LOV nr 1436 af 29/06/2021
Justitsministeriet
Lov om beskyttelse af whistleblowere § 4
Loven kan ikke ved aftale fraviges til skade for whistlebloweren eller berørte personer.
Forarbejder til Lov om beskyttelse af whistleblowere § 4
RetsinformationDet foreslås i § 4, at loven ikke ved aftale kan fraviges til skade for whistlebloweren eller berørte personer.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4 regulerer forholdet til anden aftale.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 24, hvorefter medlemsstaterne sikrer, at der ikke kan gives afkald på eller foretages begrænsninger af de rettigheder og retsmidler, der er fastlagt i henhold til dette direktiv, i henhold til aftaler, politik, ansættelsesformer eller ansættelsesbetingelser, herunder voldgiftsaftaler indgået inden tvistens opståen. Den foreslåede bestemmelse angiver således, at loven er beskyttelsespræceptiv.
Bestemmelsen indebærer, at whistlebloweren eller den eller de berørte personer ikke gyldigt kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer dem i medfør af loven.
En whistleblower kan således ikke gyldigt give afkald på f.eks. beskyttelsen mod repressalier eller kravet på godtgørelse eller genansættelse, som tilkommer whistleblowere i medfør af henholdsvis den foreslåede § 8 og den foreslåede § 28, stk. 1 og 2. En whistleblower kan heller ikke gyldigt give afkald på den beskyttelse, der ligger i den foreslåede § 7, stk. 2, hvorefter en whistleblower, der opfylder betingelserne for at være beskyttet efter loven, ikke ifalder ansvar for at skaffe sig adgang til indberettede eller offentliggjorte oplysninger, forudsat at en sådan adgang ikke udgør en selvstændig strafbar handling.
En berørt person kan således ikke gyldigt give afkald på den beskyttelse, som tilkommer berørte personer i medfør af loven. Det drejer sig navnlig om kravet om at sikre fortrolighed om identiteten på bl.a. en berørt person i whistleblowerordningen, jf. præambelbetragtning 100. Betingelsen i den foreslåede § 12 om, at en intern whistleblowerordning skal udformes, etableres og drives på en måde, der sikrer fortrolighed om identiteten på bl.a. berørte personer, kan ikke fraviges ved aftale.
Eksempelvis vil en klausul i en ansættelseskontrakt, der helt eller delvist fratager den ansatte den beskyttelse, som følger af loven, være ugyldig. Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for, at whistlebloweren eller den berørte person ved aftale tillægges rettigheder, der stiller disse bedre end lovens regler, så længe disse rettigheder ikke går ud over de rettigheder, der tilkommer henholdsvis whistlebloweren eller de berørte personer i henhold til loven.
Kapitel 2