LOV nr 1647 af 30/12/2024
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 14
Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indberetning efter § 12, stk. 6, og om dokumentation og regnskabsføring for forhold omfattet af § 12, stk. 2 og 5, og § 13, stk. 3-6, herunder om, at der skal indhentes erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret revisor.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter som nævnt i § 13, stk. 1, herunder om, at der skal indhentes erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret revisor.
Forarbejder til Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 14
RetsinformationDet følger af elforsyningslovens § 37 b, stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indberetning efter § 37, stk. 5, og om dokumentation og regnskabsføring for forhold omfattet af § 37, stk. 2 og 5, og § 37 a, stk. 3-6. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23 n, stk. 1. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.1.5 i de almindelige bemærkninger.
Der er i dag ikke gældende regler om, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indberetning, om dokumentation og regnskabsføring samt indhentning af erklæringer i forhold til en virksomhed, som alene varetager CO2-fangstaktiviteter, og som samtidig ikke er i koncern med enten en elproduktionsvirksomhed eller en varmeforsyningsvirksomhed.
Med bestemmelsen i § 14, stk. 1, foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om indberetning efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 5, og om dokumentation og regnskabsføring for forhold omfattet af de foreslåede § 12, stk. 2 og 5, og § 13, stk. 3-6, herunder om, at der vil skulle indhentes erklæringer fra kommunes revisor eller en statsautoriseret revisor.
I medfør af den foreslåede bestemmelse vil der blive fastsat regler om dokumentation og regnskabsføring for forhold, der vil være omfattet af de foreslåede § 12, stk. 5, og § 13, stk. 3-6. Der vil herunder blive udarbejdet én eller flere standarderklæringer, som kommunen vil skulle anvende. Der vil endvidere blive udarbejdet en regnskabs- og revisionsinstruks, som bl.a. vil fastsætte kravene til den dokumentation, der vil skulle ledsage de årlige erklæringer efter § 12, stk. 5, eller § 13, stk. 6, herunder revisorerklæringer.
Regnskabs- og revisionsinstruksen vil have en sådan udformning, at Forsyningstilsynets tilsyn med overholdelsen af den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 5, primært vil kunne baseres på en konstatering af, at revisor har konstateret tilstedeværelsen af den forudsatte dokumentation, samt at der ikke er konstateret forhold, som burde have givet anledning til registreringer. På samme måde vil tilsynet med overholdelsen af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 3, kunne baseres på en konstatering af, at revisor har erklæret, at der ikke er anvendt midler i strid med stk. 3. Under hensyn til karakteren af bestemmelserne vil det dog blive forudsat, at der periodevis vil blive foretaget en stikprøvekontrol, hvis nærmere indhold og omfang vil afhænge af de konkrete omstændigheder.
Det følger af elforsyningslovens § 37 b, stk. 2, at klima-, energi-, og forsyningsministeren endvidere kan fastsætte regler om påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter som nævnt i § 37 a, stk. 1, herunder om, at der skal indhentes erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret revisor. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23 n, stk. 2.
Der er i dag ikke gældende regler for, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter, herunder om indhentning af erklæringer for virksomheder, som alene varetager CO2-fangst, og som samtidig ikke er i koncern med en elproduktionsvirksomhed eller en varmeforsyningsvirksomhed.
Med bestemmelsen § 14, stk. 2, foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere vil kunne fastsætte regler om påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter som nævnt i den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, herunder om, at der vil skulle indhentes erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret revisor.
Med det foreslåede stk. 2 vil der bl.a. kunne fastsættes faste økonomiske grænser for, hvornår en ny aktivitet eller en aktivitetsudvidelse vil blive anset for væsentlig. Udgangspunktet for vurderingen vil være omfanget af den nye aktivitet i forhold til de aktiviteter, som virksomheden eller virksomhederne i øvrigt udøver.
Der vil dog være en øvre grænse for, hvor langt dette kriterium vil kunne strækkes. Dette betyder, at alle nye aktiviteter, hvortil der er anvendt eller vil skulle anvendes midler af en vis størrelse, vil blive betragtet som væsentlige. Under henvisning til, at bestemmelsens formål vil være at undgå, at der i helt eller delvist kommunalt ejede virksomheder opsamles kapital, der stammer fra CO2-fangstvirksomhed, som herefter anvendes til andre aktiviteter, uden at der sker reduktion i tilskud efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, vil den absolutte øvre grænse være lav.