Det foreslås i stk. 1, at trafikministeren bemyndiges til at stifte et aktieselskab, hvori alle aktierne ved stiftelsen ejes af
staten. Forud for stiftelsen af selskabet forelægges et udkast til åbningsbalance samt en redegørelse for selskabets økonomiske
grundlag for Folketingets Finansudvalg til godkendelse. Selskabets aktiekapital og størrelsen og sammensætningen af selskabets
egenkapital vil fremgå heraf. Det vil i den forbindelse også fremgå, hvilke dele af virksomheden med tilhørende aktiver og
passiver samt rettigheder og forpligtelser i statsvirksomheden Bornholmstrafikken, der ved stiftelsen overtages af selskabet.
Samtidig vil der i givet fald blive redegjort for håndteringen af de aktiver og passiver samt rettigheder og forpligtelser i
statsvirksomheden, som ikke indskydes i selskabet. Ved forelæggelsen for Folketingets Finansudvalg vil der ligeledes blive
redegjort for, hvorledes der er søgt tilvejebragt sikkerhed for, at der vil kunne gennemføres en solvent likvidation. Der vil kun
blive søgt tilvejebragt sikkerhed for solvent likvidation for det tilfælde, selskabet ikke vinder det første gennemførte udbud af
de samfundsbegrundede overfarter, og der ikke sker en afhændelse af selskabet, jf. lovforslagets § 4, stk. 2, og bemærkningerne
hertil.
Selskabets navn skal ved stiftelsen være Bornholmstrafikken A/S, men navnet kan efterfølgende ændres i overensstemmelse med de
almindelige regler herom i selskabslovgivningen.
Selskabets formål er efter bestemmelsen i stk. 2 at drive rederivirksomhed og anden virksomhed, som har en forretningsmæssig
sammenhæng hermed.
Det følger af bestemmelsen i stk. 3, at Bornholmstrafikken A/S skal virke på samme grundlag som private rederivirksomheder.
Selskabet vil skulle drives på et forretningsmæssigt grundlag. Selskabet vil således som andre selskaber kunne drive virksomhed i
helt eller delvist ejede datterselskaber og vil kunne indgå forskellige former for samarbejde med andre virksomheder. Selskabet
vil kunne drive virksomhed under andre navne og erhverve ejerandele i andre virksomheder, herunder i udlandet. Selskabet vil
endvidere både i national og international sammenhæng kunne indgå samarbejdsaftaler, alliancer og lignende i forbindelse med
udøvelsen af sin virksomhed.
For selskabet vil gælde lovgivningen om aktieselskaber med de fravigelser, der følger af denne lov, hvilket bl.a. har betydning
for indtræden og valg af medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i selskabet, jf. lovforslagets § 7.
Antallet af bestyrelsesmedlemmer fastsættes i selskabets vedtægter, og bestyrelsen vælges, bortset fra medarbejdervalgte
medlemmer, af generalforsamlingen. Bestyrelsen skal sammensættes af personer med forretningsmæssig og ledelsesmæssig ekspertise
samt indsigt i samfunds- og erhvervsforhold.
Der er ikke på nuværende tidspunkt truffet beslutning om, præcist hvornår Bornholmstrafikken A/S i givet fald skal stiftes, men
der stiles mod, at stiftelsen finder sted, inden færgetrafikken udbydes. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger,
afsnit 4.
Bestemmelsen i stk. 4 giver hjemmel til, at stiftelsen i regnskabs- og skattemæssig henseende kan ske med tilbagevirkende kraft
til den 1. januar i stiftelsesåret.
Efter bestemmelsen overtager Bornholmstrafikken A/S ved stiftelsen samtlige rettigheder og forpligtelser vedrørende den del af
virksomheden med tilhørende aktiver og passiver i statsvirksomheden Bornholmstrafikken, som ved stiftelsen indskydes i selskabet.
Bornholmstrafikken A/S skal således fuldt ud respektere alle vilkår i kontrakter, overenskomster, lejeaftaler m.v., som er indgået
af statsvirksomheden Bornholmstrafikken vedrørende den indskudte virksomhed. Bornholmstrafikken A/S indtræder endvidere i alle
statsvirksomheden Bornholmstrafikkens rettigheder vedrørende den indskudte virksomhed.
Debitorskiftet indebærer, at selskabet skal opfylde de forpligtelser, som selskabet overtager fra statsvirksomheden
Bornholmstrafikken. Opfylder selskabet imidlertid mod forventning ikke de forpligtelser, som overtages fra statsvirksomheden, og
kan kreditorerne ikke opnå fyldestgørelse for deres krav i selskabets formue, vil staten i denne situation ikke være frigjort for
sine forpligtelser, medmindre kreditorerne efter almindelige formueretlige regler i det hele må anses at have accepteret alene at
holde sig til selskabet som ny medkontrahent (debitor). Bornholmstrafikken A/S indtræder desuden i rettigheder og pligter i
forhold til personalet, jf. lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.
I forbindelse med debitorskiftet fra statsvirksomheden Bornholmstrafikken til Bornholmstrafikken A/S kan det blive aktuelt at
gennemføre visse kontraktsændringer efter aftale med kontraktsparterne.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1.
Efter stk. 2 kan tinglysning og anden registrering ske på grundlag af denne lov. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at selskabet
hvis selskabet vurderer det hensigtsmæssigt foretager registrering af skibe i udlandet i henhold til de regler, som er gældende
herfor.
Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002, finder ikke
anvendelse på søgående skibe, jf. lovens § 1, stk. 2.
Lovforslaget indebærer, at virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse for alle lønmodtagere i statsvirksomheden
Bornholmstrafikken på tidspunktet for selskabets stiftelse. Virksomhedsoverdragelsesloven finder således også anvendelse for de
lønmodtagere i statsvirksomheden, der ved Bornholmstrafikken A/S' overtagelse af færgedriften gør tjeneste på færgerne, uanset om
disse er Bornholmstrafikkens egne færger eller chartrede færger.
I tilslutning hertil gælder bestemmelsen i sømandslovens (lovbekendtgørelse nr. 766 af 19. september 1995 med senere ændringer)
§ 14, stk. 2, hvorefter en sømand kan kræve afsked, hvis skibet overtages af en anden dansk reder, og sømanden på forespørgsel af
skibsføreren snarest meddeler, at han ikke ønsker at fortsætte tjenesteforholdet hos den nye reder.
I henhold til bestemmelsen i stk. 1 bemyndiges trafikministeren til at sælge aktierne i det stiftede selskab. Bestemmelsen giver
ministeren mulighed for, hvis dette måtte blive aktuelt, at sælge aktierne eller dele heraf uden en forudgående lovændring, men
efter forelæggelse for de bevilgende myndigheder. Tilsvarende vil der kunne gennemføres en fusion med andre selskaber mod
vederlæggelse i aktier.
I forbindelse med et eventuelt salg gives der mulighed for at tegne medarbejderaktier, herunder til favørkurs, til de af selskabet
ansatte medarbejdere. Baggrunden herfor er ønsket om at understøtte medarbejdernes tilknytning til virksomheden.
Afhængigt af tidspunktet for stiftelsen af Bornholmstrafikken A/S og tidspunktet for den vindende tilbudsgivers overtagelse af den
samfundsbegrundede færgebetjening, vil driften af disse ruter i en kortere eller længere overgangsperiode kunne blive varetaget af
Bornholmstrafikken A/S i henhold til aftale med Trafikministeriet. Da selskabet skal drives på forretningsmæssigt grundlag, må den
aftale, der skal gælde for en sådan overgangsperiode, ikke indebære, at selskabet får et driftstilskud, der er højere end de
nødvendige meromkostninger, der er forbundet med varetagelsen af de samfundsbegrundede overfarter i overgangsperioden.
Hvis selskabet ikke vinder udbuddet, vil dets forretningsgrundlag forsvinde, og selskabet vil derfor i overensstemmelse med den
foreslåede bestemmelse i stk. 2 skulle afhændes eller likvideres.
Da selskabet ikke vil have nogen fortrinsstilling i forbindelse med udbuddet, er der en reel risiko for, at selskabet vil skulle
afhændes eller likvideres forholdsvis kort tid efter stiftelsen.
Såfremt selskabet skal være i stand til at kunne agere på et sædvanligt forretningsmæssigt grundlag i den omhandlede
overgangsperiode, forudsætter det, at selskabets medkontrahenter har en forventning om, at de ikke som følge af selskabets særlige
situation udsætter sig for en unormalt stor forretningsmæssig risiko. Målet er derfor at sikre, at der, såfremt selskabet ikke kan
afhændes, vil kunne gennemføres en solvent likvidation.
Det vil blive drøftet med Kommissionen, hvorledes det inden for rammerne af EU's statsstøtteregler vil være muligt at nå dette
mål.
Der vil blive redegjort for resultatet af disse drøftelser i forbindelse med forelæggelsen for Folketingets Finansudvalg forud for
selskabets stiftelse, jf. lovforslagets § 1 og bemærkningerne hertil. Det vil også skulle fremgå af den redegørelse for selskabets
økonomiske grundlag, som vil blive forelagt for udvalget, hvorledes der er søgt tilvejebragt sikkerhed for, at der i tilfælde af
likvidation vil kunne gennemføres en solvent likvidation.
Det foreslås, at tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af trafikministeren. Herved opnås, at de nødvendige forudsætninger
for og forberedelser i forbindelse med stiftelsen kan gennemføres, inden lov om Bornholmstrafikken ophæves. Med bestemmelsen om,
at ministeren kan sætte de enkelte bestemmelser i kraft på forskellige tidspunkter opnås, at bemyndigelsen til at oprette
selskabet m.v. kan træde i kraft, når forudsætningerne for stiftelsen er opfyldt, herunder udarbejdelse af åbningsbalance.
Samtidig sikres det, at lov om Bornholmstrafikken opretholdes indtil det tidspunkt, hvor stiftelsen rent faktisk kan finde sted.
Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at statsvirksomheden Bornholmstrafikken ophører.
I stk. 2 foreslås, at lov nr. 258 af 6. juni 1985 om tjenestemandsansættelser ved Bornholmstrafikken ophæves. Der vil ikke være
behov for loven, efter at selskabet er stiftet.
Det foreslås i stk. 1, at de medlemmer af styrelsen i statsvirksomheden Bornholmstrafikken, som er beskikket efter indstilling fra
personalerepræsentanterne i virksomhedens samarbejdsudvalg, indtræder i bestyrelsen i aktieselskabet ved stiftelsen heraf. Herved
sikres, at medarbejderne er repræsenteret i selskabets bestyrelse allerede fra stiftelsen og ikke først fra det tidspunkt, hvor
der har fundet valg sted. Medarbejdernes valg til bestyrelsen skal finde sted senest seks måneder efter stiftelsen af selskabet.
Bestemmelsen i stk. 2 indebærer en fravigelse af aktieselskabslovens § 49, stk. 2, 3. pkt., og § 49, stk. 3, 1. pkt., hvorefter
medarbejderne først har krav på valg af medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen i selskaber efter tre år. Ligeledes foreslås
det, at der i forbindelse med det første valg efter selskabets stiftelse sker en fravigelse af kravet i aktieselskabslovens § 49,
stk. 7, om at de bestyrelsesmedlemmer, der vælges af medarbejderne, udpeges blandt de medarbejdere, der hele sidste år før valget
har været ansat i selskabet.
Bornholmstrafikken A/S vil som aktieselskab ikke være omfattet af statens selvforsikring. Så hurtigt som muligt efter stiftelsen
vil selskabet derfor i henhold til bestemmelsens 1. pkt. skulle etablere den nødvendige forsikringsdækning i form af såvel
lovpligtige forsikringer, som andre forsikringer, f.eks. tingsskadeforsikring af selskabets aktivmasse m.v.
I forbindelse med forelæggelsen for Folketingets Finansudvalg af udkastet til selskabets åbningsbalance og økonomiske grundlag,
jf. bestemmelsen i § 1 og bemærkningerne hertil, vil der blive foretaget en nærmere beskrivelse og afgrænsning af den nødvendige
forsikringsdæknings omfang og de forventede forsikringsudgifter for selskabet.
Bestemmelsens 2. pkt. indebærer, at selskabet vil være omfattet af statens selvforsikring, indtil der er etableret anden
forsikringsdækning. Selskabet skal etablere den samlede forsikringsdækning så hurtigt som muligt. Der vil eventuelt kunne blive
tale om, at ikke alle nødvendige forsikringer kan tegnes samtidig.
Med henblik på at sikre, at selskabet ikke ved den midlertidige selvforsikringsordning opnår en økonomisk fordel i forhold til
konkurrerende virksomheder, vil der i forbindelse med fastlæggelsen af selskabets økonomiske grundlag ved stiftelsen blive taget
højde for, at selskabet i en kortere periode ikke vil skulle betale forsikringspræmier.
Bestemmelsen medfører, at trafikministeren skal sikre den samfundsbegrundede færgebetjening med passagerer, post og gods til og
fra Bornholm. Færgebetjeningen skal udbydes, men trafikministeren skal sikre, at de samfundsbegrundede overfarter opretholdes i
perioden, indtil den vindende tilbudsgiver overtager driften.
Som beskrevet i de almindelige bemærkninger vil det afhængigt af tidspunktet for stiftelsen af Bornholmstrafikken A/S være muligt,
at driften i denne overgangsperiode skal varetages af selskabet i henhold til aftale herom med Trafikministeriet. En sådan aftale
vil skulle udformes på en sådan måde, at selskabet kun får mulighed for at få dækket de nødvendige meromkostninger, der for
selskabet vil være forbundet med varetagelsen af de samfundsbegrundede overfarter.
Bilag 1
Oversigt over myndigheder og organisationer, der er anmodet om en
udtalelse i anledning af lovforslaget
BornholmsTrafikken
Bornholms Amt
Kontaktrådet for trafikbetjeningen af Bornholm
Danmarks Rederiforening
Bilfærgernes Rederiforening
Dansk Industri
Landbrugsrådet
Det Danske Handelskammer
Forbrugerrådet
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Metal Søfart
SID/Transport og Servicegruppen
Statsansattes Kartel
Dansk Navigatørforening
Maskinmestrenes Forening
Dansk Sø-Restaurations Forening
Restaurationsbranchens Forbund (RBF)
Lov om Bornholmstrafikken A/S
Gældende
LOV nr 1075 af 17/12/2002
Transportministeriet
Ændringer:
0
Lov om Bornholmstrafikken A/S
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Trafikministeren bemyndiges til efter forelæggelse for Folketingets Finansudvalg at stifte et aktieselskab ved navn Bornholmstrafikken A/S, hvis aktiekapital tegnes af staten. Aktiekapitalen indbetales som nærmere fastsat i åbningsbalancen, herunder ved indskud af hele eller dele af statsvirksomheden Bornholmstrafikkens aktiver og passiver.
Stk. 2. Selskabets formål er at drive rederivirksomhed. Selskabet kan tillige drive anden virksomhed, som har en forretningsmæssig sammenhæng med rederivirksomheden.
Stk. 3. Selskabet skal drives på et forretningsmæssigt grundlag.
Stk. 4. Stiftelsen kan i regnskabs- og skattemæssig henseende ske med virkning fra den 1. januar i stiftelsesåret.
For lønmodtagere ansat i statsvirksomheden Bornholmstrafikken på tidspunktet for stiftelsen af selskabet finder lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse anvendelse.
Trafikministeren bemyndiges til at sælge aktierne i Bornholmstrafikken A/S. Der kan tegnes medarbejderaktier.
Stk. 2. I tilfælde af, at selskabet ikke vinder det første gennemførte udbud af den samfundsbegrundede færgebetjening til og fra Bornholm, afhændes eller likvideres selskabet.
Trafikministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Ministeren kan herunder fastsætte, at lovens enkelte bestemmelser træder i kraft på forskellige tidspunkter.
De medlemmer af styrelsen i statsvirksomheden Bornholmstrafikken, som er beskikket efter indstilling fra personalerepræsentanterne i virksomhedens samarbejdsudvalg, indtræder ved stiftelsen af Bornholmstrafikken A/S i bestyrelsen herfor, og hvervet gælder, indtil medarbejderne har valgt medlemmer til selskabets bestyrelse. Dette valg skal finde sted senest 6 måneder efter stiftelsen af selskabet.
Stk. 2. Treårsreglen i aktieselskabslovens § 49, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, 1. pkt., finder ikke anvendelse ved valg efter stk. 1. Ved beregning af ansættelsestiden efter aktieselskabslovens § 49, stk. 7, medregnes ansættelsestiden i statsvirksomheden Bornholmstrafikken.
Bornholmstrafikken A/S tegner de for selskabet nødvendige forsikringer. Statens selvforsikringsordning gælder, indtil der er etableret anden forsikringsdækning.
I lov nr. 398 af 2. juni 1999 om færgefart foretages følgende ændring:
1. I § 2 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Trafikministeren sikrer den samfundsbegrundede færgebetjening med passagerer, post og gods til og fra Bornholm. Den samfundsbegrundede færgebetjening skal udbydes. For perioden indtil det vindende rederi har påbegyndt færgebetjeningen, sikrer trafikministeren uden afholdelse af udbud, at den samfundsbegrundede færgebetjening til og fra Bornholm videreføres.«