LOV nr 342 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lov om boligforhold § 20
Ejere af udlejede private beboelseslejligheder kan ved dom frakendes retten til at administrere ejendomme med udlejede beboelseslejligheder og til at bestemme, hvem der skal administrere ejerens ejendomme med udlejede beboelseslejligheder. Dette gælder dog ikke for ejere af én udlejet beboelseslejlighed. Frakendelse kan ske på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.
Forarbejder til Lov om boligforhold § 20
RetsinformationEfter den gældende lejelovs § 113 a, stk. 1, kan ejere af udlejede beboelseslejligheder ved dom frakendes retten til at administrere ejendomme med udlejede beboelseslejligheder og til at bestemme, hvem der skal administrere ejerens ejendomme med udlejede beboelseslejligheder. Det gælder dog ikke for ejere af én udlejet beboelseslejlighed. Frakendelse kan ske på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.
I § 20 foreslås, at ejere af udlejede private beboelseslejligheder ved dom kan frakendes retten til at administrere ejendomme med udlejede beboelseslejligheder og til at bestemme, hvem der skal administrere ejerens ejendomme med udlejede beboelseslejligheder. Dette gælder dog ikke for ejere af én udlejet beboelseslejlighed. Frakendelse kan ske på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.
Formålet med bestemmelsen er at fratage ejere retten til at administrere deres udlejningsejendomme i de sjældne og enkeltstående tilfælde, hvor der er brug for at bringe et så vidtgående indgreb i anvendelse. Frakendelse kan både ske i forhold til fysiske personer og virksomheder (juridiske personer).
Ejeren mister herefter både retten til at administrere og retten til at bestemme, hvem der skal administrere ejerens ejendomme. Dette sidste har blandt andet til formål at forhindre, at en ejer af en udlejningsejendom, som har mistet retten til at administrere denne, ikke indsætter et familiemedlem som administrator i stedet.
Det er efter bestemmelsen en grundlæggende betingelse, at ejeren ejer mindst 2 udlejede beboelseslejligheder. Med udlejede beboelseslejligheder menes ud over beboelseslejligheder i udlejningsejendomme også udlejede parcelhuse og ejerlejligheder. Det er således uden betydning, om lejlighederne ligger i samme ejendom eller i hver sin ejendom. Det vil sige, at ordningen også omfatter ejere af mindst 2 ejendomme med et enkelt udlejet enfamilieshus på hver ejendom. Dette gælder tillige ejere af rækkehuse og lignende, hvor hver enkelt bolig er beliggende på en selvstændig matrikel. Uden for frakendelsesordningen er herefter alene de ejere, som alene udlejer 1 beboelseslejlighed.
Bestemmelsen kan ikke anvendes til at fradømme en administrator retten til fortsat at administrere udlejningsejendomme.
Den omstændighed, at en ejendom ejes i sameje af flere ejere, har ingen betydning for frakendelsen, idet alle de ejere, som ejer andele i ejendomme, hvor betingelserne for frakendelse foreligger, vil kunne rammes af frakendelsen. Frakendelse forudsætter dog, at den enkelte medejer, konkret er medejer af alle de ejendomme, som de overtrædelser, der medfører frakendelsen, vedrører.
En frakendelse er i alle tilfælde tidsbegrænset og kan ikke overstige 5 år.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende lejelovs § 113 a, stk. 1.
Der henvises til afsnit 2.4.1.1. og 2.4.2.1 i de almindelige bemærkninger.