Lov om beskyttelse af whistleblowere § 1

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at loven finder anvendelse på indberetninger, som vedrører overtrædelser af EU-retten, og som er omfattet af anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten.

Det foreslåede stk. 1, nr. 1, har til formål at implementere direktivets artikel 2, stk. 1, litra a-c.

Det følger således af direktivets artikel 2, stk. 1, litra a, at beskyttelsen omfatter personer, der indberetter overtrædelser, der er omfattet af anvendelsesområdet for de EU-retsakter, der er anført i direktivets bilag del I, og som vedrører følgende områder: offentligt udbud, finansielle tjenesteydelser, produkter og markeder, og forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, produktsikkerhed- og overensstemmelse, transportsikkerhed, miljøbeskyttelse, strålingsbeskyttelse og nuklear sikkerhed, fødevare- og fodersikkerhed, dyresundhed og dyrevelfærd, folkesundhed, forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred og netværks- og informationssystemers sikkerhed.

Overtrædelser af en EU-retsakt, der fremgår af direktivets bilag del I, og som er direkte anvendelig i dansk ret, er således omfattet af lovens materielle anvendelsesområde. Tilsvarende gælder for overtrædelser af en lov eller anden retsakt, som gennemfører en EU-retsakt, der fremgår af direktivets bilag del I.

Det følger af direktivets artikel 2, stk. 1, litra b, at beskyttelsen endvidere omfatter personer, der indberetter oplysninger om overtrædelser, der skader Unionens finansielle interesser, som omhandlet i artikel 325 (bekæmpelse af svig m.v.) i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) og yderligere specificeret i relevante EU-foranstaltninger.

Sådanne overtrædelser er således tillige omfattet af anvendelsesområdet, som foreslået i stk. 1, nr. 1.

Det følger af direktivets artikel 2, stk. 1, litra c, at beskyttelsen desuden omfatter personer, der indberetter oplysninger om overtrædelser relateret til det indre marked som omhandlet i artikel 26, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), herunder overtrædelser af EU-konkurrence- og -statsstøttereglerne, samt overtrædelser vedrørende det indre marked i forbindelse med handlinger, der er i strid med de selskabsskatteretlige regler, eller ordninger, hvis formål er at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med de relevante selskabsskatteretlige regler.

Sådanne overtrædelser er således tillige omfattet af anvendelsesområdet, som foreslået i stk. 1, nr. 1.

Henvisningen i direktivet til EU-retsakter i direktivets bilag I skal forstås som en dynamisk henvisning i overensstemmelse med standardsystemet for henvisninger til EU-retsakter, jf. præambelbetragtning 19. Hvis en EU-retsakt i bilaget således er blevet eller bliver ændret, vedrører henvisningen den ændrede retsakt, og hvis en EU-retsakt i bilaget er blevet eller bliver erstattet, vedrører henvisningen den nye retsakt.

For så vidt angår indberetninger om overtrædelser af de EU-retsakter, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde og således omfattet af den foreslåede § 1, stk. 1, nr. 1, bemærkes det, at der ikke gælder et krav om, at der er tale om en alvorlig overtrædelse. Enhver overtrædelse af sådanne retsakter vil derfor være omfattet af lovens anvendelsesområde.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at loven finder anvendelse på indberetninger, som i øvrigt vedrører alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold.

Kriteriet ”alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold” angiver, at der som udgangspunkt skal være tale om forhold, hvis afdækning er i offentlighedens interesse.

Det vil i det enkelte tilfælde afhænge af en konkret vurdering, om indberetningen kan anses for at angå en alvorlig lovovertrædelse eller et alvorligt forhold i øvrigt. Der er tale om et objektivt kriterium, hvor det i sidste instans vil være op til domstolene at vurdere, om en indberetning falder inden for eller uden for lovens anvendelsesområde.

Inden for anvendelsesområdet vil i almindelighed falde oplysninger om strafbare forhold, herunder overtrædelser af eventuelle tavshedspligter, misbrug af økonomiske midler, tyveri, svig, underslæb, bedrageri og bestikkelse.

Også grove eller gentagne overtrædelser af lovgivning, herunder lovgivning om magtanvendelse, forvaltningsloven, offentlighedsloven samt efter omstændighederne f.eks. lovgivning, som har til formål at sikre folkesundheden, sikkerhed i transportsektoren eller beskyttelse af natur og miljø m.v., er omfattet.

I den offentlige sektor vil grove eller gentagne overtrædelser af forvaltningsretlige principper, herunder undersøgelsesprincippet, krav om saglighed, magtfordrejningsgrundsætningen og proportionalitet være omfattet. Det samme vil være tilfældet ved bevidst vildledning af borgere og samarbejdspartnere.

Indberetninger om whistleblowerens eget ansættelsesforhold vil som udgangspunkt falde uden for lovens anvendelsesområde, medmindre en sådan indberetning vedrører en alvorlig lovovertrædelse eller et i øvrigt alvorligt forhold. Omfattet er bl.a. tilfælde af seksuel chikane eller andre grove personrelaterede konflikter på arbejdspladsen, f.eks. grov chikane.

Seksuel chikane skal forstås i overensstemmelse med definitionerne i ligebehandlingsloven. Som fastslået i ligebehandlingsloven omfatter seksuel chikane enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima. Bestemmelsen definerer ingen nedre grænse for, hvornår en seksuel adfærd objektivt set bliver til seksuel chikane. Opfattelsen af, hvad der er ”uønsket seksuel adfærd”, afgøres konkret og afhænger således af den krænkede persons egne grænser, som igen vil være forskellig fra person til person. Der stilles dog krav om, at der skal være tale om en handling (adfærd), og at denne opleves som uønsket. Indberetninger om enhver form for seksuel chikane i overensstemmelse med denne definition vil være omfattet af lovens materielle anvendelsesområde.

Enhver anden form for chikane, eksempelvis chikane på grund af race, politisk eller religiøst tilhørsforhold m.v., vil være omfattet af lovens anvendelsesområde, forudsat, at der er tale om grov chikane. Hvorvidt der er tale om grov chikane, vil således bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, idet det dog bemærkes, at de ovenfor nævne eksempler på chikane i almindelighed vil være at betragte som grov chikane.

Det beror på en konkret vurdering, hvornår en overtrædelse har en sådan karakter, at den vil være omfattet af anvendelsesområdet. Overtrædelser af bagatelagtig karakter er ikke omfattet, ligesom overtrædelser af accessoriske bestemmelser, herunder dokumentationspligter eller underretningspligter, som udgangspunkt vil falde uden for anvendelsesområdet.

Oplysninger om øvrige forhold, herunder oplysninger om overtrædelser af interne retningslinjer af mindre alvorlig karakter, herunder regler om sygefravær, alkohol, påklædning, privat brug af kontorartikler m.v., og oplysninger om andre personalerelaterede konflikter på arbejdspladsen, vil som udgangspunkt ikke være at anse som grove overtrædelser og vil dermed ikke være omfattet af lovens anvendelsesområde. Sådanne oplysninger vil i overensstemmelse med gældende regler og retningslinjer kunne indgives til nærmeste leder, personale-/HR-afdeling eller en tillidsrepræsentant.

Uden for det foreslåede anvendelsesområde vil således som det klare udgangspunkt falde indberetninger om konflikter mellem to eller flere medarbejdere og indberetninger om personers eget ansættelsesforhold i øvrigt, jf. dog ovenfor om tilfælde af seksuel chikane og grov chikane.

Konkrete tvister mellem medarbejdere m.v. håndteres som det klare udgangspunkt på arbejdspladsen eller i det fagretlige system. Der kan dog være særlige tilfælde, hvor selv mindre samarbejdsvanskeligheder konkret kan indebære risici for skade på menneskers liv eller helbred eller i øvrigt indebærer en reel risiko for væsentlig skadevirkning. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis kritiske funktioner og processer, herunder i sundheds-, forsvars-, eller transportsektoren, stækkes som følge af personlige konflikter.

Der kan eksempelvis tænkes på en situation, hvor selv mindre personkonflikter mellem kritisk frontlinjepersonel og/eller personer, hvis funktion indebærer ansvar for menneskers liv og helbred m.v., f.eks. befordringsansvarlige og sundhedspersonale, kan medføre, at der konkret er en forhøjet risiko for alvorlige skadevirkninger. Sådanne forhold vil også anses for at udgøre alvorlige forhold i lovens forstand.

Øvrige ansættelsesretlige forhold, herunder konflikter, der falder inden for det fagretlige system, falder således som det klare udgangspunkt uden for lovens materielle anvendelsesområde.

Det bemærkes i øvrigt, at det skal være muligt at indberette om forhold, der ligger forud for lovens ikrafttræden, og at sådanne indberetninger ikke kan afvises, hvis de i øvrigt falder inden for lovens anvendelsesområde. Det forhold, at en indberetning, der vedrører forhold, der ligger forud for lovens ikrafttræden, vil dog efter omstændighederne kunne få indflydelse på, hvilke tiltag der vil udgøre tilstrækkelig opfølgning på indberetningen.

Hvis en modtaget indberetning falder uden for det ovenfor angivne anvendelsesområde, vil whistleblowerenheden ikke have pligt til at foretage yderligere i anledning af indberetningen. Afsenderen vil som følge heraf ikke være berettiget til beskyttelse efter loven.

Whistleblowerenheder i en offentlig forvaltningsmyndighed vil have pligt til at vejlede afsenderen herom og om, hvortil henvendelsen eventuelt kan rettes, jf. også bemærkningerne til den foreslåede § 12, stk. 3.

Whistleblowerenheder i den private sektor vil ikke have en sådan pligt, men kan vælge at gøre afsenderen af indberetningen opmærksom på, at indberetningen ikke vurderes at falde inden for anvendelsesområdet og eventuelt hvor de indberettede oplysninger kan behandles, f.eks. ved at rette henvendelse til personale-/HR-afdeling eller en tillidsrepræsentant m.v.

Det foreslås i stk. 2, at loven ikke finder anvendelse på indberetninger om overtrædelser af udbudsreglerne vedrørende forsvars- eller sikkerhedsmæssige aspekter, medmindre indberetningerne er omfattet af de retsakter, der er nævnt i stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen har til formål at implementere whistleblowerdirektivets artikel 3, stk. 2, hvorefter direktivet ikke berører medlemsstaternes ansvar for at sikre den nationale sikkerhed eller deres beføjelse til at beskytte deres væsentlige sikkerhedsinteresser. Navnlig finder det ikke anvendelse på indberetninger om overtrædelser af udbudsreglerne vedrørende forsvars- eller sikkerhedsmæssige aspekter, medmindre indberetningerne er omfattet af de relevante EU-retsakter.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 undtager overtrædelser af udbudsreglerne vedrørende forsvars- og sikkerhedsmæssige aspekter fra lovens materielle anvendelsesområde, hvor disse er omfattet af artikel 346 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), i overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis. Der henvises til præambelbetragtning 24.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 1 ovenfor, om retsvirkningen af, at en indberetning falder uden for lovens materielle anvendelsesområde.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at loven ikke finder anvendelse på klassificerede oplysninger, der er omfattet af Justitsministeriets cirkulære om sikkerhedsbeskyttelse af informationer af fælles interesse for landene i NATO eller EU, andre klassificerede informationer samt informationer af sikkerhedsmæssig beskyttelsesinteresse i øvrigt (sikkerhedscirkulæret), der samtidig er fortrolige, jf. straffelovens § 152, stk. 3.

Den foreslåede undtagelse i stk. 3, nr. 1, følger af direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, hvorefter direktivet ikke berører anvendelsen af EU-retten eller national ret vedrørende beskyttelse af klassificerede oplysninger.

Det bemærkes, at henvisningen til sikkerhedscirkulæret omfatter det til enhver tid gældende sikkerhedscirkulære.

Der er tale om kumulative betingelser, som medfører, at oplysningerne alene undtages fra lovens anvendelsesområde, hvis en oplysning dels er klassificeret, dels er fortrolig. Fortrolige oplysninger skal i den forbindelse forstås i overensstemmelse med straffelovens § 152, stk. 3, hvorefter en oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Det foreslås i stk. 3, nr. 2, at loven ikke finder anvendelse på oplysninger, som er omfattet af advokaters tavshedspligt i henhold til retsplejelovens § 129.

Den foreslåede undtagelse i stk. 3, nr. 2, skal ses i lyset af, at det følger af whistleblowerdirektivets artikel 3, stk. 3, litra b, at direktivet ikke berører anvendelsen af EU-retten eller national ret vedrørende beskyttelse af retten til fortrolighed mellem advokat og klient.

Retsplejelovens § 129 fastslår, at straffelovens §§ 144, 150-152 og 155-157 (om bl.a. bestikkelse, tavshedspligt og tjenesteforsømmelse) finder tilsvarende anvendelse på advokater samt deres autoriserede fuldmægtige, partnere, personale og andre, som i øvrigt beskæftiges i advokatvirksomheden.

Det følger af straffelovens § 152, stk. 1, at den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Det følger endvidere af straffelovens § 152, stk. 3, at en oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

I forhold til den foreslåede stk. 3, nr. 2, betyder det således, at oplysninger, som i henhold til straffelovens § 152, jf. retsplejelovens § 129, er omfattet af advokaters tavshedspligt, er undtaget fra lovens materielle anvendelsesområde. For så vidt angår retsvirkningen af, at en indberetning falder uden for lovens materielle anvendelsesområde, henvises til bemærkningerne til § 1, stk. 1.

Det foreslås endvidere i stk. 3, nr. 3, at loven ikke finder anvendelse på oplysninger, som i henhold til sundhedslovens § 40 er omfattet af sundhedspersoners tavshedspligt.

Den foreslåede undtagelse i stk. 3, nr. 3, skal ses i lyset af, at det følger af direktivets artikel 3, stk. 3, litra b, at direktivet ikke berører anvendelsen af EU-retten eller national ret vedrørende beskyttelse af retten til fortrolighed mellem læge og patient. Det fremgår endvidere af præambelbetragtning 26, at direktivet ikke bør berøre forpligtelsen til at opretholde den fortrolige beskaffenhed af kommunikation mellem sundhedsudbydere, herunder terapeuter, og deres patienter og af patientjournaler (»sundhedspersoners tavshedspligt«) i henhold til national ret og EU-retten.

Det følger af sundhedslovens § 40, stk. 1, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i sundhedsloven.

Tavshedspligten finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp, jf. sundhedslovens § 40, stk. 2.

Sundhedslovens regler om tavshedspligt gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er fastsat i lovgivningen, jf. sundhedsloven § 13, stk. 1.

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling, at det er en fundamental regel, at de oplysninger, man betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson og ikke videregives til uvedkommende. Patienten har et krav på beskyttelse af sit privatliv. Retten er også en afgørende forudsætning for, at der kan etableres et tillidsforhold til sundhedspersonen. Tillidsforholdet er nødvendigt både af hensyn til patientens behandling og for at sikre en tilstrækkelig tiltro og respekt for sundhedspersonerne, og dermed også for at skabe en tillid i befolkningen til sundhedsvæsenet, jf. Folketingstidende 1997-98 (2. samling), tillæg A, side 537 f. § 23 i lov om patienters retsstilling blev videreført i sundhedsloven, jf. lov nr. 546 af 24. juni 2005.

Det følger endvidere af bemærkningerne til lov nr. 273 af 26. marts 2019 om ændring af sundhedsloven, at begrebet helbredsoplysninger, som bl.a. anvendes i sundhedslovens § 40, f.eks. omfatter oplysninger om patientens sygdomsforløb, diagnoser, kontakter med sundhedsvæsenet, medicinforbrug el. lign. Det fremgår endvidere, at det afgørende for, om en oplysning skal anses for fortrolig, vil være en vurdering af, om oplysningen efter den almindelige opfattelse i samfundet bør kunne forlanges unddraget offentlighedens kendskab, jf. straffelovens § 152 sammenholdt med forvaltningslovens § 26. Følsomme personoplysninger vil utvivlsomt være fortrolige oplysninger. Herudover vil f.eks. oplysninger om patientens familiære forhold, sociale problemer, strafbare forhold, gæld, indkomst- og skatteforhold være fortrolige oplysninger, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), Tillæg A, L 127, Forslag til lov om ændring af sundhedsloven fremsat af sundhedsministeren den 13. december 2018, bemærkningerne til § 1, nr. 2.

Begrebet sundhedspersoner i sundhedslovens § 40 omfatter personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. sundhedslovens § 6. Personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, omfatter personer, der er autoriserede efter autorisationsloven, dvs. læger, tandlæger, kiropraktorer, sygeplejersker, jordemødre, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeuter, fysioterapeuter, bioanalytikere, radiografer, kliniske diætister, bandagister, kliniske tandteknikere, tandplejere, optikere, kontaktlinseoptikere, optometrister, fodterapeuter, osteopater, behandlerfarmaceuter og ambulancebehandlere. Psykologer, der er autoriserede i henhold til psykologloven, er også sundhedspersoner i sundhedslovens forstand, men kun i det omfang de udfører sundhedsfaglige opgaver. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til lov nr. 273 af 26. marts 2019 om ændring af sundhedsloven, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), Tillæg A, L 127, Forslag til lov om ændring af sundhedsloven fremsat af sundhedsministeren den 13. december 2018, bemærkningerne til § 1, nr. 3.

Sundhedslovens § 40, stk. 2, indebærer, at studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandling af patienter, pålægges tavshed om, hvad de under praktikophold m.v. erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i samme omfang som gælder for sundhedspersoner, jf. § 40, stk. 1, jf. Folketingstidende 2013-14, Tillæg A, L 126, Forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed fremsat af ministeren for sundhed og forebyggelse den 30. januar 2014, bemærkningerne til § 1, nr. 3.

For så vidt angår retsvirkningen af, at en indberetning falder uden for lovens materielle anvendelsesområde kan der henvises til bemærkningerne til § 1, stk. 1.

Det foreslås i stk. 3, nr. 4, at loven ikke finder anvendelse på oplysninger om rettens rådslagning og afstemning, som er omfattet af tavshedspligt.

Den foreslåede undtagelse i stk. 3, nr. 4, følger af direktivets artikel 3, stk. 3, litra c, hvorefter direktivet ikke berører anvendelsen af EU-retten eller national ret vedrørende tavshedspligt for så vidt angår retslige rådslagninger og afstemninger.

Den foreslåede undtagelse omfatter enhver oplysning om rettens rådslagning og afstemning, der er underlagt tavshedspligt, inden for såvel den civile retspleje som strafferetsplejen.

Oplysninger om rettens rådslagning er fortrolige og omfattet af tavshedspligt, i det omfang oplysningerne ikke fremgår af rettens afgørelse, jf. herved straffelovens § 152, stk. 1 og 3, sammenholdt med retsplejelovens § 214, stk. 2, hvorefter rettens rådslagninger og afstemninger ikke må overværes af andre end rettens medlemmer m.v., medmindre retten i særlige tilfælde tillader andre at deltage.

I forhold til strafferetsplejen følger det endvidere af retsplejelovens § 885, at der er tavshedspligt med hensyn til oplysninger om rettens rådslagning og afstemning, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f.

For så vidt angår retsvirkningen af, at en indberetning falder uden for lovens materielle anvendelsesområde, henvises til bemærkningerne til § 1, stk. 1.

Det foreslås i stk. 3, nr. 5, at loven ikke finder anvendelse på sager inden for strafferetsplejen.

Med begrebet »sager inden for strafferetsplejen« forstås alle sager vedrørende gennemførelse af strafferetlige retsfølger, herunder også de sager, der efter særlig hjemmel behandles af andre forvaltningsmyndigheder end politi og anklagemyndighed, f.eks. sager inden for skatte- og afgiftslovgivningen hvor der er hjemmel til administrativt at udstede bødeforelæg. Omfattet af bestemmelsen er således bl.a. sager vedrørende politiets efterforskning af lovovertrædelser og anklagemyndighedens udøvelse af funktioner i forbindelse med en straffesags behandling ved domstolene.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at implementere direktivets artikel 3, stk. 2, litra d, hvorefter direktivet ikke berører anvendelsen af EU-retten eller national ret vedrørende straffeprocessuelle regler.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de foreslåede sagsbehandlingsregler i lovforslaget ikke finder anvendelse på behandlingen af sagen inden for strafferetsplejen. Det betyder bl.a., at politi og anklagemyndighed og i relevant omfang andre forvaltningsmyndigheder ikke er underlagt lovens sagsbehandlingskrav ved efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold, ligesom loven ikke finder anvendelse for den efterfølgende behandling af straffesager ved domstolene. Bestemmelsen skal læses i lyset af præambelbetragtning 28, hvorefter direktivet ikke bør berøre de nationale straffeprocessuelle regler, navnlig dem, der har til formål at sikre integriteten af efterforskningen og retsforfølgningen eller de berørte personers ret til et forsvar.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at de foreslåede sagsbehandlingsregler ikke finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en myndighed eller virksomhed har besluttet at overgive sagen til navnlig politiet, eller hvor en forvaltningsmyndighed konstaterer, at der er grundlag for at udstede et administrativt bødeforelæg. Når sagen er overgivet til behandling inden for strafferetsplejen, er det således de almindelige straffeprocessuelle regler (herunder om sigtedes forsvar, adgang til kontradiktion m.v.), der finder anvendelse.

Bestemmelsen har alene betydning for behandlingen af sager inden for strafferetsplejen, og den myndighed eller virksomhed, der modtog indberetningen, skal således fortsat leve op til de krav, der følger af loven.

Bestemmelsen har ingen indflydelse på, hvilke oplysninger der kan indberettes om. Oplysninger om strafbare forhold er således omfattet af lovens anvendelsesområde, jf. også bemærkningerne til § 1, stk. 1.