Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge § 16

De gælder regler for, hvilken kommune udgiften til undervisning på dagsbehandlingstilbud påhviler, fremgår af bekendtgørelse nr. 1000 af 15. september 2014 om hvilken kommune udgiften til folkeskolens undervisning m.v. endeligt påhviler.

Det følger af bekendtgørelsens § 1, at udgifterne til folkeskolens undervisning m.v., jf. folkeskolelovens § 49, stk. 1, påhviler bopælskommunen, jf. dog § 7, stk. 2. Ved bopælskommunen forstås den kommune, hvor barnet er folkeregistreret.

Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 7, stk. 1, at skolekommunen kan kræve betaling fra en anden kommune for udgifterne til undervisning m.v. af et barn, der ved offentlig myndigheds medvirken er anbragt i en institution eller i pleje i kommunen, og som ved beregning af kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner indgår i folketallet i den anden kommune.

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 2, omfatter krav på betaling efter stk. 1 alle udgifter i forbindelse med barnets undervisning, herunder eventuelle udgifter til undervisning i fritiden, til befordring og til ophold i en skolefritidsordning.

Efter § 194 i barnets lov skal barnets eller den unges handlekommune afholde udgifterne for sociale indsatser, herunder for anbringelse uden for hjemmet.

De øvrige gældende regler om kommunalbestyrelsens ansvar for dagbehandlingstilbud fremgår af pkt. 2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Nogle af disse regler ændres med barnets lov den 1. januar 2024 som beskrevet i de almindelige bemærkningers pkt. 2.3.2.

Det følger af den foreslåede § 16, stk. 1, at det alene er beliggenhedskommunen, der kan yde betaling med frigørende virkning til behandlings- og specialundervisningstilbud.

Det foreslåede vil indebære, at alene beliggenhedskommunen, som har indgået kvalitetsaftale med behandlings- og specialundervisningstilbud i kommunen, vil kunne yde betaling for et barns ophold i behandlings- og specialundervisningstilbud.

Det foreslåede vil betyde, at beliggenhedskommunen vil være den eneste kommune, der kan opfylde de kontraktuelle økonomiske mellemværender med behandlings- og specialundervisningstilbud, da betalingen fra beliggenhedskommunen vil have frigørende virkning. Det vil også betyde, at en henvisende kommune, der betaler direkte til behandlings- og specialundervisningstilbud, ikke vil have betalt med frigørende virkning og således ikke vil have opfyldt den indgåede aftale mellem både beliggenhedskommunen og den henvisende kommune og aftalen mellem beliggenhedskommunen og behandlings- og specialundervisningstilbuddet.

Det foreslåede vil skulle sikre en ensretning af betalingsstrømmene og samtidig sikre, at der alene vil blive henvist børn og unge til behandlings- og specialundervisningstilbud, der er godkendt af beliggenhedskommunen.

Det følger af den foreslåede § 16, stk. 2, at beliggenhedskommunen og den kommune, der er ansvarlig for barnets eller den unges behov for støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling, aftaler mellemkommunal refusion for betalinger efter stk. 1.

Det foreslåede vil indebære, at beliggenhedskommunen og den kommune, der er ansvarlig for barnets eller den unges behov for støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling, vil skulle indgå aftale om refusion af udgifterne hertil i forbindelse med barnets ophold i behandlings- og specialundervisningstilbud efter de gældende regler herom. Det vil således være en forudsætning, at aftalen om refusion er i overensstemmelse med reglerne herom i barnets lov, retssikkerhedsloven og folkeskoleloven og regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslåede vil betyde, at det påhviler kommunerne at indgå aftaler om refusion, herunder aftaler om udgiftens størrelse, forfaldsdag og ophør/ophævelse af aftalen, før barnet eller den unge begynder at modtage støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling efter barnets lov og specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven i behandlings- og specialundervisningstilbuddet. Forholdet mellem kommunerne vil i øvrigt være reguleret af de aftaleretlige regler.

Det vil som udgangspunkt være barnets eller den unges bopælskommune, der vil være ansvarlig for henvisning af barnet eller den unge til et behandlings- og specialundervisningstilbud. Dette vil gælde for børn og unge, der ikke er anbragt uden for hjemmet.

I forhold til ansvaret for at træffe afgørelse om den nødvendige hjælp og støtte efter barnets lov er reglerne om handlepligt reguleret i retssikkerhedslovens §§ 9-9 b. Efter § 9 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven er forældremyndighedsindehaverens handlekommune som udgangspunkt også handlekommune for et barn eller en ung under 18 år. For børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i barnets lov, følger det af retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4, at handlekommunen for anbragte børn eller unge er den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse uden for hjemmet. I dette tilfælde vil det være den anbringende kommune, der vil være ansvarlig for henvisning af barnet eller den unge til et behandlings- og specialundervisningstilbud. Reglerne om, hvilken kommune, der er handlekommune, er nærmere beskrevet i pkt. 2.2.1.3 i de almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.