministerens eller Forsyningstilsynets afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør heraf vil kunne påklages til Energiklagenævnet.

Energiklagenævnet vil for det første kunne behandle klager over afgørelser truffet af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, hvorefter ministeren vil kunne give en kommune tilladelse til etablering og drift af installationer til midlertidig lagring af CO2, for så vidt disse ligger i nær tilknytning til kommunens lokale rørledninger.

Herudover vil Energiklagenævnet kunne behandle klager over afgørelser truffet i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 12, stk. 8, og § 13, stk. 5.

Endelig vil nævnet kunne behandle klager over afgørelser truffet i af Forsyningstilsynet medfør af den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 1 og af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 2.

Energiklagenævnet vil som rekursinstans som udgangspunkt foretage en fuldstændig prøvelse af afgørelsen. Efterprøvelsen vil omfatte sagens faktum som alle retlige spørgsmål, jf. Energiklagenævnets afgørelse af 19. december 2006 (j. nr. 97-2301-0019). Energiklagenævnet vil behandle klager efter bekendtgørelse nr. 664 af 19. juni 2006 om forretningsorden for Energiklagenævnet.

Under Energiklagenævnets behandling af klagen vil der ikke kunne rejses nye spørgsmål. Nye spørgsmål vil først kunne behandles i 1. instans for at sikre en reel to-instans prøvelse. Klager vil dog kunne fremsætte nye synspunkter, og Energiklagenævnet vil, jf. officialprincippet, også kunne inddrage nye synspunkter i sagen, herunder synspunkter, der ikke er gjort gældende af parterne. Hvis der fremkommer nye faktiske oplysninger under klagesagens behandling, vil Energiklagenævnet kunne hjemvise sagen til fornyet behandling. Dermed vil 1. instansmyndigheden få mulighed for at genoptage sagen.

En klage vil ikke automatisk have opsættende virkning. Energiklagenævnet vil dog efter almindelige forvaltningsretlige regler kunne tillægge en konkret klage opsættende virkning, hvor der ikke er modstridende interesser.

Energiklagenævnet vil kunne træffe en 1. instansafgørelse, ophæve afgørelsen eller afvise klagen. Ved ophævelse vil Energiklagenævnet typisk hjemvise sagen til fornyet behandling, men Energiklagenævnet vil også have kompetence til selv at træffe ny afgørelse.

Energiklagenævnet vil kun behandle klager, der afgives af en klageberettiget juridisk person. Retten til at klage bestemmes ud fra forvaltningslovgivningens almindelige regler. Klageberettiget er den, der er part i sagen. Retten til at klage vil derfor kræve, at klager har en væsentlig og individuel interesse i sagen.

Forbrugere tillægges i almindelighed ikke partsstatus, jf. Energiklagenævnets afgørelse af 24. februar 2010 (j.nr. 1021-256). De vil sjældent være særligt berørt i forhold til andre forbrugere og vil derfor mangle individuel interesse i sagen. Det vil f.eks. dreje sig om varmeforbrugere. Om storforbrugeres partsstatus henvises til Forsyningstilsynets afgørelse af 26. august 2020 (j.nr. 20/03273).

Der vil kunne klages over afgørelser, men ikke processuelle beslutninger, da disse ikke er afgørelser, jf. Energiklagenævnets afgørelse af 7. november 2017 (j.nr. 1021-17-20), som vedrører en kommunens beslutning om at forlænge høringsperioden. Ved afgørelser forstås en retsakt, der går ud på at fastslå, hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde.

Det følger af § 26, stk. 2, i varmeforsyningsloven, at kommunens, klima-, energi- og forsyningsministerens, Forsyningstilsynets og andre statslige myndigheders afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed end det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Tilsvarende gælder efter § 89, stk. 2, i elforsyningsloven.

Med bestemmelsen i § 24, stk. 2, foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministerens eller Forsyningstilsynets afgørelser ikke vil kunne indbringes for anden administrativ myndighed end Energiklagenævnet.

Det vil således med den foreslåede bestemmelse blive fastsat, at klager over klima-, energi- og forsyningsministerens eller Forsyningstilsynets afgørelser alene vil kunne indbringes for Energiklagenævnet.

Fordi Energiklagenævnet er den eneste og sidste klagemyndighed, vil det som regel være Energiklagenævnets afgørelser, som indbringes for domstolene. Domstolene vil ikke kun afvise at behandle sager, hvis der fortsat vil være mulighed for at klage til Energiklagenævnet, men også sager, der slet ikke har været forelagt energimyndighederne. Domstolene vil dog kunne behandle spørgsmål, som førsteinstansmyndigheden har afvist at realitetsbehandle eller kun har villet afgive en vejledende udtalelse om. Det samme vil gælde, hvis der ikke er klagemulighed til Energiklagenævnet, f.eks. fordi klageren ikke er klageberettiget.

Med den foreslåede bestemmelse afskæres muligheden for at klage over en afgørelse truffet af Forsyningstilsynet andre steder end hos Energiklagenævnet, og adgangen til at indbringe sagen for domstolene vil endvidere blive afskåret, indtil Energiklagenævnets afgørelse foreligger, jf. den foreslåede bestemmelse i § 26, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til de gældende regler herom i varme- og elforsyningslovene.

Det følger af § 26, stk. 3, i varmeforsyningsloven, at en klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Tilsvarende gælder efter § 89, stk. 4, i elforsyningsloven.

Med bestemmelsen i § 24, stk. 3, 1. pkt., foreslås det, at en klage efter det foreslåede stk. 1 vil skulle være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Det foreslås videre i 2. pkt., at udløber klagefristen på en lørdag, søndag eller helligdag, vil klagefristen blive forlænget til den følgende hverdag.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter således en endelig frist for, hvornår Energiklagenævnet vil skulle have modtaget en klage over en afgørelse truffet af Forsyningstilsynet.

Efter § 7 i bekendtgørelse nr. 664 af 19. juni 2006 om forretningsorden for Energiklagenævnet skal en klage indgives skriftligt til Energiklagenævnet med angivelse af de synspunkter, som klagen støttes på. Klagen skal være kommet frem til Energiklagenævnet senest ved kontortids ophør på den dag, hvor klagefristen udløber.

Klagefristen udløber den samme ugedag, som afgørelsen er kommet frem, 4 uger senere. Hvis klagefristens sidste dag falder på en lørdag, søndag eller helligdag, vil fristen blive forlænget til den følgende hverdag.

Overskridelse af fristen med enkelte dage vil ikke medføre afvisning, hvis det vil kunne godtgøres, at overskridelsen er undskyldelig. Der vil på baggrund af uskrevne forvaltningsretlige regler kunne ses bort fra fristoverskridelse (oprejsningsbevilling), hvis der foreligger særlige forhold.

I forhold til klageberettigede, der vil have krav på individuel afgørelse, regnes klagefristen fra det tidspunkt, afgørelsen er kommet frem. Har klageberettigede krav på offentlig bekendtgørelse, regnes klagefristen fra den offentlige bekendtgørelse.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til de gældende regler herom i varme- og elforsyningslovene.

Det følger af § 27, stk. 3, i varmeforsyningsloven, at Energiklagenævnet hos de af loven omfattede anlæg kan indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af nævnets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af loven. Tilsvarende gælder efter § 84, stk. 1, i elforsyningsloven.

Med § 24, stk. 4, foreslås det, at Energiklagenævnet hos virksomheder omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren vil kunne indhente oplysninger, som vil være nødvendige for varetagelsen af nævnets opgaver efter loven eller efter regler udstedt i medfør heraf.

Ved oplysninger forstås regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektroniske lagrede data. Det vil være en forudsætning for nævnets indhentelse af oplysninger, at de vil være nødvendige for nævnets sagsbehandling. Der gælder således her et proportionalitetsprincip.

Oplysningerne vil kunne indhentes hos de virksomheder, som er omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren. Energiklagenævnet vil dog i modsætning til Forsyningstilsynet ikke kunne indhente oplysninger fra koncernforbundne selskaber, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil svare til de gældende regler herom i varme- og elforsyningslovene.