LOV nr 342 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lov om boligforhold § 1
Reglerne i dette kapitel gælder i regulerede kommuner, jf. § 4 i lov om leje.
Stk. 2. I kommuner, som ikke er regulerede, jf. § 4 i lov om leje, kan kommunalbestyrelsen under hensyn til boligforholdene i kommunen træffe bestemmelse om, at enkelte eller samtlige regler i dette kapitel skal gælde. Kommunalbestyrelsen angiver virkningstidspunktet for beslutningen. Beslutning herom kan træffes for højst 4 år ad gangen.
Stk. 3. Ophører en kommune med at være reguleret, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om leje, ophører reglerne i dette kapitel med at gælde efter 1 års forløb, medmindre kommunalbestyrelsen har truffet bestemmelse efter stk. 2.
Stk. 4. De beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer efter stk. 2 og 3, skal bekendtgøres i Statstidende og i øvrigt på den måde, der er sædvanlig i kommunen. Er andet ikke udtrykkeligt fastsat i beslutningen, får den virkning fra og med datoen på det nummer af Statstidende, hvori den er bekendtgjort.