LOV nr 1647 af 30/12/2024
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 17
Forsyningstilsynet fører tilsyn med overholdelsen af § 6, stk. 1, 1. pkt., § 7, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1, og §§ 12 og 13 og regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2, § 7, stk. 3, § 11, stk. 2, og § 14.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med overholdelsen af § 5, stk. 1, for så vidt angår privatejede CO2-fangstvirksomheder.
Forarbejder til Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 17
RetsinformationEfter gældende ret varetager Forsyningstilsynet opgaver og beføjelser i medfør af lov om Forsyningstilsynet inden for sektorlovgivningen, herunder lov om elforsyning og lov om varmeforsyning.
Forsyningstilsynets tilsyn med elforsyningsvirksomheder er reguleret i lov om elforsyning, og Forsyningstilsynets tilsyn med varmeforsyningsvirksomheder er reguleret i lov om varmeforsyning.
Der henvises nærmere til pkt. 3.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen i § 17, stk. 1, foreslås det, at Forsyningstilsynet vil føre tilsyn med overholdelsen af § 6, stk. 1, 1. pkt., § 7, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1, og §§ 12 og 13 og regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2, § 7, stk. 3, § 11, stk. 2, og § 14.
Forsyningstilsynet vil således for det første føre tilsyn med overholdelse af forpligtelser i denne lov, som følger af de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 1, 1. pkt., om, at der i tilfælde af statsstøtte vil skulle lægges en værdi til varmeprisen, der svarer til de nødvendige udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter eller til betaling af afgifter, herunder at værdien af CO2-kvoterne følger regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2.
Forsyningstilsynet vil herudover føre tilsyn med den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, om, at overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, som skyldes CO2-fangst, vil kunne overføres til en CO2-fangstvirksomhed. Med tilsynet med denne bestemmelse vil det skulle undersøges, at om en overførsel mellem varmeproduktionsvirksomheden og CO2-fangstvirksomheden har fundet sted. Tilsynet vil i så fald ikke omfatte indholdet af en eventuel aftale mellem varmeproduktionsvirksomheden og CO2-fangstvirksomheden, hvor der i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, måtte blive udstedt regler herom. Hvor der ikke er sket (fuld) overførsel af CO2-kvoterne til CO2-fangstvirksomheden, vil der skulle ske modregning i varmeprisen i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 9, jf. lovforslagets § 29, nr. 5. Tilsynet hermed vil følge reglerne i varmeforsyningsloven.
Forsyningstilsynet vil endvidere føre tilsyn med den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, om, at overskydende gratis tildelte CO2-kvoter i tilfælde af statsstøtte vil skulle overføres til CO2-fangstvirksomheden. Med bestemmelsen følger det, at sådanne overskydende gratis tildelte CO2-kvoter ikke, som det ellers ville være tilfældet efter § 20, stk. 9, i varmeforsyningsloven, jf. lovforslagets § 29, nr. 5, vil blive modregnet i varmeprisen. Tilsynet med den foreslåede bestemmelse vil skulle sikre, at værdien af overskydende gratis tildelte CO2-kvoter ikke modregnes i varmeprisen. Tilsynet vil endvidere skulle sikre, at CO2-kvoterne er overført til CO2-fangstvirksomheden.
Herudover vil Forsyningstilsynet føre tilsyn med, at kravet i den foreslåede § 11, stk. 1, om regnskabsmæssig adskillelse er opfyldt, og at regnskabet for CO2-fangstaktiviteterne, herunder indkøb af CO2-fangst hos en anden CO2-fangstvirksomhed, overholder eventuelle regler udstedt i medfør af det foreslåede § 11, stk. 2.
Forsyningstilsynet vil føre tilsyn med, at kravet om regnskabsmæssig adskillelse er gennemført korrekt, hvor alle transaktioner foretages, som om de var mellem selvstændige selskaber. Dette flugter med den gældende praksis for kraftvarmeanlæg (der både producerer el og fjernvarme), hvor der skal være regnskabsmæssig adskillelse, og hvor der dermed vil skulle ske en omkostningsfordeling mellem varmeproduktionen og øvrig aktivitet, som ikke hører under varmeproduktion, f.eks. elproduktion. Ved omkostningsfordeling forstås, hvordan omkostninger, som er relevante for flere aktiviteter i selskabet (såkaldte fællesomkostninger) skal fordeles mellem varmeproduktion og øvrigt aktivitet.
Forsyningstilsynets tilsyn vil skulle sikre, at virksomhedens regnskabsmæssig adskillelse er transparent, herunder at omkostninger, som hører under CO2-fangstaktiviteter, er adskilt fra varmeomkostninger og opdelt korrekt.
Forsyningstilsynet vil føre tilsyn med håndteringen af kommunale indberetninger efter de foreslåede modregningsregler i §§ 12 og 13 samt regler udstedt i medfør af § 14. Forsyningstilsynets tilsynsopgave er reguleret i bekendtgørelse om kommuners indberetninger og erklæringer efter lov om elforsynings §§ 37 og 37 a og lov om varmeforsynings §§ 23 l og 23 m.
I medfør af den foreslåede § 12, stk. 5, skal kommunerne hvert år indberette de registreringer, som kommunen har foretaget efter stk. 1, 3 og 4. Kommunerne skal godtgøre ved erklæring til Forsyningstilsynet, at der ikke er anvendt el-, varme-, gas- eller CO2-fangstmidler til vandforsynings-, spildevands- eller affaldsaktiviteter. Pligten gælder kommuner med virksomheder og koncernstrukturer, hvori der udøves CO2-fangstaktiviteter, hvor der produceres elektricitet, eller hvorfra der sker varmelevering sammen med vandforsyning eller spildevandsaktiviteter eller affaldshåndtering. Forsyningstilsynet vil på baggrund af indberetningerne og erklæringerne træffe afgørelse om godkendelse af eventuelle indberettede rådighedsbeløb m.v. i medfør af det foreslåede § 12, stk. 8. Forsyningstilsynet vil herefter hvert år senest den 1. maj skulle give Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelelse om eventuelle rådighedsbeløb inklusiv renter, som en eller flere kommuner måtte have modtaget. Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil herefter reducere kommunens statstilskud, jf. det foreslåede § 12, stk. 9.
Hvert år den 1. september vil kommunerne på CO2-fangst- samt el- og varmeområdet skulle indsende revisorerklæring om rigtigheden og fuldstændigheden af kommunens indberetning og erklæring indsendt den 1. februar. Forsyningstilsynet vil udtage et antal revisorerklæringer til stikprøvekontrol hvert år med bistand fra et revisionsfirma. Formålet med opgaven er en vurdering af, om der skal ske modregning i kommunens statstilskud. Forsyningstilsynet vil godkende indberetningerne m.v. og foretage stikprøver på området.
Forsyningstilsynet vil med den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, kunne indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af loven. Det vil f.eks. kunne være dokumentation for værdien af sparede udgifter efter § 6, stk. 1, eller dokumentation for overførsel af overskydende gratis tildelte CO2-kvoter. Forsyningstilsynet vil have adgang til lokaler i forbindelse med sit tilsyn i medfør den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1.
Forsyningstilsynet vil endvidere med den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, kunne fastsætte nærmere regler for dokumentation i forbindelse med kravet om regnskabsmæssig adskillelse efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1.
Det foreslåede § 17, stk. 1, vil således give Forsyningstilsynet hjemmel til at føre tilsyn med forpligtelser i medfør af lov om CO2-fangstaktiviteter, hvorved det sikres, at der vil kunne føres tilsyn med de omfattes forpligtelser i loven, hvilket vil bidrage til at sikre overholdelsen heraf.
Der findes ikke gældende regler om, at klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med selskabsmæssig adskillelse mellem en CO2-fangstvirksomhed og en fjernvarmevirksomhed.
Det foreslås med bestemmelse i § 17, stk. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil føre tilsyn med overholdelsen af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, for så vidt angår privatejede CO2-fangstvirksomheder.
Med den foreslåede vil tilsynsopgaven med overholdelsen af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, for så vidt angår privatejede CO2-fangstvirksomheder henhøre under klima-, energi- og forsyningsministeren.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, at varetages CO2-fangstaktiviteter i samme selskab eller virksomhed som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, vil CO2-fangstvirksomheden skulle være selskabsmæssigt adskilt fra virksomheder, som driver et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp omfattet af lov om varmeforsyning. Denne bestemmelse vil både omfatte kommunalt ejede selskaber og privatejede virksomheder.
Klima-, energi- og forsyningsministeren vil med den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, kunne indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af ministerens opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør heraf.
Hvor der er tale om kommunalt ejede selskaber, vil tilsynet henhøre under Ankestyrelsens tilsyn. Der henvises nærmere til pkt. 3.6.2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 2 vil afvige fra de øvrige tilsynsopgaver efter det foreslåede stk. 1, som foreslås varetaget af Forsyningstilsynet, idet der ikke vil være tale om et tilsyn, som relaterer sig til økonomien i forbindelse med varmeforsyning, herunder i relation til varmeprisen, som sædvanligvis er den type opgaver, der varetages i Forsyningstilsynet. Tilsynet med at sikre, at der er selskabsmæssig adskillelse fra en fjernvarmevirksomhed for så vidt, der er tale om en privatejet CO2-fangstvirksomhed foreslås derfor at ligge under klima-, energi- og forsyningsministeren.
Klima-, energi- og forsyningsministeren vil, hvis det konstateres, at der ikke har været foretaget selskabsmæssig adskillelse som påkrævet i § 5, stk. 1, kunne træffe afgørelse om påbud efter den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 2.