LOV nr 1532 af 12/12/2023
Børne- og Undervisningsministeriet
Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge § 20
Loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 12, stk. 2, træder i kraft den 1. juli 2024.
Forarbejder til Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge § 20
RetsinformationDet foreslås i § 20, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft 1. januar 2024, sådan at tilbuddene og kommunerne vil kunne indgå kvalitetsaftaler fra 1. januar 2024.
Det foreslåede vil indebære, at tilbud, som ønsker at blive godkendt som behandlings- og specialundervisningstilbud, vil kunne indgive ansøgning herom med henblik på indgåelse af kvalitetsaftale med beliggenhedskommunen fra 1. januar 2024.
Beliggenhedskommunen vil som udgangspunkt kunne modtage og behandle ansøgninger før lovens ikrafttræden ud fra indretningshensyn, men vil ikke kunne træffe afgørelse før lovens ikrafttræden.
Det bemærkes, at lovforslagets § 20, stk. 1, indeholder en overgangsbestemmelse for dagbehandlingstilbud, der har overenskomst efter de gældende bestemmelser, således at disse senest skal have indgået kvalitetsaftale pr. 1. juli 2024.
Det foreslås i § 20, stk. 2, at § 12, stk. 2, træder i kraft den 1. juli 2024.
Det foreslåede vil indebære, at den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 12, stk. 2, hvorefter beliggenhedskommunen indgår aftale med socialtilsynet i vedkommende region om at føre tilsyn med kvaliteten af støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling, der ydes efter barnets lov, og den indgåede kvalitetsaftale, og om at socialtilsyn varetager tilsynsopgaver i et videre omgang først træder i kraft den 1. juli 2024.
Kommunalbestyrelsen vil således først skulle have en aftale med socialtilsynet pr. 1. juli 2024. I det omfang kommunalbestyrelsen indgår kvalitetsaftaler med behandlings- og specialundervisningstilbud, der træder i kraft før den 1. juli 2024, vil kommunalbestyrelsen således selv skulle føre tilsyn med kvaliteten af støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling, der ydes efter barnets lov eller efter de tidligere gældende regler i serviceloven og den indgåede kvalitetsaftale.