LOV nr 342 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lov om boligforhold § 7
En bolig, der inden for de sidste 5 år har været benyttet til helårsbeboelse, må ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke tages i brug til sommerbeboelse eller lignende midlertidig benyttelse, der er til hinder for, at boligen fortsat benyttes til helårsbeboelse. Tilsvarende gælder de i § 5, stk. 1, 4. pkt., omhandlede enkeltværelser.
Stk. 2. Meddeles afslag på samtykke, finder reglerne i § 5, stk. 2-5, anvendelse, idet fristen i § 5, stk. 2, løber fra kommunalbestyrelsens afslag.
Stk. 3. Har ejeren i strid med reglerne i stk. 1 taget boligen i brug til sommerbeboelse, kan kommunalbestyrelsen til enhver tid benytte reglerne i § 5. En af ejeren indgået lejeaftale om benyttelse af boligen som sommerbeboelse m.v. kan af kommunalbestyrelsen kræves ophævet efter reglerne i § 6.
Stk. 4. Udlejning i medfør af § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, i lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v., kræver ikke kommunalbestyrelsens samtykke efter stk. 1.
Stk. 5. Samtykke efter stk. 1 er ikke påkrævet, hvis en helårsbolig tages i brug til fritidsformål i henhold til en tilladelse i medfør af § 41 a i lov om planlægning.
Forarbejder til Lov om boligforhold § 7
RetsinformationEfter § 50, stk. 1, i den gældende boligreguleringslov må en bolig, der inden for de sidste 5 år har været benyttet til helårsbeboelse, ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke tages i brug til sommerbeboelse eller lignende midlertidig benyttelse, der er til hinder for, at boligen fortsat benyttes til helårsbeboelse. Tilsvarende gælder de i § 48, stk. 1, sidste punktum, omhandlede enkeltværelser.
Det fremgår af § 50, stk. 2, i den gældende boligreguleringslov, at hvis der meddeles afslag på samtykke, finder reglerne i § 48, stk. 2-5, anvendelse, idet fristen i § 48, stk. 2, løber fra kommunalbestyrelsens afslag.
Det fremgår af § 50, stk. 3, i den gældende boligreguleringslov, at har ejeren i strid med reglerne i stk. 1 taget boligen i brug til sommerbeboelse, kan kommunalbestyrelsen til enhver tid benytte reglerne i § 48. En af ejeren indgået lejeaftale om benyttelsen som sommerbeboelse m.v. kan af kommunalbestyrelsen kræves ophævet efter reglerne i § 49.
Det fremgår af § 50, stk. 4, i den gældende boligreguleringslov, at udlejning i medfør af § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, i lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v., ikke kræver kommunalbestyrelsens samtykke efter stk. 1.
Det fremgår af § 50, stk. 5, i den gældende boligreguleringslov, at samtykke efter stk. 1 ikke er påkrævet, hvis en helårsbolig tages i brug til fritidsformål i henhold til en tilladelse i medfør af § 41 a i lov om planlægning.
I § 7, stk. 1, foreslås, at en bolig, der inden for de sidste 5 år har været benyttet til helårsbeboelse, ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke må tages i brug til sommerbeboelse eller lignende midlertidig benyttelse, der er til hinder for, at boligen fortsat benyttes til helårsbeboelse. Tilsvarende gælder de i § 5, stk. 1, sidste pkt., omhandlede enkeltværelser.
Bestemmelsen indeholder et forbud mod uden kommunalbestyrelsens samtykke at tage en bolig i brug som sommerbeboelse, hvis boligen har været benyttet til helårsbeboelse inden for de sidste 5 år. Det er ikke kun benyttelse til sommerbeboelse m.v., som kræver kommunalbestyrelsens samtykke. Efter omstændighederne kan også anden midlertidig benyttelse, som hindrer helårsbeboelse, kræve kommunalbestyrelsens samtykke.
Det vil bero på en vurdering af den konkrete anvendelse af boligen, om den må anses for midlertidig eller ej. Det er således ikke alene afgørende, om den pågældende beboer er tilmeldt folkeregistret i kommunen.
Bestemmelsen indebærer mulighed for, at der kan indgives ansøgning om, at en bolig fremover må anvendes til sommerbeboelse. Ansøgning herom kan kun afslås, hvis lejlighedens fortsatte anvendelse som helårsbolig er påkrævet af hensyn til boligsøgende.
Har en ejer undladt at indhente fornødent samtykke, kan kommunalbestyrelsen pålægge ejeren at træffe foranstaltninger til at udleje boligen, jf. stk. 3.
Er der forløbet 5 år, siden en bolig sidst er anvendt til helårsbolig, kan kommunalbestyrelsen ikke hindre, at den fremtidig anvendes til sommerbolig el. lign. Såfremt en kommunalbestyrelse bliver opmærksom på, at en helårsbolig ikke anvendes som sådan, og kommunalbestyrelsen ønsker boligens status som helårsbolig opretholdt, må der reageres over for ejeren inden 5 år fra tidspunktet for den ændrede benyttelse.
Hvis boligen senere tages i anvendelse til helårsbeboelse, vil den på ny være omfattet af reglerne om benyttelse til beboelse.
Hvis kommunalbestyrelsen konstaterer, at en bolig alene anvendes til midlertidigt ophold, må den reagere over for ejeren inden udløbet af en periode på 5 år regnet fra det tidspunkt, hvor den midlertidige benyttelse begyndte, da lokalerne ellers mister status som helårsbolig.
Udlejning af en del af en bolig til feriegæster, hvor udlejeren selv bebor resten af ejendomme, er ikke omfattet af bestemmelsen. Ligeledes falder udlejerens udleje af egen bolig, mens udlejeren selv holder ferie andetsteds, uden for bestemmelsen.
Bestemmelsen gælder også for enkeltværelser, som fx klubværelser.
I stk. 2 foreslås, at meddeles afslag på samtykke, finder reglerne i § 5, stk. 2-5, anvendelse, idet fristen i § 5, stk. 2, løber fra kommunalbestyrelsens afslag.
Har ejeren fået afslag på ansøgning om midlertidig benyttelse m.v. skal ejeren sørge for, at den pågældende bolig fortsat bliver benyttet til beboelse, og har pligt til at anmelde boligen, hvis den er ledig, når der er gået 6 uger, fra kommunalbestyrelsens afslag.
Anmeldelse skal ske til kommunalbestyrelsen, som i så fald kan anvise en boligsøgende, med hvem ejeren er pligtig at indgå lejekontrakt. Det er den anviste lejer og ikke kommunalbestyrelsen, som bliver lejer.
Sker udlejning ikke, kan kommunalbestyrelsen lade lejeren indsætte i boligen med fogedens bistand ved en umiddelbar fogedforretning.
I stk. 3 foreslås, at har ejeren i strid med reglerne i stk. 1 taget boligen i brug til sommerbeboelse, kan kommunalbestyrelsen til enhver tid benytte reglerne i § 5. En af ejeren indgået lejeaftale om benyttelse som sommerbeboelse m.v. kan af kommunalbestyrelsen kræves ophævet efter reglerne i § 6.
Har en ejer undladt at indhente fornødent samtykke, kan kommunalbestyrelsen pålægge ejeren at træffe foranstaltninger til at udleje boligen.
Hvis ejeren uden kommunalbestyrelsens samtykke har udlejet boligen til sommerbeboelse eller lignende, kan kommunalbestyrelsen kræve lejeaftalen ophævet.
I stk. 4 foreslås, at udlejning i medfør af § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, i lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v., ikke kræver kommunalbestyrelsens samtykke efter stk. 1.
Det fremgår af stk. 1, at en bolig, der inden for de sidste fem år har været benyttet til helårsbeboelse, ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke må tages i brug til ferie- og fritidsformål, eller lignende midlertidig benyttelse, der er til hinder for, at boligen fortsat benyttes til helårsbeboelse. Tilsvarende gælder for de enkeltværelser, der hidtil har været benyttet til helårsbeboelse, når værelserne ikke er en del af udlejerens beboelseslejlighed eller en del af et én- eller tofamiliehus, som udlejeren bebor.
Efter bestemmelsen i stk. 4 gælder dette ikke ved udlejning efter § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, i lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v. En sådan udlejning kræver ikke kommunalbestyrelsens samtykke efter stk. 1. Med forslaget sikres det, at personer, der udlejer deres helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. i overensstemmelse med reglerne i § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, i ovennævnte lov ikke skal indhente kommunalbestyrelsens samtykke til denne benyttelse.
I stk. 5 foreslås, at samtykke efter stk. 1 ikke er påkrævet, hvis en helårsbolig tages i brug til fritidsformål i henhold til en tilladelse i medfør af § 41 a i lov om planlægning.
Bestemmelsen vedrører flexboliger og indebærer, at anvendelse af en helårsbolig til fritidsformål i henhold til en tilladelse i medfør af planlovens § 41 a ikke tillige kræver samtykke efter stk. 1.
Af planlovens § 41 a fremgår, at kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse til, at en helårsbolig tages i brug til fritidsformål og efterfølgende på ny tages i brug til helårsbolig uden yderligere tilladelse, medmindre det vil være i strid med en lokalplan for området. Kommunalbestyrelsen kan meddele bindende forhåndstilsagn om en sådan tilladelse.
Den foreslåede bestemmelse viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende boligreguleringslovs § 50.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.1.5. og 2.1.2.5.