Lov om boligforhold § 83

Det følger af den gældende boligreguleringslovs § 40, stk. 1, at nævnet træffer afgørelse om afvisning af klager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.

Det følger af den gældende boligreguleringslovs § 40, stk. 2, at nævnet selv afgør, hvilke nærmere undersøgelser, der skal foretages af nævnet i forbindelse med behandlingen af den enkelte sag. Nævnet har ret til at kræve fornødne oplysninger hos sagens parter, alle offentlige myndigheder og private.

Det følger af den gældende boligreguleringslovs § 40, stk. 3, at i sager efter §§ 153-155 i lov om leje skal nævnet dog altid, inden der pålægges en lejer en retsfølge efter § 154, stk. 1, i lov om leje, undersøge mulighederne for, at lejeren samtidig kan gøre brug af tilbud fra kommunen, hvis nævnet vurderer, at der er tale om en sag af social karakter.

Det følger af den gældende boligreguleringslovs § 40, stk. 4, at nævnet fastsætter en frist, der normalt ikke kan overstige 2 uger for besvarelse af de spørgsmål, nævnet stiller til sagens parter eller andre. Fristen kan forlænges af nævnet, såfremt særlige omstændigheder taler herfor.

I § 83, stk. 1, foreslås, at nævnet træffer afgørelse om afvisning af klager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.

Bestemmelsen indebærer, at huslejenævnet foretager en vurdering af, om nævnet har kompetence til at behandle indkomne klager, og om sagerne egner sig til at blive behandlet af nævnet.

Huslejenævnet skal afvise sager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet. Skønnes en sag at være uegnet til behandling i nævnet, eller har nævnet i øvrigt ikke kompetence til at behandle spørgsmålet, må sagen i stedet indbringes for boligretten eller eventuelt fogedretten, jf. lovforslagets § 91, stk. 1.

Der kan for så vidt angår andre retsområder, som omfatter nævnsbehandling af tvister, henvises til lov om forbrugerklagenævnet § 7, hvoraf fremgår, at nævnet afviser klager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet. En tilsvarende bestemmelse findes i ligestillingslovens § 20.

Det almindelige udgangspunkt for huslejenævnssager er, at sagerne kan behandles på skriftligt grundlag. Nævnet kan således bl.a. ikke foranstalte bevisførelse, herunder afhøring af parter og vidner. Reglen indebærer således, at nævnet skal afvise klager, hvis behandling forudsætter en egentlig bevisførelse. Er sagens parter uenige om forhold, som fordrer, at der fx sker afhøring af vidner eller syn og skøn, må nævnet afvise klagen og henvise til, at sagen anlægges ved boligretten.

Nævnet må også i øvrigt afvise sager, som skønnes mere egnede til behandling ved domstolene, eller som det i øvrigt giver anledning til betænkelighed at behandle i nævnet.

Huslejenævnets afvisning af sager efter bestemmelsen er afgørelser i forvaltningslovens forstand. Sådanne afgørelser kan indbringes for boligretten, der kan tage stilling til kompetencespørgsmålet som 1. instans, herunder eventuelt hjemvise sagen til fornyet behandling i huslejenævnet.

I stk. 2 foreslås, at nævnet selv afgør, hvilke nærmere undersøgelser, der skal foretages af nævnet i forbindelse med behandlingen af den enkelte sag. Nævnet har ret til at kræve fornødne oplysninger hos sagens parter, alle offentlige myndigheder og private.

Bestemmelsen vedrører officialprincippet, hvorefter nævnet selv vurderer, hvilke undersøgelser der skal foretages, samt hvilke oplysninger der skal indhentes, for at sagen oplyses tilstrækkeligt.

Nævnets sagsbehandling foregår efter officialmaksimen. Princippet er ikke lovfæstet, men følger af almindelige retsgrundsætninger. Det er herefter op til nævnet at sikre, at sagen bliver tilstrækkelig belyst og korrekt juridisk vurderet. Nævnet kan ikke blot henholde sig til de oplysninger, som sagens parter indgiver. Nævnet har således pligt til selv at oplyse sagen i fornødent omfang, både for så vidt angår det retlige som det faktiske grundlag.

Nævnets sagsbehandling er omfattet af forvaltningslovens § 19. Nævnet har derfor pligt til at foretage høring af en part, såfremt der senere i sagsforløbet fremkommer oplysninger til ugunst for den pågældende, som er af væsentlig betydning for afgørelsen af sagen.

Det er op til nævnet at vurdere, hvilke oplysninger der skal indhentes, for at den indbragte sag oplyses tilstrækkeligt til, at der kan træffes en korrekt afgørelse. I den forbindelse anmoder nævnet parterne om at indsende relevante oplysninger, som de er i besiddelse af. Såfremt en part ikke indsender oplysninger, som nævnet har anmodet om, må nævnet anlægge et skøn ud fra i øvrigt tilgængelige oplysninger. Det kan bl.a. få betydning i sager om lejens størrelse, hvor lejen fastsættes omkostningsbestemt.

Fremsender en part ikke oplysninger, som nævnet har krævet, vil nævnet kunne fortolke den pågældendes tavshed på den for modparten mest gunstige måde. Dette gælder dog ikke for så vidt angår oplysninger, som nævnet uden videre besvær kan indhente andetsteds fra. Det er ikke forbundet med yderligere sanktioner, såfremt en part ikke efterkommer nævnets krav om fremsendelse af oplysninger.

Parterne er således forpligtede til selv at bidrage til sagens oplysning, i det omfang det må stå dem klart, at bestemte oplysninger er relevante for sagens behandling. Har en part fremsendt oplysninger til nævnet i forbindelse med nævnets behandling af en sag, har parten mulighed for at fremlægge de pågældende oplysninger i forbindelse med en senere boligretssag, uanset om nævnet lader oplysningerne indgå i behandlingen af sagen.

Såfremt en part ikke efterkommer huslejenævnets nærmere specificerede krav om oplysning og dokumentation, der er fornødne for afgørelse af sagen, vil parten som udgangspunkt være afskåret fra at fremlægge sådanne oplysninger i boligretten, hvis modparten protesterer herimod.

Nævnet fastlægger sagens genstand ud fra klagens formulering. Nævnet må i den forbindelse foretage en vurdering af, hvilke nærmere spørgsmål, der skal behandles. Nævnet kan ikke af egen drift inddrage spørgsmål, som ikke kan anses for indeholdt i klagen, men nævnet er ikke begrænset af de forhold, som anføres af parterne i relation til klagen.

Gør lejerne således fx indsigelse mod en varslet forbedringsforhøjelse og begrunder indsigelsen i et konkret forhold, må nævnet af egen drift tillige foretage en undersøgelse af, om der er andre mangler ved varslingen, end anført af lejerne. Såfremt en lejer gør indsigelse mod en eller flere poster i en fraflytningsrapport, må huslejenævnet først undersøge, om udlejeren har overholdt de formelle regler omkring fraflytningssynet samt fraflytningsrapporten.

I stk. 3 foreslås, at i sager efter kapitel 18 i lov om leje skal nævnet dog altid, inden der pålægges en lejer en retsfølge efter § 154, stk. 1, i lov om leje, undersøge mulighederne for, at lejeren samtidig kan gøre brug af tilbud fra kommunen, hvis nævnet vurderer, at der er tale om en sag af social karakter.

Bestemmelsen henviser til reglerne i kapitel 18 i det samtidig fremsatte forslag til lov om leje, som angår sager om lejerens tilsidesættelse af god skik og orden.

Efter bestemmelsen skal nævnet undersøge mulighederne for at gøre brug af tilbud fra den kommunale socialforvaltning i sager efter kapitel 18 i det samtidig fremsatte forslag til lov om leje.

Lejerens sociale forhold har ofte betydning i sager, der angår lejerens manglende overholdelse af god skik og orden. Bestemmelsen fastslår, at nævnet har pligt til at undersøge, om lejeren kan gøre brug af tilbud fra kommunen, såfremt der er tale om en sag af social karakter.

Nævnet har pligt til at undersøge mulighederne herfor, forinden nævnet beslutter, at gøre lejeforholdet betinget eller tildele lejeren en advarsel efter § 154, stk. 1, i det samtidig fremsatte forslag til lov om leje.

Nævnet kan indhente mere generelle oplysninger om sociale tilbud eller oplysninger, der vedrører den pågældende lejers konkrete muligheder for at gøre brug af tilbud fra den kommunale socialforvaltning. Dette forudsætter imidlertid, at forvaltningslovens betingelser er opfyldt, og at nævnet i øvrigt finder det af betydning.

Nævnet kan opfordre kommunen til at tilbyde en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter § 81 i lov om social service. Er funktionsevnen betydeligt nedsat, og kan den pågældende ikke tage vare på sine egne interesser, skal kommunen efter § 82 i lov om social service yde hjælpen, uanset om vedkommende har givet samtykke.

I stk. 4 foreslås, at nævnet fastsætter en frist, der normalt ikke kan overstige 2 uger for besvarelse af de spørgsmål, nævnet stiller til sagens parter eller andre. Fristen kan forlænges af nævnet, såfremt særlige omstændigheder taler herfor.

Bestemmelsen fastslår, at der som udgangspunkt gælder en frist på 2 uger for besvarelse af nævnets spørgsmål eller anmodninger.

Huslejenævnet har en pligt til at foretage høring af sagens parter i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom. Hvis nævnet stiller spørgsmål til sagens parter eller andre, skal der fastsættes en frist for besvarelse, der ikke bør overstige 2 uger, medmindre der foreligger særlige forhold.

Reglerne om partshøring suppleres af forvaltningslovens regler om kontradiktion jf. forvaltningslovens § 19. Afgørelse kan herefter ikke træffes, før en part er gjort bekendt med eller har fået lejlighed til at udtale sig om oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som parten ikke antages at være bekendt med er i myndighedens besiddelse. Retten til kontradiktion omfatter dog kun oplysninger, som er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Pligten til partshøring skal ses i sammenhæng med det forhold, at huslejenævnssager behandles efter officialmaksimen, jf. lovforslagets § 83, stk. 2. Høringspligten omfatter ikke alene oplysninger, som fremkommer ved udtalelser fra modparten, men også oplysninger, som nævnet selv indhenter.

Høringspligten gælder, uanset om parten har kendskab til de pågældende oplysninger eller ej, idet det afgørende er, om det kan antages, at parten har kendskab til, at myndigheden er i besiddelse af oplysningerne, og at oplysningerne dermed vil kunne indgå i beslutningsgrundlaget.

Hvorvidt der er en pligt for nævnet til at foretage partshøring af oplysninger i sager om det lejedes værdi afhænger af, om der er konkrete oplysninger om lejens størrelse i et sammenligningslejemål. Konkrete oplysninger om sammenligningslejemål er faktiske oplysninger i forvaltningslovens forstand. Høringspligten indtræder, hvis sådanne konkrete oplysninger indgår i nævnets sagsbehandling, medmindre høring kan undlades af andre årsager. Der henvises til forvaltningslovens § 19, stk. 2, om, i hvilke tilfælde partshøring kan undlades.

Det gælder endvidere efter forvaltningslovens § 21, at en part på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Denne ret er dog begrænset af en række undtagelser, herunder at en lovbestemt frist for sagens afgørelse overskrides på grund af udsættelsen, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2.

Udlejeren og lejeren har pligt til efter anmodning fra huslejenævnet at indsende oplysninger. For at undgå, at sagens parter kan forhale sagens behandling, fastsætter nævnet som udgangspunkt en frist på 2 uger til besvarelse af nævnets spørgsmål og anmodninger. Overholdes fristen ikke, træffer nævnet afgørelse på det foreliggende grundlag. Den part, der trods nævnets opfordring ikke har fremskaffet de fornødne oplysninger, må da selv bære eventuelle uheldige følger heraf.

Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende boligreguleringslovs § 40 om huslejenævnets pligt til at indhente oplysninger til brug for sagens behandling.

Der henvises til afsnit 2.9.1.3. og 2.9.2.3. i de almindelige bemærkninger.