LOV nr 1532 af 12/12/2023
Børne- og Undervisningsministeriet
Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge § 1
Denne lov gælder for behandlings- og specialundervisningstilbud, der yder både støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling efter barnets lov og specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven, til børn og unge, der har behov for begge indsatser.
Forarbejder til Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge § 1
RetsinformationDagbehandlingstilbud er ureguleret som institution efter både folkeskoleloven og barnets lov. De gældende regler om dagbehandlingstilbud fremgår af de almindelige bemærkningers pkt. 2.1.1.1 og 2.1.1.2 ovenfor. Nogle af disse regler ændres med barnets lov den 1. januar 2024 som beskrevet i de almindelige bemærkningers pkt. 2.1.2.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 1, at denne lov gælder for behandlings- og specialundervisningstilbud, der yder både støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling efter barnets lov og specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven, til børn og unge, der har behov for begge indsatser.
Den foreslåede § 1 præsenterer anvendelsesområdet for den foreslåede lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge. Den foreslåede bestemmelse understreger det dobbelte formål, som behandlings- og specialundervisningstilbud fortsat vil skulle have.
Behandlings- og specialundervisningstilbud vil således være integrerede tilbud og vil samlet skulle opfylde folkeskolelovens formålsbestemmelse, som fremgår af folkeskolelovens § 1, hvorefter folkeskolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
Samtidig vil behandlings- og specialundervisningstilbuddet skulle opfylde formålet med støtte og indsatser efter barnets lov, som fremgår af §§ 1 og 2 i barnets lov. Efter disse bestemmelser skal støtten forebygge sociale problemer og tilgodese særlige behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og skal iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som har behov for særlig støtte efter barnets lov, kan opnå samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Hjælp og støtte kan også iværksættes med henblik på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge og familien.
Tilbuddene vil være en del af folkeskolen ved siden af det kommunale skolevæsen. Tilbuddene vil som udgangspunkt være omfattet af den indholdsmæssige del af folkeskolen, men ikke den organisatoriske. Tilbuddene vil således f.eks. ikke være omfattede af reglerne om kommunalbestyrelsens, skolebestyrelsens og skolelederens kompetencer i folkeskolelovens kapitel 6, men vil på lige fod med øvrige folkeskoletilbud i kommunen skulle indgå ved opfyldelsen af kommunens ansvar for, at alle børn i kommunen sikres ret til vederlagsfri undervisning i folkeskolen, jf. folkeskolelovens § 2, stk. 1. Kommunen vil derfor fortsat skulle sikre, at eleverne får den undervisning, de har ret til efter folkeskoleloven. Kommunen vil også være forpligtet til at inddrage tilbuddene i kommunens fælles aktiviteter for kommunernes skoler. Der henvises til det samtidig fremsatte lovforslag om ændring af lov om folkeskolen, barnets lov, lov om socialtilsyn og forskellige andre love (Styrkelse af undervisningen for anbragte og udsatte børn og unge m.v.).
Målgruppen for disse tilbud vil være børn og unge med behov for støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling efter barnets lov i tilknytning til et tilbud om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven.
Målgruppen vil være børn og unge fra starten af den undervisningspligtige alder til og med 17 år. Elever, som i løbet af skoleåret fylder 18 år, vil dog få mulighed for at fortsætte skolegangen i resten af skoleåret. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, stk. 3, og § 22, nr. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.
Baggrunden for forslaget er at sikre, at børn og unge, der har behov for et behandlings- og specialundervisningstilbud, vil kunne modtage et samlet tilbud af høj kvalitet, der lever op til kravene i både folkeskoleloven og barnets lov.
Et behandlings- og specialundervisningstilbud vil skulle tilbyde både støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling og tilbyde specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Behandlings- og specialundervisningstilbud vil ikke kunne henvise specialundervisningen og anden specialpædagogisk bistand til en anden skole, eller den støttende indsats til en andet tilbud. Det vil være afgørende, at specialundervisningen og den specialpædagogiske bistand og støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling gives i et samlet tilbud. Dette vil være gældende for både kommunale, regionale og private behandlings- og specialundervisningstilbud, og uanset om behandlings- og specialundervisningstilbuddene indgår i koncerner eller koncernlignende konstruktioner.
Børne- og ungehjem, der er godkendt af socialtilsynet efter socialtilsynsloven og har en kvalitetsaftale om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand med beliggenhedskommunen, jf. det samtidig fremsatte lovforslag om ændring af lov om folkeskolen, barnets lov, lov om socialtilsyn og forskellige andre love (Styrkelse af undervisningen for anbragte og udsatte børn og unge m.v.), vil kunne give støttende indsatser i form af pædagogisk støtte eller behandling efter barnets lov samt specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven til børn og unge, der er omfattet af målgruppen for tilbuddet og er henvist til dagbehandling i tilbuddet, og derfor ikke er anbragt. Sådanne børne- og ungehjem vil ikke blive omfattet af reglerne om behandlings- og specialundervisningstilbud i nærværende lovforslag af den grund.
Et barn eller en ung, der ikke har et behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, vil ikke kunne henvises til et behandlings- og specialundervisningstilbud, ligesom et barn eller en ung, der ikke har behov for støttende indsatser i form af pædagogisk støtte eller behandling, ikke vil kunne henvises til et behandlings- og specialundervisningstilbud. De af lovforslaget omfattende tilbud vil alene kunne modtage børn eller unge, der har behov for både specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og har et behov for støttende indsatser i form af pædagogisk støtte eller behandling efter barnets lov.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 og 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.