Lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren

Det foreslås, at lovens anvendelsesområde afgrænses i § 1. I bestemmelsens første stykke foreslås det fastslået, at deltagelse i de vejtransportaktiviteter, der er reguleret i Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område indenfor vejtransport, er afgørende for, om en mobil lønmodtager er omfattet af loven. Det ses af 1. pkt. i direktivets artikel 2, stk. 1, at det er de af forordningen eller, hvis den ikke finder anvendelse, de af AETR-overenskomsten omfattede former for vejtransport, som afgrænsningen af de af direktivet omfattede mobile lønmodtagere er baseret på. Der henvises til beskrivelsen af, hvilke vejtransporter forordningen og overenskomsten omfatter, i de almindelige bemærkninger. Direktivets artikel 2, stk. 1 skal fortolkes således, at direktivets anvendelighed ikke alene er et spørgsmål om, hvorvidt virksomheden deltager i de af forordningen eller AETR-overenskomsten omfattede vejtransportaktiviteter, men at den enkelte mobile lønmodtagers deltagelse heri også er en nødvendig betingelse for, at den mobile lønmodtager omfattes af direktivets bestemmelser.

Selvom hjælpere og konduktører også er nævnt i forordningen, er det først og fremmest førere, denne og AETR-overenskomsten fastsætter bestemmelser for. Førere må da også betegnes som typiske mobile lønmodtagere i direktivets forstand, men eftersom det er deltagelse i de relevante vejtransportaktiviteter, der er betingelsen for at være omfattet af direktivet og loven, vil også lønmodtagere, der tager del i en transport uden at have opgaver som chauffør, være omfattet af vejtransportsektorens særlige arbejdstidsregler. Derfor skal arbejdstiden for medfølgende flyttemænd, rejseguides, mekanikere og andre, der falder ind under definitionen af en mobil lønmodtager, tilrettelægges efter samme regler som gælder for føreren af et køretøj, der anvendes til en af forordningen eller eventuelt af AETR-overenskomsten omfattet transport.

Lønmodtagere, der ikke er mobile, er ikke omfattet af vejtransportsektorens særlige regelsæt, men vil i stedet være omfattet af de almindelige arbejdstidsregler. Kontorpersonalet i et speditionsfirma vil eksempelvis være omfattet af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet eller en overenskomst, der sikrer lønmodtagerne tilsvarende rettigheder gennem implementering af det for nævnte lov tilgrundliggende direktiv.

Mobile lønmodtagere vil efter omstændighederne kunne komme i berøring med såvel de særlige arbejdstidsregler for vejtransportsektoren som de generelle arbejdstidsregler, eksempelvis hvis en lønmodtager den ene dag deltager i en vejtransport, der er omfattet af forordningen, og den anden dag deltager i en transport, der ikke er omfattet af forordningen. En sådan lønmodtager vil være omfattet af de regler, der knytter sig til den konkrete arbejdsopgave, men i tilfælde, hvor begge regelsæt i princippet kunne anvendes i forhold til lønmodtageren, vil det i de sjældne tilfælde, hvor der kan opstå konflikt mellem regelsættene under henvisning til § 1, stk. 3 i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet være de specielle regler vedrørende vejtransportsektoren, der gælder.

I bestemmelsens andet stykke foreslås, at de bestemmelser i loven, der giver lønmodtagerne de i direktivet indeholdte rettigheder, ikke gælder for lønmodtagere, som er sikret disse rettigheder i medfør af kollektiv overenskomst. Den kollektive overenskomst kan være indgået før lovens ikrafttræden eller på et senere tidspunkt. Kravet om, at overenskomsten skal sikre lønmodtageren de i direktivet angivne rettigheder, betyder også, at det ved kollektiv overenskomst kan besluttes at udnytte direktivets undtagelsesmuligheder.

I bestemmelsens tredje stykke foreslås, at ikke-overenskomstansatte lønmodtagere, der er ansat på en virksomhed, der er delvis overenskomstdækket, og som indgår en skriftlig aftale med arbejdsgiveren om, at overenskomsten, som er gældende for andre medarbejdere på virksomheden, og som sikrer lønmodtageren de i stk. 2 nævnte rettigheder, også er gældende for dem, ikke er omfattet af de bestemmelser i loven, der giver lønmodtagerne de i direktivet indeholdte rettigheder.

Det forudsættes, at lønmodtageren får kopi af de relevante overenskomstbestemmelser.

I § 2 foreslås en række definitioner.

I bestemmelsens første stykke foreslås det således at indsætte en definition af lønmodtagerbegrebet. Definitionen svarer til den nu sædvanlige definition i den arbejdsretlige lovgivning, jf. ferieloven, lov om arbejdsgivers pligt til at underrette lønmodtager om vilkårene for ansættelsesforholdet og lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet.

I bestemmelsens andet stykke foreslås det at definere en mobil lønmodtager i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra d, som en lønmodtager, der er ansat i en virksomhed, der befordrer personer eller gods på vejene, og som i modsætning til en stationær ansat er involveret i selve kørslen. At lønmodtageren skal være ansat i en virksomhed, der for fremmed eller egen regning udfører vejtransporter, indebærer, at fx lønmodtagere, der som ansatte i virksomheden, som transporten udføres for, følger med transporten for at sikre det befragtede, ikke skal betragtes som mobile lønmodtagere i denne lovs forstand. En ansat på et stutteri, som lejlighedsvis følger med på en hestetransport for at berolige hesten, omfattes ikke af definitionen af en mobil lønmodtager og dermed ikke af vejtransportsektorens særlige arbejdstidsregler.

I bestemmelsens tredje stykke foreslås det at definere arbejdstid i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra a, som det tidsrum, hvori lønmodtageren er på arbejde, til arbejdsgivers disposition og udøver sine funktioner eller sine aktiviteter. Arbejdstiden omfatter den tid, der bruges på typiske arbejdsopgaver som kørsel og af- og pålæsning, men herudover indgår perioder, hvor den mobile lønmodtager skal forblive på sin arbejdsplads og være klar til at udføre sine arbejdsopgaver, og perioder med specifikke opgaver, eksempelvis ventetid af ikke på forhånd kendt varighed. Rådighedstid, som defineret i stk. 4, regnes i lighed med hviletid og pauser ikke med i arbejdstiden, medmindre arbejdsmarkedets parter i en kollektiv overenskomst har aftalt kompensation for eller begrænsning af rådighedstiden, og det slås dermed fast, at eksempelvis allerede indgåede overenskomster, der måtte indeholde bestemmelser om konvertering af rådighedstid til arbejdstid i visse situationer, fortsat vil kunne anvendes efter deres ordlyd.

I bestemmelsens fjerde stykke foreslås rådighedstid defineret i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra b som tidsrum, hvor lønmodtageren ikke skal forblive på sin arbejdsplads, men skal være rede til at gå i gang med at arbejde efter at være blevet anmodet herom. Rådighedstid skal være fastlagt på forhånd, eksempelvis hvor flere chauffører kører i planlagte holdskift, og kan ikke omfatte pauser og hviletid. Perioder, hvor den mobile lønmodtager ledsager et køretøj, der transporteres med færge eller tog, samt ventetid ved grænserne kan også nævnes som typiske eksempler på rådighedstid.

I bestemmelsens femte stykke foreslås natperioden, der i henhold til direktivets artikel 3, litra h, skal være på mindst 4 timer og ligge mellem kl. 00.00 og 07.00, placeret i tidsrummet fra kl. 01.00 til kl. 05.00, medmindre en anden placering af natperioden er aftalt ved kollektiv overenskomst.

I bestemmelsens sjette stykke foreslås det, at natperioden er bestemmende for, hvad der anses for natarbejde, da dette defineres som alt arbejde, der udføres heri, hvilket er overensstemmende med direktivets artikel 3, litra i.

§ 3 regulerer mobile lønmodtageres ugentlige arbejdstid og registreringen heraf. I bestemmelsens første stykke, der gennemfører direktivets artikel 4, litra a, foreslås, at mobile lønmodtagere højst må arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit, og at referenceperioden for beregning af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid fastsættes til 4 måneder. Med undtagelse af de i forordning 3820/85 artikel 6, stk. 1, afsnit 4 og 5 eller eventuelt i AETR-overenskomstens artikel 6, stk. 1, 4. afsnit nævnte tilfælde, hvorefter den ugentlige hvileperiode kan udskydes ved personbefordring, som ikke er rutekørsel, må der ikke arbejdes mere end 60 timer i én uge. Hvis den ugentlige hvileperiode udskydes i overensstemmelse med det i forordningen eller AETR-overenskomsten fastsatte, vil den samlede køretid – og dermed den samlede arbejdstid – kunne komme op på 65 timer i en enkelt uge, da artikel 6, stk. 1, 1. afsnit i såvel forordning som overenskomst tillader op til 9 timers daglig kørsel, som to gange ugentligt kan udvides til 10 timer.

I bestemmelsens andet stykke, der gennemfører direktivets artikel 4, litra b, 1. pkt., foreslås, at alle former for arbejde, som den mobile lønmodtager udfører for andre arbejdsgivere, indgår i opgørelsen af den ugentlige arbejdstid.

I bestemmelsens tredje stykke, der gennemfører resten af direktivets artikel 4, litra b, samt elementer af artikel 9, litra b, foreslås, at arbejdsgiveren for den mobile lønmodtager forpligtes til at registrere arbejdstiden for mobile lønmodtagere. Denne pligt indebærer, at den mobile lønmodtagers arbejdsgiver skal holde regnskab med omfanget af det arbejde, der udføres af den mobile lønmodtager i deres indbyrdes ansættelsesforhold, og at arbejde, der udføres for andre arbejdsgivere, registreres. Den mobile lønmodtagers arbejdsgiver skal skriftligt anmode den mobile lønmodtager om oplysning om arbejde udført for andre, og en sådan anmodning skal den mobile lønmodtager senest have, når denne påbegynder arbejdet med vejtransport, efter at loven er trådt i kraft.

Den mobile lønmodtager har pligt til at oplyse arbejdsgiver om arbejde, der er udført for andre arbejdsgivere, skriftligt. Denne forpligtelse vil kunne opfyldes på flere måder. En mulighed er, at den mobile lønmodtager giver arbejdsgiver en kopi af et ansættelsesbevis fra et eller flere andre ansættelsesforhold og henviser til det deri anførte ugentlige antal arbejdstimer, men i så fald skal den mobile lønmodtager straks oplyse arbejdsgiver skriftligt om eventuelle fravigelser fra ansættelsesbevisets angivelse af den ugentlige arbejdstid eller om vedvarende ændringer i arbejdstiden i det andet ansættelsesforhold. En anden mulighed er, at den mobile lønmodtager udleverer kopi af lønsedler, hvoraf timetallet fremgår, fra et eller flere andre ansættelsesforhold til arbejdsgiver. Endelig kan den mobile lønmodtager ugentligt afgive en erklæring om, hvor meget der er arbejdet i andre ansættelsesforhold. Hvis den mobile lønmodtager ikke har andet arbejde, behøver denne ikke foretage sig noget, da der alene skal aflægges skriftligt regnskab for udført arbejde.

Registrerings- og oplysningspligten omfatter alle former for lønnet arbejde, uanset om der er tale om mobil vejtransport eller arbejde i en helt anden branche, og det er uden betydning, om et af ansættelsesforholdene eventuelt kan betegnes som hoved- eller bijob. Hvis der udføres arbejde omfattet af denne lov i to ansættelsesforhold, gælder registrerings- og oplysningspligten i begge ansættelsesforhold, hvorimod der ikke er pligt til at registrere eller oplyse i ansættelsesforhold, hvor der ikke udføres arbejde omfattet af denne lov.

I bestemmelsens fjerde stykke, der gennemfører direktivets artikel 9, litra b, 2. pkt., foreslås, at den mobile lønmodtagers arbejdsgiver forpligtes til at gemme oplysningerne om omfanget af den mobile lønmodtagers arbejde i to år, efter at den referenceperiode, oplysningerne angår, er afsluttet. Oplysningerne vil efter omstændighederne skulle opbevares i op til 2½ år, da direktivet tillader, at referenceperioden udvides fra 4 til 6 måneder, hvilket fx kan aftales via kollektiv overenskomst.

I bestemmelsens femte stykke, der gennemfører direktivets artikel 9, litra b, 4. pkt., foreslås, at arbejdsgiver pålægges at udlevere en kopi af de oplysninger om omfanget af den mobile lønmodtagers arbejde, der er registreret, til den mobile lønmodtager, efter at denne har fremsat en anmodning herom.

I § 4, der gennemfører direktivets artikel 5, fastsættes, hvornår mobile lønmodtagere skal holde pause. I bestemmelsens første stykke foreslås, at mobile lønmodtagere maksimalt må arbejde 6 timer ud i ét stræk uden pause.

I bestemmelsens andet stykke foreslås, at mobile lønmodtagere skal have mindst 30 minutters pause i alt, hvis de arbejder imellem 6 og 9 timer, og at de skal have mindst 45 minutters pause i alt, hvis de arbejder mere end 9 timer.

Det anføres i tredje stykke, at der kan holdes flere pauser, men hver enkelt pause skal som minimum have en varighed på 15 minutter.

I bestemmelsens fjerde stykke foreslås, at forordningens eller eventuelt AETR-overenskomstens regler om pauser finder anvendelse ved siden af de i stk. 1 og 2 fastsatte regler om pauser. Artikel 7 i såvel forordning som overenskomst fastslår, at førere skal holde mindst 45 minutters pause, hvis de kører mere end 4½ time, og denne begrænsning i køretiden gælder fortsat. Således skal en mobil lønmodtager, der tillige er fører, uafhængigt af det i stk. 1 og 2 anførte holde pause i 45 minutter senest efter 4½ times kørsel, men denne pause i køretiden kan efter omstændighederne samtidig udgøre en pause i den mobile lønmodtagers arbejdstid i overensstemmelse med stk. 1 og 2. En fører, der fx bruger to timer på pålæsning og tre timer på kørsel, skal i medfør af stk. 1 og 2 senest, efter at have læsset af i en time, holde en pause på mindst 15 minutter, mens der ikke i henhold til det i forordning eller overenskomst anførte nødvendigvis skal holdes pause i en sådan situation, da kørsel under 4½ time ikke i sig selv udløser en pause.

Det foreslås, at forordningens eller eventuelt AETR-overenskomstens regler om hviletid for førere i overensstemmelse med direktivets artikel 6 finder tilsvarende anvendelse for øvrige mobile lønmodtagere. Der henvises til reglerne i forordningens artikler 8 og 9, dog jf. artikel 6. Disse er optrykt som bilag B til lovforslaget. I AETR-overenskomsten findes de tilsvarende regler i artikel 8, jf. dog artikel 6.

Disse regler fastlægger rammerne for den maksimale udstrækning af arbejdstiden, som herved begrænses både af en daglig og en ugentlig hvileperiode. Ved hviletid forstås ifølge begge regelsæt ethvert uafbrudt tidsrum på mindst en time, inden for hvilket føreren (her den mobile lønmodtager) frit kan disponere over sin tid. Her følger en kort beskrivelse af principperne i disse regler om hviletid.

Den daglige hviletid indebærer, at der inden for ethvert tidsrum af 24 timer skal gives en daglig hviletid på mindst elleve timer i sammenhæng. Denne daglige hviletid kan dog under visse omstændigheder nedsættes til mindst ni timer højst tre gange inden for en uge, og særlige regler gælder, hvis den mobile lønmodtager følger med et køretøj, der transporteres med færge eller jernbane. Den daglige hviletid kan kun holdes i køretøjet, hvis dette er udstyret med en soveplads og holder stille.

Den ugentlige hviletid indebærer, at en af de daglige hvileperioder i løbet af hver uge skal gives som ugentlig hviletid på mindst 45 timer i sammenhæng. Denne ugentlige hvileperiode kan afkortes til mindst 36 timer, hvis den tages på køretøjets eller på den mobile lønmodtagers hjemsted, eller til mindst 24 timer, hvis den tages et andet sted. For enhver afkortelse skal der kompenseres med tilsvarende hviletid, som skal tages samlet inden tre uger efter udløbet af den pågældende uge. En ugentlig hvileperiode, som påbegyndes i en uge og fortsætter ind i den følgende uge, kan henføres til den ene eller den anden af disse uger. For så vidt angår international personbefordring, bortset fra rutekørsel, gælder der særlige regler med mulighed for, at en ugentlig hvileperiode kan overføres til ugen efter, at hvileperioden er indtjent.

Hvor der gives hviletid til kompensation for, at den daglige eller ugentlige hviletid er nedsat, skal denne tages sammen med et andet hvil på mindst otte timer. På anmodning af den mobile lønmodtager skal det tillades, at denne hviletid afholdes på køretøjets eller lønmodtagerens hjemsted.

Det foreslås, at mobile lønmodtagere højst må arbejde 10 timer i døgnet, hvis de udfører natarbejde i løbet af det pågældende døgn. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 1.

Det foreslås i bestemmelsens første stykke, at hvis den mobile lønmodtagers rettigheder efter loven er krænkede, kan denne få tilkendt en godtgørelse. De krænkede rettigheder kunne fx være et pålæg om arbejde, der medfører, at den ugentlige arbejdstid i gennemsnit over en 4 måneders periode overstiger 48 timer.

Sager om krav fra organiserede lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, som implementerer direktivet, skal afgøres efter de fagretlige regler.

Sager om krav fra uorganiserede lønmodtagere, hvis ansættelsesgrundlag tillige omfatter bestemmelserne i en overenskomst, skal afgøres ved de civile domstole, som i den forbindelse skal lægge bestemmelserne i den kollektive overenskomst til grund. Dette gælder også lønmodtagere, der i medfør af en individuel aftale efter § 1, stk. 3, er sikret direktivets rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst.

I bestemmelsens andet stykke foreslås, at en mobil lønmodtager, som afskediges efter at have fremsat krav i henhold til loven, skal have ret til en godtgørelse fra arbejdsgiver. Godtgørelsens størrelse fastsættes efter sagens omstændigheder, men denne mulighed for at få en godtgørelse medfører dog ikke, at lønmodtageren får ret til godtgørelse for usaglig afskedigelse i medfør af flere regelsæt.

I bestemmelsens tredje stykke foreslås, at lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, der implementerer direktivet, jf. § 1, stk. 2, skal have mulighed for at indbringe spørgsmål om krænkelse af de i overenskomsten fastsatte rettigheder og for tilkendelse af en godtgørelse svarende til de i stk. 1 og 2 nævnte for de civile domstole, hvis sådanne spørgsmål ikke underkastes fagretlig behandling.

Det foreslås, at manglende opfyldelse af forpligtelsen til at registrere i § 3, stk. 3 og 4, sanktioneres med bøde. Arbejdsgiver kan straffes for ikke at registrere eller for mangelfuld registrering, herunder for ikke at opbevare de registrerede oplysninger i to år efter udløbet af den pågældende referenceperiode. Arbejdsgiver kan også straffes for at undlade skriftligt at anmode lønmodtager om at aflægge regnskab for arbejde, der er udført for en anden arbejdsgiver.

Lønmodtager kan straffes for ikke at oplyse om arbejde, der er udført for en anden arbejdsgiver, eller for at have afgivet ukorrekte oplysninger herom. Hvis den mobile lønmodtager overfor arbejdsgiver har oplyst at arbejde et fast antal timer ugentligt i et andet ansættelsesforhold, fx ved at give arbejdsgiver en kopi af ansættelsesbeviset fra det andet ansættelsesforhold, og ikke oplyser om ændringer i den ugentlige arbejdstid i det andet ansættelsesforhold, kan den mobile lønmodtager også straffes.

Med bestemmelsen foreslås en hjemmel for beskæftigelsesministeren til efter forhandling med arbejdsmarkedets parter at udnytte de undtagelsesmuligheder, direktivets artikel 8 angiver. Der er tale om en adgang til at fravige det i § 6 fastsatte maksimum på 10 timers arbejde i døgn, hvor der udføres natarbejde, og en adgang til at udvide den i § 3, stk. 1 nævnte referenceperiode til seks måneder.

Det er hensigten, at en eventuel udnyttelse af denne hjemmel sker med udgangspunkt i de bestemmelser, parterne selv aftaler i kollektive overenskomster, og uden at trafiksikkerheden eller de mobile lønmodtageres sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold på nogen måde forringes.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2005.

Lovforslaget dækker kun de dele af riget, hvor direktivet er gældende.

1. EFT C 43 af 17.2.1999, s. 4.

2. EFT C 138 af 18.5.1999, s. 33.

3. Europa-Parlamentets udtalelse afgivet den 14.4.1999 (EFT C 219 af 30.7.1999, s. 235) og bekræftet efter ændring af procedure den 6.5.1999 (EFT C 279 af 1.10.1999, s. 270), Rådets fælles holdning af den 23.3.2001 (EFT C 142 af 15.5.2001, s. 24) og Europa-Parlamentets afgørelse af den 14.6.2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT). Europa-Parlamentets afgørelse af 5.2.2002 og Rådets afgørelse af 18.2.2002.

4. EFT L 370 af 31.12.1985, s. 1.

5. EFT L 307 af 13.12.1993, s. 18. Dette direktiv er senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/34/EF (EFT L 195 af 1.8.2000, s. 41).

6. EFT L 288 af 18.10.1991, s. 32.

Bilag B

Af Rådets FORORDNING (EØF) Nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport

AFDELING IV

Køretid

Artikel 6

1. Den samlede køretid mellem to daglige hviletider eller mellem en daglig og en ugentlig hviletid, i det følgende benævnt »daglig køreperiode«, må ikke overstige ni timer. Dog kan den to gange om ugen sættes op til ti timer.

Efter højst seks daglige køreperioder skal føreren tage en ugentlig hvileperiode som defineret i artikel 8, stk. 3.

Den ugentlige hvileperiode kan udsættes indtil afslutningen af den sjette dag, hvis den samlede køretid i disse seks dage ikke overstiger det maksimum, der svarer til seks daglige køreperioder.

For så vidt angår international personbefordring bortset fra rutekørsel ændres tallet »seks« i andet og tredje afsnit til tallet »tolv« og ordet »sjette« i tredje afsnit til ordet »tolvte«.

Medlemsstaterne kan lade det foregående afsnit finde anvendelse på anden indenlandsk personbefordring end rutekørsel.

1. Den samlede køretid må ikke overstige 90 timer inden for to på hinanden følgende uger.

AFDELING V

Pauser og hviletid

(Artikel 7 udeladt)

Artikel 8

1. Inden for hvert tidsrum af 24 timer skal føreren have en daglig hviletid på mindst elleve sammenhængende timer, som kan nedsættes til mindst ni sammenhængende timer højst tre gange inden for en uge, såfremt der inden udgangen af den følgende uge gives en til nedsættelsen svarende hviletid.

De dage, hvor hviletiden ikke nedsættes i henhold til første afsnit, kan den inden for et tidsrum af 24 timer opdeles i to eller tre adskilte perioder, hvoraf den ene periode skal være på mindst otte sammenhængende timer. I så fald udvides den minimale hviletid til tolv timer.

1. Hvis der er mindst to førere i køretøjet, skal de begge have en daglig hviletid på mindst otte sammenhængende timer inden for enhver periode på 30 timer.

2. I løbet af hver uge skal en af de i stk. 1 og 2 nævnte hvileperioder forlænges til i alt 45 sammenhængende timers ugentlig hviletid. Denne hvileperiode kan afkortes til mindst 36 sammenhængende timer, hvis den tages på køretøjets eller på førerens hjemsted, eller til mindst 24 sammenhængende timer, hvis den tages et andet sted. For enhver afkortelse gives der en tilsvarende hviletid, som skal tages samlet inden tre uger efter udløbet af den pågældende uge.

3. En ugentlig hvileperiode, som påbegyndes i en uge og fortsætter ind i den følgende uge, kan henføres til den ene eller den anden af disse.

4. For så vidt angår personbefordring, på hvilke artikel 6, stk. 1, fjerde og femte afsnit, finder anvendelse, kan en ugentlig hvileperiode overføres til den uge, der følger efter den uge, i hvilken hvileperioden er indtjent, og tages sammen med denne anden uges ugentlige hviletid.

5. Hviletid, der tages som kompensation for nedsættelse af daglig og/eller ugentlig hviletid, skal tages sammen med et andet hvil på mindst 8 timer og skal på anmodning af den pågældende fører tillades afholdt på køretøjets eller førerens hjemsted.

6. Daglig hviletid kan holdes i køretøjet, hvis dette er udstyret med en soveplads og holder stille.

Artikel 9

Uanset artikel 8, stk. 1, kan den daglige hviletid, såfremt føreren inden for gods- eller personbefordring følger med et køretøj, der transporteres med færge eller jernbane, afbrydes kun en gang, for så vidt følgende betingelser overholdes:

– den del af den daglige hviletid, der tilbringes på fast grund, bør ligge før eller efter den del af den daglige hviletid, der tilbringes om bord på færge eller i tog,

– tidsrummet mellem de to dele af den daglige hviletid bør være så kort som muligt og må i intet tilfælde overstige en time før indladningen eller efter udladningen af køretøjet, idet toldbehandlingen medregnes i indladnings- eller udladningsprocessen,

– under begge de to dele af den daglige hviletid skal føreren kunne disponere over en seng eller en køje.

Den daglige hviletid, der afbrydes på denne måde, forlænges med to timer.

Officielle noter

1. Loven gennemfører Rådets direktiv nr. 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, (EF-Tidende 2002 L 80, s. 35). Direktivet vil blive optrykt som bilag til loven.