Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de kommunale udskrivningsprocenter og grundskyldpromiller for skatteåret 2007 højst kan fastsættes til en i bilag 1 angiven sats. Indkomstskatteprocenterne er for kommuner, der ikke indgår i en sammenlægning, beregnet som skatteprocenten for 2006 tillagt overførte amtsskatter. Der er i beregningen korrigeret for tab og gevinster i medfør af opgaveomlægninger og indførelsen af et nyt finansieringssystem der ligger ud over 0,2 procent af beskatningsgrundlaget, dog højst 0,8 pct. af beskatningsgrundlaget. For Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner vil udskrivningsprocenterne højst kunne fastsættes til en beregnet primærkommunal udskrivningsprocent tillagt overført amtsskat og korrigeret for tab og gevinster i medfør af opgaveomlægninger og indførelsen af et nyt finansieringssystem, der ligger ud over 0,2 procent af beskatningsgrundlaget, dog højst 0,8 pct. af beskatningsgrundlaget. Beregningen af den primærkommunale skatteudskrivning er sket ved en opsplitning af kommunernes udgifter på hhv. den primære og den amtskommunale del af kommunernes udgifter og finansieringsbehov.
Kommuner, der indgår i en sammenlægning vil højst kunne fastsætte udskrivningsprocenter svarende til et beregnet gennemsnit af udskrivningsprocenterne i de sammenlagte kommuner i 2006 tillagt overført amtsskat og korrigeret for tab og gevinster i medfør af opgaveomlægninger og indførelsen af et nyt finansieringssystem, der ligger ud over 0,2 pct. af beskatningsgrundlaget, dog højst 0,8 pct. af beskatningsgrundlaget.
Tab og gevinster herudover indgår, for alle kommuner, i en særlig overgangsordning, jf. forslag til lov om kommunal udligning. Overgangsordningen indebærer, at tab i udligningen indføres gradvist og med et maksimalt tab på 0,2 procent af beskatningsgrundlaget om året. Ordningen finansieres af kommuner med gevinst ud over 1,0 procent af beskatningsgrundlaget i 2007 stigende med 0,2 procent af beskatningsgrundlaget årligt. En nettoudgift ved overgangsordningen afregnes over bloktilskuddet.
Efter de gældende regler i § 6 i lov om kommunal indkomstskat fastsættes udskrivningsprocenten beregningsmæssigt som forholdet mellem på den ene side de beløb, der skal udskrives som kommunal indkomstskat, og på den anden side det kommunale udskrivningsgrundlag. Loftet over skatteudskrivningen indebærer, at den kommunale indkomstskat ikke som normalt kan anvendes til at tilvejebringe balance i budgettet i tilfælde af ekstra udgifter. Denne balance må således tilvejebringes på anden måde.
Udskrivningsprocenterne for 2007 vil kunne fastsættes til et lavere niveau, end de angivne satser, og med højst 2 decimaler. Fastsættelse af udskrivningsprocenter med 2 decimaler er en afvigelse fra den normale praksis, hvorefter udskrivningsprocenten fastsættes med 1 decimal. I forbindelse med de omlægninger og overførsler af skatter der sker, vurderes det mest hensigtsmæssigt at muliggøre fastsættelse af udskrivningsprocenter med op til 2 decimaler for at sikre en så præcis beregning som muligt af de nye skatteniveauer. Fra og med 2008 vil udskrivningsprocenterne som hidtil blive fastsat med 1 decimal, jf. det samtidig hermed fremsatte lovforslag om ændring af lov om kommunal indkomstskat.
Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere et loft over den kommunale grundskyldpromille. For kommuner, der ikke indgår i en sammenlægning er loftet beregnet, således at grundskyldpromillen for 2007 højst kan fastsættes til det samme som for 2006 tillagt den overførte amtskommunale grundskyld på 10, og korrigeret for tab og gevinster i medfør af indførelsen af et nyt finansieringssystem ud over 0,2 pct. af beskatningsgrundlaget. I og med, at der sker overførsel af den amtslige grundskyld til kommunerne vil den primærkommunale grundskyld for Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner højst kunne fastsættes til den nuværende grundskyld i kommunerne korrigeret for tab og gevinster i medfør af opgaveomlægninger og indførelsen af et nyt finansieringssystem ud over 0,2 pct. af beskatningsgrundlaget. Kommuner, der indgår i en sammenlægning vil højst kunne fastsætte grundskyldpromiller svarende til et beregnet gennemsnit af grundskyldpromillerne i de sammenlagte kommuner i 2006 tillagt overført amtskommunal grundskyld på 10, og korrigeret for tab og gevinster i medfør af indførelsen af et nyt finansieringssystem ud over 0,2 pct. af beskatningsgrundlaget.
Den enkelte kommunalbestyrelse fastsætter efter de gældende regler grundskyldpromillen i forbindelse med vedtagelsen af budgettet. Grundskyldpromillen kan fastsættes i intervallet 6-24. Lovforslaget indebærer som nævnt, at der i forbindelse med budgetvedtagelsen for 2007 ikke kan vedtages ændringer af grundskyldpromillen i forhold til 2006 ud over de ændringer, der følger af overførslen af tillagt amtskommunal grundskyld og korrektioner for tab og gevinster i medfør af opgaveomlægninger og indførelsen af et nyt finansieringssystem. Det vil imidlertid være muligt for kommunerne at fastsætte skatteprocenter og promiller for grundskyld, der ligger under de angivne lofter.
I forslag til lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme fastsættes reglerne for, at kommunerne får fuld ret til at udskrive grundskyldpromille inden for intervallet 16-34 promille, idet den amtslige grundskyld på 10 overføres til kommunerne.
For så vidt angår grundskyldspromillen for ejendomme, der må anses for benyttet til landbrug mv. reguleres denne efter bestemmelserne i forslag til lov om kommunal ejendomsskat på baggrund af den grundskyldspromille, der er fastsat i medfør af nærværende lovforslag.
Tab eller gevinster udover 0,2 pct. af beskatningsgrundlaget er i beregningen af lofterne for skatterne for 2007 fordelt mellem indkomstskat og grundskyldpromille i forhold til provenuet af de to skattearter i den enkelte kommune. Forholdet mellem provenuet af de to skattearter i 2006 har således været afgørende for den forholdsmæssige fordeling af de samlede tab eller gevinster for den enkelte kommune i beregningerne af lofterne for skatterne i 2007. For sammenlægningskommuner er beregningen foretaget med udgangspunkt i de samlede provenuer i 2006 af de to skattearter i de kommuner, der indgår i sammenlægningen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer et loft over de kommunale dækningsafgifter af forretningsejendomme i 2007. Til stk. 2 bemærkes det, at lofterne er fastsat således, at promillerne for den kommunale dækningsafgift af forretningsejendomme for kommuner, der ikke indgår i en sammenlægning, ikke i 2007 kan overstige niveauet for 2006. Til stk. 3 bemærkes det, at for så vidt angår kommuner, der indgår i en sammenlægning, vil disse højst kunne fastsætte dækningsafgift af forretningsejendomme således, at provenuet heraf svarer til det provenu, der ville have kunnet opnås ved at udskrive dækningsafgifter svarende til niveauet i 2006, på grundlaget for ejendomsbeskatningen i 2007. Niveauerne for promillerne kan ikke på forhånd beregnes. idet udskrivningsgrundlaget for så vidt angår dækningsafgifterne i 2007 ikke er kendt. Bestemmelsen er derfor udformet som et loft i forhold til promillerne i 2006 i kommuner, der ikke skal sammenlægges hhv. provenuet for så vidt angår sammenlægningskommuner.
Kommunalbestyrelsen fastsætter efter de gældende regler en eventuel promille for dækningsafgift af forretningsejendommes forskelsværdi i forbindelse med budgetvedtagelsen. Lovforslaget indebærer, at der i forbindelse med budgetvedtagelsen for 2007 i kommuner, der ikke indgår i en sammenlægning, ikke kan vedtages ændringer af dækningsafgiftspromillerne i forhold til 2006. I kommuner, der indgår i en sammenlægning vil der alene kunne vedtages ændringer i det omfang sådanne ikke fører til et provenu af dækningsafgifter i 2007, der overstiger det provenu, der ville have kunnet opnås ved at udskrive dækningsafgifter svarende til niveauet i 2006, på grundlaget for ejendomsbeskatningen i 2007.
Stk. 4 regulerer muligheden for, at kommunesammenlægninger, der består både af kommuner, der har opkrævet dækningsafgift af forretningsejendomme, og kommuner, der ikke har opkrævet dækningsafgifter i 2006, kan få dispensation til at undlade at opkræve dækningsafgift i 2007 og i stedet hæve de andre skattearter tilsvarende. Hermed gives der mulighed for, at en ny kommune, som ikke fremover agter at udskrive dækningsafgift af forretningsejendomme, allerede i 2007 kan tilpasse sammensætningen af skatterne på en sådan måde, at der alene opkræves indkomstskat og grundskyld. Forhøjelsen af indkomstskat og grundskyld vil skulle ske proportionalt i forhold til provenuerne af de to skatter i 2006. Provenuet af disse forhøjelser må højst svare til det provenu af dækningsafgift, der kunne have været opnået, såfremt kommunen havde valgt at udskrive dækningsafgift af forretningsejendomme jf. stk. 3. Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af, at der vil være et administrativt arbejde forbundet med at fastsætte grundlaget for udskrivningen af dækningsafgift i de områder af den nye kommune, hvor der ikke hidtil har været opkrævet dækningsafgift. Kommunerne skal indsende ansøgning herom til Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest d. 15. september 2006. Ansøgninger efter stk. 4 skal indeholde kommunernes beregninger af de ovenstående forudsætninger for tilpasningen af skattesammensætningen.
Det indgår i aftalen om en kommunal finansieringsreform, at amternes ret til at opkræve dækningsafgift af offentlige ejendomme overføres til kommunerne. Reglerne herfor er beskrevet i forslag til lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.
Den foreslåede bestemmelse fastslår, at vilkår ved kommunesammenlægninger om differentieret skat inden for den nye kommune vil blive respekteret inden for den begrænsning af skatteudskrivningen, som følger af lovforslagets bilag 1. Det fremgår således af aftale om en kommunal finansieringsreform, at reglerne om de øvre grænser for skatteudskrivningen vil respektere de vilkår, der er fastsat om differentieret skatteudskrivning for visse kommunesammenlægninger. Muligheden omfatter derfor alene kommuner, hvor der af indenrigs- og sundhedsministeren er fastsat særlige økonomiske vilkår i tilknytning til aftaler om kommunesammenlægning. Der er på landsplan fastsat sådanne vilkår i forbindelse med to kommunesammenlægninger. Det drejer sig om henholdsvis sammenlægningen af Egvad, Holmsland, Ringkøbing, Skjern og Videbæk Kommuner, hvor der er aftalt en fem-årig skattetilpasning mellem kommunerne, henholdsvis sammenlægningen af Farum og Værløse Kommuner, hvor der er indgået aftale om at kommunerne bibeholder det eksisterende spænd imellem indkomstskatter og grundskyldpromiller imellem de to kommuner over en årrække. Aftaler indgået imellem øvrige kommuner i forbindelse med sammenlægning vil ikke kunne give anledning til fravigelse efter § 3.
For sammenlægningen mellem Egvad, Holmsland, Ringkøbing, Skjern og Videbæk Kommuner er det forudsat, at der straks sker en harmonisering af skattesatserne mellem de nuværende Egvad, Ringkøbing, Skjern og Videbæk Kommuner, mens tilpasningen mellem disse fælles skattesatser og skattesatserne i den nuværende Holmsland Kommune sker over en flerårig periode. For denne sammenlægning indgår det i vilkårene, at ministeren skal godkende den konkrete fastsættelse af skattesatserne, og at kommunerne som led i tilpasningen har fleksibilitet i fordelingen af skatteudskrivningen mellem de forskellige skattearter. For sammenlægningen mellem Farum og Værløse Kommuner er forskellen mellem skattesatserne udtrykkeligt nævnt i den aftale, der ligger til grund for sammenlægningen af de to kommuner, og en fastsættelse af skattesatserne omkring de gennemsnit for henholdsvis indkomstskat og grundskyld, der fremgår af bilag 1, forudsætter ikke ministerens godkendelse. Det bemærkes, at der ikke i aftalen er forudsat særlige forhold omkring harmoniseringen af dækningsafgifter i de to kommuner. Dækningsafgiften for den nye Furesø Kommune vil således i 2007 skulle fastsættes efter reglerne i § 2, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en fastsættelse af det kommunale grundbidrag på sundhedsområdet til regionerne på 1.000 kr. pr. indbygger i 2003-niveau. Det fremgår af lov om regionernes finansiering, at grundbidraget fastsættes af regionsrådet efter forhandling med kontaktudvalget. Ligeledes er der i loven fastsat regler for, under hvilke omstændigheder, grundbidraget kan hæves og hvor meget. I forbindelse med udarbejdelsen af det første budget for både kommuner og regioner finder regeringen det hensigtsmæssigt at sikre klarhed over denne del af økonomien så tidligt i forløbet som muligt. Det endelige bidrag for 2007 vil blive fastsat i 2007-niveau i juni 2006 på basis af den pris- og lønudvikling, der skønnes i forbindelse med de kommunaløkonomiske forhandlinger for 2007.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en fastsættelse af det kommunale udviklingsbidrag til regionerne på 100 kr. pr. indbygger i 2003-niveau. Det fremgår af lov om regionernes finansiering, at udviklingsbidraget fastsættes af regionsrådet efter forhandling med kontaktudvalget. Ligeledes er der i loven fastsat regler for, under hvilke omstændigheder, udviklingsbidraget kan hæves og hvor meget. I forbindelse med udarbejdelsen af det første budget for både kommuner og regioner finder regeringen det hensigtsmæssigt at sikre klarhed over denne del af økonomien så tidligt i forløbet som muligt. Det endelige bidrag for 2007 vil blive fastsat i 2007-niveau i juni 2006 på basis af den pris- og lønudvikling, der skønnes i forbindelse med de kommunaløkonomiske forhandlinger for 2007.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Loven skal træde i kraft tilstrækkeligt tidligt til, at de lofter for skatteudskrivningen for 2007, som er en del af loven, kan indgå i den kommunale og amtskommunale budgetlægning for 2007. Kommunerne fastlægger skatteprocenterne for det kommende år i forbindelse med budgetlægningen, som skal være afsluttet senest den 15. oktober, men som påbegyndes i kommunerne i umiddelbar forlængelse af indgåelsen af aftale om den kommunale økonomi i juni måned. Der bør ikke på budgetlægningstidspunktet være usikkerhed om, hvilket retsgrundlag, der er gældende for fastsættelse af de kommunale skatter i 2007, hvorfor loven bør træde i kraft forud for at budgetlægningsarbejdet igangsættes.
Lov om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2...
Gældende
LOV nr 500 af 07/06/2006
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Ændringer:
0
Lov om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2007 og regulering af de kommunale bidrag til regionerne i 2007
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
For budgetåret 2007 fastsættes den enkelte kommunes udskrivningsprocent og grundskyldpromille efter bestemmelserne i stk. 2 og 3 uanset bestemmelsen i § 6 i lov om kommunal indkomstskat og § 2 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.
Stk. 2. For budgetåret 2007 fastsættes den enkelte kommunes udskrivningsprocent til en sats, der ikke kan overstige den i bilag 1 til denne lov anførte sats, jf. dog § 2, stk. 4. Udskrivningsprocenten for 2007 kan fastsættes til et lavere niveau og med højst to decimaler.
Stk. 3. For budgetåret 2007 fastsættes den enkelte kommunes promille for grundskyld til en sats, der ikke kan overstige den i bilag 1 til denne lov anførte sats, jf. dog § 2, stk. 4.
For budgetåret 2007 fastsættes den enkelte kommunes promiller for dækningsafgift for forretningsejendomme efter bestemmelserne i stk. 2 og 3 uanset bestemmelserne i § 23 A i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.
Stk. 2. For de kommuner, der fra og med budgetåret 2007 ikke indgår i en kommunesammenlægning, kan promillen for dækningsafgift for forretningsejendomme for 2007 højst fastsættes til den samme som for 2006.
Stk. 3. For de kommuner, der fra og med budgetåret 2007 indgår i en kommunesammenlægning, fastsættes promillen for dækningsafgift for forretningsejendomme således, at det kommunale provenu af dækningsafgift af forretningsejendomme i 2007 ikke overstiger provenuet for 2006 reguleret for udviklingen i ejendomsværdierne.
Stk. 4. For de kommunesammenlægninger, hvor ikke alle de kommuner, der indgår i sammenlægningen, i 2006 har udskrevet dækningsafgift af forretningsejendomme, kan indenrigs- og sundhedsministeren give tilladelse til, at den nye kommune kan forhøje udskrivningsprocenten og grundskyldpromillen ud over de i bilag 1 til denne lov angivne satser, hvis den beslutter at undlade at opkræve dækningsafgift af forretningsejendomme i 2007. Forhøjelsen kan dog højst give anledning til et provenu svarende til det provenu af dækningsafgift, der kunne have været opkrævet efter stk. 3. Forhøjelsen fordeles proportionalt i forhold til provenuerne af indkomstskat og grundskyld i 2006. Kommunerne skal indsende ansøgning herom til Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest den 15. september 2006.
For kommuner, hvor indenrigs- og sundhedsministeren som led i en sammenlægning har fastsat særlige vilkår om forskelle i skattebetalingen inden for kommunen, udgør de i bilag 1 til denne lov anførte satser den øvre grænse for den gennemsnitlige beskatning i kommunen. Hvis det fremgår af vilkårene, at ministerens godkendelse skal indhentes forud for fastsættelsen af de forskellige skattesatser i kommunen, vil ministeren kunne godkende skattesatser i overensstemmelse med de fastsatte vilkår, når de ikke fører til en forøgelse af kommunens samlede skatteprovenu i forhold til det samlede provenu, der kan opnås ved anvendelse af de i bilag 1 til denne lov anførte satser.
Størrelsen af det årlige kommunale grundbidrag på sundhedsområdet fastsættes for året 2007 til 1.000 kr. pr. indbygger (2003-pris- og -lønniveau) uanset bestemmelserne i § 6, stk. 2, og § 22, stk. 3, i lov om regionernes finansiering.
Størrelsen af det årlige kommunale udviklingsbidrag fastsættes for året 2007 til 100 kr. pr. indbygger (2003-pris- og -lønniveau) uanset bestemmelserne i § 7, stk. 2, og § 22, stk. 4, i lov om regionernes finansiering.