LOV nr 342 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lov om boligforhold § 27
Huslejenævnet kan på begæring af beboerrepræsentanterne eller et flertal af lejerne samt i de i stk. 4 nævnte tilfælde beslutte, at en ejendom skal administreres på ejerens vegne, hvis betingelserne i stk. 2 og 3 er opfyldt.
Stk. 2. Det er en betingelse for, at der kan træffes beslutning efter stk. 1, at den af huslejenævnet fastsatte frist efter § 108, stk. 2, § 114, stk. 2, eller § 147, stk. 3, i lov om leje ikke er overholdt.
Stk. 3. Det er tillige en betingelse, at Grundejernes Investeringsfond to gange tidligere eller én gang tidligere inden for de sidste 2 år har ladet arbejder udføre for ejerens regning, jf. § 69, eller at Grundejernes Investeringsfond på grund af en ejendoms særlige forhold ikke finder at kunne påtage sig at udføre arbejder, som er pålagt af huslejenævnet.
Stk. 4. Såfremt Grundejernes Investeringsfond på grund af en ejendoms særlige forhold ikke finder at kunne påtage sig de i stk. 3 nævnte arbejder, skal investeringsfonden give meddelelse herom til huslejenævnet. Huslejenævnet skal herefter inden 8 dage træffe afgørelse om, at ejendommen skal administreres på ejerens vegne.
Forarbejder til Lov om boligforhold § 27
RetsinformationDet fremgår af den gældende tvungenadministrationslovs § 2, stk. 1, at huslejenævnet på begæring af beboerrepræsentanterne eller et flertal af lejerne samt i de i stk. 3 nævnte tilfælde kan beslutte, at en ejendom skal administreres på ejerens vegne.
Det fremgår af den gældende tvungenadministrationslovs § 2, stk. 2, at det er en betingelse for, at der kan træffes beslutning efter stk. 1, at den af huslejenævnet fastsatte frist efter § 19, stk. 3, i lov om leje eller efter § 27, stk. 6, eller § 27 a, stk. 2, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene ikke er overholdt. Det er tillige en betingelse, at Grundejernes Investeringsfond to gange tidligere eller én gang tidligere inden for de sidste 2 år har ladet arbejder udføre for ejernes regning, jf. § 60 i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, eller at Grundejernes Investeringsfond på grund af en ejendoms særlige forhold ikke finder at kunne påtage sig at udføre arbejder, som er pålagt af huslejenævnet.
Det fremgår af den gældende tvungenadministrationslovs § 2, stk. 3, at såfremt Grundejernes Investeringsfond på grund af en ejendoms særlige forhold ikke finder at kunne påtage sig de i stk. 2 nævnte arbejder, skal investeringsfonden give meddelelse herom til huslejenævnet. Huslejenævnet skal herefter inden 8 dage træffe afgørelse om, at ejendommen skal administreres på ejerens vegne.
I § 27, stk. 1, foreslås, at huslejenævnet på begæring af beboerrepræsentanterne eller et flertal af lejerne samt i de i stk. 4 nævnte tilfælde kan beslutte, at en ejendom skal administreres på ejerens vegne, hvis betingelserne i stk. 2 og 3 er opfyldt.
Huslejenævnet har beføjelse til at træffe beslutning om administration, når beboerrepræsentationen eller et flertal af lejerne begærer det, og de af nævnet fastsatte frister for arbejders udførelse er overskredet.
Beslutningen forudsætter, at ejendommen konsekvent forsømmes af udlejeren, eller at den er i en sådan forfatning økonomisk og fysisk, at Grundejernes Investeringsfond intet vil have med den at gøre.
Beslutningen om tvangsadministration skal respekteres ikke blot af ejeren, men også af kommende erhververe og andre med rettigheder over ejendommen, herunder panthavere. Af hensyn bl.a. også til eventuelle senere erhververe og långivere skal beslutningen tinglyses på ejendommen. Administrator indtræder i ejerens ret til at foretage dispositioner, der er sædvanlige i relation til ejendommens drift, herunder at opsige lejere eller hæve lejeaftaler i tilfælde af misligholdelse. Administrator vil også kunne inddrive lejerestancer for tiden forud for administrationsbeslutningen, og administrator vil skulle tilbagebetale eventuelle indskud ved fraflytning.
Huslejenævnets afgørelse træffes under iagttagelse af de sædvanlige regler for huslejenævnsbehandling. Det gælder dog ikke for de i stk. 4 omfattede tilfælde, hvorefter nævnet skal træffe afgørelse om tvangsadministration inden 8 dage efter, at investeringsfonden har givet meddelelse om ikke at kunne påtage sig de pågældende arbejder på ejendommen.
Som udgangspunkt tager nævnet først stilling til, om ejendommen skal undergives tvangsadministration, når nævnet modtager en begæring herom fra ejendommens beboerrepræsentanter eller et flertal af lejerne. Lejerne kan fx begære tvangsadministration af ejendommen efter, at lejerne er blevet bekendt med, at udlejeren ikke har efterlevet huslejenævnets afgørelse om, at der skal udføres vedligeholdelsesarbejder på ejendommen.
Huslejenævnet kan træffe afgørelse om tvangsadministration, uanset at nævnet ikke har modtaget begæring herom, i de tilfælde, hvor investeringsfonden har givet meddelelse om ikke at kunne påtage sig de pågældende arbejder på ejendommen.
I stk. 2 foreslås, at det er en betingelse for, at der kan træffes beslutning efter stk. 1, at den af huslejenævnet fastsatte frist efter § 108, stk. 2, § 114, stk. 2, eller § 147, stk. 3, i lov om leje ikke er overholdt.
For at huslejenævnet kan træffe beslutning om, at ejendommen skal tages under tvangsadministration, skal frister, som nævnet har fastsat for arbejders udførelse i medfør af de i bestemmelsen angivne regler, ikke være overholdt af udlejeren.
Efter bestemmelsen i § 114, stk. 2, i det samtidig fremsatte forslag til lov om leje kan huslejenævnet på lejerens begæring pålægge udlejeren at udføre bestemte arbejder på ejendommen, og nævnet skal fastsætte en tidsfrist for det enkelte arbejdes fuldførelse. Bestemmelsen i § 114, stk. 3, i det samtidig fremsatte forslag til lov om leje indebærer, at huslejenævnet har kompetence til at udstede vedligeholdelsespåbud for ejendomme beliggende i såvel regulerede som uregulerede kommuner, og påbuddet kan tvangsgennemføres via Grundejernes Investeringsfond.
Nævnet kan efter bestemmelsen nedsætte lejen indtil investeringsfonden udfører arbejderne på ejeren vegne, eller nævnet beslutter, at ejendommen skal tages under tvangsadministration.
§ 108, stk. 2, i det samtidig fremsatte forslag til lov om leje vedrører den situation, hvor udlejeren ikke udfører et påbegyndt forbedringsarbejde med den fornødne hurtighed. Herefter kan huslejenævnet fastsætte en tidsfrist for arbejdets fuldførelse.
Efter § 147, stk. 3, i det samtidig fremsatte forslag til lov om leje kan nævnet pålægge udlejeren at udføre arbejder omfattet af § 146 i det samtidig fremsatte forslag til lov om leje og fastsætte en tidsfrist for det enkelte arbejdes fuldførelse. § 146 i det samtidig fremsatte forslag til lov om leje angår arbejder vedrørende varme og opvarmning af brugsvand, der er angivet i en energiplan. Bestemmelsen i § 147, stk. 3, i det samtidig fremsatte forslag til lov om leje omfatter alene ejendomme beliggende i regulerede kommuner.
I stk. 3 foreslås, at det tillige er en betingelse, at Grundejernes Investeringsfond to gange tidligere eller én gang tidligere inden for de sidste 2 år har ladet arbejder udføre for ejernes regning, jf. § 69, eller at Grundejernes Investeringsfond på grund af en ejendoms særlige forhold ikke finder at kunne påtage sig at udføre arbejder, som er pålagt af huslejenævnet.
Det kan forekomme, at Grundejernes Investeringsfond på grund af en ejendoms særlige forhold ikke finder at kunne påtage sig de arbejder, der skal udføres på ejendommen. Det kan fx være begrundet i, at ejendommen er meget slidt og dårligt vedligeholdt, eller at ejendommens indtægter er meget ringe.
I stk. 4 foreslås, at såfremt Grundejernes Investeringsfond på grund af en ejendoms særlige forhold ikke finder at kunne påtage sig de i stk. 3 nævnte arbejder, skal investeringsfonden give meddelelse herom til huslejenævnet. Huslejenævnet skal herefter inden 8 dage træffe afgørelse om, at ejendommen skal administreres på ejerens vegne.
Grundejernes Investeringsfond skal give meddelelse til huslejenævnet, når investeringsfonden finder, at arbejderne ikke kan udføres.
Bestemmelsen indebærer en forenklet beslutningsproces for at undgå en forsinkende sagsbehandling i forbindelse med beslutning om tvungen administration af udlejningsejendomme i de tilfælde, hvor investeringsfonden på grund af en ejendoms særlige forhold ikke finder at kunne påtage sig at udføre arbejder, som er pålagt af huslejenævnet.
Spørgsmålet om tvungen administration indbringes i disse tilfælde direkte for huslejenævnet umiddelbart efter investeringsfondens afvisning af at påtage sig udførelsen af arbejdet. Nævnet vil derefter - uden at der er tale om en egentlig nævnsbehandling og afgørelse efter afstemning i nævnet - træffe afgørelse om tvangsadministration af ejendommen inden for en kortere frist.
De sædvanlige regler for huslejenævnsbehandling, herunder om partshøring og besigtigelse, finder dermed ikke anvendelse, når nævnet træffer afgørelse efter bestemmelsen.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer § 2 i den gældende lov om tvungen administration af udlejningsejendomme.
Der henvises til afsnit 2.5.1.2. og 2.5.2.2. i de almindelige bemærkninger.