Lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten

Den foreslåede bestemmelse i § 1 fastlægger anvendelsesområdet for loven.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 1, at loven finder anvendelse på erstatningskrav og erstatningssøgsmål vedrørende overtrædelser af artikel 101 og 102 i TEUF og bestemmelser i national ret, som anvendes på samme sag og parallelt med EU-konkurrenceretten i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EØS-relevant tekst).

Det følger derudover af den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 2, at loven også finder anvendelse på erstatningskrav og erstatningssøgsmål vedrørende overtrædelser, der ikke påvirker samhandlen, men som er omfattet af konkurrencelovens §§ 6 og 11. Det medfører eksempelvis, at reglerne om fremlæggelse af beviser og tabsopgørelse i loven også finder anvendelse i disse rent nationale sager.

Bestemmelsen indeholder definitioner, som er af betydning for anvendelsesområdet for loven.

Med bestemmelsens nr. 1 defineres begrebet ”overtrædelse af konkurrenceretten”, som en overtrædelse af artikel 101 eller 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt TEUF), af konkurrencelovens §§ 6 og 11, eller national ret, som anvendes parallelt med Unionens konkurrenceret i medfør af artikel 3, stk.1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (i det følgende (EF) nr. 1/2003). Begrebet er sammenfaldende med lovforslagets anvendelsesområde i den foreslåede § 2.

Med bestemmelsens nr. 2 defineres begrebet ”overtræder”, som den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, der har begået overtrædelsen af konkurrenceretten, jf. nr. 1.

Med bestemmelsens nr. 3 defineres begrebet ”national konkurrenceret”, som de bestemmelser i national lovgivning, som overvejende forfølger de samme mål som artikel 101 og 102 i TEUF, og som anvendes på samme sag og parallelt med EU-konkurrenceretten i henhold til artikel 3, stk. 1, i for ordning (EF) nr. 1/2003, undtagen bestemmelser i national lovgivning, der pålægger fysiske personer strafferetlige sanktioner, medmindre sådanne strafferetlige sanktioner er den måde, hvorpå de konkurrenceregler, der finder anvendelse på virksomheder, håndhæves.

Med bestemmelsens nr. 4 defineres begrebet ”skadelidte”, som en juridisk eller fysisk person, der har lidt skade som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten.

Med bestemmelsens nr. 5 defineres begrebet ”national konkurrencemyndighed”, som en myndighed, som af en medlemsstat er udpeget i medfør af artikel 35 i forordning (EF) nr. 1/2003 til at have kompetence til at anvende artikel 101 og 102 i TEUF. I Danmark er det Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Konkurrencerådet og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der er udpeget som konkurrencemyndigheder efter forordningen.

Med bestemmelsens nr. 6 defineres begrebet ”konkurrencemyndighed”, som Kommissionen eller en myndighed, som af en medlemsstat er udpeget i medfør af artikel 35 i forordning (EF) nr. 1/2003 til at have kompetence til at anvende artikel 101 og 102 i TEUF, eller begge, alt efter tilfældet.

Med bestemmelsens nr. 7 defineres begrebet ”appelret”, som en national ret som omhandlet i artikel 267 i TEUF, der efter almindelige retsmidler har beføjelse til at foretage prøvelse af afgørelser fra en national konkurrencemyndighed eller prøvelse af sådanne afgørelser, uanset om denne ret selv har beføjelse til at fastslå, at der foreligger en overtrædelse af konkurrenceretten. For at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet og da bestemmelsens nr. 7 også har betydning i forhold til afgørelser fra andre medlemsstaters konkurrencemyndigheder, er det valgt at anvende samme ordlyd som i direktivets artikel 2, nr. 10.

Med bestemmelsens nr. 8 defineres begrebet ”afgørelse om overtrædelse”, som en afgørelse om overtrædelse af konkurrenceretten, der er truffet af en konkurrencemyndighed eller en appelret. I Danmark vil ”afgørelse om overtrædelse” omfatte administrative afgørelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og herunder Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet. I Danmark vil ”afgørelse om overtrædelse” også omfatte strafferetlige domme og vedtagne strafferetlige bødeforlæg, som er resultatet af en strafferetlig forfølgning ved Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet samt vedtagne administrative bødeforlæg udstedt i medfør af konkurrencelovens § 23 b.

Med bestemmelsens nr. 9 defineres begrebet ”endelig afgørelse om overtrædelse”, som en afgørelse om overtrædelse, der ikke kan eller ikke længere kan være genstand for almindelige retsmidler.

Med bestemmelsens nr. 10 defineres begrebet ”bevis”, som alle former for bevismidler, der kan føres for den nationale ret, for hvilken søgsmålet er indbragt, navnlig dokumenter og alle andre genstande, der indeholder oplysninger, uanset på hvilket medium oplysningerne er lagret.

Med bestemmelsens nr. 11 defineres begrebet ”kartel”, som en aftale eller samordnet praksis mellem to eller flere konkurrenter om at samordne deres konkurrencemæssige adfærd på markedet eller påvirke de relevante konkurrenceparametre gennem forskellige former for praksis, f.eks. fastsættelse eller koordinering af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser, herunder i forbindelse med intellektuelle ejendomsrettigheder, tildeling af produktions- eller salgskvoter, markedsdeling og fordeling af kunder, herunder samordning af tilbudsgivning, import- eller eksportbegrænsninger eller konkurrencebegrænsende foranstaltninger over for andre konkurrenter. Det bemærkes, at direktivets – og dermed lovforslagets – definition af ”kartel” er en selvstændig definition, som vedrører erstatning for overtrædelser af konkurrenceretten.

Med bestemmelsens nr. 12 defineres begrebet ”procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse”, som en ordning vedrørende anvendelse af artikel 101 i TEUF eller en tilsvarende bestemmelse i national ret, på grundlag af hvilke en deltager i et hemmeligt kartel, uafhængig af de øvrige virksomheder, der deltager i kartellet, samarbejder med konkurrencemyndigheden i en undersøgelse ved frivilligt at give oplysninger om denne deltagers viden om og rolle i kartellet til gengæld for ved afgørelse eller afbrydelse af sagen at opnå fritagelse for eller en nedsættelse af bøder for dennes deltagelse i kartellet. Det bemærkes, at direktivets - og dermed lovforslagets - definition af procedure for bødevedtagelse eller bødenedsættelse er en selvstændig definition, som vedrører erstatning for overtrædelser af konkurrenceretten. Denne definition omfatter kun hemmelige karteller.

I Danmark anvendes begrebet ”straflempelsesprogram”. Det danske straflempelsesprogram svarer i vidt omfang til Kommissionens og til det modelprogram, som er blevet udarbejdet af Kommissionen og EU-landenes nationale konkurrencemyndigheder i fællesskab (»ECN-modellen«). Der er dog taget højde for den danske myndighedsstruktur på konkurrenceområdet og for de retssikkerhedsmæssige garantier, som det eksisterende strafferetlige og straffeprocesretlige system indeholder.

Straflempelsesprogrammet indebærer mulighed for, at en virksomhed eller en person, der fremlægger oplysninger om et kartel for myndighederne, under forudsætning af opfyldelse af en række betingelser, kan opnå tiltalefrafald (bødefritagelse) eller strafnedsættelse (bødenedsættelse) for den bøde- og/eller fængselsstraf, der ellers ville være blevet pålagt.

Straflempelsesprogrammet administreres af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet i fællesskab.

Med bestemmelsens nr. 13 defineres begrebet ”redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse”, som en mundtlig eller skriftlig redegørelse eller et referat heraf, der frivilligt gives af eller på vegne af en virksomhed eller en fysisk person til en konkurrencemyndighed med en beskrivelse af virksomhedens eller den fysiske persons viden om et kartel og en beskrivelse af den rolle, som denne spiller heri, og som er udarbejdet med særligt henblik på forelæggelse for myndigheden for at opnå bødefritagelse eller bødenedsættelse efter en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse; dette omfatter ikke allerede eksisterende oplysninger.

Med bestemmelsens nr. 14 defineres begrebet ”allerede eksisterende oplysninger”, som bevis, der eksisterer uanset sagens behandling ved en konkurrencemyndighed, og uanset om disse oplysninger foreligger i en konkurrencemyndigheds sagsakter. Af direktivets præambelbetragtning 28 fremgår, at nationale retter til enhver tid i forbindelse med erstatningssøgsmål bør kunne give pålæg om fremlæggelse af beviser, der foreligger uafhængigt af den sag, der behandles af en konkurrencemyndighed.

Med bestemmelsens nr. 15 defineres begrebet ”forligsredegørelse”, som en fremstilling, der frivilligt forelægges en konkurrencemyndighed af eller på vegne af en virksomhed, med en beskrivelse af virksomhedens bekræftelse af eller afståelse fra at bestride sin deltagelse i en overtrædelse af konkurrenceretten og sit ansvar for overtrædelsen af konkurrenceretten, og som specifikt er affattet således, at konkurrencemyndigheden kan anvende en forenklet eller fremskyndet procedure. Begrebet omfatter også ordrette citater fra forligsredegørelser, der er indeholdt i andre begreber og referater fra forligsredegørelser.

Med bestemmelsens nr. 16 defineres begrebet ”modtager af bødefritagelse”, som en virksomhed eller en fysisk person, som en konkurrencemyndighed har indrømmet bødefritagelse i henhold til en procedure for bødefritagelse eller bødenedsættelse.

Med bestemmelsens nr. 17 defineres begrebet ”overpris”, som forskellen mellem den pris, der faktisk er betalt, og den pris, der ellers ville have været gældende, hvis der ikke var begået en overtrædelse af konkurrenceretten.

Med bestemmelsens nr. 18 defineres begrebet ”mindelig tvistbilæggelse”, som en mekanisme, hvorved parterne kan opnå inden- eller udenretslig bilæggelse af en tvist, der vedrører et erstatningskrav.

Med bestemmelsens nr. 19 defineres begrebet ”forlig”, som en aftale, som indgås ved mindelig tvistbilæggelse, jf. nr. 18.

Med bestemmelsens nr. 20 defineres begrebet ”direkte aftager”, som en fysisk eller juridisk person, der direkte fra en overtræder har købt varer eller tjenesteydelser, som er genstand for en overtrædelse af konkurrenceretten.

Med bestemmelsens nr. 21 defineres begrebet ”indirekte aftager”, som en fysisk eller juridisk person, der ikke direkte fra en overtræder, men fra en direkte aftager eller en senere aftager, har købt varer eller tjenesteydelser, som hidrører fra eller indeholder sådanne varer eller tjenesteydelser.

Med bestemmelses nr. 22 defineres begrebet små og mellemstore virksomheder (SMV) som virksomheder, der beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR, som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF.

Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets artikel 3 og artikel 12, stk. 1.

Efter almindelig dansk erstatningsret har en skadelidt ret til erstatning fra skadevolderen, hvis skadevolderen har handlet ansvarspådragende, og den skadelidte har lidt et økonomisk tab. Det er endvidere en betingelse, at der foreligger den nødvendige årsagsforbindelse (kausalitet) og påregnelighed (adækvans) mellem den indtrådte skade og skadevolderens adfærd. Som udgangspunkt er det alene den direkte skadelidte, der kan opnå erstatning fra skadevolderen. Skadevolderen bliver således ikke som udgangspunkt ansvarlig for afledte tab.

Retten til fuld erstatning i direktivets artikel 3 svarer for så vidt angår de direkte skadelidte til de almindelige erstatningsretlige principper i gældende dansk ret. For at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet foreslås det imidlertid, at der fastsættes en bestemmelse herom.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., vil enhver fysisk eller juridisk person, der har lidt skade på grund af en overtrædelse af konkurrenceretten, have ret til at få fuld erstatning for denne skade i overensstemmelse med lovens bestemmelser og de almindelige erstatningsretlige principper. Det vil sige, at retten til at opnå fuld erstatning sker i overensstemmelse med bl.a. de almindelige erstatningsretlige principper om kausalitet og adækvans samt forpligtelsen for skadelidte til at begrænse sit tab.

Bestemmelsen vil indebære, at retten til erstatning gælder for enhver fysisk eller juridisk person, dvs. forbrugere, virksomheder og offentlige myndigheder mv.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., vil retten til fuld erstatning for det første være uafhængig af, om der foreligger et direkte kontraktforhold med den skadevoldende virksomhed. Bestemmelsen vil således indebære, at ikke blot den direkte aftalepart, men også parter i senere led, f.eks. den direkte aftaleparts aftagere, har ret til erstatning, hvis de pågældende har lidt et tab, som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten. Derudover vil retten til erstatning omfatte andre skadelidte, f.eks. konkurrerende virksomheder, der har lidt tab som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten.

Efter bestemmelsen vil retten til fuld erstatning for det andet være uafhængig af, om en konkurrencemyndighed forinden har fastslået, at der er sket en overtrædelse. Et erstatningskrav vil således kunne gøres gældende uafhængigt heraf.

Det er et grundlæggende princip i dansk erstatningsret, at den skadelidte skal stilles, som om skaden ikke var indtrådt. Det indebærer, at den skadelidte skal have dækket det tab, som den pågældende har lidt, fuldt ud, herunder også tabt fortjeneste og renter. Den skadelidte skal omvendt ikke have dækket mere end sit tab og derved opnå en økonomisk berigelse som følge af den tilkendte erstatning. I forhold til et tab lidt som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten vil det sige, at skadelidte skal stilles, som om der ikke var sket brud på konkurrencereglerne, og have dækket et eventuelt økonomisk tab forvoldt i forbindelse hermed.

Den skadelidte har en pligt til at begrænse sit tab. I det omfang skadelidte forsømmer denne pligt, kan erstatningen blive reduceret tilsvarende. Den skadelidte kan således som udgangspunkt ikke få erstatning for et tab, som den pågældende ved hjælp af passende forholdsregler kunne have begrænset eller undgået.

Hvis en direkte skadelidt har formået at overvælte sit tab eller en del heraf på en anden, har den pågældende ikke længere lidt et tab og kan således ikke få erstatning for den del af tabet, der er overvæltet. Det skyldes, at den direkte skadelidte i modsat fald ville opnå en berigelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil retten til fuld erstatning indebære, at den skadelidte skal stilles som om, skaden ikke var blevet forvoldt. Bestemmelsen vil således indebære, at den skadelidte skal have dækket sit fulde tab, herunder tabt fortjeneste og renter, men skal omvendt ikke have dækket mere end sit tab. Fuld erstatning må således ikke føre til overkompensation.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til gældende dansk ret. For at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet foreslås det imidlertid at fastsætte regler herom i lovforslaget.

For så vidt angår renteberegning i forbindelse med erstatning følger det af rentelovens § 3, stk. 4, at der senest betales rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden. Det følger endvidere af rentelovens § 3, stk. 5, 1. pkt., at hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt. Endelig følger det af rentelovens § 8, stk. 2, at bl.a. § 3, stk. 5, også finder anvendelse for pengekrav uden for formuerettens område. Der er eksempler fra retspraksis vedrørende overtrædelse af konkurrenceretten, hvor retten tilkendte renter fra det tidspunkt, hvor skadelidte led et tab, og hvor rentelovens udgangspunkt således blev fraveget på grund af, at særlige forhold begrundede det.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil erstatning efter stk. 1 blive forrentet fra det tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt. Den foreslåede bestemmelse vil således være en fravigelse af rentelovens almindelige regler og indebærer, at rente i forbindelse med udmåling af erstatning for overtrædelse af konkurrenceretten allerede skal beregnes fra det tidspunkt, hvor overtrædelsen af konkurrenceretten medførte et tab for den skadelidte.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.2 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets artikel 5.

Efter retsplejelovens § 298, stk. 1, kan retten efter begæring pålægge modparten at fremlægge dokumenter, der er undergivet modpartens rådighed, og som parten vil påberåbe sig under sagen (edition). Efter retsplejelovens § 299, stk. 1, kan retten ligeledes meddele edition i dokumenter, som er i tredjemands besiddelse (tredjemandsedition). Det fremgår af retsplejelovens § 300, stk. 1, at en part, der fremsætter begæring om edition, må angive de kendsgerninger, der skal bevises ved dokumenterne, samt de grunde, hvorpå parten støtter, at modparten eller den opgivne tredjemand er i besiddelse af dokumenterne.

Det er ikke udtrykkeligt anført i retsplejeloven, hvilke kriterier retten skal inddrage i sin vurdering af en begæring om edition. Det fremgår dog bl.a. af retspraksis, at en begæring om edition skal indeholde nøjagtige oplysninger om de kendsgerninger, der ønskes bevist, og at editionspligten forudsætter, at de kendsgerninger, der ønskes bevist, har betydning for sagens bedømmelse.

Bestemmelserne i direktivets artikel 5, stk. 1 og 2, om rettens adgang til at kræve fremlæggelse af beviser, herunder kategorier af beviser, svarer til retsplejelovens regler om edition.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, skal begæringer om edition i sager omfattet af loven således behandles efter reglerne i retsplejelovens §§ 298-300 med de ændringer, der følger af den foreslåede bestemmelse i lovens § 5.

Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke efter retsplejelovens regler er noget til hinder for, at der meddeles edition i kategorier af beviser, hvis retsplejelovens regler om edition er opfyldt. Denne adgang fremgår dog ikke udtrykkeligt at retsplejelovens regler, og det foreslås derfor – med henblik på at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet – at det fastsættes udtrykkeligt i lovens § 4, stk. 1, at retten kan meddele edition i beviser, herunder kategorier af beviser.

Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, er medtaget af lovtekniske årsager og indebærer – ligesom de foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 2 – ikke en fravigelse af gældende ret.

Der henvises nærmere til afsnit 2.4.2.2 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, skal retten, ved sin afgørelse efter stk. 1, ikke tage hensyn til en virksomheds interesse i at undgå erstatningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten.

Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 5, stk. 5, og indebærer, at det fastsættes udtrykkeligt i loven, at retten ved vurdering af en begæring om edition efter retsplejelovens §§ 298-300 skal agere i overensstemmelse med artikel 5, stk. 5.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke vurderes at indebære en fravigelse af gældende ret. En virksomheds interesse i at undgå erstatningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten vurderes således allerede efter gældende ret ikke at blive inddraget i forbindelse med rettens afgørelser om edition efter retsplejelovens §§ 298-300. Formålet med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, stk. 2, er derfor alene at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet.

Der er således ikke med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, stk. 2, tilsigtet en fravigelse af retsplejelovens regler om edition i retsplejelovens §§ 298-300 og retspraksis i henhold til disse bestemmelser.

Der henvises nærmere til afsnit 2.4.1 og 2.4.2.2 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, skal retten ved vurdering af en begæring om edition efter retsplejelovens §§ 298-300 begrænse fremlæggelsen af beviser, herunder kategorier af beviser, til, hvad der er rimeligt i forhold til formålet. Retten skal således foretage en proportionalitetsafvejning, og skal i den forbindelse tage hensyn til alle berørte parters og tredjemænds legitime interesser. Retten skal særligt tage hensyn til, om påstanden fra den, der anmoder om edition, understøttes af tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, der berettiger begæringen om edition (§ 4, stk. 3, nr. 1), omfanget af begæringen om fremlæggelse af beviser og omkostningerne herved, navnlig for eventuelle berørte tredjemænd (§ 4, stk. 3, nr. 2), og om de beviser, der søges fremlagt, indeholder fortrolige oplysninger, særlig om eventuelle tredjemænd, og om sådanne fortrolige oplysninger i givet fald vil kunne beskyttes (§ 4, stk. 3, nr. 3).

Det bemærkes i relation til den foreslåede § 4, stk. 3, nr. 2, at formålet med, at retten skal inddrage omfanget af en begæring om edition i sin vurdering heraf, bl.a. er at forhindre ukonkrete søgninger efter oplysninger, der sandsynligvis ikke er relevante, jf. direktivets artikel 5, stk. 3, litra b.

Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3 svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 5, stk. 3, og indebærer, at det udtrykkeligt fastsættes i loven, at retten ved vurdering af en begæring om edition efter retsplejelovens §§ 298-300 skal inddrage de hensyn, der fremgår af direktivets artikel 5, stk. 3.

Det bemærkes, at de hensyn, der er nævnt i artikel 5, stk. 3, allerede vurderes at blive inddraget i forbindelse med afgørelser om edition efter retsplejelovens §§ 298-300, i det omfang det er relevant. Formålet med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, stk. 2, er derfor alene at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet.

Der er således ikke med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, stk. 3, tilsigtet en fravigelse af retsplejelovens regler om edition i retsplejelovens §§ 298-300 og retspraksis i henhold til disse bestemmelser.

Der henvises nærmere til afsnit 2.4.1 og 2.4.2.2 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets artikel 6.

Der er ikke fastsat regler i gældende ret, der særskilt regulerer rettens adgang til at meddele edition i beviser, som indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter. En begæring om edition i sådanne dokumenter vil således efter gældende ret skulle afgøres efter retsplejelovens almindelige regler herom.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, skal retten i forbindelse med behandlingen af begæringer om edition i beviser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed, foruden de kriterier, der fremgår af lovens § 4, stk. 3, inddrage yderligere to kriterier. Det drejer sig om, i hvilket omfang begæringen er affattet specifikt med hensyn til art, genstand og indhold af dokumenter frem for som en ukonkret søgning vedrørende sådanne dokumenter og behovet for at sikre effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurrenceretten.

Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 6, stk. 4, litra a og c, og indebærer, at det udtrykkeligt fastsættes i loven, at retten ved vurdering af en begæring om edition i beviser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed, skal inddrage en vurdering af, om anmodningen om edition er affattet specifikt eller ukonkret, samt behovet for at sikre effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurrenceretten

Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt en anmodning er affattet specifikt eller ukonkret, allerede vurderes at blive inddraget i forbindelse med afgørelser om edition efter retsplejelovens §§ 298-300. Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 1, indebærer således ikke en fravigelse af gældende ret og har alene til hensigt at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet.

Det bemærkes endvidere, at retten ved vurderingen af hensynet til at sikre effektivitet i den offentlige håndhævelse af konkurrenceretten kan inddrage eventuelle bemærkninger hertil fra konkurrencemyndighederne, jf. i den forbindelse afsnit 2.5.2.5 om den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, finder både anvendelse på begæringer om edition, der er rettet mod en konkurrencemyndighed, og på begæringer om edition, der er rettet mod en part eller tredjemand, men som vedrører dokumenter, der tillige indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter. I tilfælde, hvor en editionsbegæring ikke er rettet mod en konkurrencemyndighed, forudsætter anvendelsen af § 5, at retten på baggrund af f.eks. karakteren af de beviser, der anmodes om, eller sagens omstændigheder i øvrigt – herunder parternes indlæg – er opmærksom på, at der er tale om en editionsbegæring vedrørende beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter. I tvivlstilfælde har retten bl.a. mulighed for at høre konkurrencemyndighederne i forbindelse med editionsbegæringen, jf. også den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.2.1 og 2.5.2.2 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, kan retten først pålægge fremlæggelse af visse typer af beviser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed, når konkurrencemyndigheden har truffet afgørelse i den sag, som beviserne indgår i, eller på anden vis har afsluttet sagen. Det drejer sig om dokumenter mv., som er udarbejdet af en fysisk eller juridisk person specifikt til brug for en konkurrencemyndigheds behandling af sagen (§ 5, stk. 2, nr. 1), dokumenter mv., som er udarbejdet af konkurrencemyndigheden og fremsendt til parten eller parterne i myndighedens sag i forbindelse med behandlingen af sagen (§ 5, stk. 2, nr. 2), og forligsredegørelser, der er trukket tilbage (§ 5, stk. 2, nr. 3).

Det bemærkes, at det er afslutningen af sagen hos den konkrete konkurrencemyndighed, der er bestemmende for, hvornår beskyttelsen af de i bestemmelsen opregnede dokumenter ophører. Beskyttelsen ophører således ved den konkrete konkurrencemyndigheds afslutning af sagen, uanset om sagen f.eks. kan indbringes for en rekursinstans.

Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2 svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 6, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.2.3 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 1. pkt., kan retten ikke pålægge fremlæggelse af redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsredegørelser, der er indgivet til en konkurrencemyndighed, jf. definitionerne heraf i lovforslagets § 2, nr. 13 og 15, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed. Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 1. pkt., svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 6, stk. 6.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 2. pkt., kan retten på anmodning fra en part beslutte, at retten skal have adgang til beviser som nævnt i § 5, stk. 3, 1. pkt., med henblik på at sikre, at deres indhold er omfattet af definitionerne af sådanne beviser i de foreslåede bestemmelser i § 2, nr. 13 og 15. Retten kan til brug for sin vurdering heraf anmode om bemærkninger fra konkurrencemyndigheden og ophavsmændene til beviserne.

Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 2. pkt., svarer hovedsageligt til direktivets artikel 6, stk. 7. Det bemærkes dog, at den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, 2. pkt., i modsætning til direktivets artikel 6, stk. 7, giver begge parter – og ikke blot sagsøger – mulighed for at anmode om, at retten får adgang til dokumenterne mv. Dette foreslås med henblik på at ligestille parterne processuelt for det tilfælde, at det måtte have relevans for sagsøgte at fremsætte en sådan anmodning.

Det bemærkes, at henvisningen til ”ophavsmændene til beviserne” i den foreslåede § 5, stk. 3, 2.pkt, skal forstås i relation til definitionerne i den foreslåede § 2, nr. 13 og 15. Ophavsmændene til redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse vil således være de virksomheder eller fysiske personer, der frivilligt giver en mundtlig eller skriftlig redegørelse eller referat heraf til konkurrencemyndigheden, jf. den foreslåede § 2, nr. 13. Ophavsmændene til forligsredegørelser vil være de virksomheder, der frivilligt forelægger konkurrencemyndigheden en fremstilling, jf. den foreslåede § 2, nr. 15.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.2.3 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 4, kan retten kun pålægge en konkurrencemyndighed at fremlægge beviser, hvis beviserne ikke med rimelighed kan skaffes af sagens parter eller tredjemand. Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 6, stk. 10.

Bestemmelsen indebærer, at retten – i tilfælde hvor retten har viden om, at de samme beviser kan skaffes fra både en konkurrencemyndighed og en anden tredjemand – først må foretage en vurdering af, om der er grundlag for at pålægge den anden tredjemand editionspligt. Kan beviserne fremskaffes hos en anden tredjemand, vil der herefter ikke være grundlag for at pålægge konkurrencemyndigheden editionspligt. I andre tilfælde påvirker bestemmelsen ikke, hvorvidt edition bør pålægges en konkurrencemyndighed.

Der henvises nærmere til afsnit 2.5.2.5 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5, 1. pkt., giver retten en konkurrencemyndighed lejlighed til at udtale sig om begæringer vedrørende fremlæggelse af beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter.

Det bemærkes i den forbindelse, at det allerede fremgår af retsplejelovens § 300, stk. 2, at bestemmelse om fremlæggelse af dokumenter træffes, efter at den, der har rådighed over dokumenterne, har haft lejlighed til at udtale sig.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 5, 2. pkt., kan en konkurrencemyndighed endvidere til enhver tid – i overensstemmelse med ordlyden af direktivets artikel 6, stk. 11 – af egen drift fremsætte bemærkninger for retten om proportionaliteten af begæringer om fremlæggelse af beviser, der indgår i myndighedens sagsakter.

En konkurrencemyndigheds bemærkninger efter de foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 5, forudsættes i relevant omfang at indgå i rettens vurdering efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 2, om i hvilket omfang, der er behov for at sikre effektiviteten i den offentlige håndhævelse af konkurrenceretten.

Der henvises nærmere til afsnit 2.5.2.4 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets artikel 7.

Der er ikke fastsat regler i gældende ret, der regulerer adgangen til bevisførelse i de tilfælde, hvor beviserne er kommet i en parts besiddelse gennem aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, eller gennem videregivelse fra en fysisk eller juridisk person, der har fået aktindsigt i sådanne sagsakter.

Efter gældende ret vil sådanne tilfælde skulle afgøres efter retsplejelovens almindelige regler om bevisførelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, afviser retten fremlæggelse af beviser, som er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 3, og som er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter. Bestemmelsen fastsætter således, at de restriktioner, der efter § 5, stk. 3, gælder for edition i disse særligt beskyttede dokumenter, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed, også gælder for fremlæggelse af sådanne dokumenter, som en part allerede måtte være i besiddelse af, hvis de er opnået gennem aktindsigt.

Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, forudsætter, at retten ved, at de pågældende beviser er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt. Ønsker en part at fremlægge dokumenter, som vurderes at kunne være omfattet af § 5, stk. 3, vil retten om nødvendigt kunne søge spørgsmålet om anvendelse af § 6, stk. 1, afklaret ved høring af den relevante konkurrencemyndighed, jf. også den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 4.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke beviser der anses for at indgå i en konkurrencemyndigheds sag, henvises til afsnit 2.5.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2, afviser retten fremlæggelse af beviser, som er omfattet af lovens § 5, stk. 2, og som er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, indtil myndigheden har truffet afgørelsen i den sag, som beviserne indgår i, eller på anden vis har afsluttet sagen. Bestemmelsen fastsætter således, at de restriktioner, der efter § 5, stk. 2, gælder for edition i disse særligt beskyttede dokumenter, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed, også gælder for fremlæggelse af sådanne dokumenter, som en part allerede måtte være i besiddelse af, hvis de er opnået gennem aktindsigt.

Det bemærkes, at det er afslutningen af sagen hos den konkrete konkurrencemyndighed, der er bestemmende for, hvornår beskyttelsen af de i bestemmelsen opregnede dokumenter ophører. Beskyttelsen ophører således ved den konkrete konkurrencemyndigheds afslutning af sagen, uanset om sagen f.eks. kan indbringes for en rekursinstans.

Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2, forudsætter, at retten ved, at de pågældende beviser er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt. Ønsker en part at fremlægge dokumenter, som vurderes at kunne være omfattet af § 5, stk. 2, vil retten om nødvendigt kunne søge spørgsmålet om anvendelse af § 6, stk. 2, afklaret ved høring af den relevante konkurrencemyndighed, jf. også den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 4.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke beviser der anses for at indgå i en konkurrencemyndigheds sag, henvises til afsnit 2.5.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 6, stk. 3, kan beviser, som er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sagsakter, og som ikke er omfattet af lovens § 6, stk. 1 eller 2, under et erstatningssøgsmål kun anvendes af den fysiske eller juridiske person, som har fået aktindsigt i beviserne, eller af en fysisk eller juridisk person, der er indtrådt i dennes rettigheder.

Lovforslagets § 6, stk. 3, er ikke til hinder for, at den person, som har fået aktindsigt i dokumenter anvender disse i forbindelse med et søgsmål, hvor vedkommende selv er part – herunder også kumulerede søgsmål eller gruppesøgsmål, hvor vedkommende også deltager som part. Der henvises i den forbindelse til afsnit 2.5.3.3 i de almindelige bemærkninger, hvor formålet med bestemmelsen er beskrevet.

Det bemærkes, at begrænsningen i den foreslåede § 6, stk. 3, ikke er til hinder for, at der gives edition i beviser, som er omfattet af bestemmelsen. Der henvises i denne forbindelse til afsnit 2.6.2.2 i de almindelige bemærkninger.

Det bemærkes endvidere, at anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, forudsætter, at retten ved, at de pågældende beviser er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt. Ønsker en part at fremlægge dokumenter, som vurderes at kunne henhøre fra en konkurrencemyndigheds sagsakter, og som ikke kan antages at foreligge uafhængigt af denne sag, vil retten om nødvendigt kunne søge spørgsmålet om anvendelse af § 6, stk. 3, afklaret ved høring af den relevante konkurrencemyndighed, jf. også den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 4.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke beviser der anses for at indgå i en konkurrencemyndigheds sag, henvises til afsnit 2.5.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6.2.2 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 4, kan retten anmode en konkurrencemyndighed om bemærkninger til, hvorvidt et bevis er omfattet af reglerne i § 6, stk. 1-3.

Bestemmelsen fastsætter således udtrykkeligt, at retten har mulighed for at søge tvivlspørgsmål om, hvorvidt beviser er omfattet af bestemmelserne i § 6, stk. 1-3, afklaret ved at rette henvendelse til den relevante konkurrencemyndighed. Det kan f.eks. være tvivlsspørgsmål om, hvorvidt der er tale om beviser, der henhører fra en konkurrencemyndigheds sag, eller tvivlsspørgsmål om, hvorvidt et bevis er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurrencemyndigheds sag.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6.2.3 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets artikel 9.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af dansk lovgivning, at en endelig afgørelse truffet af en dansk konkurrencemyndighed er et uomtvisteligt bevis for overtrædelse af konkurrenceretten i et efterfølgende erstatningssøgsmål.

Efter retsplejelovens § 344, stk. 1, afgør retten, på grundlag af det der er passeret under forhandlingerne og bevisførelsen, hvilke faktiske omstændigheder, der skal lægges til grund for sagens pådømmelse. Rettens bevisbedømmelse er således ikke efter retsplejelovens almindelige ordning begrænset af lovregler, og retten kan som udgangspunkt frit skønne over de beviser, som er blevet fremlagt under en retssag.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, kan retten ikke efterprøve en endelig dansk afgørelse om overtrædelse af konkurrenceretten, i et efterfølgende erstatningssøgsmål. Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 9, stk. 1. Bestemmelsen indebærer, at det i et erstatningssøgsmål skal lægges til grund, at konkurrenceretten er overtrådt, såfremt der foreligger en endelig afgørelse herom fra en dansk konkurrencemyndighed. En sådan endelig afgørelse om overtrædelse kan bestå i endelig administrativ afgørelse (herunder efter endt domstolsbehandling), en endelig strafferetlig dom eller et vedtaget strafferetligt eller administrativt bødeforlæg. Der henvises til definitionerne i den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 9.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.8.2 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, skaber en endelig afgørelse om overtrædelse af konkurrenceretten, som er truffet i en anden medlemsstat, i et efterfølgende erstatningssøgsmål, en formodning for, at der er sket en overtrædelse af konkurrenceretten.

Den foreslåede bestemmelse indfører en formodningsregel vedrørende endelige afgørelser om overtrædelse af konkurrenceretten, som er truffet i en anden medlemsstat. Den herved opstillede formodning vil kunne afkræftes gennem anden bevisførelse af sagsøgte.

Det bemærkes, at det må antages, at retten allerede efter gældende ret vil tillægge en endelig afgørelse fra en anden medlemsstat om overtrædelse af konkurrenceretten betydelig vægt i et erstatningssøgsmål, medmindre anden bevisførelse taler herimod.

Dansk ret vurderes således indholdsmæssigt allerede at svare til direktivets artikel 9, stk. 2, og den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, har alene til hensigt at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.8.2 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets artikel 11 om solidarisk hæftelse blandt skadevolderne.

Efter dansk rets almindelige erstatningsretlige principper hæfter flere skadevoldere solidarisk, hvis de er ansvarlige for den samme skade. Såfremt to eller flere skadevoldere er solidarisk ansvarlige for den indtrådte skade eller en del heraf, kan skadelidte derfor rette sit samlede krav imod den af skadevolderne, vedkommende ønsker.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil således indebære, at virksomheder, der har overtrådt konkurrenceretten ved deres fælles adfærd, som udgangspunkt hæfter solidarisk for skader forvoldt ved overtrædelsen, således at den skadelidte kan kræve den fulde erstatning fra enhver af de skadevoldende virksomheder indtil den pågældende har fået dækket sit krav fuldt ud.

Bestemmelsen er i overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsretlige principper og indebærer, at skadelidte kan gøre sit krav gældende fuldt ud over for enhver af overtræderne, indtil den pågældende har fået dækket hele sit krav. Indfries hele erstatningskravet af den ene overtræder, er samtlige (med)ansvarlige overtrædere frigjort i forhold til den skadelidte, og indfries en del af tabet, nedskrives de øvrige ansvarlige overtræderes hæftelse i forhold til den skadelidte med et beløb svarende hertil. Når den skadelidte har fået dækket sit erstatningskrav, overlades det til de solidarisk ansvarlige skyldnere ved regres at fordele tabet imellem sig.

Bestemmelsen vil således svare til gældende dansk ret, men for at sikre fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet foreslås det imidlertid at fastsætte en bestemmelse herom.

I dansk ret gælder udgangspunktet om solidarisk hæftelse, uanset om overtræderne er små og mellemstore virksomheder eller for modtagere af bødefritagelse. Der gælder således ikke begrænsninger i hæftelsesansvaret for sådanne overtrædere.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil der gælde særlige regler om solidarisk hæftelsesansvar for små og mellemstore virksomheder (SMV’er), jf. lovforslagets § 2, nr. 22. Bestemmelsen er en undtagelse til hovedreglen i stk. 1 og vil indebære, at såfremt overtræderen er SMV, er overtræderens hæftelse begrænset til egne direkte og indirekte aftagere og leverandører. Dette gælder dog kun, hvis SMV’ens markedsandel af det relevante marked var under 5 pct. på et hvilket som helst tidspunkt under overtrædelsen af konkurrenceretten, og anvendelsen af de normale regler om solidarisk hæftelse uopretteligt ville skade dens økonomiske levedygtighed og medføre, at dens aktiver mistede hele deres værdi. Det betyder, at skadevoldende virksomheder, der opfylder disse betingelser, som udgangspunkt kun hæfter for skader forvoldt mod virksomhedens egne direkte eller indirekte aftagere og leverandører, men således ikke over for de medansvarlige overtræderes aftagere og leverandører, som det ellers er udgangspunktet efter bestemmelsens stk. 1. Det bemærkes, at alene hæftelse overfor egne direkte og indirekte aftagere fremgår af bestemmelsen i direktivets artikel 11, stk. 2, men at Kommissionen har oplyst, at det findes hensigtsmæssigt at sidestille SMV’er med modtagere af bødefritagelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 4, og dermed også lade leverandører være omfattet.

For at være omfattet at denne undtagelse skal SMV’en således for det første gennem hele den tid, hvor overtrædelsen af konkurrenceretten fandt sted, have haft en markedsandel på under 5 pct. For det andet skal det medføre uoprettelige skade på virksomheden og medføre, at virksomheden mister hele sin værdi, hvis den er underlagt solidarisk hæftelse over for alle de skadelidte. Ved vurderingen af, om en virksomhed vil lide en sådan uoprettelig skade, indgår det, om virksomheden som følge af solidarisk hæftelse over for alle skadelidte vil komme i overhængende fare for konkurs. Denne vurdering foretages ud fra virksomhedens rentabilitet, realisationsværdi, betalingsevne og likviditet.

Hvis SMV’en ikke opfylder disse betingelser, vil SMV’en hæfte over for de medansvarlige overtræderes aftagere på lige fod med de øvrige medansvarlige overtrædere.

Uanset at en SMV er omfattet af undtagelsen i stk. 2, vil den pågældende virksomhed efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 alligevel kunne blive omfattet af den almindelige solidariske hæftelse. Det vil være tilfældet, hvis SMV'en har ført an i overtrædelsen af konkurrenceretten eller har tvunget andre virksomheder til at deltage deri. Reglen om begrænsning af hæftelsen for SMV’er i stk. 2 vil heller ikke gælde, hvis SMV'en tidligere har overtrådt konkurrenceretten. I sådanne tilfælde vil SMV’en ligeledes hæfte solidarisk i overensstemmelse med udgangspunktet i stk. 1. SMV’er vil endvidere hæfte solidarisk efter stk. 1 i tilfælde, hvor de øvrige skadelidte ikke kan opnå dækning af deres fulde krav på erstatning fra de andre virksomheder, der var involveret i den samme overtrædelse af konkurrenceretten, f.eks. fordi de pågældende er gået konkurs.

Der gælder heller ikke i dansk ret særlige regler, som begrænser hæftelsesansvaret for modtagere af bødefritagelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 vil det solidariske hæftelsesansvar ligeledes blive begrænset for modtagere af bødefritagelse, dvs. en virksomhed eller en fysisk person, som en konkurrencemyndighed har indrømmet bødefritagelse i henhold til en procedure herfor. En modtager af bødefritagelse vil således alene være fuldt ansvarlig over for øvrige skadelidte end sine direkte eller indirekte aftagere og leverandører, hvis disse øvrige skadelidte ikke kan opnå fuld erstatning fra de andre overtrædere. Det betyder, at skadevoldende virksomheder, der har opnået bødefritagelse som udgangspunkt kun vil hæfte for skader forvoldt mod virksomhedens egne direkte eller indirekte aftagere, og således ikke over for de medansvarlige skadevolderes aftagere, som det ellers er udgangspunktet efter stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis de øvrige skadelidte ikke kan opnå dækning af deres fulde krav på erstatning fra de andre virksomheder, der var involveret i den samme overtrædelse af konkurrenceretten. Formålet med bestemmelsen er at beskytte den overtræder, der har modtaget bødefritagelse, mod i urimeligt omfang at blive udsat for erstatningskrav. Dette kan blive tilfældet, hvis konkurrencemyndighedens afgørelse om overtrædelse af konkurrenceretten bliver endelig i forhold til denne overtræder, inden der foreligger en endelig afgørelse vedrørende de andre overtrædere. I sådan tilfælde kan den overtræder, der har modtaget bødefritagelse, blive et mål for en retssag.

Det følger af erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, at den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1, pkt., vil en overtræder, der har dækket et erstatningskrav kunne kræve et bidrag til dækning heraf fra enhver anden overtræder. Bestemmelsen vil således regulere regres mellem skadevolderne. Bestemmelsen vil indebære, at de øvrige overtræderes bidrag fastsættes afhængigt af deres respektive skadesansvar. Ved fastlæggelsen af de skadevoldende parters respektive skadesansvar kan f.eks. omsætning, markedsandel eller rolle i kartellet tillægges vægt. Det vil i alle tilfælde være op til domstolene at foretage en konkret vurdering i den enkelte sag.

Af den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 2. pkt., vil det følge, at for overtrædere, der har modtaget bødefritagelse, må størrelsen af et bidrag ikke overstige værdien af den skade, som virksomheden har forvoldt sine egne direkte eller indirekte aftagere eller leverandører. Bestemmelsen vedrører virksomheder, der har opnået bødefritagelse, og er en fravigelse af udgangspunktet i stk. 1 om solidarisk hæftelse. Bestemmelsen hænger således sammen med den foreslåede bestemmelse i stk. 4, som har til formål at beskytte den overtræder, der som følge af samarbejde med myndighederne har modtaget bødefritagelse.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 6 vedrører ligeledes den indbyrdes fordeling blandt skadevolderne af et betalt erstatningsbeløb. Af bestemmelsen vil det følge, at i det omfang overtrædelsen af konkurrenceretten har forvoldt skade for andre end skadevoldernes direkte eller indirekte aftagere eller leverandører, skal størrelsen af det eventuelle bidrag, som en modtager af bødefritagelse skal betale til andre overtrædere, fastsættes afhængigt af modtageren af bødefritagelses relative ansvar for skaden. Formålet med denne bestemmelse er – ligesom formålet med stk. 5, 2. pkt. – at beskytte den overtræder, der har modtaget bødefritagelse, mod i urimeligt omfang at blive udsat for erstatnings- og regreskrav.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.10.2 i de almindelige bemærkninger.

Der er efter gældende ret ikke særlige regler om en skadelidts ret til at kræve og opnå erstatning for tabt fortjeneste på grund af en hel eller delvis overvæltning af prisen.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 12, stk. 3-4.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at reglerne i det foreslåede kapitel 6 ikke berører skadelidtes ret til at kræve og opnå erstatning for tabt fortjeneste på grund af en hel eller delvis overvæltning af overprisen.

En overtrædelse af konkurrenceretten vil ofte vedrøre betingelser og priser for salg af varer og tjenesteydelser og resultere i overpriser og anden skade for overtrædernes kunder. Skade i form af et faktisk tab kan skyldes prisdifferencen mellem, hvad der faktisk blev betalt, og hvad der ellers ville være betalt, hvis der ikke var begået en lovovertrædelse. En overtræder af konkurrenceretten kan i nogle tilfælde overvælte den ulovlige overpris helt eller delvist på deres egne kunder. Hvis en skadelidt har overvæltet en overpris helt eller delvis på sine egne kunder, udgør den således overvæltede overpris ikke længere en skade, som den part, der har overvæltet det, skal have erstatning for.

I tilfælde, hvor overvæltningen har ført til mindre salg og dermed skade i form af tabt fortjeneste, vil den direkte aftager være berettiget til erstatning for den tabte fortjeneste.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at reglerne i det foreslåede kapitel 6 ligeledes finder anvendelse, når en overtrædelse af konkurrenceretten vedrører leverancer til overtræderen. En overtrædelse kan også vedrøre leverancer til overtræderen (f.eks. i tilfælde af et indkøbskartel). I disse tilfælde kan det faktiske tab være fremkommet ved, at overtræderne har betalt deres leverandører en lavere pris.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.1.2 i de almindelige bemærkninger.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af dansk lovgivning, at en overtræder under et erstatningssøgsmål til støtte for sin frifindelsespåstand kan påberåbe sig, at skadelidte har overvæltet hele overprisen eller dele heraf, eller at overtræder kan kræve fremlæggelse af beviser af skadelidte.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 13.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at overtræder under et erstatningssøgsmål til støtte for sin frifindelsespåstand kan påberåbe sig, at den, der har rejst erstatningskravet, har overvæltet hele overprisen eller en del heraf som følge af overtrædelsen af konkurrenceretten.

Som anført under bemærkningerne til § 9, stk. 1, er konsekvensen af, at en skadelidt har reduceret sit faktiske tab ved hel eller delvis overvæltning på sine egne aftagere, at det således overvæltede tab ikke længere udgør en skade, som den part, der har overvæltet det, skal have erstatning for.

Derfor kan en overtræder påberåbe sig overvæltningen af det faktiske tab til støtte for sin påstand om frifindelse for erstatningskravet. Det følger samtidig af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at bevisbyrden for om den, der har rejst erstatningskravet, har overvæltet hele eller en del af overprisen, påhviler overtræder. Overtræder kan i overensstemmelse med direktivets artikel 13 kræve edition efter lovforslagets §§ 4 og 5.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.1.2 og 2.11.1.3 i de almindelige bemærkninger.

Der er efter gældende ret ikke særlige regler for bevisbyrden for overvæltning af overpriser på de følgende led i en forsyningskæde

Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 14.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 har en indirekte aftager, som gør et erstatningskrav gældende, bevisbyrden for, om eller i hvilket omfang en overpris er blevet overvæltet på den indirekte aftager, under hensyntagen til, at det er kommerciel praksis at overvælte prisstigninger på de efterfølgende led i forsyningskæden. En indirekte aftager, befinder sig normalt længere nede i distributionskæden og har derfor ikke haft kontakt til overtræderen, men kan alligevel have lidt skade som følge af overvæltningen af en ulovlig overpris.

Det kan være særligt vanskeligt for forbrugere eller virksomheder, der ikke selv har foretaget et køb fra overtræderen, at føre bevis for skadens omfang. Når spørgsmålet om, hvorvidt der består et erstatningskrav, eller når størrelsen af den erstatning, der skal tilkendes, afhænger af, om eller i hvilket omfang en overpris, som overtræderens direkte aftager har betalt, er blevet overvæltet på en indirekte aftager, bør den indirekte aftager anses for at være bevist, at en overpris, som den direkte aftager har betalt, er blevet overvæltet på den indirekte aftages led, når den indirekte aftager umiddelbart kan påvise, at en sådan overvæltning har fundet sted. Det fremgår derfor af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at den indirekte aftager skal anses for at have bevist, at der er sket overvæltning, hvis den indirekte aftager har godtgjort, at den påståede overtræder har begået en overtrædelse af konkurrenceretten, at overtrædelsen af konkurrenceretten medførte en overpris for sagsøgtes direkte aftager, og at den indirekte aftager har købt de varer eller tjenesteydelser, der var genstand for overtrædelsen af konkurrenceretten, eller har købt varer eller tjenesteydelser, der hidrørte fra eller indeholdt dem.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 indebærer, at formodningsreglen efter stk. 2 ikke finder anvendelse, når overtræderen kan bevise over for retten, at overprisen ikke eller ikke helt er overvæltet på den indirekte aftager. I givet fald gælder den almindelige bevisbyrderegel, jf. stk. 1.

Det bemærkes i den forbindelse at det følger af direktivets artikel 16, at Kommissionen udsteder retningslinjer til domstolene for, hvordan det skønnes, hvilken andel af overprisen der er overvæltet på indirekte aftagere.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.1.2 og 2.11.1.3 i de almindelige bemærkninger.

Efter gældende rets almindelige regler om bevisbyrde er det skadelidte, der som udgangspunkt har bevisbyrden for, at der er lidt et tab samt størrelsen af dette tab.

Efter retsplejelovens § 344, stk. 1, afgør retten, på grundlag af det der er passeret under forhandlingerne og bevisførelsen, hvilke faktiske omstændigheder, der skal lægges til grund for sagens pådømmelse. Rettens bevisbedømmelse er således ikke efter retsplejelovens almindelige ordning begrænset af lovregler, og retten kan som udgangspunkt frit skønne over de beviser, som er blevet fremlagt under en retssag.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 17, stk. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., opstiller en formodningsregel om, at en kartelovertrædelse forvolder skade. Det følger af 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse, at overtræderen skal have mulighed for at afkræfte denne formodningsregel.

Bestemmelsen skal afhjælpe nogle af de vanskeligheder, der er forbundet med opgørelsen af skade i konkurrenceretlige sager og således sikre effektiv mulighed for gennemførelse af erstatningskrav. Afhængigt af sagens faktiske omstændigheder lægger bestemmelsen til grund, at karteller resulterer i en prisstigning eller hindrer en prisnedsættelse, som ville have fundet sted, hvis der ikke var begået en overtrædelse af kartelreglerne. Formodningsreglen omfatter dog ikke det konkrete omfang af skaden, ligesom overtrædere har mulighed for at afkræfte formodningen.

Formodningsreglen er begrænset til karteller, og finder ikke anvendelse på andre konkurrenceretsovertrædelser. Kartellers natur øger informationsasymmetrien mellem skadevolder og skadelidte og gør det derfor vanskeligere for skadelidte at fremskaffe de beviser, der er nødvendige for at bevise skaden.

Efter gældende ret der ikke regler om, at en konkurrencemyndighed efter anmodning fra retten i forbindelse med et erstatningssøgsmål, kan bistå retten med hensyn til en opgørelse af skaden.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan en dansk konkurrencemyndighed på anmodning fra en dansk ret i forbindelse med et erstatningssøgsmål bistå retten med hensyn til en opgørelse af skaden, hvis konkurrencemyndigheden finder det hensigtsmæssigt. En dansk konkurrencemyndighed vil eksempelvis kunne give retningslinjer om opgørelse af skaden, når myndigheden bliver anmodet herom af retten. Efter den foreslåede bestemmelse har konkurrencemyndigheden dog mulighed for at prioritere sine ressourcer, og kan derfor vælge ikke at bistå med opgørelse af skaden. Parterne vil i givet fald kunne føre bevis for tabets størrelse efter de gældende regler i retsplejelovens, herunder syn og skøn og retten vil kunne foretage en skønsmæssig ansættelse af tabets størrelse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det er retten, der anmoder konkurrencemyndigheden om bistand til opgørelse af skaden. Det må dog antages, at bestemmelsen i vidt omfang vil blive bragt til anvendelse på baggrund af parternes begæring herom.

Det bemærkes, at der ikke med den foreslåede § 12, stk. 2, er tilsigtet en ændring af retsplejelovens regler om rettens frie bevisbedømmelse, og det er således fortsat op til retten at vurdere, hvilken bevisværdi konkurrencemyndighedens eventuelle opgørelse af skaden skal tillægges i forhold til den øvrige bevisførelse i sagen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.13.1.2 og 2.13.2 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets artikel 18, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 345 kan retten udsætte behandlingen af en sag, når det findes påkrævet, herunder for at afvente en administrativ eller retlig afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens udfald.

Der findes imidlertid ikke regler i dansk ret, som udtrykkeligt begrænser rettens adgang til at udsætte behandlingen af en sag til de tilfælde, hvor parterne deltager i mindelig tvistbilæggelse, og som fastslår, at en sådan udsættelse kun kan ske i op til to år.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 13 kan domstolene således udsætte en erstatningssag i op til to år, hvis parterne i sagen deltager i mindelig tvistbilæggelse vedrørende det krav, som det pågældende erstatningssøgsmål vedrører.

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til direktivets artikel 18, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en fravigelse af retsplejelovens § 345, idet retten i sager, som er omfattet af den foreslåede § 13, fremover kun kan udsætte sagen i op til to år med henvisning til, at parterne i sagen deltager i mindelig tvistbilæggelse vedrørende det krav, som det pågældende erstatningssøgsmål vedrører.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.14.2 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets artikel 19 om virkning af forlig på senere erstatningssøgsmål.

Efter de almindelige erstatningsretlige principper skal en skadelidt skal have sit fulde tab dækket, men vedkommende må ikke blive overkompenseret som følge af erstatningen. Det følger endvidere af de almindelige erstatningsretlige principper, at flere skadevoldere som udgangspunkt hæfter solidarisk, hvis de er ansvarlige for den samme skade.

Det følger af erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, at den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige foretages efter, hvad der er under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.

Der findes ikke i gældende dansk ret særlige regler, der begrænser det solidariske ansvar som følge af indgåelsen af forlig.

Hvis en skadelidt har indgået forlig med en eller flere overtrædere af konkurrenceretten, vil den skadelidtes samlede krav på erstatning efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 blive reduceret forholdsmæssigt med den andel af vedkommendes tab, som var forvoldt af de overtrædere, som skadelidte har indgået forlig med. Bestemmelsens formål er for det første at sikre, at skadelidte ikke opnår en overkompensation for en skade og dermed stilles bedre, end hvis der ikke var sket en overtrædelse af konkurrenceretten. Bestemmelsens formål er for det andet at sikre, at de øvrige skadevoldere ikke som følge af forliget bliver pålagt et større forholdsmæssigt erstatningsansvar.

Bestemmelsen vil således indebære, at hvis en skadelidt, der har lidt et tab på 1 mio. kr. indgår et forlig med en skadevolder, hvis andel af skaden udgør 50 pct., og der som led i forliget fastsættes en erstatning på 300.000 kr., vil den skadelidte kunne rette et erstatningskrav mod de øvrige medvirkende skadevoldere på 500.000 kr., svarende til deres andel af skaden på 50 pct. Dette gælder uagtet, at skadelidte ikke via forliget har opnået erstatning for hele den andel af skaden, som var påført af den skadevolder, som vedkommende indgik forlig med. Skadelidte vil således i dette tilfælde som følge af det frivillige forlig ikke opnå fuld erstatning for det tab, som skadelidte oprindeligt havde lidt.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., vil en eventuel resterende del af et krav fra en skadelidt, der har indgået forlig, som udgangspunkt kun kunne gøres gældende over for de medvirkende skadevoldere, der ikke har indgået forlig. Dette udgangspunkt modificeres dog i stk. 3, jf. nedenfor. Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt., vil medvirkende overtrædere, der ikke har indgået forlig, ikke kunne kræve bidrag fra medvirkende overtrædere, der har indgået forlig. Med bestemmelsen sikres, at de skadevoldere, der ikke har indgået forlig, ikke kan kræve bidrag til den resterende del af kravet fra den skadevolder, der har indgået forlig. På den måde kommer det ikke den pågældende skadevolder til skade, at vedkommende har indgået forlig, og formålet med forligsindgåelsen bliver ikke udhulet.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil en skadelidt, der har indgået forlig – udover forliget – kunne kræve den resterende del af sit krav fra sin forligspart, hvis de øvrige overtrædere ikke kan betale denne resterende del af kravet. Det vil dog kun være muligt, at rette dette krav mod den skadevolder, der har indgået forlig, hvis dette ikke udtrykkeligt er udelukket i betingelserne for forliget. Bestemmelsen indebærer, at selvom en skadevolder indgår forlig, kan den pågældende – medmindre dette udtrykkeligt er udelukket i henhold til forliget – alligevel komme til at betale bidrag til den resterende del af erstatningen, hvis dette er den eneste mulighed for, at skadelidte, kan opnå erstatning for det resterende krav. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis de medvirkende skadevoldere er gået konkurs, og derfor ikke har mulighed for at betale erstatning til den skadelidte.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 vil retten ved fastsættelsen af det bidragsbeløb, som en medvirkende overtræder kan kræve fra enhver af de medvirkende overtrædere, skulle tage behørigt hensyn til eventuel tidligere udbetalt erstatning som følge af et forlig, som den pågældende medvirkende skadevolder har indgået. Bestemmelsen fastsætter således, hvordan størrelsen opgøres for det bidrag, som en overtræder, der har indgået forlig, kan kræve fra de øvrige overtrædere i henhold til fordelingen af det solidariske hæftelsesansvar efter den foreslåede § 8, stk. 5, i lovforslaget. Bestemmelsen indebærer, at en erstatning som en skadevolder har udbetalt som følge af et forlig har indflydelse på størrelsen af det bidrag, som den pågældende skadevolder kan blive pålagt at betale til de medvirkende skadevoldere. Bestemmelsen sikrer, at den skadevolder, der indgår forlig med en eller flere skadelidte, ikke som følge af forliget bliver dårligere stillet i forhold til den samlede erstatningsudbetaling til alle de skadelidte, end hvis forliget ikke var blevet indgået.

Dette stemmer overens med præambelbetragtning nr. 52 til direktivet, hvoraf det fremgår, at det skal undgås, at en skadevolder betaler et samlet erstatningsbeløb, der overstiger dennes forholdsmæssige ansvar for den skade, der er forvoldt ved overtrædelsen. Det betyder, at når medvirkende skadevoldere, der har indgået forlig, anmodes om at bidrage til den erstatning, der betales af medvirkende skadevoldere, som ikke har indgået forlig, skal domstolene tage hensyn til den erstatning, der allerede er betalt i henhold til forliget, og til, at ikke alle medvirkende skadevoldere nødvendigvis er lige involverede i det fulde materielle, tidsmæssige og geografiske omfang af overtrædelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.3 om retten til fuld erstatning og afsnit 2.9.3 om solidarisk hæftelse i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre direktivets artikel 10 om forældelse af erstatningskrav.

Det følger af konkurrencelovens § 25, stk. 1, at en fordringshavers krav på erstatning som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten forældes efter reglerne i forældelsesloven.

Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er den almindelige forældelsesfrist 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser i forældelsesloven.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil en skadelidts krav på erstatning som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten blive forældet efter 5 år. Det betyder, at den pågældende vil skulle rejse kravet inden 5 år for at kunne få erstatning.

Det følger af forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Forældelsesfristen for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold regnes fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4, mens forældelsesfristen for fordringer opstået ved misligholdelse af kontrakt regnes fra tidspunktet for misligholdelsen, jf. forældelseslovens § 2, stk. 3.

Det følger endvidere af forældelseslovens § 3, stk. 2, at hvis fordringshaveren (den skadelidte) var ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. Uvidenhed om fordringen vil foreligge, hvis skadelidte mangler kendskab til de faktiske omstændigheder, der begrunder kravet. Suspension løber derfor indtil det tidspunkt, hvor den skadelidte fik eller burde have fået kendskab til de faktiske omstændigheder, der begrunder kravet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil fastsætte det tidspunkt, hvor forældelsesfristen i stk. 1 begynder at løbe. Forældelsesfristen vil begynde at løbe, når overtrædelsen af konkurrenceretten er ophørt, dvs. eksempelvis fra det tidspunkt, hvor et kartel er ophørt med at eksistere, og når den skadelidte har fået eller med rimelighed kan forventes at have fået kendskab til følgende: For det første kendskab skadevolderens adfærd, og at denne udgør en overtrædelse af konkurrenceretten. Dernæst drejer det sig om kendskab til, at den pågældende adfærd har forvoldt skadelidte et tab. Endelig drejer det sig om kendskab til overtræderens identitet. Betingelserne er kumulative, og forældelsesfristen løber således først fra det tidspunkt, hvor alle betingelserne er opfyldt. Et erstatningskrav forældes således først 7 år efter overtrædelsens ophør, hvis den skadelidte først 2 år efter overtrædelsens ophør bliver bekendt med eller på dette tidspunkt med rimelighed kan forventes at have kendskab til, at der er sket en overtrædelse af konkurrenceretten, som har forvoldt vedkommende skade.

Den 3-årige forældelsesfrist i forældelsesloven suppleres af en absolut frist, hvorefter forældelse for fordringer på erstatning for skade begået uden for kontraktforhold senest indtræder 10 år efter den skadevoldende handlings ophør, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2. I forhold til erstatning i kontraktforhold og tilbagesøgningskrav fastsættes den absolutte forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, om andre fordringer end de i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 1-3, nævnte. Begyndelsestidspunktet for den absolutte forældelsesfrist fastsættes i disse tilfælde af forældelseslovens § 2, jf. ovenfor.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil indebære, at forældelse uanset stk. 2 indtræder senest 10 år efter den skadevoldende handlings ophør. Det betyder, at hvis den skadelidte først bliver bekendt med, at en overtrædelse af konkurrenceretten har forvoldt vedkommende skade 8 år efter overtrædelsens ophør, skal den pågældende rejse erstatningskravet inden 2 år, uanset udgangspunktet om en 5-årig forældelsesfrist, jf. stk. 1. Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at overtræder ikke kan mødes med et erstatningskrav på ubestemt tid.

Bestemmelsen svarer således til, hvad der i dag gælder efter forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet ændring af anvendelsen heraf.

Efter konkurrencelovens § 25, stk. 2 og 3, finder forældelseslovens § 21, stk. 2, om foreløbig afbrydelse anvendelse i forbindelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens henholdsvis Konkurrenceankenævnets behandling af sager om overtrædelse af konkurrenceretten. Det følger således af konkurrencelovens § 25, stk. 2, at forældelsen af en fordring på erstatning som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten, afbrydes foreløbigt, hvis fordringshaveren har indgivet klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og klagen indgår i styrelsens behandling af sagen. Det følger ligeledes af konkurrencelovens § 25, stk. 3, at forældelsen afbrydes midlertidig, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse påklages til Konkurrenceankenævnet, hvis fordringshaver har indbragt sagen for Konkurrenceankenævnet eller er indtrådt som biintervenient i ankesagen. I disse tilfælde indtræder forældelsen tidligst 1 år efter, at styrelsen/rådet/ankenævnet har givet meddelelse om sin afgørelse.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 1. pkt., omhandler foreløbig afbrydelse af forældelsen. Bestemmelsen vil indebære, at forældelsen afbrydes foreløbigt, hvis en konkurrencemyndighed indleder en undersøgelse af (tager skridt til at undersøge) eller forfølger den overtrædelse af konkurrenceretten, som erstatningssøgsmålet vedrører. En konkurrencemyndighed skal forstås i overensstemmelse med definitionen i lovforslagets § 2, nr. 6.

I Danmark kan f.eks. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen behandle en sag af egen drift, efter anmeldelse, på grundlag af en klage, eller som følge af en henvisning fra Europa Kommissionen eller andre konkurrencemyndigheder i Den Europæiske Union. Det er ikke et krav for at kunne klage, at den klagende er skadelidt, men det vil i mange tilfælde ofte være tilfældet.

Den foreslåede foreløbige afbrydelse af forældelsen regnes i denne situation fra det tidspunkt, hvor en Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indleder en undersøgelse, og afbrydelsen vil i disse sager have virkning for alle potentielle skadelidte, både under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling af en sag om overtrædelse af konkurrenceretten, samt under en eventuelt efterfølgende indbringelse af sagen for Konkurrenceankenævnet og domstolene.

Tilsvarende vil det afbryde forældelsen foreløbigt, hvis Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet indleder en strafferetlig undersøgelse.

Bestemmelsen har således et bredere anvendelsesområde end de gældende bestemmelser i konkurrencelovens § 25, stk. 2 og 3, hvorefter den foreløbige afbrydelse alene finder anvendelser i forhold til skadelidte, der har indgivet en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, eller som har indbragt sagen for Konkurrencenævnet eller er indtrådt som biintervenient i denne sag.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 2. pkt., vil forældelsen tidligst indtræde1 år efter, at afgørelsen om overtrædelse er blevet endelig, eller efter at sagen på anden måde er afsluttet, f.eks. ved mindelig tvistbilæggelse. At afgørelsen skal være endelig indebærer, at afgørelsen ikke kan eller ikke længere kan være genstand for ordinær appel, jf. definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 9. Sagen skal således følges op inden 1 år efter afgørelsen er blevet endelig, medmindre den almindelige forældelsesfrist først udløber på et senere tidspunkt.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser betragtes på baggrund af retspraksis som endelige, hvis afgørelsen ikke indbringes for Konkurrenceankenævnet, hvilket i henhold til konkurrencelovens § 20, stk. 2, skal ske senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Ankenævnet kan dog se bort fra overskridelsen af klagefristen, når særlige grunde taler derfor. Konkurrenceankenævnets afgørelser er endelige, hvis de ikke inden 8 uger er indbragt for domstolene, jf. konkurrencelovens § 20, stk. 3.

Indbringes en sag om overtrædelse af konkurrenceretten for domstolene, vil sagen først være endeligt afgjort, når der afsiges dom, eller sagen på anden vis afsluttes.

Det følger af forældelseslovens § 21, stk. 5, at hvis der inden forældelsesfristens udløb er indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at være afsluttet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 omhandler tilfælde, hvor der foregår forhandlinger om indgåelse af forlig. Bestemmelsen vil indebære, at forældelsen afbrydes foreløbigt, mens en eventuel mindelig tvistbilæggelse pågår. Bestemmelsen har til formål at give begge parter en reel mulighed for at deltage i en mindelig tvistbilæggelse, inden sagen eventuelt indbringes for domstolene, uden at forsøget herpå kan komme dem til skade på grund af forældelsesreglerne. Den foreløbige afbrydelse af forældelsen vil kun gælde for de parter, der er eller har været involveret eller repræsenteret i den mindelige tvistbilæggelse.

Det følger af forældelseslovens § 22, stk. 1, at når flere skyldnere hæfter solidarisk for en fordring, og fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har indledt retsforfølgning mod én af skyldnerne som nævnt i forældelseslovens § 16 eller § 21, stk. 1, dvs. bl.a. anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, og skriftligt underrettet de øvrige skyldnere herom og opfordret dem til at varetage deres interesser under sagen, forældes fordringen mod de øvrige skyldnere tidligst 1 år efter, at sagen er afsluttet ved forlig, dom eller på anden måde.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 6 omhandler de tilfælde, hvor en af flere solidarisk hæftende overtrædere har modtaget bødefritagelse, og hvor den skadelidte ikke kan opnå fuld erstatning fra de øvrige overtrædere og derfor må rette sit krav mod den overtræder, der har modtaget bødefritagelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 4 – selvom den pågældende normalt ikke ville være omfattet af den solidariske hæftelse i forhold til andre end direkte og indirekte aftagere eller leverandører.

Efter den foreslåede bestemmelses 1. pkt. afbrydes forældelsen i forhold til den overtræder, der er modtager af bødefritagelse, hvis den skadelidte indleder retsforfølgning med henblik på at opnå erstatning fra de øvrige overtrædere.

Efter den foreslåede bestemmelses 2. pkt. er afbrydelsen betinget af, at den skadelidte underretter den overtræder, som er modtager af bødefritagelse, om, at der er indledt retsforfølgning mod de øvrige overtrædere. Underretningen har til formål at sikre, at den overtræder, som har modtaget bødefritagelse, er bekendt med afbrydelsen af forældelsen, og at den pågældende derfor senere kan blive mødt med et krav. Forældelsen vil herefter tidligst indtræde et år efter endelig afgørelse om, at de øvrige overtrædere ikke kan dække den skadelidtes krav fuldt ud. Det vil sige, at det først skal være fastslået, at der foreligger et krav på at få erstatning fra de øvrige overtrædere, og dernæst at den skadelidte ikke kan få dækket dette af de pågældende. Det er ikke en betingelse, at der foreligger en egentlig dom om den manglende mulighed for dækning fra de øvrige overtrædere, men det skal være endelig fastslået, at der ikke kan opnås dækning fra disse overtrædere. En endelig afgørelse herom vil f.eks. foreligge, hvis den pågældende overtræder bliver erklæret konkurs.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, stk. 4, hvorefter modtagere af bødefritagelse som udgangspunkt kun hæfter solidarisk over for egne direkte og indirekte aftagere og leverandører, medmindre de øvrige skadelidte ikke kan opnå dækning af deres fulde krav på erstatning fra de andre virksomheder, der var involveret i den samme overtrædelse. Den foreslåede bestemmelse har således til formål at sikre, at kravet på erstatning mod den overtræder, der er omfattet af § 8, stk. 4, ikke forældes, mens en skadelidt, der ikke er direkte eller indirekte aftager fra eller leverandør til den pågældende, tager nødvendige skridt for at få dækket sit erstatningskrav af de øvrige solidarisk hæftende overtrædere.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 7, 1. pkt., indebærer, at de almindelige regler i forældelseslovens §§ 15-18 om afbrydelse af forældelsen også finder anvendelse i forhold til fordringer vedrørende erstatning som følge af overtrædelse af konkurrenceretten. Det indebærer bl.a., at forældelsen afbrydes, når skyldneren erkender sin forpligtelse samt når fordringshaveren foretager retlige skridt mod skyldneren med henblik på at opnå dom mv., der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse inden for rimelig tid, jf. forældelseslovens §§ 15 og 16. Det indebærer endvidere, at forældelsen i en række tilfælde afbrydes, hvis fordringen gøres gældende i et konkurs- eller dødsbo, samt hvis der indgives anmodning om udlæg, jf. forældelseslovens §§ 17 og 18.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7, 2. pkt., løber en ny forældelsesfrist på 5 år, når forældelsen afbrydes. Fristen på 5 år regnes fra de i forældelseslovens § 19, stk. 2-6, fastsatte tidspunkter. For en nærmere gennemgang af bestemmelserne henvises til bemærkningerne til forældelseslovens kapitel 5, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5628.

Endelig indebærer den foreslåede bestemmelse i stk. 8, at forældelseslovens kapitel 7 om virkningerne af forældelse finder anvendelse på fordringer vedrørende erstatning som følge af overtrædelse af konkurrenceretten. For en nærmere gennemgang af bestemmelsen henvises til bemærkningerne til forældelseslovens kapitel 7, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5641.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.9.2 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 26 i konkurrenceloven.

Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden skal kunne udpeges som grupperepræsentant i såkaldte gruppesøgsmål, hvor flere personer, der omfatter både fysiske og juridiske personer, påstår sig tilkendt erstatning som følge af det tab, som de har lidt ved, at en eller flere virksomheder har overtrådt bestemmelserne i konkurrenceloven eller TEUF artikel 101 og 102. Det forudsættes, at Forbrugerombudsmanden kun vil finde anledning til at udnytte bemyndigelsen til at optræde som grupperepræsentant, når der er et klart grundlag for, at der foreligger en overtrædelse af konkurrenceretten, dvs. sædvanligvis en afgørelse, jf. lovforslagets § 2, nr. 8.

Forslaget har sammenhæng med retsplejelovens § 254 c, stk. 1, nr. 3, hvorefter offentlige myndigheder (kun) kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, hvis de ved lov er bemyndiget til det. Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at give Forbrugerombudsmanden denne lovmæssige bemyndigelse.

Forslaget berører ikke forbrugernes eller virksomhedernes adgang til selv at anlægge søgsmål, herunder gruppesøgsmål, om erstatning i anledning af overtrædelse af konkurrencelovgivningen.

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 27. december 2016, jf. dog bestemmelsen i stk. 2 og 3.

Det foreslås i stk. 2, at lovens §§ 1, 3, 8-10, § 12, stk. 1, § 14 og § 15 ikke finder anvendelse på erstatningskrav som følge af overtrædelser af konkurrenceretten, der begås før lovens ikrafttræden. For sådanne overtrædelser finder de hidtil gældende regler anvendelse. Er der derimod tale om et erstatningssøgsmål, der udspringer af en konkurrenceretsovertrædelse, der er påbegyndt før den 27. december 2016, og som fortsat efterleves eller finder sted efter denne dato, vil der være tale om en såkaldt fortsat forbrydelse. En fortsat forbrydelse vil ikke skulle bedømmes efter den tidligere lovgivning, selvom en del af den strafbare handling har fundet sted, mens den tidligere lovgivning var i kraft. I stedet vil den nye lovgivning finde anvendelse på det samlede forhold. Dette gælder også for erstatningssøgsmål, der udspringer af en sådan fortsat konkurrenceretsovertrædelse.

Det forslås i stk. 3, at lovens §§ 2, 4-7, § 12, stk. 2, § 13 og § 16 finder anvendelse på erstatningssøgsmål, der er indbragt for retten efter den 25. december 2014, hvor direktivet blev vedtaget.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 22, stk. 2.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighedsområde og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Det fremgår af artikel 355 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde, at EU-traktaterne ikke finder anvendelse på Færøerne.

Grønland er optaget som et af de såkaldte oversøiske lande og territorier i bilag II, der har associeringsordninger (særlige forbindelser) med EU. Det betyder i henhold til traktatens artikel 204, at artikel 198-203 finder anvendelse på Grønland, medmindre andet følger af de særlige bestemmelser for Grønland, der er fastsat i den protokol om den særlige ordning for Grønland, der er knyttet som bilag til traktaterne.

Idet hverken Færøerne eller Grønland er omfattet af de relevante bestemmelser i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde, er Færøerne og Grønland ikke forpligtet til at gennemføre direktivet. Som følge heraf gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.

Til nr. 1

Det følger af § 25, stk. 1, i kapitel 9 a i konkurrenceloven, at en fordringshavers krav på erstatning som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten forældes efter reglerne i forældelsesloven. Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er den almindelige forældelsesfrist 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser i forældelsesloven.

Det følger af § 26 i kapitel 9 b konkurrencelovens, at dersom flere personer har erstatningskrav som følge af overtrædelser af denne lov eller EUF-traktatens artikel 101 og 102, kan Forbrugerombudsmanden udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål herom, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.

For at samle reglerne vedrørende erstatning for overtrædelser af konkurrenceretten foreslås det at ophæve konkurrencelovens kapitel 9 a om civilretlig forældelse og kapitel 9 b om gruppesøgsmål og i stedet indsætte tilsvarende bestemmelser med de ændringer, som direktivet giver anledning til.

Der henvises til lovforslagets §§ 15 og 16.

Til nr. 2

Det følger af konkurrencelovens § 13, stk. 2, nr. 2 og 3, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal offentliggøre afgørelser truffet i medfør af loven og afgørelser truffet på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vegne eller et resumé heraf, medmindre afgørelsen hverken skønnes at have betydning for forståelsen af konkurrenceloven eller at være af interesse for offentligheden i øvrigt.

Ændringsforslaget til konkurrencelovens § 13, stk. 2, nr. 2 og 3, er en præcisering af de gældende bestemmelser om offentliggørelse af afgørelser, der ligger på linje med den hidtidige retstilstand.

Det foreslås, at bestemmelserne om offentliggørelse af afgørelser justeres, således at det klart fremgår, at det er Konkurrencerådets afgørelser truffet i medfør af loven, der offentliggøres, og at det klart fremgår, at det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser eller et resumé heraf truffet i medfør af loven, der offentliggøres, medmindre afgørelsen hverken skønnes at have betydning for forståelsen af konkurrenceloven eller at være af interesse for offentligheden i øvrigt.