Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 15

CO2-transport i rørledninger er reguleret i henholdsvis lov om rørført transport af CO2 og lov om anvendelse af Danmarks undergrund (undergrundsloven). Lov om rørført transport af CO2 finder ikke anvendelse på lokale rørledninger, jf. § 3, stk. 3, i lov om rørført transport af CO2.

Med bestemmelsen § 15, stk. 1, foreslås det, at en kommune, som deltager i CO2-fangstaktiviteter efter de foreslåede § 3, stk. 1 og 2, vil kunne ansøge om tilladelse til etablering og drift af rørledningsanlæg efter lov om rørført transport af CO2.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, 1. pkt., at kommuner vil have hjemmel til at deltage i CO2-fangstaktiviteter. CO2-fangstaktiviteter vil også omfatte etablering af rørledningsanlæg, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 2. For visse typer af rørledningsanlæg vil det dog være nødvendigt, at kommunen opnår tilladelse til etablering og drift af rørledningsanlæg efter lov om rørført transport af CO2, jf. denne lovs § 4. Der henvises nærmere til pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af bemærkningerne til § 4, stk. 3, i lov om rørført transport af CO2, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 117 som fremsat, side 20, at lokale rørledninger, der indgår som en integreret del af anlæg, der anvendes til eksempelvis anvendelses-, mellemlagrings- eller lagringsvirksomhed, ikke vil være omfattet af tilladelseskravet i lovens § 4. Sådanne rørledninger påregnes behandlet i forbindelse med de nødvendige og lovbestemte tilladelser for sådan fangstvirksomhed efter særlovgivning afhængigt af typen af anlæg.

Der er ikke i lov om rørført transport af CO2 direkte hjemmel til, at kommunalt ejede varme- eller elproduktionsvirksomheder kan etablere og drive rørledningsanlæg til transport af CO2. Den foreslåede bestemmelse vil give kommunerne en sådan adgang til at søge en tilladelse.

Bestemmelsen vil ikke omfatte lokale rørledninger, der indgår som en integreret del af fangstanlægget, da disse behandles i forbindelse med opnåelse af de nødvendige og lovbestemte tilladelser for og godkendelser af selve fangstanlægget, herunder eks. efter miljøvurderingsloven.

Rørledninger efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil skulle være korte, hvilket indebærer, at de ikke må gå ud over, hvad der kan anses for nødvendigt for at etablere en effektiv og sikker CO2-infrastruktur. Dette indebærer, at rørledningerne forventes at have en relativ nær tilknytning til fangstanlægget. Længden af rørledningerne vil således så vidt muligt skulle begrænses, særligt hvor der ellers vil kunne blive tale om ekspropriation, eller hvor det vil medføre en anden væsentlig konsekvens for borgere.

For at afgøre, hvorvidt rørledninger vil have en tilstrækkelig nær tilknytning til fangstanlægget, vil der skulle foretages en konkret vurdering af rørledningernes omfang. Ved nær tilknytning vil skulle forstås en nødvendig og snæver sammenhæng mellem CO2-fangstaktiviteten og formålet med rørledningsanlægget. I vurderingen vil indgå en række parametre, herunder aktivitetens karakter, hensynet til at undgå værdispild, lovgivningskrav m.v., særlig ekspertise og det forhold, at et projekt eventuelt har modtaget støtte. Et formål vil f.eks. kunne være, at det er nødvendigt at etablere en rørledning til en nær midlertidig lagringslokalitet, for at den størst mulige mængde af fanget CO2 kan blive udnyttet eller lagret.

Vurderingen vil blive foretaget i forbindelse med udstedelsen af tilladelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil imødekomme den del af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren, hvorefter kommuner skal have hjemmel til at eje helt lokale rørledninger med nær tilknytning til CO2-fangsten på et givent anlæg, så længe de lokale rør har et begrænset omfang og ligger i umiddelbar forbindelse med fangstanlægget.

Med den foreslåede bestemmelse vil kommuner få adgang til at søge om tilladelser til rørledningsanlæg til transport af CO2 efter lov om rørført transport af CO2. Det vil medvirke til at sikre, at projekter ikke vil blive forhindret, fordi der ikke vil kunne findes en tredjepart, der ønsker at etablere og drive det pågældende rørledningsanlæg, eller fordi denne tredjepart ikke vil kunne etablere og drive rørledningsanlægget tilstrækkeligt sikkert inden for det tilgængelige budget eller den nødvendige tidsramme.

Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at kommunerne vil kunne få tredjepart til at etablere og drive rørledningsanlæg, som kommunen selv ville kunne have fået tilladelse til.

Der findes ingen gældende regulering af installationer til midlertidig lagring, der ikke indgår som en del af en CO2-lagringslokalitet. En CO2-lagringslokalitet defineres i undergrundslovens § 23 e, stk. 2, nr. 2, som et bestemt område med tilhørende volumen inden for en geologisk formation, der anvendes til geologisk lagring af CO2, og tilhørende anlæg på jordoverfladen og injektionsanlæg.

Installationer til midlertidig lagring, der ikke tilhører en del af en geologisk formation, der anvendes til geologisk lagring af CO2, er derfor ikke reguleret i undergrundsloven.

Der findes ikke gældende regler, som fastsætter, at en kommune kan etablere et midlertidigt lager til fanget CO2.

Med bestemmelsen § 15, stk. 2, foreslås det, at en kommune, som deltager i CO2-fangstaktiviteter efter de foreslåede § 3, stk. 1 og 2, vil kunne etablere og drive installationer til midlertidig lagring af CO2, når disse ligger i tilknytning til kommunens rørledninger.

Det vil være en forudsætning for, at en kommune kan etablere et midlertidigt lager, at dette er tilknyttet kommunens rørledningsanlæg, jf. det foreslåede stk. 1. Kommunen vil derfor udelukkende hjemmel få til at etablere midlertidige lagre, der har til formål at skulle tilkobles deres rørledningsanlæg, og drive dem, så længe de er koblet hertil. Det vil sige, at kommunens beføjelse til at etablere og drive midlertidige lagre følger kommunens tilladelse til at etablere og drive rørledningsanlæg, herunder vilkår udstedt af klima-, energi- og forsyningsministeren.

Midlertidig lagring vil eksempelvis kunne ske i lagertanke og vil typisk være nødvendig, hvor der ikke er mulighed for at transportere CO2 direkte fra fangstanlægget til et permanent lager, eller hvor der vil være behov for at skifte transportmetode eksempelvis på en havn. Dette vil typisk være tilfældet, når der ikke løber en eller flere forbundene rørledninger direkte fra fangstanlægget til et permanent lager. Midlertidig lagring kan også være relevant, hvor udnyttelse af CO2’en ikke sker i direkte forbindelse med fangsten.

Der skelnes i lovforslaget mellem installationer til midlertidig lagring af CO2, jf. det foreslåede § 15, stk. 2, og midlertidig CO2-lagring jf. § 2, nr. 4. Installationer til midlertidig lagring af CO2, jf. § 15, stk. 2, har til formål at agere modtagefacilitet for enden af det rørledningsanlæg, der går fra CO2-fangstanlægget, og der gælder derfor ikke samme krav om, at installationen skal være placeret nær et CO2-fangtsanlæg som efter § 2, nr. 4. Midlertidig CO2-lagring jf. § 2, nr. 4, har til formål at lagre CO2 nær fangstanlægget indtil videre transport, hvor installationer til midlertidig lagring af CO2, jf. § 15, stk. 2, skal muliggøre videre transport af CO2 efter transport gennem kommunens rørledningsanlæg. Dette kan eksempelvis være, hvor CO2 transporteres via rørledningsanlæg fra CO2-fangsanlægget til en installation til midlertidig lagring af CO2 på en havn, hvorefter CO2 transporteres med skib til en offshore lagringsfacilitet.

Kommunens hjemmel til at etablere og drive installationer til midlertidig lagring af CO2 vil medvirke til at sikre, at projekter ikke vil blive forhindret, fordi en tredjepart ikke ønsker at etablere de nødvendige installationer.

Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at kommunerne vil kunne få en tredjepart til at etablere og drive installationer til midlertidig lagring, eller at kommunerne vil kunne indgå aftale med en tredjepart om at benytte deres allerede eksisterende installationer til midlertidig lagring af CO2.

Det følger af § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at tilsynet med kommuner og kommunale fællesskaber varetages af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed, jf. lov om kommunernes styrelse § 53. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommunerne og kommunale fællesskaber overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder. Ankestyrelsen beslutter som kommunal tilsynsmyndighed selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, jf. § 48 a i lov om kommunernes styrelse.