LOV nr 1647 af 30/12/2024
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 11
Varetages CO2-fangstaktiviteter i samme selskab eller virksomhed som en varmeproduktionsvirksomhed, skal CO2-fangstvirksomheden sikre, at der er regnskabsmæssig adskillelse mellem CO2-fangstaktiviteterne og varmeproduktionsvirksomheden omfattet af lov om varmeforsyning, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte virksomheder. Det samme gælder for en varmeproduktionsvirksomhed, som indkøber CO2-fangst hos en anden CO2-fangstvirksomhed.
Stk. 2. Forsyningstilsynet kan fastsætte nærmere regler om krav til dokumentation og krav om revisorerklæring i forbindelse med regnskaber for CO2-fangstaktiviteter efter stk. 1, forudsat at disse krav er nødvendige for tilsynet.
Forarbejder til Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 11
RetsinformationDer findes ikke regler om, at der i forbindelse med CO2-fangst og varmeproduktion i samme virksomhed skal udarbejdes adskilte regnskaber for de to aktiviteter.
For så vidt angår elproduktionsvirksomheder følger det af § 85, stk. 2, at virksomhederne skal føre konsoliderede regnskaber for ikkeelektricitetsrelaterede aktiviteter, som de ville skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber.
Det følger endvidere af varmeforsyningslovens § 2 e, stk. 1, 2. pkt., at der ved regnskabsmæssig adskillelse forstås, at virksomheden skal føre konsoliderede regnskaber for produktion af elektricitet og produktion af opvarmet vand eller damp, som den ville skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber.
Der henvises nærmere til pkt. 3.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen i § 11, stk. 1, 1. pkt., at varetages CO2-fangstaktiviteter i samme selskab eller virksomhed som en varmeproduktionsvirksomhed, vil CO2-fangstvirksomheden skulle sikre, at der er regnskabsmæssig adskillelse mellem CO2-fangstaktiviteterne og varmeproduktionsvirksomheden omfattet af lov om varmeforsyning, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte virksomheder.
Det foreslås endvidere i stk. 1, 2. pkt., at det samme vil gælde for en varmeproduktionsvirksomhed, som indkøber CO2-fangst hos en anden CO2-fangstvirksomhed. Ved indkøb af CO2-fangst forstås også indkøb af transport og lagring af den fangede CO2.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren, at hvis CO2-fangst sker i samme virksomhed som el- eller varmeproduktion, skal der laves særskilte regnskaber for varmeproduktion og øvrige aktiviteter, herunder CO2-fangst. Det har til hensigt at sikre, at omkostninger knyttet til CO2-fangst som udgangspunkt ikke overvæltes på varmeforbrugerne. Forsyningstilsynet vil være ansvarlig for tilsynet.
Det er således hensigten med et krav om regnskabsmæssig adskillelse at beskytte varmeforbrugerne mod, at omkostninger til CO2-fangst bliver indregnet i prisen for varme. Beskyttelsen ligger i Forsyningstilsynets tilsyn.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte de tilfælde, hvor en CO2-fangstvirksomhed varetager CO2-fangstaktiviteter i samme virksomhed som en varmeproduktionsvirksomhed.
Både kommunale selskaber, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, 2. pkt., og private virksomheder, jf. den foreslåede bestemmelse i § 4 vil være omfattede af den foreslåede bestemmelse. Bestemmelsen vil endvidere omfatte de tilfælde, hvor en el- eller varmeproduktionsvirksomhed indkøber CO2-fangsten af en anden virksomhed uden selv at varetage CO2-fangstaktiviteterne. Ved indkøb af CO2-fangst forstås også indkøb af transport og lagring af den fangede CO2. Ved CO2-fangstaktiviteter forstås de aktiviteter, som er angivet i den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 2, herunder finansiering af CO2-fangst. En CO2-fangstvirksomhed vil med den foreslåede således skulle sikre, at omkostninger og indtægter, som relaterer sig til CO2-fangstaktiviteterne, vil indgå i et særskilt regnskab, som er adskilt fra varmeregnskabet.
Omkostninger i CO2-fangstregnskabet vil bl.a. omfatte de særlige omkostninger, som knytter sig til etableringen eller udvidelsen af et fangstanlæg med tilhørende lokal infrastruktur. Afskrivninger på anlæg m.v., som alene er tilknyttet CO2-fangstaktiviteterne vil endvidere være en omkostning, som vil skulle indgå i CO2-fangstregnskabet. Omkostningerne vil endvidere omfatte de omkostninger, som alene relaterer sig til driften, herunder energi fra varme- og eldelen af selskabet, og vedligeholdelsen af CO2-fangstanlægget og den lokale infrastruktur, herunder de midlertidige lagre. For så vidt angår eldelen indsættes omkostningerne hertil, som hvis elektriciteten var købt til spotpris. Også omkostninger til en eventuel afvikling af anlægget vil skulle indgå i CO2-fangstregnskabet. Endelig vil omkostningerne kunne omfatte indkøb af CO2-fangst hos en anden CO2-fangstvirksomhed. Ved indkøb af CO2-fangst forstås også indkøb af transport og lagring af den fangede CO2.
Indtægter i CO2-fangstregnskabet vil bl.a. kunne omfatte en overførsel fra varmeproduktionsdelen af overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, jf. den foreslåede § 7, stk. 1, værdien af sparede CO2-kvoter og afgifter, jf. den foreslåede § 6, stk. 1, og varmeforsyningslovens § 20 a, jf. den foreslåede bestemmelse i § 29, nr. 7, og salg af CO2 til anvendelse, jf. regler udstedt i medfør af lovforslagets § 3, stk. 2.
Hvor der er tale om en omkostning, som ikke kan siges at være en særomkostning, som alene relaterer sig til CO2-fangstaktiviteterne, vil denne skulle fordeles på de relevante regnskaber ud fra CO2-fangstvirksomhedens vurdering af, hvilken andel der retteligt bør henføres til hvilket regnskab.
Interne transaktioner, herunder af energi, mellem CO2-fangst- og varmeproduktionsdelen af selskabet eller virksomheden vil skulle overholde regler i varmeforsyningsloven om, at disse vil skulle ske på markedsvilkår som f.eks. ved transaktioner mellem to adskilte virksomheder uden sammenfald i ejerkredsen.
Formålet med kravet om regnskabsmæssig adskillelse i medfør af den foreslåede bestemmelse er at synliggøre fordelingen af CO2-fangstvirksomhedens omkostninger mellem CO2-fangstaktiviteter og varmeproduktion, som herefter kan danne grundlag for Forsyningstilsynets tilsyn hermed. Dette tilsyn skal medvirke til at beskytte varmeforbrugerne mod, at omkostninger til CO2-fangst som udgangspunkt ikke overvæltes på disse ved, at omkostningerne indregnes i varmeprisen i medfør af § 20, stk. 1, i varmeforsyningsloven.
Reglerne for regnskabsføring for den samlede CO2-fangstvirksomhed vil fortsat skulle overholde reglerne i årsregnskabsloven.
Der findes ikke regler om, at Forsyningstilsynet i forbindelse med regnskabsmæssig adskillelse mellem CO2-fangst og varmeproduktion i samme virksomhed, kan fastsætte regler med krav til regnskabet for CO2-fangstaktiviteter.
Forsyningstilsynet kan dog bl.a. i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 17, 3. pkt., fastsætte regler om, at forelæggelsen af dokumentation skal ledsages af en erklæring afgivet af en registreret revisor, en statsautoriseret revisor eller kommunens revisor. Forsyningstilsynet kan endvidere i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 1, 4. pkt., fastsætte regler om, at en anmeldelse skal ledsages af erklæring afgivet af en registreret revisor, statsautoriseret revisor eller kommunens revisor.
Det foreslås med bestemmelsen i § 11, stk. 2, at Forsyningstilsynet vil kunne fastsætte nærmere regler om krav til dokumentation og krav om revisorerklæring i forbindelse med regnskaber for CO2-fangstaktiviteter efter stk. 1, forudsat at disse krav er nødvendige for tilsynet.
Reglerne vil kunne omfatte, hvordan CO2-fangstvirksomheden vil skulle dokumentere omkostninger i forbindelse med varetagelsen af CO2-fangstaktiviteterne, herunder dokumentation af relation til fordelingen af omkostninger, som både vedrører CO2-fangstaktiviteter og varmeproduktion.
Reglerne vil endvidere kunne omfatte krav til dokumentation vedrørende de indtægter, som indgår i CO2-fangstregnskabet, hvor disse måtte have en afledt betydning for varmeproduktionsregnskabet. Det vil f.eks. kunne være dokumentation vedrørende overførte overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, jf. den foreslåede bestemmelse i § 7, eller indtægter, som stammer fra tillæg til varmeprisen af sparede udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter eller betaling af afgifter, jf. den foreslåede bestemmelse i § 6.
Reglerne vil herudover kunne indeholde et krav om, at CO2-fangstregnskabet vil skulle vedlægges en revisorerklæring.
Reglerne vil ikke kunne fastsætte, hvilke omkostninger som vil vedrøre CO2-fangstaktiviteter og hvilke, som vil vedrøre varmeproduktion, men der vil kunne fastsættes regler om krav til dokumentationen for, at omkostningen er tildelt den ene eller anden aktivitet.
Forsyningstilsynet vil på baggrund af den modtagne dokumentation m.v. herefter i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 1, kunne træffe afgørelse om fordelingen af omkostninger og indtægter mellem CO2-fangstaktiviteter og varmeproduktion.
Det vil være en forudsætning for fastsættelsen af regler efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at reglerne er nødvendige af hensyn til gennemførelsen af Forsyningstilsynets tilsyn i forbindelse med den regnskabsmæssige adskillelse efter det foreslåede stk. 1 for herigennem at sikre, at der ikke vil indgå omkostninger, som stammer fra CO2-fangstaktiviteterne, i regnskabet vedrørende varmeproduktionen. Dette har til formål at sikre, at alene de nødvendige udgifter i forbindelse med varmeproduktionen og ikke CO2-fangstaktiviteterne indregnes i varmeprisen efter § 20, stk. 1, i varmeforsyningsloven.
Hvis Forsyningstilsynet ikke fastsætter regler i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil Forsyningstilsynet i stedet fra sag til sag kunne benytte adgangen til at anmode om oplysninger fra den virksomhed, som der føres tilsyn med i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18. Denne bestemmelse vil endvidere kunne benyttes som supplement til eventuelle regler, som måtte være udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 2.