LOV nr 342 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lov om boligforhold § 90
Indenrigs- og boligministeren kan fra huslejenævnene indhente og videregive oplysninger om de sager, der bliver behandlet i nævnene, herunder oplysning om antal sager, disses fordeling på forskellige kategorier, tidspunkt for indbringelse og afgørelse, om der er afholdt besigtigelse, hvem der gives medhold og lign.
Forarbejder til Lov om boligforhold § 90
RetsinformationDet følger af den gældende boligreguleringslovs § 44 a, at indenrigs- og boligministeren kan indhente og videregive oplysninger fra huslejenævnene om de sager, der bliver behandlet i nævnene, herunder oplysning om antal sager, disses fordeling på forskellige kategorier, tidspunkt for indbringelse og afgørelse, om der er afholdt besigtigelse, hvem der gives medhold og lign.
I § 90 foreslås, at indenrigs- og boligministeren kan indhente og videregive oplysninger fra huslejenævnene om de sager, der bliver behandlet i nævnene, herunder oplysning om antal sager, disses fordeling på forskellige kategorier, tidspunkt for indbringelse og afgørelse, om der er afholdt besigtigelse, hvem der gives medhold og lign.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at der opnås et vist kendskab til huslejenævnenes praksis.
Der er på nuværende tidspunkt oprettet databasen www.huslejenævn.dk, som indeholder opgørelser over huslejenævns- samt beboerklagenævnsafgørelser. Hjemmesiden drives af Indenrigs- og Boligministeriet samt Grundejernes Investeringsfond. Hensigten med databasen er at give borgere og andre mulighed for at opnå kendskab til huslejenævnenes praksis på forskellige områder. Databasen giver samtidig de enkelte huslejenævn mulighed for at orientere sig om praksis fra de øvrige nævn.
Databasen indeholder endvidere huslejenævns- og beboerklagenævnsafgørelser.
Formålet med databasen er at tilbyde brugerne en systematisk adgang til nævnsafgørelser af generel interesse og dermed øge kendskabet til huslejenævnenes og beboerklagenævnenes afgørelser, således at brugerne på området kan gøre sig bekendt med nævnspraksis på forskellige områder af lovgivningen. Hjemmesiden giver tillige nævn, som har et relativt mindre antal sager, mulighed for at få kendskab til, hvordan andre nævn tidligere har afgjort bestemte typer af sager. Formålet med ordningen er således at skabe øget gennemsigtighed på lejelovgivningens område.
Databasen indeholder som nævnt ovenfor også et statistik-modul, hvortil nævnene skal indberette en række oplysninger om de sager, som indbringes for og afgøres af huslejenævn og beboerklagenævn. Formålet med statistik-modulet er at sikre et bedre kendskab til nævnenes behandling af sager, herunder hvor mange og hvilke typer af sager, nævnene behandler, om der foretages besigtigelse, og hvorledes udfaldet af sagerne er.
I forbindelse med etableringen af databasen blev det besluttet, at der fra databasen skal leveres relevante data til DIADEM. Der skal derfor leveres oplysning til DIADEM, når en sag er indbragt for huslejenævnet, idet det vurderes at være af betydelig interesse for en potentiel køber at få kendskab til verserende sager ved huslejenævnet. Huslejenævnet skal således indberette oplysning om indbringelsesdato og ejendommens id. Når sagen herefter er afgjort, skal nævnet tillige indberette dette til databasen. Disse oplysninger vil løbende blive videregivet til DIADEM.
På den baggrund er i reglerne om huslejenævn og beboerklagenævn indsat bestemmelser om, at indenrigs- og boligministeren kan pålægge nævnene at indberette de omhandlede oplysninger, herunder indberette oplysninger i digital form.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende boligreguleringslovs § 44 a om indenrigs- og boligministerens adgang til at indhente og videregive oplysninger om de sager, der bliver behandlet i huslejenævnene.
Der henvises til afsnit 2.9.1.6. og 2.9.2.6. i de almindelige bemærkninger.