LOV nr 1532 af 12/12/2023
Børne- og Undervisningsministeriet
Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge § 18
Har børne- og undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan styrelsens afgørelser ikke indbringes for ministeren.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at visse typer af afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, dog i et nærmere bestemt omfang kan indbringes for ministeren. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om adgangen til at klage og om fremgangsmåden herved.
Forarbejder til Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge § 18
RetsinformationDet følger af folkeskolelovens § 51 d, at har børne- og undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan ministeren fastsætte regler om fremgangsmåden ved og adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, herunder om, at afgørelsen ikke kan indbringes for ministeren.
Der er tilsvarende bestemmelser i § 40 b i lov om friskoler og private grundskoler m.v. (friskoleloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1166 af 11. august 2022, § 49 a i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. lovbekendtgørelse nr. 1172 af 12. august 2022, § 18 a i lov om kommunale internationale grundskoler, § 25 i lov om kommunale særlige grundskoler for børn og unge, der er fordrevet fra Ukraine, og § 29 a i ungdomsskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 28. maj 2019, som også er grundskoletilbud. Love på ungdoms- og voksenuddannelsesområdet indeholder tilsvarende bestemmelser.
Det foreslås i § 18, stk. 1, at har børne- og undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan styrelsens afgørelser ikke indbringes for ministeren.
Det foreslåede vil indebære en afskæring af klageadgangen i de tilfælde, hvor børne- og undervisningsministeren har henlagt opgaver efter denne lov til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet eller en anden styrelse under ministerens instruktion.
Det foreslåede vil betyde, at i de tilfælde, hvor kompetencer er delegeret til en styrelse fra ministeriet, vil styrelsens afgørelser være den endelige administrative afgørelse. Afskæringen af klageadgangen vil således ske automatisk.
Bestemmelsen vil bl.a. være relevant i forhold til beslutninger om at anmode en kommune om oplysninger efter den foreslåede bestemmelse i § 17, som vil kunne finde anvendelse i forbindelse med det lovbestemte og ulovbestemte sektortilsyn med folkeskolen. Tilsynet med folkeskolen varetages af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil således sammen med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 18, stk. 2, medvirke til at tilvejebringe samme retstilstand som de andre bestemmelser i Børne- og Undervisningsministeriets lovgivning for grundskoler, der regulerer klageafskæring, hvor ministeren har henlagt opgaver til en styrelse på ministerområdet.
Forslaget vil kunne sikre, at ministeren med henblik på en effektiv og hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne kan henlægge opgaver til styrelser på ministeriets ressort.
Det bemærkes, at der er fastsat regler om, at styrelsens afgørelser ikke kan indbringes for anden forvaltningsmyndighed, i § 1 i bekendtgørelse nr. 829 af 10. juni 2022 om afskæring af klageadgang til ministeren for visse afgørelser truffet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Bestemmelsen omfatter blandt andet afgørelser efter lov om folkeskolen, lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om efterskoler og frie fagskoler, lov om kommunale internationale grundskoler, lov om kommunale særlige grundskoler for børn og unge, der er fordrevet fra Ukraine, og lov om ungdomsskoler.
Der er endvidere fastsat regler om, at styrelsen udøver den beføjelse til at udstede bekendtgørelser, der er tillagt børne- og undervisningsministeren ved en række love, i § 1 i bekendtgørelse nr. 828 af 10. juni 2022 om delegation til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet af adgangen til udstedelse af bekendtgørelser. Bestemmelsen omfatter blandt andet bemyndigelser efter lov om folkeskolen, lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om efterskoler og frie fagskoler, lov om kommunale internationale grundskoler, lov om kommunale særlige grundskoler for børn og unge, der er fordrevet fra Ukraine, og lov om ungdomsskoler.
Det foreslås endvidere i § 18, stk. 2, at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at visse typer af afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, dog i et nærmere bestemt omfang kan indbringes for ministeren. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om adgangen til at klage og om fremgangsmåden herved.
Det foreslåede vil indebære, at ministeren vil kunne fastsætte regler om, at visse typer af afgørelser ikke skal være omfattet af afskæringen af klageadgangen efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 18, stk. 1, og derfor vil kunne påklages til ministeren.
Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse, hvis det måtte blive vurderet ønskeligt, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet kan forlange nødvendige oplysninger efter den foreslåede § 17, stk. 1, men at en beslutning om, at sådanne oplysninger skal leveres i elektronisk form og i et bestemt format, efter den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 2, skal kunne indbringes for børne- og undervisningsministeren.
Den foreslåede bestemmelse vil således sammen med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 18, stk. 1, medvirke til at tilvejebringe samme retstilstand som de andre bestemmelser i Børne- og Undervisningsministeriets lovgivning for grundskoler, der regulerer klageafskæring, hvor ministeren har henlagt opgaver til en styrelse på ministerområdet.
Det foreslåede vil endvidere indebære, at ministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indgivelse af sådanne klager, herunder f.eks. at en klage først skal sendes til styrelsen, der så skal vurdere sagen med henblik på, om afgørelsen skal ændres eller klagen sendes videre til ministeriet med styrelsens udtalelse. Hvis der fastsættes en sådan ordning, bør der også fastsættes en frist for styrelsens videresendelse til ministeriet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.